Historien om Jorvik

Julia Slowbridge er lige ankommet til øen Jorvik efter hendes mors død. Efter et stykke tid på øen, begynder der at ske mystiske ting for øens beboer og snart er det oppe til Julia at redde øen.

0Likes
0Kommentarer
32Visninger

1. Kapitel 1

" I følge en gammel legende, var øen Jorvik ikke andet end et livløs sten i det kolde, mørke hav, indtil en magisk og stormende nat, hvor der faldt en stjerne ned fra himmelen. Mens stjernen styrtede ned, lyste dens kraftige glød mod den mørke nat. Pludselig, kom en pige på hesteryg galopperende ud fra de falmende flammer. Hun red yndefuldt over overfladen af det stormfulde vand, og efterlod stilhed og fred på hendes vej. I hendes højre hånd bar hun et lys. Pigen og hendes hest red mod Jorviks dystre og livløse kyster, og hun kastede sit lys direkte mod øens midte. I det sekund spredte der sig bølger af liv over øen, så alt det der engang var livløst, koldt og mørk, blev bragt til live med lys og varme.

Legenden siger at i mørke tider, vil en pige på hesteryg endnu en gang bringe lys og håb til øen for dem, som tror den er fortabt" 

Min mor fortalte mig altid denne historie hver aften inden sengetid, sammen med andre historier og legender og den fantastiske og mystiske ø Jorvik. Jeg kiggede ud af vinduet og så bølgerne slå op på skibets kant. 

" Det siges at øens heste og deres ryttere har et stærkt og evigt bånd, som de knytter med en speciel hest." Og jeg fandt min. Gold Diamond. Til jeg besluttede mig for at tage med min far til England. Jeg var kun 6 år gammel. Jeg vidste ikke bedre. Men efter min mors død 10 år senere, er jeg nu på vej tilbage til Jorvik, for at finde Diamond og tage mig af ham og min mors andre heste. Diamond var ikke så gammel da vi fandt ham, på et hestemarked ved Jorvik Stables. Han var ikke særlig gammel. Kun omkring 2 år, og jeg faldt for ham med det samme. Kun et enkelt blik skulle der til, før jeg begyndte at overbevise min mor at det var ham vi skulle have. Jeg tror hun kunne se det vi havde sammen, med det samme, for det tog ikke lang tid før vi stod med ham i hånden. Han var en speciel hest. Selvom min mor var vant til at håndtere besværlige heste, kunne hun ikke helt styre Diamond. Det var kun mig han stolede rigtigt på. Jeg håber han kan tilgive mig. Min mor havde trænet og reddet ham til, i mens jeg var i England med min far. Hun skrev altid nogle breve til mig, og fortalte hvordan det gik på gården, lige indtil et halt år før hendes død. Der stoppede hun helt med at kontakte os. Min far sagde det var fordi hun ikke ville være en del af mit liv mere, og at hun skulle være stoppet for lang tid siden. Jeg kan stadig huske dagen vi flyttede. Min mor og min far kom op at skændes, og i hans raseri tog han afsted med mig. Jeg kan huske hvor meget jeg græd og prøvede at fortælle ham, at jeg ville tilbage til mor og hestene. Han svarede bare i ren afsky at hun ikke elskede os mere. Hun tænkte kun på hendes heste og stalden. Han lokkede mig med, at jeg ville få en masse nye heste når vi kom frem til England. Det kan man jo så også sige var rigtigt, men det var slet ikke det samme bånd som jeg havde med Diamond. Den hest var noget helt specielt.

Jeg skruede ned for musikken jeg havde taget i ørene, for at kunne høre stemmen i højtalerne, som snart ville fortælle at vi var nået frem til Moorland havn. Jeg kunne mærke vi var tæt på. Jeg kiggede ned på min nye Jorvik-phone som min far havde gevet mig i gave et par dage efter mors begravelse, i håb om at jeg ville blive hjemme med ham, og passe hans stald og heste. Men han tog fejl. Jeg blev nødt til at tage tilbage. Trængen til at tage hjem til Jorvik havde aldrig følte så stærk. Der var en besked fra min far på min telefon. 

Micheal Slowbridge:" Hej Julia. Håber din lange sejltur er ganske fint uden større problemer. Jeg håber snart du kommer hjem igen. Hilsen din far." Jeg skrev et hurtigt svar for at lade ham vide jeg snart var fremme. 

" Vi er fremme ved Moorland  havn om 5 minutter. Vi håber alle passagere har haft en fornøjelig tur." Jeg pakkede hurtigt de ting jeg havde taget frem sammen. Ikke at jeg havde havde taget så mange ting med alligevel. Jeg lod de fleste ting blive tilbage, for ikke at gøre min far alt for ked af det eller mistænksom, over at jeg måske ikke kom tilbage. 

Jeg kom op på skibets dæk og kiggede ud på det velkendte landskab. Det havde været 10 år jeg har været væk, men det er stadig her jeg føler mig rigtig hjemme. En rus af glæde skyllede over mig. En enkelt tåre fandt vejen ned af min kind. De slog rampen ned fra skibet og hen mod broen, som var på stranden. Jeg tog fat i min kuffert og gik langsomt, men sikkert ned ad rampen og mod det lyse sand. Jeg kan huske da jeg var lille hvor jeg gik og legede her med mine forældre. De var så glade den gang. Lykkelige endda. Jeg var heller ikke så gammel dengang. Jeg kunne allerede se stalden for mig. Moorland stables. De velkendte, smukke, hvide mure, som næsten lyser helt op. Der er noget helt særligt ved det her sted. Jeg kiggede op mod den lange grusvej mod Fort Pinta, for at se om jeg kunne få øje på min mors stald. Det var efter hun købte stalden at der begyndte at komme uro mellem dem. Dengang kunne jeg ikke forstå hvad der skete, men når jeg tænker over det i dag, var det nærmest som om hun blev paranoid, som om der ville ske noget ondt mod hende eller mod hestene og os. Uanset hvad gjorde det hende bange og utryg. Jeg husker stadig hvad hun sagde til mig inden jeg rejste. 

" Julia, lov mig at hvis der nogensinde sker mig noget, må du komme tilbage og hjælpe øen. Dig og Gold Diamond, i er noget helt specielt og i skal nok udrette noget helt fantastisk en dag." Hun græd mens hun sagde det. Hun var helt knust. Jeg fortryder jeg ikke fik besøgt hende. 

I træplantagen kunne man se en masse underligt luskede mænd gå rundt. Gad vide hvad de laver der? På en lille klippe kujnne jeg se et skildt hvor der stod:" Nye sommerhuse! Bliver snart bygget her i Moorland." Hvor mon de ville få plads til det? De havde vel ikke tænkt sig at rive min mors stald ned? I det sekund stod jeg nærmest som frosset fast til jorden. Det var jo min pligt at sørge for at passe på stalden. Jeg måtte finde nogen at snakke med om det her. Jeg tøede op gik videre til jeg kom til den store port, som førte ind til stalden. Det hele virkede så velkendt. Alle de mange mennesker, dog ikke så mange som i stalden i Engalnd, men et passende antal, som både står og snakker med hinanden og med deres heste. Ovre i England skulle man være heldig hvis man fik lov til at klappe hesten efter ridning. Min far var manager for stalden. Han hyrede de bedste ryttere og købte de bedste heste fra hele verden. På den måde fik han den mest anerkendte og berømte konkurrence stald i hele Europa. Selvom jeg elskede spændingen ved alle konkurrencerne, manglede der alligevel noget. Det bånd som man har med sine heste. Det var der ikke noget af i den stald. Der galdt det kun om at være de bedste.

Jeg fik  øje på et velkendt ansigt. Moorlands staldbestyre Jenna. Hendes lyserøde regnfrakke og lyse hår var ikke til at tage fejl af. Hun stod og snakkede med en af staldpigerne. Jeg tror hendes var May. Da hun fik øje på mig bredte der sig et smil over hendes ansigt. Hun gik langsomt hen mod mig i sine grønne gummistøvler. 

"Hej Julia. Godt at se dig igen. Velkommen tilbage," sagde hun, da hun havde fundet sin vej over til mig.

" Mange tak. Jeg er også rigtig glad for at være tilbage. Det har i det mindste gevet mig lidt ro indvendigt," svarede jeg. 

" Det er godt at høre. Jeg er ked af det med din mor. Det gør mig meget ondt."

" Ja, jeg håber at det bliver bedre på et tidspunkt. Hvor er Diamond?" Hun kiggede forstående på mig.

" Justin er ved at håndtere ham ude i gården. Prøver at give ham lidt motion. Han fik det meget værre efter din mor..."  Hun fik en klump i halsen. " Efter hun døde. Han var svær nok at håndtere efter du rejste, men nu er han nærmest helt umulig. Det er godt du kom tilbage, så kan det være han får det bedre. Bare lidt." Jeg kiggede ned på min sorte sko. Der var kommet støv på. Havde min far set det, havde han bedt mig om at skifte sko med det samme. 

" Hvis han tilgiver mig." Skyldfølelse er ikke en god følelse. Hun kiggede mig i øjnene og smilte. 

" Det tror jeg han gør. I to har noget helt specielt sammen. Jeg jeg har aldrig set noget stærkere bånd mellem hest og menneske." Jeg gengældte hendes smil, og startede med at gå mod den lille gård som lå bag stalden. Justin gik rundt med Diamons, eller prøvede i hvert fald på det. Jeg stod et øjeblik og betragtede dem. Justin var god med heste, men han havde problemer med Diamond. Han stod i mod hver gang Justin prøvede at få ham til at gå fra. Nogle gange lykkedes det. Han fnyste og prustede. Han var stædig. Det havde han altid været. Justin prøvede at svinge torvet på siden af ham. I samme øjeblik rejste han sig på bagbenene. Han var ikke særligt tilfred med noget.

" Diamond!" Kaldte jeg. Han stoppede og kiggede straks over til mig. Der var det blik igen. Jeg følte tårene i øjnene. Han vrinskede til mig, og galloperrede straks over til mig. Jeg svang mine arme rundt om hans varme hals. Mærkede han åndedrag i i mit hår. Justin kom over til os med et lille skævt smil på læben. 

" Godt at se dig igen Julia. Du har været savnet, men det har du nok allerede fundet ud af ," sagde han da han kom over.

"Jeg håber ikke han har været så slem hele tiden."

" Han har haft sine op og nedture. Men hvem har ikke det." Det var godt at se ham igen. Også Justin. Han var kun 3 år ældre end mig. Vi red tit sammen da vi var mindre. 

" Hvor er resten af min mors heste?" Han fik pludselig et trist udtryk i øjnene. Jeg kiggede forvirret på ham. Diamond blev utålmodig. Han skubbede til mig, og havde svært ved at stå stille. 

" Julia..." Han kunne næsten ikke få det sagt. " Din mors ene hest, Winter Beauty, omkom sammen med hende. Eller det gik vi ud fra. Vi ledte overalt men hun var ikke til at finde." Det kom nærmest som et chok, men jeg havde stadig flere spørgsmål. 

"Hvad med resten?"

" Nogle af dem blev sendt over til din far. Resten løb væk. De er heller ikke til at finde." Stemningen blev tung. Jeg kunne  næsten ikke svare.

"Det sagde han ikke noget om da jeg tog afsted." Min stæmme var hæs. Han kiggede forvirret men forstående på mig. "Hvad med stalden?"

"Stalden er røget på auktion. Jeg er ked af det Julia, men der var intet vi kunne gøre."

" Det er ikke jeres skyld." Jeg smilte til ham. Det løftede stemningen, og han gengældte mit smil. Jeg så hurtigt ned og så tilbage op på ham.

" Hvad er planen så nu? Der er sikkert en masse ting du kan lave her på øen. Du skal dog lige have tilladelse fra Jenna om at må forlade staldens murer." Vi grinte begge to. 

" Tak Justin. Men jeg tror at jeg ger vil have lidt tid til at pakke ud, og nyde at jeg har fået Diamond tilbage." Jeg aede hans grå pande. Hans gråskimlede pels lyste op i solen. " Vi kan mødes i morgen. Så skal jeg nok være klar." Han tog en hånd på min skulder og gav den et klem. 

" Det er en aftale. I morgen, samme sted." Vores blik mødtes.

" Vi har dog en lille overraskelse til dig," sagde han med et smil.

" Hvad dog?" Spurgte jeg. 

" Du ved den gamle lille stalde bag den store port ved stalden?" 

" Ja?"

"Vi byggede lidt om derinde, så både du og Diamond kan bo der." Jeg blev overrasket. Et stort smil bredte sig over mit ansigt. Justin kunne se jeg blev glad. " Det var det mindste vi kunne gøre. Velkommen hjem." Han gav mig nøglen til det som skulle være mit nye hjem. Jeg kiggede over på Diamond. Vores nye hjem. Justin vinkede og gik hen til sin far, Thomas Moorland, Moorland Stables ejer. Jeg åbnede døren og kiggede mig omkring. Boksene derinde var åbne. Det ville han elske. Bare at kunne gå rundt i mellem det hele som det passede ham. Jeg slap ham, og gik videre ind til rummet ved siden af den lille stald. Det var kun lidt større end mit værelse tilbage i England, men det var indrettet med alt det jeg havde brug for. Jeg gik tilbage til Diamond og satte mig ned på gulvet, og studerede ham. Han kiggede på mig med sine store brune øjne. For en stund følte jeg mig lykkelig. Med det føltes som om at vores eventyr kun lige var begyndt.

 

 

  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...