Sidste udvej

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2017
  • Opdateret: 20 jun. 2017
  • Status: Igang
Julie er en pige på 16 der ikke kan være sig selv sammen med sine veninder. Hun er også forelsket i hendes venindes eks men han bliver ved med at afvise hende. Hun hader sig selv for at være en anden end den hun er, og roder sig ud i alt muligt dumt og ender med at forsøge at begå selvmord...

0Likes
0Kommentarer
22Visninger

1. Kapitel 1

Jeg kommer ind i klassen og Sophia kigger på mig. "Hvad er det du har på?" spørger hun. Jeg har en løs pink trøje på og et par stramme sorte jeans. "Jeg kan godt lide det." svarer jeg. "Jeg synes det er pænt." Hun trækker mig ud til siden og hvæser: " Hvis du vil være en del af os skal du ikke have pink på! Gå så hjem og skift!" "Jamen, jeg kommer for sent så..." prøver jeg. "Tag den der løse grå på så!" siger hun og åbner døren for mig. Jeg tager min taske og flygter ud til min cykel. Jeg hopper og på cyklen og cykler så hurtigt jeg kan. Måske kan jeg lige nå det før vores lærer kommer. Vi skal snart have eksamen så vores lærere er blevet meget strenge. 

"Hvorfor kommer du 15 minutter for sent Julie?" spørger vores lærer. "Jeg sov over mig..." siger jeg og kigger over på Sophia. Hun sidder og smiler. "Sæt dig og sørg for at det ikke sker igen." 

Vi har frikvarter. Desværre... Jeg kan bedst lide timerne. Der har jeg en undskyldning for ikke at tale så meget. I frikvarterene skal jeg være en helt anden person en den rigtige mig. "Hey Julie, hvad synes du om min nye trøje?" spørger Caroline. Den er hvid og enkel og jeg kan virkelig ikke kende forskel fra den sidste hun købte. Så mit svar er at jeg ikke kan lide den. "Den er virkelig pæn!! Hvor har du købt den?" svarer jeg og prøver at lyde imponeret. "Den er fra Bally." svarer hun. 

Lucas fra vores parallel klasse kommer over og spørger om vi vil være med til at spille fodbold. Jeg hader fodbold. Jeg har gået til det i 4 år og jeg kan ikke se nogen mening i det. Men jeg bliver nødt til det. Jeg bliver nødt til at spille mit liv totalt ved at spille fodbold og ikke lave mine lektier pga. min rolle i klassen. Hvis det stod til mig ville jeg helst sidde med en god bog nu. 

I matematik kommer Sophia, Caroline, Camille og Emmy over og spørger om vi skal sidde sammen. NEJ tænker jeg. "Jo, selvfølgelig." svarer jeg. der er ingen der behøver at kende det rigtige mig. De tror allesammen at jeg er en total mega cool pige der ikke har nogle problemer overhovedet. Og at jeg er med i Soph, Caro, Mille og Emmy´s gruppe og er venner med dem. 

Da jeg kommer hjem tager jeg fat i en af min mors dyrebare vaser og kyler den ned i gulvet. Det er en tilfredsstillende følelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...