Livet Sidder Løst

Da den 16-årige My bliver uhelbredeligt syg, insisterer hendes forældre på at flytte på landet. My føler, livet allerede er slut, da hun møder den lokale, gymnasie-dropout Hannibal. Hannibal er anderledes, rebelsk og svær ikke at forelske sig i, - og så er han den eneste, My kan fortælle, om sine uhyggelige møder med landsbyens døde beboere.

5Likes
3Kommentarer
1184Visninger
AA

1. Kapitel 1

Mellem midnat og morgen. Jeg vågnede ved, at det bankede hårdt og panisk. Mine øjne vænnede sig til mørket. Jeg lå ikke i min seng.

 

Jeg gik i søvne, da jeg var lille. Ind til naboen og ned til søen, hvor vi fodrede ænder, og helt hen til den store vej, hvor mine forældre havde sagt ”dertil og ikke længere”. Midt om natten i natkjole og bare tæer. Men nu var jeg 16 og for længst vokset fra det. Troede jeg. Min mor havde garanteret mig i det uendelige, at man kun går i søvne steder, man kender. Så hvorfor følte jeg mig på fremmed grund, da jeg vågnede lidt over to for foden af en trappe? Fordi det var præcis, hvad jeg var.

 

Det var ikke min trappe, hvor nattevinden krøb ind af en knust rude og fik det gulnede gardin til at blafre. Det var ikke mit hus. Faktisk var det ikke nogens hus. Det var et af de mange tomme, usælgelige huse i landsbyen Livly.  Et af dem kommunen havde besluttet skulle rives ned. Ingen ville bo der. Ingen kunne forklare hvorfor, for ingen kunne se dem. De døde. De hang i dørkarme og det flossede tapet. I gulvbrædder og badeværelsets krakelerede spejl. De hang fast. Det vidste jeg ikke, da jeg vågnede den nat. Ikke endnu.

 

Huset var slidt af tid og menneskeligt fravær. Underligt nok var jeg ikke bange. Det var ligesom, når nogen kalder en vågen, og man ikke er optaget af andet end at finde ud af hvem, der kaldte. Jeg hang ved det, der havde vækket mig. En banken et sted i det tomme hus.  Nogen bankede. Lidt over to om natten. Var der ikke en stemme et sted mellem bankene? Klynkende. Kaldende. Det kom oppe fra første salen i det tomme hus.

 

Nej, jeg bliver nødt til at starte lidt før. Det der giver jo ikke mening. Ikke fordi jeg syntes noget som helst gjorde, der hvor det egentlig begyndte: Da vi flyttede. Alt der nogensinde havde hængt sammen og givet sig ud som fundament var sprængt til atomer. Jeg kan huske, vi kørte forbi mørkebrune, jordknoldede marker, hvor vejtræerne stod afpillede og vindblæst bøjede i samme retning. Som om de burde være væltet for længe siden, hvis naturlovene skulle holde. Men der stod de. Ligesom mig, ville min mor have ment. Jeg ville aldrig vælte, selvom det så sådan ud, havde hun sagt nogle gange. Jeg vidste, det ikke var rigtigt. Jeg havde jo også siddet der, da lægen forklarede, at det var uhelbredeligt og aggressivt. ”Det er vigtigt at gøre noget,” er et af min mors diffuse mantra. Det er tilsyneladende særligt vigtigt i de situationer, hvor der ikke er noget at gøre. Hvorfor? Pas. Så nu flyttede vi på landet. Frisk luft. Min mor, min far og mig. My. En uge efter jeg var fyldt 16. Byskiltet tog i mod. Vi gled hurtigt forbi det, men jeg heftede mig ved, at nogen havde skrevet de sidste bogstaver over, så der i stedet for Livly, stod Livløs.

 

Livly bestod af lidt under 30 huse, der klumpede sig sammen omkring et t-kryds mellem Hovedgaden, som vi kom kørende ad, og Strandvejen, der ikke overraskende endte ved stranden nogle kilometer uden for byen. I t-krydset, byens ukronede centrum, lå ikke en cafe eller en købmand eller noget andet, der kunne samle liv og mennesker. Nej, Livlys højdepunkt var en lille, mørklagt kirke, der som et støvet fortidslevn var plantet i midten af en endnu mindre kirkegård. Men det med mindre er omsonst at skrive, for alt var selvsagt mindre. Og vådt. De første dråber faldt præcis, da vi passerede byskiltet, og da vi nåede kirken ikke engang 30 sekunder senere, kæmpede vinduesviskerne for at give min mor nok udsyn til at se vejen. Min far sad med kortet i sin ensomme, men meget stædige kamp mod gps’en. Som om man kunne fare vild i Livly.

 

Jeg var glad over regnen, der i sit vandfaldshysteri pakkede bilen og mig ind og lukkede alt andet ude. Jeg lod nogle dage mit krøllehav af et hår skærme mig mod verden. ”Man kan ikke se dine øjne, My,” ekkoede min mor hver gang. Regnen her var så meget bedre. Husene gled forbi i deres udflydende, uklare konturer. Jeg fornemmede knapt, hvor helt igennem mennesketom hovedgaden var. Det overtegnede byskilt blev siddende på nethinden som en påmindelse om, at ingenting var som det skulle være. Eller nogensinde ville blive det. Alle omkring mig stressede over karakterer og adgangskvotienter og ”det er bare latterligt dyrt at flytte hjemmefra”. Hvem havde kysset hvem og var der billeder og lå de allerede på gymnasiets sladderside? Jeg havde ingenting at stresse over. Nogen havde lukket døren til min fremtid. Jeg fornemmede kirken som en større klump end de førliggende huse, men ellers var der kun regnen, der trommende gjorde forsøg på at fange min opmærksomhed. Men ingenting kunne få mig op ad de mørke tankers sump. Slet ikke noget her i livløse Livly. Så meget vidste jeg. Indtil jeg så Hannibal.

 

Han var på vej over hovedgaden, mens han  trak kraven på comboyjakken godt op om nakken.  Det gennemblødte hår klistrede til hovedet. Jeg nåede at tænke, vi ville ramme ham. At min mor ikke havde set ham. At han ikke havde set os. ”Mor! Pas på”. Hun bremsede per refleks,  i det Hannibal sprang det sidste stykke over vejen. Min far pegede insisterende ned ad Strandvej. ”Du skal svinge her”. Min mor nikkede og fangede mit blik i bakspejlet, inden hun satte bilen i gang igen. ”Hvad var det?” spurgte hun. Jeg så efter Hannibal, der den gang bare var ”Livly-drengen” i mine tanker og nu gled uklart ud i sidevinduernes regndækkede glas, mens bilen drejede op ad Strandvej. ”Der var en dreng på vej over,” svarede jeg og vendte mig hurtigt rundt for at se ud af bagruden. Hannibal stod på fortovet ved kirken i den silende regn. I stedet for at søge læ. Jeg kan huske, det pludselig ærgrede mig, at det regnede. Både fordi jeg af en eller anden grund gerne ville kunne se ham ordentligt. Men også fordi jeg fik en klar fornemmelse af, at han faktisk stod og kiggede på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...