Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1936Visninger
AA

11. Kapitel 11

Det var første jeg lagde mærke til var dukken i min hånd. Babushka-dukken. Vi havde sådan en i min børnehave. En dukke af træ man kunne skille på midten. Inden i dukken var en magen til bare lidt mindre. Den kunne også skilles på midten og gemte også på endnu en lidt mindre dukke. Når man endelig nåede til den sidste dukke, den aller inderste der ikke kunne skilles ad, var den så lille og anderledes, at den ikke helt virkede, som om den hørte med. Den Babushka, vi havde i min børnehave, havde mistet den lillebitte hele dukke. Den var bare en masse tomme skaller.

 

Jeg var ved at stille Babuskadukken på en hylde ved siden af en lang række af andre. Jeg mærkede en oprigtig kærlighed til hver og en. En følelse af at det her var mine venner. Sammen med dem var jeg beskyttet. Da vidste jeg, det var sket igen. Jeg var ikke mig selv. Jeg var trådt ind i en andens liv. På vej til at gennemleve brudstykker af et liv, der havde været. En dørklokke lød. Da jeg drejede mig efter lyden, fik jeg øje på mig selv i spejlet. Den fede dame med indkøbsposer og badesandaler på vej gennem sneen. Den fede dame, der havde stået ved sin hoveddør og kigget på mig oppe i min vindue. Nu kiggede hun tilbage fra spejlet. I badesandaler og nat-t-shirt, selvom solen skinnede ind gennem vinduet. Dørklokken lød igen. Sengen var uredt, og lagenet misfarvet af nattesved. På natbordet, i vindueskarmen og på reolen stod flokke af Babushka-dukker side om side med finurlige porcelænsskåle. Enkelte skåle var tomme, men de fleste bugnede med pebermyntebolsjer, skumfiduser, romkugler og kanelgifler.

 

”Klara?” lød det ude fra. Det var nabokonen. Hun ville sikkert spørge, om vi skulle se bål sammen i aften. De fleste fra Livly skulle samles på stranden. Storbonden havde sørget for to fællesgrill. Nabokonen havde kopieret midsommervisen. Vejret lovede godt. Jeg ville virkelig gerne. Der ville sikkert blive danset. Det kunne være dejligt at danse med storbonden. Hvis han ville. Tænk, hvis han ville. Jeg kunne have den gule sommerkjole på og en af havens bonderoser i håret. Kjolen hang på stativet ved enden af sengen. Solfarvet og ligeså fin som da den blev købt for meget længe siden. Jeg havde aldrig haft den på. Den var for lille, men lige den størrelse jeg allerhelst ville være. Det var derfor, jeg havde købt den. Når jeg kunne være i kjolen, ville livet begynde. ”Klaraaa, det er mig,” kaldte nabokonen. Jeg kunne se hende gennem vinduet. Hun lå på knæ og talte ind gennem min brevsprække. ”De tænder op i grillen nu, Klara. Vil du ikke med derned? Jeg ville synes, det var rart, hvis du ville følges. Jeg kan jo godt lide at følges med nogen. Jeg har mad nok til os begge to.” Hun blev liggende på knæ et øjeblik. Sikkert for at vente på svar. Så rejste hun sig og hankede op i en kurv. Madkurven. Jeg ville rigtig gerne grille. Duften og smagen og så på stranden, mens solen sank og havet rullede ind over sandet. Hvis bare jeg havde kunnet få den gule kjole på.

 

Ude på Strandvej gik en kvinde i den helt rigtige størrelse forbi. Lilla stropkjole, der flagrede luftigt om de slanke ben. Karin Jørgensen med sin flotte mand, Robert, i den ene hånd og den yndige datter Mille i klapvogn. Den lykkelige familie fra Hovedgaden 15 på vej mod stranden og Sankt Hans. De smilede og vinkede til nabokonen, der var på vej ud af min havegang. Et øjeblik var jeg lettet over, jeg ikke havde åbnet døren for hende. Det var bedst at blive hjemme. Så holdt en bil ind ved nabokonen. Storbonden steg ud. Skal du også ned til stranden? Jamen, du kan da køre med. Ja, det bliver godt. Sikke et vejr. Ja. Bilen kørte af sted. En pludselig kvalme ramte mig. Svedperler sprang frem. Ville livet aldrig begynde? Skulle jeg for altid være hjemme og vente på, noget godt ville ske? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...