Et hjerte af sten

en lille forsmag:
Et hjerte af sten
Det er en dejlig fredag eftermiddag. Solen skinner fra en skyfri himmel, der er varmt foran zoologisk have i København. Pludselig går en af skyerne på himlen for solen, og der lyder et højt skrig inde fra parken. Jeg kigger mig omkring. Skriget lyder som en person, der lige er blevet skudt. Jeg nikker til Robin, og vi løber hen til indgangen og lige igennem porten for at se hvad der er sket.

1Likes
0Kommentarer
35Visninger
AA

1. et hjerte af sten

Et hjerte af sten

Det er en dejlig fredag eftermiddag. Solen skinner fra en skyfri himmel, der er varmt foran zoologisk have i København. Pludselig går en af skyerne på himlen for solen, og der lyder et højt skrig inde fra parken. Jeg kigger mig omkring. Skriget lyder som en person, der lige er blevet skudt. Jeg nikker til Robin, og vi løber hen til indgangen og lige igennem porten for at se hvad der er sket.

Vi når hen til stedet, hvor skriget lige kom fra. Jeg kan se en pige, hun er inde i alligator buret. Hun har et stort sår fra et alligator bid. Det bløder, jeg kravler over hegnet og river mig igennem piggene, som sidder på toppen af hegnet.

Endelig kom jeg over. Pigen sidder i et af de store træer. Under træet er der to alligatorer. Jeg svømmer hen til hende, selvom det er farligt. Jeg samler en ok stor gren op, og slår den ene i hovedet. Den falder om og besvimer, så er det kun mig mod den ene alligator. Den kigger skarpt på mig. Jeg smider pinden og løber zigzag, den følger heldigvis efter.  “Hop ned” råber jeg.

Hun hopper ned og løber hen til mig. “Hvad gør vi nu!”. Jeg kigger på hende. Jeg ved ikke, hvad vi gør. Jeg kigger efter en udvej. Jeg får øje på Robin. Han er i gang med at binde et langt reb fast til en af lygtepælene. Endelig smider han et reb ned til os. “Vi skal løbe hen til rebet nu!”. Vi løber hen til vandkanten, og springer længere end vi nogensinde har gjort. Vi kravler op af rebet. “Godt at i kom sikkert op” siger Robin. “Tak” siger jeg. Der kommer et sæt i mig og Robin. Jeg indser, at hende jeg lige har reddet løber unormalt hurtigt. Jeg lukker mine øjne, og da jeg åbner dem igen er vi i det ene hjørne af den zoologiske have. Hun giver mig en slags krystal sten. “Hvad er det?” spørger Robin og jeg i kor. “Det er en slags amethyst”. I må selv finde ud af, hvad den gør. Jeg fik den af min mor”.

 

Vi takker, og bestemmer os for at gå ud i skoven. Jeg kigger lidt på den, den er smuk. Jeg gnider lidt på den. Den ser ret støvet ud. Støvet falder ikke af. Jeg kigger på Robin. “Hey Robin den sten vi fik er lidt støvet. Når jeg gnider den, går støvet ikke væk.” “Det er mystisk, vi kan vel prøve at vaske den.” Vi går hjem til Robin. Robin tænder for vandhanen. “Er du klar” siger jeg og smiler. Jeg hører ikke et svar, men skynder mig at tá Ametysten ind under vandet. Et skarpt lys stråler ud af ametysten, Vi lukker vores øjne. Jeg åbner roligt mine øjne igen. Vi er et helt andet sted. Robin står stadig med lukkede øjne. Jeg bliver lige pludselig varm, jeg ved ikke hvad der sker!. Jeg skynder mig at vække ham. Han kigger på mig. Jeg rækker langsomt ud efter hans hånd. Bang! Et pistolskud rammer lige imellem os. Alt bliver sort. Jeg kan ikke føle mig selv. Jeg vågner igen. Det føltes som nogle få minutter, men det er helt mørkt herude, hvor det var lyst lige før. Jeg sætter mig op. Robin sidder under et træ. Han har ikke lagt mærke til, at jeg er vågen. Jeg kigger til den anden side. Fuck! Der sidder en dreng på min alder og stirrer underligt på mig. “Robin!” Skriger jeg “hvad er der?!”. “Hvem er ham som sad og stirrede på mig!?”.

 

“Mit navn er Zlay. Jeg beklager, at jeg forskrækkede dig”. “Det er ok bare lad vær med at gøre det igen”. Zlay tager fat i min ene hånd, og tager fat i en af Robin’s hænder. Vi begynder at gå. “Hvad skete der egentlig?” spørger jeg Robin. “Du lå i en bevidstløs tilstand i ca 8 timer” svarer han. Det var måske derfor, at det var så mørkt da jeg vågnede. Efter at vi har gået i det der føltes som timer, kommer vi til et vandfald. Jeg sætter mig ved vandkanten. Det er tusmørkt, men lige pludselig kommer tusinder af dyr, som ligner Ildfluer op af vandet. Zlay rykker sig tættere på, og holder mig i hænderne. “Du ser smuk ud i aften”. Jeg fniser og rødmer lidt. Jeg rykker mig lidt væk og hen mod Robin. Han kigger ned på floden ved vandfaldet. Han sidder med en blomst i hånden. “Er du ok?”. Han svarer ikke. Jeg tager fat i hans hånd, og trækker ham op på benene. Nogle dyr er begyndt at spille en slags musik. Jeg tager Robin i den anden hånd, og vi begynder at danse. Det føles helt som i et eventyr. Han giver mig blomsten, som han sad med. Dyrene stoppede langsomt med at spille. Vi beslutter os for at sove. Jeg føler igen, at tiden går alt for hurtigt. Jeg vågner. Jeg ved ikke, hvor jeg er henne. Der er kulsort, men som jeg sidder lidt i mørket vender mine øjne sig til det. Der er grå vægge, og jeg er spændt fast til en stol. Jeg kan mærke rebet, som jeg er spændt fast med. Det gnaver mere og mere ind i min hud. Nogen trykker ned på en knap, og det bliver lyst. Det gør ondt i mine øjne. Jeg kan ikke se så meget, men mine øjne kommer sig lige så langsomt. Jeg kan se ordenligt igen, og lige foran mig står Zlay. “Hvad vil du mig?”. Han kigger ondt på mig og siger “ikke så meget… Jeg vil bare herske over denne verden med dig”. Tårerne strømmer ned af mit ansigt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre det gør ondt i mig. Han bliver ved med at stirre på mig med tomme øjne. Han er iskold. Det er som om, at han har et hjerte af sten. “Hvorfor vil du ha’, at jeg skal herske over denne verden med dig?…”. “Kan du ikke se det?...”. “ Du er den perfekte til det”. “Sig nej!” Det er Robin som råber. “Robin hjælp mig!”. Han løber hen mod mig, men Zlay stopper ham og smider ham ned i gulvet. Jeg har en kniv på mig, jeg kan lige få min hånd ned i min lomme. Dette er min eneste chance. Jeg skærer i rebet. Jeg er endelig fri. Jeg løber hen mod Zlay. Hans ryg vender mod mig. Jeg når hen til ham og stikker min kniv ind i ryggen på ham. Jeg hiver Robin med udenfor det forfærdelige sted. Vi har løbet i det, som jeg tror er ca 20 minutter. Vi stopper, og jeg kigger efter en flod. Jeg kan se en flod. Jeg tager fat i Robin igen. Vi løber hen til floden. Jeg tager Ametysten ned i floden. Jeg bliver blændet men lukker mine øjne. Jeg åbner øjnene, Robin står ved siden af mig. Vi kom endelig hjem. Jeg lægger ametysten i min lomme og siger farvel til Robin. Heldigvis ser vi hinanden igen i morgen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...