Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1189Visninger
AA

22. Kapitel 22

Det var skyfrit. Jeg kunne se stjerner på den sorte vinterhimmel, da jeg trådte ud fra vores hus. Over for hos Lasse kunne jeg gennem stuevinduet skimte hans forældre i gang med aftensmaden. Der var lys i de fleste af de beboede huse, men vejen var tom for mennesker. Alle i Livly var travlt optagede af medister, kartoffelmos og spinatlasagne. Alligevel fik jeg en sær fornemmelse af at nogen holdt øje med mig. Jeg var nået helt ud på fortovet, før jeg fik øje på hende. Den fede dame foran sin hoveddør. Hun så direkte på mig. Blikket var fikseret og gennemborende, som den aften hun havde set op på mig i mit værelsesvindue. Igen blev jeg overvældet af hendes størrelse. Hun var enorm. Fedtfolderne pressede frakken til bristepunktet og de opsvulmede fødder så ud til at være vokset sammen med badesandalerne. Da gik det pludselig op for mig, hun var gennemsigtig. Forleden, hvor hun havde kæmpet sig op ad sin havegang med indkøb, havde hun lignet enhver anden levende. Nu var hun transparent og kunne ikke få en levende sjæl til at tro på, hun var andet end stendød. Genfærd. Spøgelse. Hun fastholdt mit blik og løftede den ene arm, mens hun rystede hånden let, som om hun havde noget i den. Det havde hun ikke. Jeg forstod ingenting. Den fede dame nikkede langsomt til mig. Anerkendende. Som for at sige jeg gjorde det rigtige. Vidste hun, hvad jeg skulle? Jeg løftede min egen hånd. Indeni den lå Milles nøgle. Ned fra den dinglede den øreløse Mickey-Mouse-figur. Den fede dame nikkede igen.

 

I det samme blev stilheden brudt af en bilmotor, der brølende kom nærmere. Jeg så i retning af lyden og kort efter svingede en nedslidt seat pakket med unge rundt om hjørnet. En sejlende kørsel afslørede en ikke helt upåvirket chauffør. Jeg kiggede tilbage mod den fede dames hus. Hun var ikke længere at se. Hus og have stod uberørt og forladt tilbage. Jeg begyndte at gå op ad Strandvej, mens bilen bremsede i et hårdt ryk foran Lasses hus. Lidt oppe på fortovet og truende tæt på hegnet. Sidedøren blev åbnet. Musik og Lasse væltede ud. Han var stort set ude af stand til at stå oprejst. Jeg stoppede op, da jeg nåede Hovedgaden og så tilbage mod optrinnet,. ”Vi ses, Lasse”, lød det inde fra bilen, hvilket åbenbart fik en anden derinde til at fatte, hvad der var ved at ske og udbryde: ”Hvad? Aj, Lasse skal med i byen. Lasseeee!” En krølhåret dreng stak råbende overkroppen ud af bilens vindue, mens Lasse snublede let over sine egne ben op ad havegangen. Jeg gættede på, de var fra gymnasiet og resultatet af det, der i eftermiddags havde syntes som en genial løsning på en kedelig skoletorsdag: Druk fra det øjeblik klokken ringede ud. Alligevel var det meget tidligt at være så fuld som Lasse. Hoveddøren blev åbnet, og Lasses far kom til syne. Det fik nogen i bilen til at trække den krølhårede indenbords midt i endnu et ”Lasseee”, hvorefter bilen drejede rundt og brølende forsvandt ud af byen. Lasses far trådte roligt ud fra huset og rakte efter Lasse, der svajede et øjeblik, før han lod sig falde ind mod sin far. Det slog mig, at det så rart ud. Måden Lasses far først lagde armene næsten trøstende om Lasse og lidt efter tålmodigt støttede sin søn ind i huset. Så blev døren lukket, og stilheden vendte tilbage i Livly.

 

Jeg passerede nr. 13 og fortsatte forbi det engang hvide hegn foran Milles hjem, til jeg nåede det sted, hvor der oprindeligt havde været en havelåge. Nu var der kun de rustne hængler tilbage. Den flossede parasol stod ubevægelig som en enlig mannequindukke i forhaven. Huset var mørklagt. Et halvtag dækkede for gadelygtens lys, så hoveddøren lå hen i skygge. Alligevel kunne jeg her fra gaden se, den stod på klem. Næsten som om jeg var ventet. Jeg knugede nøglen i hånden. Tanken om igen at møde Milles far, Robert, var skræmmende. For ikke at tænke på, hvad der var inden i skunken på Milles værelse. Den beslutsomhed, jeg var gået af sted med, skrumpede i fuld speed og til ingenting. ”My, Robert er død, hvad skulle han kunne gøre dig?,” peptalkede jeg mig selv, hvilket til min overraskelse faktisk fik mig til at tage det første skridt op mod huset. Et ben foran det andet. En blød vind gled omkring mig og puffede mig frem, før den slap og fortsatte mod hoveddøren, der gav efter og gled knirkende op. Jeg stoppede på stedet. Hjertet sad i halsen. Jeg ville hjem. Det her var en fejltagelse. Jeg drejede omkring for at sætte i løb, men vejen væk var blokeret. ”Hvor har du været?” lød Roberts indebrændte stemme. Han stod i åbningen ud til gaden og stirrede på mig. På ingen måder gennemsigtig som den fede dame for lidt siden. Robert lignede en levende med alt, hvad sådan en har af muligheder for at gøre andre ondt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...