Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1607Visninger
AA

10. Kapitel 10

Lidt efter kunne jeg fra mit vindue se drengen tænde cigarretten på vej op ad Strandvej. Hans tøj var nusset og for længst gået af mode. En del af det halvlange hår var samlet i en lille hestehale på toppen af hovedet. Han skuttede sig og trak jakken tættere om sig, mens han stoppede og så op i gadelygten. Jeg fulgte hans blik og så fine, hvide fnug glide gennem lyset. Den første sne. Jeg ønskede, jeg havde gået dernede, mens det blev hvidt overalt sammen med Hannibal. Jeg ønskede, det var Hannibal, der havde spurgt, om vi ikke skulle gå lidt ud, i stedet for.. for? ”Ville du ikke ud at gå en tur med Lasse?” spurgte min mor henne fra døren. Hun havde et glas med Kahlua i hånden. Man kunne jo blive tørstig på vejen op til sin datters værelse. Lasse! Der var den. I stedet for Lasse. Jeg rystede på hovedet til min mor, der blev stående et øjeblik. ”Vi spiller ludo.” Jeg nikkede. ”Man må få det bedste ud af det, der er,” prøvede hun lokkende. ”Godnat, mor”. Så var jeg alene, mens verden blev hvid udenfor.

 

Da jeg gik hen for at trække gardinet for, var Lasse for længst ude af syne. Strandvej lå øde hen bortset fra en voldsomt overvægtig kvinde, der med stok stavrede op ad havegangen til et af husene over for. Faktisk nabohuset til ham der Lasses. Jeg kunne ellers have forsvoret, det hus var et af de tomme. Kvinden havde badetøfler på. Fødderne svulmede op omkring gummiremmen. Under frakken flagrede det nederste af et par natbusker. I hånden havde hun to store indkøbsposer, som jeg ikke fattede, hvor hun havde fået fyldt på det her tidspunkt. Dem satte hun prustende fra sig foran hoveddøren og gravede ned i frakkelommen efter husnøglen. Jeg tog et skridt tættere på vinduet, mens hun satte nøglen i låsen. Men i stedet for at dreje den, vendte hun sig pludseligt og kiggede søgende til siderne og ud på Strandvej. Den var lige så tom, som den hele tiden havde været. Alligevel blev hun stående. Jeg trykkede næsen mod ruden for at se, hvad det var, der gjorde, hun ikke gik ind. Lyden af et dyr? Vinden der trak i de høje graner på Hovedgaden? Jeg kunne ikke finde noget, der gav grund til at blive på dørmåtten. Mit blik gled tilbage på kvinden for at se hvor præcis hun kiggede hen. Det gav et sæt i mig, da jeg mødte hendes blik. Med let løftet hoved stod hun og stirrede tværs over gaden op på mig i mit værelse. Forskrækket trak jeg hurtigt gardinerne for og stod et øjeblik rystende. Så kiggede jeg forsigtigt ud gennem en revne i gardinerne. Kvinden var gået ind. Faktisk var der ikke det mindste tegn på, hun havde været der. Sneen lå i et fint og fuldendt lag på hendes havegang helt op til det mørklagte hus. Jeg lukkede revnen i gardinet tæt til med et par hårklemmer og kravlede under dynen. Jeg var bange på en trist måde uden helt at vide hvorfor. Straks kom jeg til at tænke på Mille i den aflåste skunk.  Jeg ønskede, jeg havde været mere modig og bare gået ind i nr 15 og låst skunken op. Fundet sandheden om ikke andet. Jeg lukkede øjnene og håbede, søvnen ville komme hurtigt. Hannibal ville sikkert gerne gå med mig ind i nr 15 i morgen. Hvis bare Hannibal var med, skulle det nok gå. Jeg huskede Hannibals hånd i min og mærkede smilet vokse frem. Så sov jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...