Dagbog - Tanker om alt og intet 2017

Hvad der lige sker for mig i 2017 - Men selvfølgelig er det jo ikke sandt og det pure opspind, så hvis du mener at du genkender mig gennem disse tanker, så tager du fejl. Grueligt fejl.

0Likes
0Kommentarer
139Visninger
AA

2. 18. Juni

Godaften. Eller hedder det godmorgen på dette tidspunkt? Jeg ved det vitterlig ikke, jeg er bare glad for, at jeg nok aldrig kommer til at skulle hilse på nogen på dette tidspunkt, for så ville jeg nok være noget i vildrede. I militæret har man nemlig den regel, der hedder, at indtil 10.00 hedder det godmorgen. Fra 10.00 - 18.00 hedder det goddag, og derefter hedder det godaften. Men jeg ved vitterlig ikke, hvornår man skifter fra godaften til godmorgen. Ikke fordi det nogensinde kommer til at være relevant. 

Hvad er der så sket i mit liv, siden jeg pludselig har bragt dette dagbogsprincip op igen? Jo, nu skal du høre. Drengeproblemer. Og nu tænker du sikkert, åh nej, jeg har ikke brug for at høre endnu en teenager græde over sine drengeproblemer. Og bare rolig nej, det er ikke det, jeg har tænkt mig. Jeg har tænkt mig at ytre mine tanker om det, og så lade det komme op til jer, om der er noget jeg kan gøre, hvis der rent faktisk er nogen, der nogensinde læser det her. Jeg har nemlig prøvet at snakke med mine venner om det (godt nok i fuld tilstand), men de to jeg snakkede med havde hver sin mening. Så det hjalp mig ikke ligefrem.

Okay, situationen er den, at jeg for et par uger siden slog op med min kæreste. Det havde været noget knas i nogle uger, men vi var begge for komfliktsky til at indrømme det, så derfor byggede det hele sig op, indtil vi var noget til et punkt, hvor jeg blev ved med at høvle ham ned med kommentarer, som han bare lod tage til sig. Så ja, det var dømt til at gå galt. Men det er ikke mit drengeproblem, jeg er ovre det, for jeg er ovre ham, og det gør mig sikkert til en bitch og en billig tøs allerede at have andre i kikkerten, men det er en del af min 'ung og dum' fase, tror jeg. Det er i hvert fald det jeg siger til mig selv. 

Nu er det jo sådan, at man i militæret bor på flermandsstuer, blandet drenge og piger. Hvilket betyder at jeg i værnepligten boede sammen med syv drenge, og da jeg så søgte videre kom til at bo med 8 drenge og 2 piger. Og det eneste, der har været et problem er, når drengene ikke kan finde ud af at rydde sine klamme underbukser op fra baderummene, eller når Larsen valgte at gå i bad uden at trække forhænget for, bare fordi han kunne. Men ellers har det været fedt på sin egen underlige måde. der er i hvert fald ingen tvivl om, at man skaber et utroligt bånd til dem, man bor på stue med, hvilket jeg også har gjort. Foreksempel er der denne dreng her på 21, som er 'sammen med' en på 15, og bare det er generelt helt imod mine principper (han er btw også typen, der skider på folk for 100 kr), og jeg er sikker på, at hvis jeg ikke havde boet med ham de sdste seks måneder, så havde jeg i hvert fald aldrig nogensinde brudt mig om ham. Men nu er han alligevel en af de tætteste venner, jeg har fået derinde, så der kan man bare se. 

Og nu til det virkelige drengeproblem. I byen for nogle uger siden blev jeg fortalt, at en jeg havde boet på stue med havde haft et crush på mig lige siden starten, og som havde sagt dips over for sine venner. Og ja, nu tænker man, fuck en idiot. Og ja, det er han nok, hvilket min gode gode rødhårede ven prøvede at forklare mig i byen i går. Men som min veninde så derefter sagde: Han er sgu god nok alligevel ud af alle dem, der nu er der. Mit problem består bare mest i, at jeg er utrolig dårlig til at læse mennesker, så jeg ved ikke, om det som jeg hartaget som flirt de sidste par uger rent faktisk er flirt, eller om det bare er normal adfærd fra ham overfor piger, der ikke har en kæreste. Og det er de tanker jeg smider frem og tilbage, for hvis det er rigtig flirt, så er det godt. Hvis ikke, så vil jeg ikke blive holdt tilbage på den måde, for så ødelægger det jo lidt meget min ide med at være 'ung og dum', da jeg dermed sørger for at passe på ikke at gøre noget dumt. Men whatever. Jeg må tage det som det kommer og så se på det hen ad vejen. 

Og ja, det var egentlig mit drengeproblem. Ja en dreng. Det kunne også være flere, for jeg begynder lidt at frygte at nogle tager min venlighed som flirt, og som dermed lægger mere i det, og jeg vil bare ikke såre nogen, så jeg er utrolig dårlig til at sige fra. Og derfor håber jeg lidt, at jeg snart får styr på det, for jeg hader, når jeg ikke harstyr på det og dermed skal prøve at 'føre fra hoften', som man nu siger i militæret. Og det er nok også den eneste grund til at jeg ser det som et direkte problem, når det ikke er det. 

Okay, jeg er færdig med at klage nu. Jeg har klaget nok over mit first-world-problem eller teenage-problem, og jeg må bare tage tingene som de kommer. Nu har jeg også besluttet at beholde lidt værdighed, og selvom det nok er det dummeste trick, så har jeg valgt at lade være med at skrive. Nul og niks, hvis det ikke er noget skal jeg ikke tages i at have troet, at det var noget. 

Og nu er jeg færdig med at klage. For ellers går mit liv egentlig meget godt. Jeg har bestået alle eksamener. Jeg får gang på gang bevist at jeg har fået nogle at de bedste venner, som tager min ryg lige meget hvad. Og vigtigst af alt er jeg langsomt ved at opbygge mere selvtillid, hvilket har været et af mine store problemer tidligere. 

Så ja, det går meget godt. Jeg er glad med min vin og pose gamle makroner. Jeg er glad nok til at sidde med et lille opgivende smil over det jeg skriver her. Og jeg er glad nok til rent faktisk at have motivation til at tage på felttur hele næste uge (felttur betyder 5 dage i naturen, hvor man ikke får særlig meget søvn eller særlig meget mad, men alligevel skal arbejde 110 %). 

Så tak for denne gang. Jeg kan ikke sige, om det bliver den sidste, men tak for at jeg kunne skrive dette ned uden kvaler. 

- E

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...