Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1602Visninger
AA

14. Kapitel 14

Lasse var ved at trykke kaffe i automaten, da jeg trådte ind i skolens aula. ”Hej,” sagde Jeg. Han tog den fyldte kop, så kort på mig uden at svare og gik. Rimeligt nok, efter min egen tavshed, da familien var ovre til boller i karry. Alligevel irriterede han mig. Jeg overvejede et øjeblik om projektet var en dødsejler, men skyndte mig så efter. Jeg nåede Lasse på vej ind i fysiklokalet.  ”Hvor gik du hen?” spurgte jeg med stort smil og ultra plus-klang i stemmen. Lasse var uforstående. ”Da du ville ud at gå, og det sneede, og I var ovre hos os,” uddybede jeg. ”Nåh,” mumlede han og fandt en plads. Jeg satte mig ved siden af ham. Det så han ikke ud til at være vildt begejstret for. ”Jeg gik bare lidt, ” sagde han med blikket mod døren, hvor andre elever væltede ind. Mine klassekammerater, men jeg følte mig ikke som en af dem. De var så glade og speedede og ikke til at kende forskel på. Jeg havde ondt i mine knogler. Jeg ville aldrig blive en af dem.

 

Jeg nikkede interesseret til Lasse for at indikere, jeg gerne ville høre mere, hvilket han tydeligvis syntes, var ret underligt, men alligevel fulgte op på. Jeg sad klar til at føre samtalen over på Hannibal, så snart Lasse havde smidt den sidste rest af fjendtlighed. ”Jeg gik bare ud til byskiltet og tilbage; ikke noget særligt, ” sagde han og vendte sig mod mig. Det gik fremad. ”Ude hvor den gamle Ford står?” nikkede jeg og regnede med, han ville sige noget i stil med: Lige præcis, hvorefter jeg så gik ud fra, jeg havde vist interesse nok til, at han gad svare på: Kender du en, der hedder Hannibal? Hvilket hus bor han i? Lasse kiggede et øjeblik undersøgende på mig, som om jeg havde en større pointe med at nævne bilen. Det skulle jeg nok havde bidt mærke i, men så trak han henkastet på skuldrene og nikkede, så jeg fortsatte: ”Der var noget, jeg ville spørge dig –” Lasse afbrød mig: ”Jeg ved ikke, hvor nøglen er.” ”Hva´?” Jeg var kort slået ud af kurs. ”Nøglen til bilen, til den gamle Ford; jeg ved ikke, hvor den er; den er væk; hvis det var det, du ville spørge om?” ”Nej, nej,” sagde jeg, mens fysiklæreren trådte ind. Som den sidste. Med kaffekrus. ”Det var ikke det. Hvorfor skulle det være det?” fortsatte jeg. ”Det var dig, der begyndte at tale om bilen,” sukkede Lasse med himmelvendte øjne. ”Nej, eller jo, men ikke på den måde.” Jeg var ved at fortryde, jeg havde besluttet at spøge Lasse. ”Desuden ved jeg godt, hvor nøglen er.” ”Helt sikkert,” sagde han sarkastisk og sendte mig et nedladende blik. ”Så skal vi have ro på rækkerne,” bebudede læreren. Jeg lænede mig ind mod Lasse. ”Jeg har også kørt i den,” hviskede jeg. Diskussionen var fjollet og meningsløs, men Lasses attitude provokerede mig helt vildt.  Det var åbenbart gensidigt. ”Hold kæft, hvor er du langt ude,” sagde han vredt og rejste sig, ”du er jo syg i hovedet.” Så skred han ud af lokalet med lærerens hov-hvor-skal-du-hen efter sig. Jeg sad tilbage og ønskede, jeg havde fået idéen først. Jeg besluttede, at dette skulle blive min sidste time nogensinde. Jeg var færdig med at gå i gymnasiet. På hjemvejen fandt jeg Hannibal.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...