Simon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2017
  • Opdateret: 19 jun. 2017
  • Status: Færdig
min 2 novelle her på movellas

1Likes
2Kommentarer
43Visninger

1. Simon

 

En gang imellem var han også nødt til at lyve lidt. Han havde det ikke godt med det, men han kunne ikke lade være. “Jeg har mavepine i dag”, sagde han for eksempel. “Eller jeg har ondt i mit højre knæ”, men ligemeget hjalp det. Hans forældre kunne ikke forstå, at han bare gerne ville sidde på sit værelse og tegne i stedet for at løbe en tur med dem.  

 

Det var efter Simons død. Han havde  isoleret sig fra omverden, og tegning var det eneste, der holdt ham i live. Selv de desperate forsøg fra forældrene med ugentlige løbeture hjalp ikke. Heller ikke skolens forsøg på at få ham til at være sammen med de andre børn eller vennernes forsøg på at få ham til at være sammen med dem hjalp. Men efter Simons død havde han mistet sin lyst til menneskelig kontakt. De første to forsøg havde været som et mareridt for ham. Det tredje og det sidste var som at falde ned i et dybt mørkt hul, som han ikke kunne komme op af. Da han hørte, at Simon var død var det som om, at han blev kvalt af usynlige hænder.

 

I kirken var alle kede af det  bortset fra hans mor og far. Ikke en tåre. Men dengang havde han ikke tænkt mere over det. Men nu forstod han det. Det var dem der havde gjort det, hans mor og far, det var dem, der havde dræbt Simon.

 

“Nu sidder du her igen” sagde en stemme. Hvem sagde det? “ mig hernede” sagde stemmen. Han kiggede ned på sit papir. Der stod Simon sprællevende eller rettere den tegning han havde lavet af Simon. Hvordan... det kan ikke passe du er død? råbte han “ ja... jo... men råb nu ikke så højt, de gamle kan jo høre dig når du skriger på den måde”. Undskyld jeg er bare så glad for at se dig. “I lige måde lillebror” sagde Simon.

 

“Skat, mig og far skal lige snakke med dig”. Han hørte dem komme op af trappen, hen mod hans værelse. Gem dig, sagde han og kastede et tæppe hen over Simon. Døren gik op ind kom mor og far. “Hvem snakker du med?” spurgte mor. Ikke nogen, sagde han. “Du skal ikke lyve. Vi kunne høre du snakkede med en”. Ikke nogen, har jeg sagt. Nå, I vil snakke med mig. Det er rigtigt, sagde far. “Mig og mor har snakket om at prøve at få en baby”, sagde far. Han afventede en reaksjon. Hvad, råbte han. En baby det er ikke engang en måned siden, at Simon døde og nu vil i have en baby. Det er ikke normalt. “Tag det roligt, vi troede at ved at få en baby kunne du lettere komme over Simon”.

 

Vreden voksede i ham og han kunne ikke holde det tilbage længer. Det var jer der dræbte Simon, ikke? “ Hvad er det du snakker om, spurgte far og så nervøst på moren. “Tror I ikke jeg hørte den samtale dagen før Simon døde, hva?”. De så ned i gulvet. Det tager jeg som et nej, men det gjorde jeg altså. Jeg hørtet, hvordan I råbte, at han var en kæmpe skuffelse og, hvordan I sagde, at han aldrig blev til noget og….

 

“Stop stop jeg kan ikke hører på det mer hulkede mor”. Men jeg er kun lige begyndt. Nu er det nok, råbte far og gik hen og gav ham en knytnæve lige i ansigtet. Det sortnede et kort sekund  for hans blik og  i det øjeblik havde han et hjerte af sten. “Du har stuearrest” faren tog den hulkende mor under armen og gik ud af værelset og smækkede døren efter sig.

 

Han gik hen til skrivebordet og rev tæppet til siden men Simon var der ikke. Pludselig kom der et kraftigt lys uden for hans vindue. Det var et dragende lys. Han gik hen imod lyset. Han gik igennem værelset men jo tættere han kom på lyset jo længere kom det også væk fra ham.

 

Til Sidst stod han i vinduet lyset var så tæt på nu. Han skulle bare hoppe. Han tog tilløb og hoppede...       

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...