Hunters

Cathrine Winchester, også bare kaldet Cath, får at vide hun kun har 1 år tilbage at leve i. Hun beslutter sig for at finde hendes far og 2 brødre Sam og Dean, hvilket føre hende ud på hendes livs største eventyr fyldt med monstre og dæmoner. Sammen med hendes brødre, leder de efter deres far som er forsvundet og ikke har været set i flere dage.

0Likes
0Kommentarer
36Visninger

1. Kapitel 1

Jeg sad ude i venteværelset og ventede på dommen. Denne gang var anderledes end den første. Jeg kunne ikke forklare hvorfor. Det var den bare. De havde gevet min behandling en chance til, for at se om den virkede denne gang. Jeg kiggede over på mine adoptivforældre Ann og Tom. De sad overfor mig og kiggede nervøst mellem hinanden og mig. Det behøvede ikke være dårlige nyheder, de kunne jo også være gode. Selvom sandsynligheden for det ikke var særlig stor. Hvis nu jeg havde en skytsengel over mig som passede på mig, og som sørgede for jeg blev rask, ville det blive bedre. Ikke at jeg troede på den slags. 

Jeg har boet med mine adoptivforældre siden jeg var 3 år gammel. De fortalte at min far ikke kunne passe på mig om mine 2 brødre efter min mors død. Han valgte at rejse videre med Dean, min storebror og Sam, min tvilling. De rejser stadig rundt i hele U.S.A. Undtagen Sam, som besluttede sig for at starte på college i stedet for at leve med John, min far og Dean. Jeg forstod ham godt. Det gjorde de andre bare ikke. Vi har ikke så meget kontakt efter jeg blev ældre. Hverken med mine brødre, eller med min far.  Ikke at det gjorde så meget, men jeg savner dem nu alligevel ind i mellem. Min mor kan jeg slet ikke huske. Mine forældre plejer at fortælle mig, at jeg ligner hende på en prik. Langt, lyst, bølget hår med klare blå øjne. Mine brødre er dog mørkhåret ligesom min far. Sam med mørkebrune øjne ligesom min far, men Dean har de grønneste øjne. Lidt sjovt når man tænker over det. 

Lægen kom ud i venteværelset og forstyrede mine tanker. "Cathrine. Vi har fået svar på dine prøver. Vær venlig at følge med." Det var nu jeg fik svar. Jeg var først lige begyndt på min terapi. Dette var anden gang. Det var nu jeg ville få svar om den virkede. Mine forældre var lige bag ved mig. De var lige så tavse som jeg, og tog tunge skridt og fulgte efter lægen ned til hans kontor. Jeg satte mig ned i en sort plastik stol og kiggede forhåbningsfuldt på lægen.

"Når Cathrine. Vi har kigget på din testresultater, og jeg må desværre meddele jer om, at det desværre ikke ser helt så lovende ud." Det føltes ligesom at have fået et kæmpe stød. Ann så på lægen.

" Hvad mener du?" Sagde hun, også helt rystet over det lægen lige havde sagt. 

"Hendes celler reagere ikke på behandlingen, og vi kan derfor ikke fortsætte den. Det ville der ikke være nogen grund til. Jeg tror tværtimod at det ville gøre mere skade end gavn." Han kiggede over på mig. Han var heller ikke glad over det han sad og skulle fortælle, men han havde prøvet der før. Det kunne man se. " Din kræft udvikler sig ret hurtigt, og spreder sig med markant fart rundt i hele kroppen." Jeg afbrød ham.

" Hvor lang tid har jeg inden min krop giver op?" Det var ikke lige det spørgsmål nogle af dem ville høre. 

" Okring et år." Jeg nikkede til ham. Han snakkede videre med mine forældre. Jeg lyttede ikke mere. Det hele blev for meget. Jeg rejste mig tilsidst op og gik ud i venteværelset igen. Jeg brød ud i gråd og faldt sammen. Jeg kunne mærke nogle arme omkring mig. Bag mig så jeg Tom. Jeg rejste mig op og krammede dem begge to. De sagde heller ikke noget. De havde også tårer i øjnene. Vi stod her i et øjeblik, til jeg trak mig tilbage. Jeg kiggede op på dem begge. Tom mumlede et eller andet og Ann nikkede. Jeg fulgte bare efter. Jeg satte mig ind i bilen og vi kørte i stilhed tilbage til huset. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre med mig selv. Hvad skulle jeg sige? Eller skulle jeg bare lade vær med at sige noget og lade som ingenting? Tankerne fløj igennem hovedet på mig. Jeg nåede kun ind af døren før jeg satte mig i sofaen. Tom gik ud i køkkenet og Ann satte sig ned ved siden af mig.

" Har du lyst til at snakke om det?" Hun prøvede virkelig. Jeg forstod også gost hvorfor, men jeg rystede bare på hovedet. 

"Vi bliver nødt til at fortælle din far det." 

" Jeg vil selv fortælle ham det!" Røg det ud af mig. Jeg ved ikke engang hvor det kom fra. Måske bare for at kunne komme væk herfra. Men jeg mente det stadig. Jeg ville selv fortælle dem det. Ansigt til ansigt. 

" Selvfølgelig skal du da det skat. Hvis det er det du vil. Jeg kan lige hente telefonen og så kan du ringe når du er klar." Ringe? Jeg ville ikke kun ringe. Jeg ville finde dem og fortælle det. Ikke kun sige det på en telefonsvarer og vente på at de hører den.

" Jeg vil gerne fortælle dem det ansigt til ansigt," sagde jeg. Hun kiggede forstående på mig, men jeg kunne se hun ikke ville have jeg tog for langt væk. Jeg forstod hende godt.

" Jeg ved ikke hvor de er henne. Vi kan måske lige planlægge en dag de kommer på besøg." 

" Jeg vil hellere tage hen til dem. Jeg ved hvor Sams college ligger. Og han ved sikkert hvor jeg kan finde Dean og far." 

Hun nikkede bare. Jeg tror ikke hun havde lyst til at diskutere mere med mig i dag. 

"Hvornår?" Spurgte hun bare.

" Jeg tænker på at tage afsted i morgen." Hun smilte til mig og kig ud i køkkenet til Tom. Jeg gik ovenpå på mit værelse og begyndte at pakke i tilfælde af det trak ud. Jeg så over på min skrivebord. Der stod to billeder. De ene var med Tom og Ann på og med mig i midten. Det var taget for to år siden ved mesterskabet i bueskydning. Jeg holdte den store guldpokal i hånden. Jeg kiggede rund på mit værelse og så de mange pokaler og trofæer. Jeg dyrkede flere forskellige former for sport. Fodbold, tennis, svømning osv. Men jeg var mest til bueskydning og cheerleading. Jeg kiggede videre over på det andet billede. Det var taget på den dag vi endelig havde overbevist min far om at komme og besøg mig med begge mine brødre. Jeg tror jeg var 15 år. Det Samme var Sam selvfølgelig. Dean var 19 år. Jeg står i mellem mine brødre på billedet. Jeg har en af min fars kasketter på. Den ligger stadig i skabet. Han gav den til mig efter min første bueskydningsturnering. Jeg vendte mig om og begyndte at pakke igen.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...