Tunge skridt, kort liv.

Dagen er slut nu, og jeg står ude ved udgangen. Jeg vil have fat i Helle. Det er, som om at hun har åbnet en helt anden del af min hjerne. Hun kommer ud af døren og jeg griber fat i hende så hurtigt jeg kan. Jeg kigger hende i de øjne som hun ikke har. Det føles underligt. Mine tåre begynder at trille, meget, meget langsomt, men også hurtigt. Det føles, som om at hun har knust mit hjerte, men det har hun jo ikke. Tror jeg nok.

0Likes
0Kommentarer
250Visninger
AA

1. Tunge skridt, kort liv.

I huset bag buskene boede pigen uden øjne. Vi så hende ikke, for hun skjulte sig der.  Buskene skjulte huset, og huset skjulte pigen. Huset var hendes helle. Det hed hun forresten også selv..

 

“Stop nu bare Helle!” Siger Lukas. Han ryster jeg kan se det på ham. Han er bange, og ked han kan ikke holde til at høre mere, men hvor ved jeg dog alt, det her fra. Jeg har aldrig kunne se det før nu. Det er uhyggeligt. Jeg sidder bare og stirrer. Jeg er ligeglad med om de andre hiver i mig og prøver at få mig stoppe med at stirre. Jeg kan ikke stoppe. Jeg sidder fast. Helt stille ligesom en klippe. Jeg kan mærke det lige i mit ansigt, det var blødt men også hårdt. Det er en pude. Jeg stopper med at stirrer. “Hvad fuck Jakob!” Råber jeg. “Ej undskyld Alex!” Griner han.

 

Hele klassen sover, men jeg kan ikke. Jeg kigger ind til der, hvor pigerne sover, det ser ud, som om at Helle heller ikke kan sove. Hun sidder med ryggen til, men med hovedet mod mig. Jeg gnider mig i øjnene, men hun sidder der stadig. Jeg åbner mine øjne helt op og lægger mærke til at hun ikke har nogle øjne. De er der ikke. Jeg løber så hurtigt ind til drenge igen som mine ben kan. Jeg falder sgu da aldrig i søvn nu.

 

 

“Hvordan var det så at sove på skolen unger?” Spørg vores lærer Hr. Petersen, men nu kan jeg føle det der igen. Jeg ved, hvordan han har det. Han er nervøs, bange. Han har ikke lyst til at være her. Han savner en. En meget vigtig person, som der ikke går rundt nede på jorden mere. Det er hans mor. Jeg kigger om bag mig, der sidder hun så. Helle uden øjne, det er underligt fordi at efter hun fortalte den dumme og åndssvage historie, som der skulle forestille hendes barndom, har jeg ikke kunne se hendes smukke brune øjne mere.

 

 

Dagen er slut nu, og jeg står ude ved udgangen. Jeg vil have fat i Helle. Det er, som om at hun har åbnet en helt anden del af min hjerne. Hun kommer ud af døren og jeg griber fat i  hende så hurtigt jeg kan. Jeg kigger hende i de øjne som hun ikke har. Det føles underligt. Mine tåre begynder at trille, meget, meget langsomt, men også hurtigt. Det føles, som om at hun har knust mit hjerte, men det har hun jo ikke. Tror jeg nok.

 

Jeg løber så hurtigt væk fra hende så muligt, men mine tårer triller alligevel. Det er som om at for hver tåre der triller bliver jeg mere ked. Min telefon ringer og jeg stopper op. Det er min mor. Jeg tager den. Hun skriger højt. “Hvad er der mor!?” Råber jeg ind i telefonen. Hun græder, “kom hjem hurtigt, det er Sofie.. Hun.. Er.. DØD.. Der er blod på hele stuegulvet!” Hun lægger røret på. Jeg bliver stående, jeg kan ikke gå. Jeg falder ned på mine knæ. Jeg bryder sammen. Jeg skriger højt. Jeg kigger på mine hænder. De bløder. Voldsomt. En dame kommer over til mig, “ er du okay” siger hun stille. Jeg kigger på hende. “MIN LILLESØSTER ER DØD!” Skriger jeg.

 

Mine skridt er tunge. Jeg kan ikke få luft. Jeg kan se min hoveddør og alle politibilerne og den lille ambulance, den kan vi jo ikke bruge til en skid nu.. Hun er jo død. Jeg råber så højt jeg kan “STOP! Hun er min fucking søster! Jeg vil ikke have at i tager hende!” Mine tåre er store og tunge. Mine øjne regner de største dråber som jorden nogensinde har mærket.

 

Jeg løber ind. Blodet flyder rundt på gulvet. Min mor står og snakker med politimanden. Jeg løber op på Sofies værelse og tager den bamse op som hun sov med hver dag. Den dufter af hende. Jeg tager den i armene og jeg vil aldrig give slip på den. Det er min skat. Jeg bryder sammen på gulvet. Jeg føler at nogen har skudt mig lige i hjertet. Det gør ondt. Virkelig ondt.

 

 

Jeg vågner op på gulvet. Min mor kommer ind og sætter sig ved siden af mig. Hun tager sin arm rundt om mig. “Skat, er du okay?.” Siger hun. “NEJ, NEJ JEG ER EJ, MOR!” Råber jeg. “Jeg ved godt at det er svært..” Siger hun stille. Jeg puster ud og nu sidder vi bare, der en mor og søn på gulvet med en bamse i hånden og græder.

 

Jeg går langsomt i skole. Mine tårer triller. Mine skridt er tunge. Hele min verden er sort.

Jeg kommer ind på skolen. Der står hun. Hende jeg hader allermest, men jeg ved ikke, hvorfor. Jeg føler at hun har knust mit hjerte i tusinde små splinter.

Hun står ved hendes skab og snakker med de andre piger. Pigerne går væk og Helle kigger skummelt omkring. Hun åbner sit skab og en rød dråbe falder ned på gulvet. Hun smækker skabet i og et billede falder ud. Jeg går hen og samler det op. “DET KAN SGU DA IKKE PASSE!” Siger jeg højt inde i mig selv. Det var et billede af min lillesøster, min søde, søde lillesøster med et kryds lavet af blod over hendes smukke ansigt.

 

Min bedste ven kommer over til mig. Han spørger hvad der er med mig. Jeg viste ham billedet. Han siger til mig at det var forfærdeligt. Jeg begynder at græde. Han prøver på at hjælpe mig, men han kan ikke. Jeg løber væk fra ham.   

 

Skolen endelig slut og jeg løber så hurtigt jeg kan hjem til min mor. Jeg løber så hurtigt at mine fødder bliver ømme og mit åndedræt kvæler mig. Det gør ondt, men jeg bliver nødt til at vise billedet til min mor, måske kan det give os en helt masse svar?

Jeg banker døren op og løber ind. “MOR, kom herned!” Råber jeg. Jeg kan høre hendes fod skridt på vej ned af trappen. Hun falder ned og lander lige ned på gulvet. Jeg løber hen til hende og får hende op at stå. “Mor se lige hvad jeg har fundet på skolen!” Siger jeg selvsikkert. Hun stå bare og stirre på billedet og siger “skat jeg tror ikke at et billede af Sofie hjælper på det her..” Siger hun. Hun græder, “men mor kan du slet ikke se det røde kryds af blod?” Spørg jeg. “Nej, det kan jeg ikke skat” Siger hun forvirret. Hun vender ryggen til og går.

Jeg går efter hende. Hun går ind på Sofies værelse og forsvinder ind i mørket. Jeg løber så hurtigt jeg kan. Jeg høre Sofies dør lukke. Jeg går langsomt mod døren og åbner den forsigtigt. Den knirker. Jeg går ind. “Mor, hvor er du?!” Råber jeg. Jeg går hen til bamsen og samler den op. Mine tåre triller. Jeg krymper mig sammen i hjørnet. Mørket vandre gennem værelset. En skygge kravler op af væggen. Det er skyggen fra en lille pige. En pige på størrelse med Sofie. Jeg rejser mig op. “Sofie er det dig?” Spørg jeg stille. Skyggen mumler. Jeg kan se at skyggen har en kniv i hånden. “Hør her jeg vil ikke gøre dig noget.” Siger jeg forsigtigt. Jeg vender ryggen til og skynder mig hurtigt ud, men det er for sent. Jeg kan mærke kniven lige i ryggen. Jeg kan mærke mit blod. Jeg falder. Det er sort. Jeg er væk.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...