Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
748Visninger
AA

18. Kapitel 18

Genboens kone, Lasses mor, sad i vores køkken og drak en æblegrøn drink, mens min mor lavede mad, da jeg kom hjem. Lavede mad betød en boblende gryde med hvidt snask. Min mor holdt på en ugentlig grøddag, fordi det, havde hun hørt, var sundt. Hvilket stod en anelse i modsætning til den højpromille-drink, hun samtidig havde i hånden. Jeg hilste kort og skulle til at kommentere på det, da jeg opdagede, det lille stykke sammenkrøllede køkkenrulle, som Lasses mor knugede i sin hånd. Øjnene var røde. Hun havde grædt. Jeg ville rigtig gerne ud af køkkenet meget hurtigt, hvilket gik fint bortset fra, min mor gik med mig.

 

”Hvor har du været?” spurgte hun ikke 100% ædru og trak køkkendøren til bag sig. Så stod vi der meget tæt i den lille entre. ”I vandet,” sagde jeg. Hun måbede med en vis skepsis. ”Hvad laver hun her?” spurgte jeg og  nikkede mod den tillukkede køkkendør. ”Marianne har det ikke så.. Det er svært derhjemme,” forklarede min mor og sippede af sin drink. Lasses mor havde det svært derhjemme. Med Lasses far? Med Lasse? Havde jeg lyst til at vide noget om Lasses liv? Egentlig ikke. ”Hvem var du så i vandet med?” spurgte min mor snedigt. Hvis det ikke var, fordi Hannibal havde lavet det latterlige mit-husnummer-er-en-hemmelighed-stunt, havde jeg fortalt hende om ham og mest af alt, hvor vild jeg var med ham, men nu vaklede jeg. ”Bare en fra byen,” svarede jeg. Hendes glas var tomt. ”Fra denne her by?” spurgte hun opstemt. Åh, hvor ville hun gerne have, jeg – knips - blev lykkelig i Livly og helst så meget, at jeg levede uendeligt af det. ”Er det en dreng? Hvor bor han? Hvad hedder han?” smilede hun. ”Jeg ved det ikke,” sagde jeg og ville bare gerne op til mig selv. ”Ved du ikke, hvad han hedder?” Min mor rynkede brynene. ”Jo, jeg gider bare ikke sige det.” ”Du sagde, du ikke vidste det,” insisterede min mor. ”Jeg mente, jeg ved ikke, hvor han bor.” Jeg vendte mig mod trappen i et forsøg på at slippe væk. ”Er han…er han en, du har mødt om natten?”

 

Jeg stoppede op. Ikke så meget fordi jeg kunne fornemme bekymringen i min mors stemme, men fordi jeg instinktivt vidste, at det her var vigtigt. Hun trommede nervøst med fingrene på det tomme glas. ”Du går i søvne igen, ikk´? Forleden nat hvor jeg fandt dig i her i entreen – ” ”Jeg har ikke mødt ham.. om natten, ” afbrød jeg, ”hvorfor spørger du?” Jeg tog glasset fra hende og holdt hendes hånd. Hun blev roligere. ”Jeg kom bare til at tænke på den gang, du var lille; den gang du tit gik i søvne, kan du ikke huske det?” ”Jo, men..” svarede jeg og var allerede lidt skuffet ved tanken om, der måske ikke var mere i det. Men det var der. ”Og bagefter når du fortalte om dem, du havde mødt?” Min mor sukkede let. ”Mens jeg gik i søvne?” spurgte jeg og ledte uden held i hukommelsen. ”Ja, altså i drømmene,” nikkede min mor, ”du troede, de havde været der rigtigt, men -”. Fra køkkenet kunne man høre lyden af Lasses mor, der skubbede stolen tilbage og rejste sig. Min mor vendte sig mod den lukkede dør. ”Hvad fortalte jeg?” spurgte jeg og havde nu på ingen måder travlt med at komme væk.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...