Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
823Visninger
AA

19. Kapitel 19

”Mor, hvad fortalte jeg, når jeg havde gået i søvne?” gentog jeg. Bag den lukkede køkkendør lød skramlen ved komfuret. Lasses mor skruede ned for grøden.  ”Jeg kan ikke huske det, My,” svarede min mor, ”jo, der var en gang, hvor du fortalte om en gammel mand, der klapsede fluer op ad trappen med sin avis.” Mindet fik min mor til at grine. Så blev hun igen alvorlig. ”En uge senere talte jeg tilfældigt med vores underbo.” ”Lilly,” indskød jeg ivrigt. Endelig noget jeg kunne huske. Min mor nikkede. ”Lilly, ja.”  Så fortalte min mor, hvordan hun havde mødt underboen i vaskekælderen. Minderne begyndte at kravle frem. Jeg huskede de store vaskemaskiner og den monotone lyd, når de drevent vred tøjet rundt. Der var tit noget galt med nogle af dem. Underboen havde savnet en tidligere lejer, der blev kaldt Poul Pilot. Han var altid mand for at fikse vaskemaskinerne. Når han altså ikke lige havde travlt med at klapse fluer med sin avis. Fluer.

 

Med et var jeg tilbage i vores gamle opgang. Sommerfugt og fluesummen. Klask. En avis blev slået mod væggen. En flue faldt i lige linje og lå død på trinet. Min barnehånd havde hårdt fat om gelænderet, da jeg så op på en ældre mand i morgenkåbe og pilot-kasket. Han løftede avisen mod den næste flue. Klask.

Min mors stemme nåede mig. Noget om, hvordan underboen havde illustreret Poul Pilots fluejagt, mens hun svingede med armen efter imaginære fluer. ”Jeg kan huske det, fordi du havde siddet om morgenen i din natkjole og fortalt om den gamle mand på trappen, mens du svingede armen på præcis samme måde.” I den lille entre så min mor tænksomt frem for sig. ”Poul Pilot var den eneste af dine nattevenner, jeg fandt frem til,” sagde hun så. Jeg havde allerede gættet, hvad hun skulle til at sige. ”Men det viste sig, han havde været død et år, så du kunne jo ikke have mødt ham.” Det var ikke kun nu, hvor jeg var syg, at de døde dukkede op. Døden havde været med mig hele livet. Jeg havde kunnet bortforklare de døde, men ikke fået dem til at forsvinde. De ville mig noget. Det var jeg ikke i tvivl om. ”Du er en af os.”

 

Lyden af et håndtag, der blev trykket ned, rev mig ud af mine tanker. Lasses mor kom til syne i køkkendøren. Hun forsøgte at smile til mig og ikke virke ulykkelig. Sjovt, som man tit gør det med at prøve at virke glad og signalere: Nu er det okay igen, når det tydeligvis ikke er det. ”Jeg smutter nu,” sagde hun henvendt til min mor. ”Vil du ikke spise med? Vi skal have byggrød,” sagde min mor. Byggrød. Øv, hvor trist. Troede min mor på nogen måde, at det Lasses mor skulle hjem at spise kunne være værre? Min mor tog afsked med Lasses, og jeg listede op ad trappen. Døren smækkede. ”Myy, maad,” kaldte min mor. ”Jeg er ikke sulten,” sagde jeg, trådte ind på mit værelse og lukkede døren bag mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...