Bær

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2017
  • Opdateret: 18 jun. 2017
  • Status: Færdig
Af og til bliver jagten på perfektion aldrig sagt højt. Af og til bliver den gemt under tøjet.

8Likes
20Kommentarer
138Visninger

1. Bær

Jeg spiser kun bær nu.

Engang skulle jeg bruge en skammel for at nå ind i køleskabet. Jeg er større nu. Kan række ind over bærhylden uden besvær, barfodet på fodbalden.

                     

                      ”Skal du ikke have noget ordentligt mad?” spørger min far.

                      ”Jeg har allerede spist,” siger jeg så, for han forstår mig ikke, han forstår ikke behovet for bærerne.

                      ”Der er kylling i køleskabet,” siger min mor.

                      ”Jeg skal bare have en snack.”

 

Så har jeg også min stængel. Den startede med at vokse over sommeren, og da der begyndte at gro bær på den, var jeg sikker på, jeg havde skabt det smukkeste, der findes.

Jeg har den med mig over alt. Da jeg startede i skole igen efter ferien, havde den vokset sig så stor, der skulle flere sweatere til at gemme den. Den er ikke god til varme. Det er jeg sådan set heller ikke, men man gør, hvad man kan. Og når det kommer til bær, vil jeg gøre verdensalt.

 

                      ”Mor?” Jeg kalder fra køkkenet. ”Har du set mine bær?” Hylden i køleskabet står tom. Hun kommer gående fra stuen og stopper, stiller sig op ad spisebordet. Hun rømmer sig.

                      ”Din far og jeg har snakket lidt.”

Jeg glemmer, hvordan det føles at få luft.

                      ”Og vi er blevet enige om at give bærerne en lille pause.”

Nej.

                      ”Hvad synes du om det?”

Jeg er stille lidt. ”Hvad mener du?”

                      ”Synes du ikke, det har taget lidt overhånd?”

Nej.

                      ”Det ved jeg ikke.” Jeg rømmer mig. ”Måske.”

                      ”Ja, det var det, vi tænkte.” Hun smiler. Jeg siger ikke noget.

                      ”Åh da,” siger hun og går mod mig for at give mig et knus. Jeg stivner i mødet mellem os, kind mod kind. Jeg skubber hende blidt væk og håber, hun ikke har mærket mavens bule bag alle bluserne. Jeg tænker på, hvornår jeg sidst har fået et kram. Ikke fysisk kontakt mellem mig og en anden. Sidste gang jeg blev holdt om, som om jeg blev holdt af.

 

                      ”Vi så karakteren for din engelskopgave.” Mor smiler. ”Hvorfor sagde du ikke noget?”

Jeg  smiler også. Trækker på skuldrene og stikker til de urørte røræg.

                      ”Jeg synes, det skal fejres,” siger far, og mor nikker, mens hun tager en bid.

                      ”Vi har bestilt bord på Sokkelund i aften.”

                      ”I aften?”

                      ”Mhm.”

                      ”Men det er jo hverdag?”

Far griner. ”Vil du da hellere fejre det med bær eller hvad?”

Da jeg ikke siger noget, bliver der stille ved bordet.

                      ”For helvede.”

                      ”Skat,” siger min mor og lægger hånden på hans arm.

                      ”Jeg bliver fandeme sindssyg af de bær, Marie!” Han skubber stolen ud og går. Mor holder vejret. En dør smækker.

 

 

                      ”Vi ses, mor!” Jeg når næsten hen til hoveddøren.

                      ”Går du nu?”

Jeg vender mig om mod hende.

                      ”Jeg skal da lige sige farvel!”

                      ”Farvel.”

                      ”Hey, hvad er der med dig?” Hun lægger hovedet på skrå. ”Du har da alt for meget tøj på!”

Jeg trækker på skuldrene. Der er stille.

                      ”Hvad så smukke? Skal vi danse lidt?” Hun vralter hen mod mig og nynner.

”Ej, mor,” når jeg at sige, inden hun tager fat i mine hænder og valser til venstre. ”Mor…” Jeg prøver med et smil.

”Mor, stop.” Hun bliver ved.

”Mor!” Hun tager os rundt i cirkler og rundt og rundt og,

”Mor for helvede. Stop!” Jeg ryster mig fri.

Hun er stille, og jeg kan mærke, hun iagttager mig på en måde, hun ikke har gjort før. Jeg åbner døren og forsvinder ud i opgangen.

 

Jeg smiler til siderne, da jeg går op ad trapperne til klasselokalet. Jeg hilser, når folk siger hej, men det eneste, jeg kan mærke, er min skudren og min stemmes skælv. Jeg ser på mine hænder. De ryster stadig. Jeg gemmer dem i lommerne og tager dem først op, da jeg trækker stolen ud for at sætte mig.

                      ”Godmorgen.”

                      ”Ja.”

                      ”Hey, er du okay?”

Jeg ser op, ser på Clara. Der er noget i hendes blik, der giver mig koldsved ned ad nakken.

                      ”Faktisk, vil du lige sige, jeg er gået på toilettet?” Min stemme ryster.

                      ”Hvad skal du?”

                      ”Bare at jeg er her, men jeg er på toilettet.”

                      ”Hvorfor?”

                      ”Tak.” Jeg skubber stolen ud.

 

Jeg går direkte til den midterste vask og undgår mig selv i spejlene. Koldsveden løber ned ad min nakke, over ryggen, klistrer bluserne sammen. Sulten rammer mig. Igen. Jeg må minde mig selv om, at jeg kun spiser bær nu. Jeg står lidt, inden jeg tager fat i den første sweater og hiver den over hovedet.

Min navle er ikke som de andres. Nogle er indadvendte, andre buler ud af. Jeg har min stængel. Jeg løfter den inderste bluse op og ser i spejlet på det smukkeste, der findes. Navlestreng, blomsterstilk. Sulten stikker igen. Jeg tager fat om et af bærerne. Det er tungt. Jeg ser væk, da jeg hiver til. En negl og en papegøjetang, og jeg står med et bær i hånden. Lukker øjnene, da jeg lukker læberne om det. Jeg smiler. Jeg spiser kun bær nu.

                      ”Hvad fanden har du gang i?”

Jeg åbner øjnene og ser på Clara i spejlet. Hendes væmmelse. Noget vådt løber ned ad min mave. Jeg lader blusen falde. Samler den anden op. Sveden kommer, men den er ikke kølig længere. Jeg har aldrig været særlig god til varme. Jeg tager blusen på og holder fast i Claras blik. Man gør hvad man kan.

For bær vil jeg gøre verdensalt.

 

                      ”Skal du ikke til time?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...