Dagbog - Tanker om alt og intet 2017

Hvad der lige sker for mig i 2017 - Men selvfølgelig er det jo ikke sandt og det pure opspind, så hvis du mener at du genkender mig gennem disse tanker, så tager du fejl. Grueligt fejl.

0Likes
0Kommentarer
195Visninger
AA

3. 23. Juni

Godaften endnu en gang.

Jeg havde faktisk ikke regnet med at jeg ville bringe det her op igen. Umiddelbart tænkte jeg at det bare var pga. kedsomhed og manglende inspiration til egentlig at skrive noget brugbart, at jeg valgte at skrive om mig selv, men åbenbart ikke. Når man nu ikke kan snakke om sine problemer med andre, så er det egentlig meget rart bare at skrive dem ned og vide, at der måske et eller andet sted er en, der læser dem og måske endda lærer noget af dem. Det er nok ikke tilfældet,men man kan jo altid håbe. 

Den sidste uge har egentlig været ret god. Det bedste ved den er uden tvivl at jeg nu tydeligt kan mærke at jeg snart er færdig på den forbandede skole, hvilket betyder at mit liv snart ikke længere er et socialt pres for at komme til at følge nogle værdier, som på ingen måde er nogle, jeg vil stå inde for. Fredag bliver en fantastisk dag, hvor jeg nok vil komme til at tænke mit om skolen, men alligevel holde det inde, for det nytter ikke noget i sidste ende. 

Mit liv er egentlig generelt ret godt for tiden, selvom mange nok ikke helt forstår det. Nu snakkede jeg lige i dag med en veninde, som lige er blevet student og hun sagde, at hun aldrig har været så lykkelig. Hun er færdig og ser frem til en tid, hvor mulighederne er åbne, hun har endelig fundet en sød kæreste og har generelt bare fundet sin plads i samfundet. Og... Så endte jeg på facebook og glemte helt, hvad jeg egentlig var i gang med at skrive... 

Jeg tror at den retning, jeg ville have været i, var at sådan et perfekt liv har jeg ikke lige nu og på sin vis gør det det perfekt. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer til at have det om en måned. Jeg ved ikke, hvem jeg kommer til at tilbringe tid med, hvem der skal være der til at trøste mig, hvem der skal være der til at gøre mig glad. Og det gør mig faktisk fortrøstningsfuld. For det betyder at der kun er en person, der kan bestemme hvordan min fremtid kommer til at se ud, og det er mig selv. Andre kan selvfølgelig godt komme ind fra sidelinjen og have en betydning for de valg jeg nu tager, men i sidste ende er det mine egne valg, som jeg selv bliver nødt til at stå overfor. Og det bliver rigtig godt for mig. 

Som jeg måske har nævnt, har jeg aldrig nogensinde før selv taget beslutninger i mit liv. Det var bestemt på forhånd, at jeg skulle direkte på gym. Derefter var det min mors drøm at komme i forsvaret, da hun var ung, og derfor (da hun ikke kunne gøre det pga. tiden dengang) blev det også min drøm. Jeg skulle sørge for at få gode karakterer for dermedvidere hen at kunne komme ind og læse på uni, for det er der ingen tvivl om, at jeg skal. Jeg har såmænd ikke en gang selv valgt indretningen af mit værelse, det stod min mor også for. Sum af summarum har hele mit liv før i tiden været styret i den rigtige retning og når jeg en gang imellem har stillet mig imod, er det blevet slået ned og strammet til, indtil jeg igen føjede mig. Men så kom jeg i militæret. 

Men vent, er militæret ikke et sted, hvor an lærer kæft, trit og retning, og at "tillid er godt, kontrol er bedre"? Jo. Jo det er det. Men hvordan kunne jeg så bryde ud af mine "strenge" rammer? 

Jeg fandt ud af, at jeg ikke behøvede være den person, som andre mente at jeg skulle være. Det er jo stort set umuligt at holde en facade oppe overfor folk man bor med 24/5 og som man går igennem både en fysisk og psykisk rutsjebanetur med. Og derfor begyndte jeg for første gang at være mig selv. De måske lidt for spydige kommentarer og lidt for sjofle tankegang, som jeg ellers havde gemt godt væk bag lillepige-facaden, begyndte at komme frem og folk sagde ikke noget til det. De accepterede det bare, nærmest bedre, og det fik også mig til at begynde at acceptere mig selv. 

Så ja, er jeg lykkelig? Lykke er jo et vidt begreb, men som situationen er nu, er jeg nok meget lykkelig. Jeg er i hvert fald uden tvivl mere lykkelig nu, end jeg var for et år siden, selvom studentertiden burde være den lykkeligste periode i dit liv. Men spørgsmålet er så, om det igen bare er en holdning, som nogle andre prøver at presse ned over vores hoveder?

- E

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...