Pigen uden øjne


1Likes
1Kommentarer
51Visninger
AA

1. Pigen uden øjne

 

 

 

 

 

 

I huset bag buskene boede pigen uden øjne. Vi så hende ikke, for hun skjulte sig der. Buskene skjulte huset og huset skjulte pigen. Huset var hendes helle, det sagde min mor da jeg var mindre. Jeg ved ikke helt om det passer, for jeg har kun set hende gennem en lille vindue. Hun hedder Mynthe, og har det smukkeste brune hår og en kjole så hvid som sne, den har hun altid på. Jeg har ondt af hende, for hun virker meget ensom i det stor kulsorte hus, som faktisk er lidt uhyggeligt om aftenen når jeg skal i seng.

 

En aften hvor jeg lå, og ikke kunne falde i søvn, kom der lige pludselig lys i et vindue, men det slukkede igen lige så hurtigt som det kom. Der kom lys i et vindue mere, men igen, det var væk med det samme. Der var ikke engang gået et minut før det holdte op, altså helt op, jeg har ikke set det siden, selv nu hvor der er gået flere år.

 

BANK BANK BANK - jeg gik ned og åbnede døren, men der var ikke nogen. Mynthe sad ude på sit trappetrin, og kiggede på mig. Det var første gang jeg havde set hende udenfor. Jeg havde det som om hun havde noget med banket at gøre, men hvordan kunne hun så sidde ovre på den anden side af vejen. “hej” råbte jeg men hun svarede ikke, så jeg prøvede at gå der over til hende, men der kom en bil og der den var væk, var hun også…

Hele min dag gik med at sidde oppe på mit værelse og kigge ud af vinduet, men alt var normalt, ikke den mindste bevægelse ovre fra det kulsorte hus, ikke før sent på aftenen hvor der kom en dame, en dame jeg aldrig havde set før. Jeg kunne svagt i mørket se hende. Hun var helt blondt og havde sorte bukser, og en hvid trøje på. Jeg kunne høre min mor som var på vej op ad trappen for, at sige godnat til mig. Jeg gik i seng og glemte helt damen ude foran Mynthes hus.

 

Jeg gik tidligt den morgen, så der var stadig meget fugtigt udenfor. Jeg stod lidt og overvejede om jeg skulle gå over til Mynthe, eller bare gå hen i skolen.  “okay nu gør jeg det”, sagde jeg til mig selv og gik over og bankede på. Jeg stod lidt og ventede da døren blev åbnet, af den samme dame som jeg så aftenen før. Hej er Mynthe hjemme, det fløj bare ud af munden på mig, som en racerbil på sin sidste runde . Hun så bare surt på mig og smækkede døren i. Jeg kunne høre en børne stemme bag døren, men ikke præcist hvad hun sagde.

 

Hele vejen over til skolen løb jeg, for jeg havde bare brug for nogle at snakke med, om Mynthe. Jeg kunne ikke ha det selv mere, nu skulle det ud. Selvfølgelig var det min bedste veninde, jeg gik over til. Hun hedder forresten Sara. Hun så bare måbende på mig der jeg havde fortalt den lange historie. Vi aftalte, at prøve at gå hen til Mynthe igen efter skole, men det føltes nok som den længste dag, altså ud over sidste skoledag inden sommerferien.

Det eneste jeg kunne tænke på var HVEM VAR DAMEN UDE FORAN MYNTHES HUS…? Endelig ringede det ud og jeg er aldrig før kommet så hurtigt ud af skolen og hjem som der. Damen var stadigvæk hjemme, så det blev sent før vi kom over til hende. Jeg sad alene i mine egne tanker  og kiggede efter damen, for Sara var nedenunder og spise. Damen kørte endelig væk i sin lille lyseblå bobbel, og jeg løb ned af trappen, det er nu vi skal derover sagde jeg til Sara, og vi gik hen og bankede på.

 

 

 

Hej er det dig der hedder Mynthe spurgte vi hende. Hun nikkede mens dørsprækken blev mindre. Hun så meget bange ud, som om hun aldrig havde set et andet menneske før. Jeg spurgte, om vi måtte komme ind, men hun begyndte bare at spørge HVORFOR og HVAD VIL I MIG på en øhmm aggressiv og bange måde. Jeg prøvede, at berolige hende og sige vi bare gerne vil lære hende at kende, hendes øjne blev større, på en glad måde, som om hun var ved at springe som en bordbombe nytårsaften med alle sine glade farver. Vi fik lov at komme ind, men vi skulle gå igen når hendes tante kom hjem. Hendes hus var lidt gammeldags og mørkt. Det var meget stort og der var mange gamle møbler. Mynthes værelse var i kælderen, og det var virkelig småt især når man ser hele huset og der var ikke rigtig nogle møbler, bortset fra et lille, meget slidt bord som stod over i det højre hjørne. Der lå også et lille, tyndslidt tæppe på gulvet oven på en tynd madras, jeg tror det var der hun sov. Vi spurgte hende, om der boede andre end hende og hendes tante, hun rystede forsigtigt på hovedet mens hun fik tårer i øjnene. Jeg fik det lidt dårligt, hun var jo lige så glad, “jeg tror det er et ømt punkt” hviskede jeg til Sara. Jeg spurgte hende om hun var okay, men det virkede det ikke til. Hun fortalte os, at hun har boet hos min tante siden hun var 3 år for der forsvandt begge hendes forældre, det var ihvertfald det hendes tante sagde og det var hende der lavede mad og gjort rent, men at hun ikke må gå ud, så hun havde aldrig haft en veninde. “Nu har du 2” sagde jeg til hende og da hun hørte det, lyste hendes øjne op som to sole på en skyfri himmel. Jeg kunne lige pludselig høre en nøgle blive sat i døren, så vi skyndte os hjem.

 

Jeg lå lidt og researchede på Mynthe. Der kom kun et lidt utydeligt billede frem som ikke var Mynthe, men lignede hende lidt, kan det være hendes mor tænkte jeg og ja det var det. Jeg kunne ikke tro jeg havde fundet hende, Mynthes mor som forsvandt da hun var 3 år. Jeg skrev med det samme til hende.

 

Hej Betina

Jeg skriver til dig angående din datter Mynthe. Jeg er hendes nabo/veninde, ville du ha lyst til at snakke med Mynte vil du så være sød, at skrive tilbage?

KH Olivia

 

Der gik ikke længe før hun svarede.

 

Hej Olivia

Tak for din besked, men jeg tror du har forvekslet mig med en anden. Må jeg godt ringe i morgen?

KH Betina

 

Jeg kunne slet ikke falde i søvn den aften, med alle de tanker i mit hovede, men det må alligevel være sket, for jeg vågnede ved at telefonen ringede. Det var Betina, hun indrømmede, at mynthe var hendes datter, men at de for lang tid siden havde mistet kontakten efter hun var ovre og besøge sin tante, men så ikke kom hjem igen, først nu hvor jeg havde taget kontakt til hende kan hun se hende igen. Jeg fandt også ud af, at hun bor langt væk, så det blev svære end jeg troede.

 

Nu var der gået flere dage og jeg troede aldrig vi fik aftalt noget, før hun stod udenfor og bankede på min dør.  “hej det er mig der er Mynthes mor” sagde hun. jeg bød hende ind, så vi lige kunne aftale hvad der skulle ske, men hun ville bare så gerne derover. Vi aftalte at vi skulle banke på og ikke lade hendes tante smække døren i, ligesom hun gjorde ved mig, så skulle vi lige så stille snakke med Mynthe og forklarer alt.  

 

Vi gik over og bankede på men der kom ikke nogen og åbnede, vi prøvede igen, mit hjerte galoperede som tusindvis af galopheste, men det var først tredje gang der kom en sur dame ud og åbnede. Vi prøved,  at sige at vi skulle ind og snakke med Mynthe og at det var hendes mor, men der var ikke noget der virkede, hun påstod at hun boede alene, men jeg havde jo lige været derovre for et par dage siden. Lige der stod hun, Mynthe altså, ved siden af hendes tante i dørsprækken. Hun kunne ikke helt forstå hvad der skete. Vi sagde det til hende, men det var som om hendes hjerte troede på det, men hendes hjerne ikke gjorde. Det er jo forståeligt nok, når man ikke har set sin mor siden man var 3 år. Hendes tante blev ved med, at sige at det ikke var sandt, mens mig og Betina sagde det modsatte. Til sidst sagde Mynthe sin tante imod og selvom hun ikke kendte Betina, ville hun bare gerne væk derfra og det kom hun.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...