Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1523Visninger
AA

17. Kapitel 17

”Hvordan tror du, det er, når man er død?” spurgte Hannibal, da vi kørte tilbage mod Livly. Det slog mig, at ingen havde spurgt mig om det. Før nu. ”Måske render man rundt i alt det samme bare uden at kunne  være med,” begyndte jeg, ”man går rundt derhjemme og på gymnasiet og forbi ens veninder og når der er skolefest, - hænger ud hvor man hang ud, da man var levende, men uden at kunne rykke rundt på tingene eller noget sådan fysisk; - uden at kunne være med. ” ”Det lyder kedeligt,” sagde Hannibal. Jeg nikkede, mens Ford’en bumlede ned ad grusvejen. ”Det kan jo være man kan få tildelt nogle evner i særlige tilfælde,” funderede jeg videre, ”hvis der er et eller andet, man skal have en levende til at forstå. Ligesom da den fede dame lagde hånden på min skulder og talte til mig.” Jeg kom til at grine over min egen krøllede tankegang. ”Okay, det kan jeg godt høre ikke holder,” sagde jeg, ”hvem skulle gå rundt og fortælle de døde, hvad deres opgave er?” Jeg grinede igen. Bilen holdt stille. Jeg trak nøglen ud og åbnede døren. ”Det skal de måske bare selv finde ud af?” foreslog Hannibal. ”Så de døde ved ikke, hvad de skal? Lyder det ikke lidt kikset?” sagde jeg. ”Det er da sådan, det er at være levende,” svarede Hannibal, ”man render rundt og prøver at finde ud af, hvad man laver her, inden man skal videre. Jeg troede, jeg ville have styr på tingene nu, men jeg er stadig bare i gang med at gennemskue, hvordan det egentlig hænger sammen.  Hvorfor skulle det være sådan, at man dør, og pludselig forstår man alt?” Vi var på vej mod landevejen med Ford’en parkeret bag os. Jeg rakte efter Hannibals hånd. Han lukkede den om min. ”Jeg tror aldrig, man slipper for blinde vinkler, My, ” sagde Hannibal, ”er det ikke, som om man aldrig helt ved, hvor vejen fører hen? Som om det er derfor, man skal gå?”

 

Et tungt skydække tonede alle farver ned. Verden var gråbrun, mens en hvid tåge kravlede hen over markerne og blev til fine dråber på den bare hud i ansigtet. Da vi igen stod i krydset mellem Hovedgaden og Strandvej og skulle tage afsked, smilede Hannibal stort. Pakket ind i tåge med armene om hinanden. ”Du fatter ikke, hvor glad jeg er for, jeg har mødt dig,” sagde Hannibal og kyssede mig. Det fattede jeg godt. Jeg havde det præcis lige sådan. ”Så gider du måske godt hjælpe mig med noget?” spurgte jeg. Hovedgaden nr 15 kunne anes et par huse længere henne. Foruden vores stemmer var vinden, der rokkede den lilla parasol i dens fod, den eneste lyd som brød stilheden. ”Klart,” svarede Hannibal. ”Gå med mig ind i nr.15,” bad jeg, ”jeg vil gerne finde ud af, hvad der skete med Mille… Jeg så hende den nat i nr 15, og jeg så hende med sine forældre gennem vinduet i den fede dames hus… Jeg er bare rigtig bange, - hvis nu Milles far dukker op igen; vil du gå med?” Hannibal overvejede et øjeblik. ”Måske var det dig, der fandt Milles nøgle, fordi det skal være lige præcis dig og kun dig, der åbner skunken,” foreslog han så. ”Kylling,” grinede jeg og daskede til ham, ”du vil bare have mig til at gå ind og åbne og blive skide bange”. ”Selv kylling, ” smilede han og skulle til at gå op ad Hovedgaden. ”Vi ses, My.” Mærkelig afsked.

 

”Hannibal,” kaldte jeg. Han vendte rundt. ”Må jeg ikke få dit nummer? Så kan vi skrive sammen og sådan.” Hannibal blev stående uden af sige noget. ”Hvis det er okay?” fortsatte jeg og så afventende på ham. ”Jeg,” begyndte han, ”jeg.. min mobil er gået i stykker”. Hvis det var rigtigt, virkede det ikke til at genere ham, hvilket var næsten for særpræget til, at det kunne være sandt. Jeg kiggede forbi ham og videre op ad Hovedgaden med tågen sejlende langs plankeværker og bladløse bøgehække. ”Nå, men så kan du jo bare sige, hvilket hus du bor i, så kan jeg kigge forbi i morgen,” foreslog jeg. Hans blik flakkede. Det var ikke rart. Faktisk var det rigtig ubehageligt. Så hentede han det store smil frem og blinkede til mig, mens han sagde: ”Det er en hemmelighed.” Jeg blev stående og så efter ham, velvidende han ikke ville gå ind, før jeg var gået hjem ad Strandvej og ude af stand til at se, hvor han boede. Hvorfor skulle Hannibal pludselig lege hemmelig? Hvad havde han at skjule?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...