Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1218Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

Regnen holdt først op, da jeg om aftenen lå under dynen i mit nye værelse. I mørket kunne jeg høre nattevinden trække i de bladløse buske udenfor. Og hvilket mørk. Så sort havde intet været før. Min mor havde uden held forsøgt at undertrykke sin irritation over, jeg havde indrettet mit nye værelse ligesom det gamle. ”Alt står præcist, hvor det gjorde før, ved du godt det?” Det var ligesom pointen. Det her var min paradisø i et endeløst hav af tristhed og langt-ude-på-landet-trummerum. Det her skulle være mit tilflugtssted, når jeg ikke kunne huske, hvor dejligt det kunne være blevet ved med at være. I det kulsorte mørke kunne jeg ligeså godt have ligget i vores gamle lejlighed inde i byen. Glædet mig til drama i andet modul i morgen. Og til at springe over i kaffekøen. Og frokost med pigerne ved vores faste bord. Og sælge gallabilletter i kantinen sammen med skolens Miss Perfect, Cille. Hun kunne uden at gøre noget som helst til enhver tid få ens selvværd til at vakle med sine rene 12-taller også i udseende, overskud og selvfølgelig popularitet. Men der i mørket den første nat i Livly, synes billetsalg med Cille vidunderligt til sammenligning. Jeg trak smilende dynen ind om mig. Helt væk i det liv, der kørte videre et sted derude, men var stoppet for mig. Jeg faldt i søvn, mens jeg solgte en billet til Smukke Mathias fra 3.g.

 

Hvornår ved man, at man drømmer? En forhave. Solen var næsten gået ned. En lilla parasol rokkede i sin fod. Sommernat. Jeg så det indefra gennem glas. Hun kom listende op ad havegangen, hvor ukrudtet væltede op mellem flisesprækkerne. Hættetrøjen trukket tæt op om hovedet. Hun fumlede med nøglerne og måtte samle sig. Hun så ud til at være 12 år og helt afsindig bange. Lidt fra hende skubbede vinden en tom øldåse mod parasolfoden. Endelig greb hun rystende om hoveddørens håndtag. Billedet forsvandt med lyden af nøglen, der blev drejet ganske forsigtigt i låsen. Men slet ikke så lydløst, som hun nok havde håbet. Usammenhængende glimt fulgte. Pigen i løb op ad trappen. Skrigende. Førstesalens mørke. Lyde af slag og gråd. En låge blev smækket og pakkede hendes tiggende stemme ind som en dyne. Igen lyden af en nøgle i en lås. Så banken. Igen og igen. ”Vil du ikke nok lukke mig ud?”

Jeg satte mig op i sengen med et ryk.  Gispende i Livlys brutale mørke. Man kan først vide, om man drømmer, når det er overstået. Kun når man er vågen og tilbage i virkeligheden, kan man helt præcist sige, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed.  Jeg var vågen og vidste en ting med sikkerhed. Pigen var virkelig. Jeg kendte hverken hendes navn eller ansigt, men jeg var ikke et øjeblik i tvivl. Jeg havde sovet, men jeg havde ikke drømt. Jeg havde været midt i et andet menneskes meget vågne liv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...