Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1181Visninger
AA

15. Kapitel 15

I storbyen smeltede sneen allerede på vej ned mellem de tætliggende etageejendomme. På landet blev den liggende fin og tynd over de mørke marker. I storbyen var døden glemt, og livet blev levet, som om det var evigt. Herude gik de døde omkring blandt de levende. Nogle kilometer før Livly, stod der pludselig røg op fra bussens motor. Chaufføren bandede frustreret over situationen, mens jeg  begyndte at gå videre hjem langs landevejen.

 

Jeg fik øje på Hannibal længe før, han fik øje på mig. Han stod og så tænksomt på byskiltet. Livly hed stadig Livløs, og nede ad grusvejen stod den gamle Ford præcis, hvor Hannibal og jeg havde efterladt den. Jeg vinkede, men han så først op, da jeg var helt tæt på. Han smilede: ”Hey”. Jeg havde egentlig tænkt, jeg ville give ham et knus. Eller at han ville give mig et. Men jeg endte med at blive stående lidt fra ham og flagre. ”Jeg fatter ikke, de ikke renser det,” sagde han med blikket på byskiltet. ”Men du har jo selv skrevet det?” sagde jeg. ”Jo, men… det er længe siden.” Han gik i stå og blev stille. Jeg havde kun kendt ham et par dage, men følte mig ret sikker på, at en tur til havet ville gøre ham i bedre humør. Han sagde ja med det samme. Jeg foreslog, at jeg skulle køre. Han krævede, jeg så ikke satte farten ned, før jeg mærkede sand under dækkene. Livet var en leg med Hannibal.

 

Vi sad i bilen og gloede ud over sandet og bølgerne. ”Det er din bil, ikk?” spurgte jeg. Hannibal nikkede. ”Hvorfor?” ”Bare en der hedder Lasse; han er åndssvag.” ”Lasse Nysted?” Jeg trak på skuldrene. ”Jeg ved bare, han hedder Lasse. Han går i min klasse. Gik.” Jeg lagde ekstra tryk på det sidste ord. Hannibal vendte sig mod mig. ”Er Lasse gået ud?” Jeg rystede på hovedet: ”Jeg er.” Hannibal satte sig tilbage i sædet igen. ”Lasse er god nok. Man kan nemt blive lidt mærkelig af at bo i Livly. Du vænner dig til det.” ”Det tror jeg ikke,” sagde jeg og fortalte Hannibal om natten i den fede dames hus. Han lyttede, og det gik fint, indtil jeg var halvvejs igennem mine tanker om, hvad det egentlig var den fede dame havde prøvet at sige til mig; så tog han min hånd, og jeg tabte tråden på stedet. ”Jeg lytter,” smilede han. ”Jeg har glemt, hvad jeg var ved at sige,” sagde jeg og kiggede væk fra Hannibal og ud over vandet. Helt modsat af hvad jeg helst ville. Mærkeligt. Hannibal slap min hånd og krængede cowboyjakken af. ”Jeg fatter ikke, du kan holde varmen,” nåede jeg at sige, før han trak t-shirten over hovedet og sad nøgen fra livet og op. Jeg var på et splitsekund tanketom og kun fyldt af lysten til at røre ved ham. ”Skal vi bade?” spurgte han. ”Det er vinter,” sagde jeg. ”Okay, skal vi vinterbade?” smilede han og åbnede bælte og bukser. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...