Harry Potter (+M&M) - og de forbandede rubiner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2017
  • Opdateret: 5 aug. 2018
  • Status: Igang
Hvad nu hvis Dudley, Harry Potters fætter, også var kommet på Hogwarts? Hvad nu hvis Harry Potter kom på et helt andet kollegium? Hvis han mødte Marcus og Martinus? Eller hvis Voldemort i virkeligheden kun havde dræbt Harry Potters far? Disse spørgsmål og mange flere får du svar på i denne fanfiction.

1Likes
8Kommentarer
348Visninger
AA

3. Harrys tur på Hogwartsekspressen

“Slap af, Petunia. Det er ikke verdens undergang,” sagde Hr. Dursley.

“Det vigtigste er, at Harry har fået brevet, ikke sandt min skat?” fortsatte han.

“Men jeg nægter at betale for Dudleys undervisning! Han skal ikke af sted!” råbte tante Petunia vredt.

“Hvorfor ikke?” spurgte Harry nysgerrigt.

“Fordi… Det skal han bare ikke!” svarede Hr. Dursley, og gik tilbage til morgenbordet i stuen sammen med Petunia.

 

Da han var helt sikker på, at tante Petunia og Hr. Dursley var gået, gik han hen til pulterrummet, og bankede forsigtigt på døren. Dudley var faldet i søvn - Harry kunne høre ham snorke meget højt. Dudley vågnede straks, da han havde banket på.

“Pssst… Jeg har noget mad til dig,” sagde Harry, og stak pølserne ind gennem tremmerne i døren til pulterrummet.

“Tak, Harry,” sagde Dudley taknemligt og tog ivrigt imod pølserne.

I løbet af få sekunder havde han allerede spist dem. Det var helt tydeligt, at han var underernæret. Og Harry ville vædde sit liv med, at Petunia kom til at ’glemme’ at give ham mad. 

“Det var så lidt,” sagde Harry, og skyndte sig at gå igen.

Han ville nødig få ballade med Petunia og Hr. Dursley. Han vidste, hvor meget de hadede Dudley.

 

Tiden gik sin gang, og før Harry havde set sig om, var det blevet d. 1. september.

“Hvad med Dudley?” spurgte Harry nysgerrigt, da han havde taget sit overtøj på. Hr. og fru Dursley stod sammen med ham ved hoveddøren.

“Han skal ikke med!” råbte tante Petunia.

Hr. Dursley havde låst ham inde i pulterrummet dagen før de skulle af sted. Han havde sat ekstra sikkerhedsforanstaltninger op på pulterrummets dør, så han var sikker på, at Dudley ikke kunne flygte. Han havde fuldkommen spærret pulterrummet af med brædder, så stakkels Dudley ikke kunne se noget som helst. Hele deres hus var nærmest omringet af ugler, medbringende Dudley’s Hogwarts-brev, men lige lidt hjalp det. Familien Dursley ville for alt i verden ikke lade Dudley tage af sted!

Harry kastede et sidste blik på huset, inden han satte sig ind på bagsædet af deres nye dyre, røde Ferrari. Hr. Dursley var blevet stenrig pga. hans drilbor-firma - han var nærmest multimillionær. Harry havde virkelig dårlig samvittighed over, at han skulle af sted uden Dudley. Han håbede bare, at Dudley ville kunne overleve det første år, han var væk.

Inde i byen var alt kaos. Der var åbenbart en ti kilometer lang kø, som havde forårsaget et trafikuheld. Harry fik en klump i halsen - det mindede ham om den løgn, han havde levet på i hele hans liv. Både ambulancer og lægebiler var tilstede ved ulykkesstedet.

“For helvede! Nu kommer vi for sent til toget!” udbrød Hr. Dursley vredt, og båttede med sit båthorn.

Men selvfølgelig gjorde det ingen nytte. Harry ønskede, at han kunne gøre noget. Men han blev siddende i bilen, da køen forhindrede ham i det. Mens han spejdede ud på gaden i ren kedsomhed, fik han pludselig øje på noget. En mand med et langt, hvidt skæg og en stor, spids hat. Han havde en mærkelig fornemmelse af, at manden gloede på ham. Men han rystede på hovedet af sig selv, og lod som om han ikke var der. Var det bare ham, eller stod der også en dreng, der lignede Dudley på en prik ved siden af ham? Nej, det måtte være hans fantasi, der spillede ham et puds. Dudley var selvfølgelig låst inde i pulterrummet under trappen, hvor han hørte til, ifølge onkel Vernon og tante Petunia. Han kunne jo ikke være to steder på en gang. Det lykkedes dem at komme til perronen et par minutter før togets afgangstidspunkt. Harry måbede, da han så en rødhåret dreng forsvinde ind i en mur mellem perron 9 og 10. Men familien Dursley var ligeglade – som om de vidste, at det ville ske. Så kom Harry i tanker om noget.

”Men jeg har ingenting med til Hogwarts. Ikke engang en ugle eller en skoleuniform!” udbrød han.

Hr. Dursley så ud som en, der var blevet slået med en jernstang.
”For fanden da også! Nå, vi sender vel bare en ugle med de mest nødvendige ting,” sagde han med et smil, for at berolige Harry. Men han var virkelig nervøs – hvad ville de andre sige, når de opdagede, at han ikke havde noget som helst med sig? Han havde ikke tid til at spekulere over det, da han vidste at tiden var knap. Han gjorde den rødhårede drengs eksempel, og løb igennem muren ved perron 9 og 10 (efter instrukser fra tante Petunia) da han havde givet dem et farvelknus, som om de aldrig skulle ses igen. Da han var kommet ud på den anden side af muren opdagede han til sin overraskelse, at der var et skilt, hvor der stod Hogwarts-ekspressen. Et rødt lokomotiv holdt foran ham og dampede kraftigt, som om det var for træt til at køre videre. Der lød et højt, skingert fløjt, og Harry vidste, at tiden var inde. Han gik forventningsfuldt ind i toget. Hans hjerte hamrede både af glæde og nervøsitet. Da han var kommet helt ind i toget, spejdede han efter en ledig kupe. Han havde ikke lyst til at snakke med nogen lige nu. Han ville allerhelst sidde for sig selv, da han ikke ville have, at folk skulle vide, at han var helt fuldkommen tomhændet. Det ville være pinligt for ham, især fordi han vidste, at han var en berømt troldmand. Da han havde spejdet i lang tid, gav han op, og kastede et nysgerrigt blik mod to drenge på hans egen alder. De snakkede sammen på et fremmed sprog, som han ikke forstod. Han blev nysgerrig og gik tættere på. Måske kunne han sætte sig der, uden at snakke med dem. Det ville virkelig være en lettelse for ham. De to drenge stoppede straks med at snakke, og gloede måbende på ham. Han hørte den ene hviske hans navn. Drengene lignede hinanden på en prik, og de var begge iført fodboldtrøjer og Converse-sko. De lignede hinanden så meget, at man skulle tro, at de var enæggede tvillinger. De havde begge leverpostejsfarvet hår og blå øjne.
”H-hej,” stammede Harry nervøst. ”Må jeg sætte mig her?”

Den ene dreng så venligt op på ham med et smil. ”Selvfølgelig må du det.”

Drengen talte flydende engelsk. Pis, tænkte Harry ærgerligt, men det gik op for ham, at hvis de ikke kunne det, så ville det selvfølgelig være svært for dem at klare sig på Hogwarts.
”Er du… virkelig?” begyndte den ene dreng måbende. Hans mund stod åben på vid gab, og hans øjne var ved at trille ud af hovedet på ham.
”Harry Potter,” afsluttede Harry. ”Ja, det er jeg.”

”Wow! Du er nævnt i mange troldmandsbøger,” sagde drengen.
”Undskyld. Jeg hedder Marcus,” fortsatte han, og rakte ham hånden.
Harry havde ikke noget andet valg end at tage imod den. Han ville nødig gøre dårlig førstehåndsindtryk på dem. Han var stadig bange for, at de ville gøre grin med ham, når de opdagede, at han var tomhændet. Men det problem måtte han tage til den tid.
”Og jeg hedder Martinus,” sagde den anden dreng venligt, og rakte ham hånden.
Først nu opdagede Harry, at der var visse forskelle på de to knægte, selvom de så påfaldende ens ud. Martinus havde en naturlig skønhedsplet på læben. Marcus havde længere hår end Martinus.

”I kommer ikke her fra London, vel?” spurgte Harry nysgerrigt.

”Nej, vi kommer oprindeligt fra Trofors i Norge. Men vores oldefar gik på Hogwarts, og derfor fik vi selv brevet,” forklarede Marcus.
”Nårh, sådan,” sagde Harry kort.
”Men findes der ikke troldmandsskoler i Norge?” spurgte han nysgerrigt.
”Jo, der findes flere forskellige troldmandsskoler i hele verden. Men vi fik åbenbart et brev til Hogwarts, og jeg tror som sagt det skyldes, at vores oldefar har gået der,” sagde Martinus venligt.
”Her, tag en multismagsbønne,” sagde Marcus, og gav ham et stykke, som han havde i sin lomme.
”Tak,” sagde han taknemligt, og tog venligt imod den.

Harry syntes, at de egentlig virkede meget flinke, og besluttede sig for, at fortsætte deres samtale.
”Hvad har I så fået tiden til at gå med, før I fik brevet?” spurgte Harry nysgerrigt, da han havde spist sin multismagsbønne.
Han fik en med chokoladesmag, og Martinus fortalte, at han havde været meget heldig. Mange af dem smager f.eks. af bussemænd og bræk.

”Tja, hvis ikke det havde været for Hogwarts ville vi højst sandsynligt lave musik. Vi stillede op i MGPjr i Norge og vandt med vores egen sang, som hedder To dråper vann,” sagde Martinus med et smil.
”Inden vi fik brevet nåede vi at udgive vores debutalbum Hei,” fortsatte Martinus.

”Men vi fik brevet temmelig sent. Vi er nemlig 13 år gamle, og de fleste starter på Hogwarts, når de er fyldt 11,” forklarede han.
”Samme her,” sagde Harry, og tog imod endnu en multismagsbønne, som Marcus gav ham.
”Jeg tror ministeriet har bøvl med deres ugler. Ingen ved hvorfor de bliver så forsinkede. Det er aldrig sket før,” sagde Martinus, og lænede sig helt tilbage i sædet.

Harry skiftede emne, da de var bange for, at de skiftede grammofonpladen til de ting, som han skulle have medbragt til Hogwarts.

”Du, Marcus? Hvor langt er vi? Hvis vi ikke er ret langt kan vi jo nå at lade Harry høre vores album, hvis han har lyst,” sagde Martinus ivrigt.

Marcus forklarede, at sikkerhedsforanstaltningerne og anti-mugglerbesværgelserne omkring Hogwarts gjorde, at intet muggler-elektronik kunne virke derovre.

”Ikke ret langt,” konkluderede han, da han kiggede på sin GPS.

Han kunne se, at de kun var en halv time fra Kings’ Cross station.
Martinus fandt sine høretelefoner frem, tilsluttede dem til sin egen mobil, og lod Harry lytte med. Han satte først To dråper vann på, derefter deres nye single Elektrisk, og de nåede helt til den næstsidste sang i albummet, før de kunne høre skridt nærme sig. Harry syntes, at det lød godt, selvom han ikke forstod hvad sangene handlede om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...