Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1319Visninger
AA

12. Kapitel 12

”Det er synd for dig, Klara,” hviskede en tynd stemme. En dukke med malet kjole og kyse så forestående på mig fra natbordet. ”Det er meget synd for dig,” fortsatte den nikkende. ”Men der kommer sikkert noget meget bedre til dig en dag. Alt mulig helt fantastisk, og så er det helt ligegyldigt med alt det kedelige og triste, der har været.” Jeg kunne mærke svedperlerne blande sig med tåre. Hvorfor var det ikke mig, storbonden gav et lift til stranden? ”Det er klart, du ikke kan gå med, før du kan passe kjolen,” sagde den lille dukke, ”men det skal nok komme; bare vent.” De trøstende ord hjalp lidt. Selvfølgelig skulle jeg ikke være taget af sted, når jeg så ud, som jeg gjorde. Så var der ingen, der ville danse med mig, og jeg ville aldrig danse alene. Sådan skulle det ikke være. Til næste år ville jeg tage med i solgul kjole og blive budt op til dans. De ville slet ikke kunne lade være. Den var så fin, den kjole. Til næste år. Den lille dukke begyndte at rokke på natbordet, næsten som om den forsøgte at danse. Dukken ved siden af fulgte trop. En efter en vippede dukkerne fra side til side som trommende sommerregn. Jeg smilede og begyndte at bevæge mig blidt til rytmen. Næste år. Hvor ville det blive fantastisk. Den forstående dukke hoppede dansende op i en skål med skumfiduser. Jeg grinede og rakte drillende efter skålen. Hurtigt sprang dukken væk, og jeg tømte skålen i min mund. En anden dukke sprang straks op på et fad med flødeboller. Jeg greb fadet, dukken sprang, og jeg slugte flødebollerne hele en efter en. Legen fortsatte. Jeg grinede og dansede og guffede og glædede mig til næste år. Så vendte kvalmen tilbage. Solen var begyndte at synke. Jeg holdt op med at danse og måtte gribe om sengegavlen for at holde balancen. Jeg havde lyst til at kaste op. Rummet sejlede for mine øjne. Var det sang jeg kunne høre? ”Da går ungdom til dans; på dit bud Sankte Hans.” Jeg formede læberne for at synge med, men manglede luft. Jeg hev efter vejret.

 

Dukkerne blev stille og krøb tilbage på deres pladser, mens jeg kæmpede for at få fyldt lungerne. Det gik ikke. Jeg lod mig falde om på sengen. Om lidt ville det blive bedre. Om lidt ville jeg igen ånde frit og let. Men det skete ikke. I stedet var det som om mit tunge bryst pressede lungerne yderligere sammen. Som tunge mursten på en slidt og mishandlet ballon. ”Vi vil fred her til lands; Sankte Hans, Sankte Hans; den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bliver svimlende kolde.” Åh, næste år når jeg kom i min gule kjole. Det ville blive året, som alle huskede. Det bedste år. Til næste år skulle livet begynde. Smerten over brystet var uudholdelig. Kroppen skreg på ilt. Den kunne ikke mere. Den kunne ikke mere.

 

Et øjeblik var alt sort og tomt. Så mærkede jeg, hvordan der igen blev fri passage gennem halsen, og luft spændte lungerne ud, så de var ved at sprænges. Jeg satte mig op med et ryk. Det var nat. Jeg lå i en seng. Ikke min egen, men jeg var My igen. Lettet rejste jeg mig og genkendte den fede dames soveværelse. Sengen var det eneste møbel, der var her endnu. Madrassen var revnet og dækket af skidt og støv. I hjørnet lå en enkel, enlig Babushka-dukke med sine hvidmalede, altid åbne øjne. Igennem vinduet kunne jeg se sneen fortsat falde. Udenfor var alt hvidt og stille. Jeg gik gennem det tomme hus mod hoveddøren. Jeg kunne se mine fodaftryk fra at have gået den modsatte vej i søvne. Jeg frøs og ville gerne hurtigt hjem i seng, men jeg var underligt nok ikke bange. Måske var det stilheden, der beroligede og fik mig til at tro, jeg var alene. Jeg tog i dørhåndtaget og åbnede døren. Så lød en stemme bag mig: ”Du er en af os”. Jeg stivnede. Jeg behøvede ikke vende mig for at finde ud af, hvem det var. Stemmen have lydt i mit hovedet for få minutter siden. Klara, Livlys fede dame. Jeg kunne mærke hende nærme sig. De tunge, slæbende skridt. Løb, My! Min krop reagerede ikke. Hendes varme ånde i min nakken. Så løb dog! Hun lagde sin hånd på min skulder. Jeg kunne se det yderste af de udspillede, fede fingre. ”Det løse liv er godt,” hviskede hun forpustet, ”du er en af os, hører du?” Endelig satte min krop i gang. Jeg rev mig fri og landede i et spring på den snedækkede havegang, før jeg løb alt, hvad jeg kunne. Ud, væk, hjem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...