Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
747Visninger
AA

21. Kapitel 21

Bag lukkede øjne blev jeg ved at se Sne sidde i bussen med sine underdanige veninder. Selvfølgelig var det Sne, der var Hannibals kæreste. Perfekte Sne, hvor alt var smukt og fuldendt helt naturligt og af sig selv. Jeg mærkede en kvalmende fornemmelse komme snigende. De uundgåelige perfekte. Umulige at slippe for. Som Cille på min gamle skole og nu Sne i Hannibals hjerte. Dem, der havde det hele og fik foræret resten hen ad vejen, mens andre måtte arbejde for hver eneste lille skridt, de drømte om eller ganske enkelt bare var tvunget til at tage.

 

En sviende vrede bredte sig fra maven ud i kroppen. Den sev sydende ned i armene, til det stak i fingerspidserne. Kæberne strammedes, da jeg bed tænderne sammen. Det var så usigeligt uretfærdigt. Her sad jeg på mit værelse i en eller anden gudsforladt landsby, hvor folk reelt var mere døde end levende, mens Sne og Cille og alle de andre, der fik det præcis, som de ville have det, vuggede ubekymrede videre på lykkefloden. Jeg var tvunget ind i sorg og sygdom sammen med nogle forældre, der havde tabt tråden og fjernet mig fra alt, der var mig. Jeg havde ingenting, og alligevel skulle skæbnen viftet mig om næsen med Hannibal og få mig til at tro, at jeg måske var præcis så langt ude, at jeg fortjente lidt godt – og så, så snart jeg var hoppet i og havde åbnet mit hjerte, trække ham væk igen.

 

Vrede og kvalme kæmpede om pladsen i maven. Det trykkede op gennem halsen. Svedperler piplede frem under presset. Mit liv var på ingen måde sådan, som jeg gerne ville have det. Mit afsindigt uretfærdige liv. Så kom hævntrangen skyllende. Livsregnskabet skulle i balance. Alle dem, hvor alt kom af sig selv og ingenting blev taget fra, skulle miste og druknes i ulykke og sorg. Jeg fik lyst til at finde Hannibal og kradse øjnene ud på ham. Hakke i ham med hans elskede bilnøgle og lade den forsvinde i havet, så han aldrig igen skulle grine over fart og frihed. Bare tanken fik det til at lette indeni, men så vendte bitterheden tilbage. Jeg ville ikke være en del af scenen, hvor nogle skulle lide, så andre kunne være succeser. Der var kun et at gøre: Aldrig gå ud i verden igen. Jeg ville blive her, hvor der var rart; i de gode minder på mit værelse. Mine øjne løb over og skubbede den første tåre mod hovedpuden. Et utal fulgte trop, og vreden slap mig, som betændelsen flyder af en punkteret byld. Jeg var så ked af det. Over at sidde der og være vred og ked af det og få lyst til at gemme mig fra hele verden. Jeg følte mig fuldstændigt alene, og alligevel var det, som om alt jeg tænkte og følte mindede mig om en anden. Hvem?

 

Med et ryk satte jeg mig op i sengen. Holdt vejret. Det var den fede dame, jeg mindede om. ”Du er en af os”. Langsomt begyndte brikkerne at falde på plads. Jeg sad på mit værelse og gemte mig i en fantasi om noget helt andet end det, livet var. Ligesom den fede dame, Klara, havde gjort. Jeg var vred og hadefuld over, livet ikke formede sig, som jeg ville, og ledte efter nogen at lade det gå ud over. Ligesom Robert, Milles far. ”Det løse liv er godt,” havde den fede dame sagt. Det løse liv. Hvad havde Hannibal sagt? ”Livet sidder løst”. Mit gjorde i hvert fald. Meget. Alligevel kæmpede jeg mod livet, i stedet for at kæmpe for det. I mørket fandt min hånd vej til lampen på sengebordet. Lyset bredte sig. Ved lampens fod lå Milles nøgle. Jeg ville ikke miste livet i vrede eller drømmeflugt. Energien brusede gennem mig, mens jeg rejste mig fra sengen. Jeg ville gøre det, jeg havde lyst til i det liv, jeg nu en gang havde. Hverken vrede, skuffelse eller Hannibal skulle stoppe eller styre. Fra nu af. Lige med det samme. Det gav sig selv, hvor jeg skulle starte. Med det, jeg havde været optaget af siden den første nat i Livly. Jeg stak i mine sneakers, trak en sweater over hovedet og greb Milles nøgle. Så forlod jeg huset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...