Miss Perfect

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2017
  • Opdateret: 19 jun. 2017
  • Status: Færdig
Sidney bliver Miss Perfect igen, andet år i træk. Hun kommer fra Brasilien og er flyttet til Californien. Hendes russiske veninde Britney forråder hende, og der sker noget lort får Sidney. Hun cutter, men bliver opdaget. Hun løber væk, og ender på bunden af en pool, med vægte om anklerne. Bliver hun reddet eller drukner hun?

0Likes
0Kommentarer
160Visninger

1. Miss Perfect

Kuverten blev langsomt åbnet, og folk summede af spænding. “Dette års skolebals Miss Perfect er…….” Mit hjerte hamrede sindssygt, og folk trampede i gulvet, for at øge spændingen. “Dette års Miss Perfect er…… Sidney Clark! ” Råbte skoleinspektøren oppe fra den store scene. Da mit navn blev råbt højt, brød Britney ud i råb og skrig. “Det er dig! Løb nu derop! ” Råbte hun og puffede mig mod scenen. Jeg gik smilende op på scenen. Derfra hvor jeg stod kunne jeg se Sabrina, Darcy og Trae stå i hjørnet og stirre på mig, med onde blikke. Jeg smilede for mig selv, de skulle bare vide. Den glitrende krone, føltes varm mod min hovedbund. Miss Perfect båndet bølgede ned over min talje, som silke i vinden. Rosernes søde duft fangede mine næsebor. Folk hujede og klappede vildt, da jeg fik overrakt vandrepokalen. Jeg gled min finger over de mange navne og streger. Man fik streger efter sit navn hvis man vandt den flere gange. Jeg havde selv 1 streg- efter det her 2- Britney havde selv 3. Efter jeg var kommet, fik hun den ikke mere. Selv om jeg tog titlen igen, så det ikke ud til at hun blev sur. Hun tog også godt i mod mig da jeg startede her, og blev
ved min side da jeg fik titlen som Miss Perfect lige foran næsen på hende. Hun
er den bedste ven jeg nogensinde har haft.

På den gamle high school var jeg meget udenfor, det er jeg ikke her. Det har hjulpet en masse at flytte land og skole.

Mit blik flakkede hen over de mange ansigter. Britney stod ikke på sin plads ved siden af skolens maskot…… jeg søgte vildt efter hendes blålige hår og farverige tøjvalg. Jeg fik øje på hende, hun stod ved Sabrina, Darcy og Trae….. Hvordan kunne du?! De falske dukker…. De eneste der faktisk mobbede mig…. Jeg var ved at tabe min underkæbe. Jeg var så vred og skuffet over hende, at jeg ikke opdagede hvem der blev Mister Perfect før han stod ved mig på scenen. Det var Cole Smith, den lækreste dreng på hele skolen. Og den største Fuckboy! Musikken blev skruet højere op. Vores præmier blev lagt på bordet, så vi kunne danse. Jeg havde danset med ham før, så det ville ikke blive svært. Jeg har også kendt ham siden ottende klasse.  Hans hænder lå varmt på min talje, og hans øjne
glitrede stærkt, i takt med de mange lys og farver i hallen. Hans blik slap
mit, og flakkede mod et eller andet. Han fangede mit blik med et smørret grin.
Jeg hævede mit øjenbryn for at spørge hvad nu? Gulvet forsvandt pludseligt
under mig, jeg greb ud efter Cole uden held. Jeg landene med et brag på
scenegulvet, en smerte spredte sig i min arm. Jeg hørte en summen af latter og
råb, fra publikum. “Det må du virkeligt undskylde Sid” sagde Cole og samlede
mig op. Han satte mig på gavebordet. Nej jeg vil nærmere kalde det tabte mig på
gavebordet. “Undskyld” nærmest grinede han. “Det okay...bare hold lidt afstand”
mumlede jeg. Han grinte kækt og hviskede i mit venstre øre “Du minder alt for
meget om nørde Lukas! Du er lige så klam og nørdet som ham . Ingen kan lide
dig, udover ham”. Jeg kunne mærke tårerne presse sig let på. Jeg skubbede hårdt
til ham, i håbet om at han faldt, og styrtede ud bag scenen med mine ting. Den
kolde natteluft ramte mit ansigt, det føltes ikke rart. Jeg er ikke så meget
til kolde ting, kun hvis det er drinks eller frugt. Min mørke hud skinnede i
den blege månes skær. Tårerne trillede ned af mine varme røde kinder.
Proptrækkerkrøllerne hvirvlede rundt i vinden og gjorde så jeg havde svært ved
at se, det gjorde det ikke bedre at her var mørkt. På mystisk vis klarede jeg
det hele vejen til mit værelse. Jeg fumlede længe med nøglen, og endelig gik
den op med et højlydt klik. Jeg styrtede ind og fik lagt mine ting på det lille
aflange skrivebord, inden jeg smed mig hulkende på sengen og begravede mine
hoved i et virvar af mørke proptrækkerkrøller og bløde puder. Jeg lå sådan i
ret lang tid. Lige indtil jeg hørte døren gå op med en sagte knirken. En hvisken hørtes inden døren smækkede. Jeg kunne høre små trippende fodtrin, jeg kendte de fodtrin alt for godt, det var Britney. Hun kom listende ind til sengen og satte sig i fodenden. “Gå med dig” mumlede jeg ud gennem virvaret af hår. Hun sukkede og klappede mig på lårene. Jeg trak forsigtigt benene til mig og satte mig op, ansigt til ansigt med hende. “Hvorfor? Hvorfor gjorde du det?!” hviskede jeg hidsigt. Hun himlede med øjnene og begyndte på en lang forklaring der slet ikke handlede om hvorfor hun var gået over til dukke tøserne. “Fokuser! ” hvæsede jeg arrigt. Hun gav et lille spjæt fra sig, og begyndte at mumle noget på Russisk. “Hold op. Bare
fordi du kommer fra Rusland skal du ikke snakke uden om, på Russisk. Skulle jeg
så bare snakke Spansk, er vi så kvit? ” min tålmodighed var snart i bund, så
jeg kom med små arrige kommentarer. “Rolig din ko” Råbte hun og rejste sig.
“Når jeg er sammen med dem, bliver jeg set som en af dem. Det vil sige jeg
rykker helt op i toppen. I stedet for at ligge i bunden med dig” Det sidste
slyngede hun ud som om det var gift. Det føltes godt nok også sådan. “Den
eneste der kan lide dig er Lukas, ham der nørden ingen kan lide. Selvom han
faktisk er okay pæn, men stadigvæk! ” Jeg ville ikke høre mere. Jeg ville ikke
mere. Tårerne ville ikke stoppe med at strømme ned over mine kinder. “ Din….
din… Hvordan kunne du!” skreg jeg op i hendes ansigt. “Fordi du troede du var
noget, men det er du ikke. Du er et nul, verden har ikke brug for en som dig!”
Råbte hun og skubbede til mig. Jeg røg tilbage og væltede natbordet, så lampen
røg ned og smadrede i tusind dele. Jeg kunne mærke hvordan smerten væltede op i
armen, og en varm væske spredte sig langsomt på gulvet. Jeg fik stablet mig
selv op på benene. “Tú perra!” råbte jeg i hendes ansigt og skubbede hende ud
af min dør. “Hvad kaldte du mig lige der?!” spurgte hun med en blanding af
vrede og forbavselse i stemmen. “Eres una perra” hviskede jeg og smækkede døren
i hovedet på hende. Jeg kunne høre hende råbe skældsord gennem døren. “Cyka!”
var et af dem. Jeg kan godt russisk, men jeg ved at hun ikke kan spansk. For
hun dumpede i det. Hun skulle bare vide, at det faktisk betyder det samme. At jeg råbte med alt min vrede af hun var en Bitch ,og alt det der, lige i hovedet på hende.

Smerten i min arm fik min opmærksomhed. Jeg havde revet min arm op så det blødte voldsomt, glasskårene i min arm lyste nærmest rødt i lyset. Jeg skyndte mig at rense det. Imens havden en million tanker væltet op i mit hoved. Hvad nu… Hvad gør jeg nu....jeg har ingen venner…..jeg er et nul...hun havde ret

 

      

Glasskåret cuttede langsomt og lydløst ned i min hud, lavede lange baner af blødende ridser. Det gjorde ondt, jeg ville så gerne stoppe…. men kunne ikke. Bare skære og skære. Små smertefulde skrig undslap mine læber. Den blå kjole, havde store mørke plamager af blod på sig. Den varme mørke væske løb langsomt ned af mine lår og arme, jeg ville så gerne stoppe. En banken på døren fik mig til at bide et
skrig i mig. En tåre trillede lydløst ned langs min kind og dryppede ned på
kjolen og lavede en plet. Jeg bed mine læber hårdt sammen, og lidt efter kunne
jeg smage blod. “Åben døren Sidney” råbte en mandestemme, en lære. Jeg løb hen
til vinduet og åbnede det hurtigt. Der var ikke frygteligt langt ned, jeg ville
nok godt kunne hoppe. “En….to...tre” mumlede jeg og hoppede ud af vinduet, med
kjolen og de mange krøller flagrende bag mig. Jeg fløj kun få sekunder, inden
jeg landede hårdt på jorden. “Av for fanden” hviskede jeg og løb mod
idrætshallen. Et brag efterfulgt af råb fyldte mit værelse, det fik mig til at
sætte farten op. Jeg følte mig meget svimmel og dårlig, og det gjorde ondt over
alt. Hvad fuck har jeg gang i?! Min fod vrikkede om, det resulterede i at jeg
faldt med næsen lige ned i jorden. “Hey Sid! Hvad er der sket med dig? Du bløder!
” råbte en bekymret stemme bag mig. Lukas stod bag mig. Han bøjede sig ned for
at samle mig op, men jeg rullede væk og kom op og stå. Jeg løb. Alt hvad jeg
havde lært, mod idrætshallen. Dørene var ikke låst, så jeg smuttede indenfor,
ind gennem omklædningen og ud i svømmehallen. Jeg søgte panisk efter noget at
blokere døren med. Et redningsvestskab blev mit offer, jeg skubbede det over
foran døren. Jeg for sammen da Lukas rev i døren, men stativet rykkede sig ikke
en centimeter. “Undskyld” sagde jeg uden lyd. Han rystede med hovedet og råbte
mod vinduet i døren “Det gør du ikke!! Jeg kan ikke klare det uden dig! ”. Jeg
kiggede bange på ham, mens jeg fandt de tungeste vægte frem. Snoren strammede
frygteligt om mine ankler, mens jeg bandt vægtene fast. De ramte overfladen med
et plask, og de sank hurtigt mod bunden. Jeg hoppede i vandet, og sank med
vægtene.

 

Luften i mine lunger ville ud, det føltes som om de ville springe. Bobler undslap mine læber. Hvad i alverden har jeg gang i! Jeg drukner mig selv……. Tankerne fik mig til at gå i panik, jeg ville op. NU. Jeg ville ikke dø, jeg kunne bare skifte skole og få en ny start. Jeg rev og hev i snoren, men den ville ikke give slip om min fod. Flere bobler undslap, jeg kunne snart ikke holde til mere. Jeg slugte vand, jeg kunne ikke hoste det op. Mere vand. Panikken væltede op, og jeg begyndte at spjætte for at komme fri. Det sortnede for mine øjne, og en smerte spredte sig i mit bryst. Jeg kunne ikke få vejret, alt blev sort. En smerte opslugte mig.

 

Det gjorde ondt, at dø gjorde ondt. Meget endda. Alt var mørkt og uhyggeligt. Alt var som om det brændte, bare uden lyset, bare varmen og smerten. Selvom jeg lå på bunden af en ti grader varm pool, så føltes det som om vandet var en million grader. At ikke kunne få luft, er forfærdeligt. Det gør så frygteligt ondt, som knive i
lungerne der stikker dig mange tusind gange indefra. Og de stopper ikke. Der
kommer en lang periode hvor man intet mærker. Det føltes som at sove i mange
millioner af år, bare med en trist følelse brændende indeni.

Nu spørger du nok, hvorfor ved du det, hvis hun tænker er hun ikke død? Eller undre dig over hvad nu, hun er jo død? Her er svaret, ja jeg døde den dag. Mit hjerte stoppede hundrede procent, og min hjerne stoppede med at virke. Alt gik i stå, som et ur der ikke virker mere. Bare står stille, og intet rør sig.

 

Det lysnede for mine øjne,
jeg begyndte at høre lyde. Noget pressede mod mit hjerte. Jeg gispede efter
vejret, men pludselig kom en masse vand op. Noget eller nogen fik mig vendt om,
så vandet kunne komme ud af mine lunger. Jeg hostede, spruttede og hakkede for
at få vandet op. Mine lunger fyldes med luft.

“Ja sådan. Træk vejret. Du skal nok klare den, jeg har dig” var der en stemme der sagde med en blid og omsorgsfuld stemme. Jeg fik åbnet mine øjne, og blinkede vandet ud af dem. En smuk mørkhåret dreng sad og holdt mit hoved i sit skød. Han havde søde små fregner, store briller og flotte ansigtsformer. Overkroppen var flot veltrænet, og han havde det mest charmerende smil. Efter lidt tid, hvor jeg bare lå og
stirrede på den pæne dreng, gik det op for mig det var Lukas. “Hej Sid” grinte
han. “Har du det godt, er du okay? ” sagde han og strøg et hår væk fra mit
ansigt. Jeg kunne ikke få et eneste ord over mine læber, så jeg nikkede som
svar på at jeg havde det okay. Hans ansigt skiftede til en mere alvorlig mine.
“Det gør du ALDRIG, og jeg MENER ALDRIG IGEN! Okay? ” sagde han og kiggede
strengt på mig. Jeg ved ikke hvad der skete, men pludselig begyndte jeg at
græde. Jeg følte mig så svag og fortabt, også her i hans trygge arme. “Det var
så forfærdeligt! Jeg vil ikke dø. Jeg vil være i live” hulkede jeg og lod
tårerne strømmede ned af mine våde, kolde kinder. Han tyssede på mig og tørrede
tårerne forsigtigt væk. “Det okay. Jeg er her hos dig. Så længe du lover mig at
du aldrig gør det igen. Lover du?” spurgte han stille. “JA” pep jeg. Han hev
mig op i sine arme, så jeg lå i hans skød som en baby. Han vuggede mig stille
frem og tilbage, imens han nussede mit hår. Mit hjerte hamrede afsted, jeg ved
ikke hvorfor. Han gjorde mig tryg, og fik mig ikke til at føle mig alene. Jeg
fangede hans blik, og holdt det ret længe. Hans ansigt kom tættere på, hans
øjne lukkede i. Jeg lukkede mine øjne, og mærkede hans læber rørte mine. Det
var som om verden omkring mig forsvandt. Det var bare Lukas og mig, jeg havde
alt hvad jeg ønskede mig lige her. Vores læber skiltes, og jeg åbnede mine
øjne. Han kiggede bare på mig, han holdt mit blik fast. Et stort smil kom op på
hans læber. “Jeg elsker dig” hviskede han. “Jeg elsker også dig”.hviskede jeg. Jeg var for opslugt af hans smukke øjne, til at se at nogle ambulancefolk var kommet. “Det skal nok gå, alt sammen. Jeg er hos dig hele vejen” sagde han blidt og smilte igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...