Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
731Visninger
AA

13. Kapitel 13

Næste dag kom jeg igen for sent efter at have ventet forgæves på Hannibal ved busstoppestedet. Jeg nåede skolen midt i et engelsk modul, hvor min tid gik med at google ”Hannibal Livly” og finde ud af, at en Hannibal Gregersen bosat i landsbyen Livly for 3 år siden var blevet 100, hvilket var blevet fejret med wienerbrød til hele byen. Lasse sad over for mig i hesteskoen, men undlod at hilse. Han ignorerede mig er nok mere præcist. Fair nok. Da engelsklæreren meldte frokostpause, tog jeg tilbage til Livly. I håbet om at kunne regne ud, hvilket hus Hannibal boede i, var jeg op og ned ad hovedgaden noget der føltes som en milliard gang. Dagen sluttede som den startede; uden skyggen af Hannibal. Næste dag var det samme. På tredje dagen tog jeg bussen til tiden. Brune, snedækkede marker fløj forbi udenfor, da det pludselig ramte mig: Hvad hvis jeg ikke så Hannibal igen? Nogensinde. Hvad hvis der var sket ham noget, og jeg aldrig fik det at vide?

 

Bussen gjorde stop på en landevej, der lignede det sidste sted, vi havde holdt ind på en prik.  To piger på sædet foran mig begyndte at vinke ivrigt til en tredje, der var på vej op i bussen. Rødt havfruehår og perlemorshud. Velplejet og veloplagt. ”Hej, piger,” sagde den nyankomne og slog sig ned. Hvis hun nogensinde havde været ulykkelig, var det gemt og glemt under consealer og pudder. Men jeg tvivlede. Hun kunne ikke holde op med at smile. ”Er I friske?” De to ikke-så-velplejede-og-veloplagte rystede på hovedet. ”Godt, det er sidste år så,” grinede den perfekte. De perfekte fandtes åbenbart også ude på landet. På mit gamle gymnasium hed hun Cille, var formand i festudvalget og både læreres og drenges yndling. Her hed hun? ”Det er let nok at sige for dig, Sne,” sagde den ene af de ikke-så-velplejede. Selvfølgelig hed hun Sne. ”Du har jo gode karakterer i alt.” Selvfølgelig havde hun gode karakterer i alt.

 

I det samme blev bussen overhalet af en sølvgrå bil. Næsten som om skæbnen ville hjælpe mig på andre og vigtigere tanker. Jeg nåede at se et glimt af Lasses far bag rattet og Lasse halvsovende på bagsædet. Lasse måtte kende Hannibal. I hvert fald vide hvem han var, og hvor i Livly han boede. Måske mindede Hannibal og Lasse egentlig lidt om hinanden med deres mærkelige ”Jeg-har-det-fint-med-at-dimse-alene-rundt-i-en-lille-bitte-by-langt-ude-på-landet”-attitude? Lasse var bare mere sumpet og yngre og …. og slet ikke Hannibal. Hannibal var sin egen og fri og den eneste, jeg kunne tale med om min nat i den fede dames hus. Mine forældre var ikke en mulighed. Min far var på arbejde et andet sted i verden, men duede heller ikke til andet end ting, der kunne tælles og vejes. Min mor kunne trøste mig. Holde om mig og stryger mig over håret. Hun insisterede på, hun gerne ville høre ”mine mørke tanker”, som hun kaldte det, men endte hver gang med at bryde sammen, så det blev mig, der trøstede hende i stedet. Jeg gættede på, at fortællinger om natlige møder med døde mennesker ikke ville virke videre opkvikkende på min mor. Antageligt ville hun kaste mig ind i bilen, plante mig foran den første og bedste læge og råbe: ”Bivirkninger”. Muligheden for at blive halvtosset af større mængder medicin-mix var der vel, men jeg var ikke længere i tvivl.  Det her var naturligt og virkeligt og helt igennem uundgåeligt. Jeg havde kontakt til de døde. Nogle af dem i hvert fald. Nærmere bestemt nogle, der havde afsluttet livet i et af Livlys nu tomme huse. To gange havde jeg gennemlevet en døds sidste timer og minutter. Og en enkelt gang havde jeg talt med en af de døde. Ikke fordi jeg havde sagt så meget, men en af de døde havde talt til mig. Den fede dames ord: ”Du er en af os”, ekkoede i baghovedet, da jeg steg af bussen foran mit nye, gigantiske gymnasium. En bunke betonklodser i et verden af flade vintermarker. Jeg var en af dem fordi?  Fordi jeg selv havde det ene ben i graven? Var det derfor, jeg kunne se dem og glide ind og ud af det liv, de havde levet? Måske. Men hvorfor var det så lige den fede dame og Milles grumme far, der kom til mig? Havde vi tre noget særligt til fælles? Tankerne kørte i ring. Jeg måtte dele det med nogen. Jeg måtte finde Hannibal. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...