Dagbog - Tanker om alt og intet 2017

Hvad der lige sker for mig i 2017 - Men selvfølgelig er det jo ikke sandt og det pure opspind, så hvis du mener at du genkender mig gennem disse tanker, så tager du fejl. Grueligt fejl.

0Likes
0Kommentarer
42Visninger
AA

1. Forord

Goddag igen. Længe siden. Jeg har haft meget at lave, siden jeg første gang ville skrive mine tanker ned, og det har betydet enorme ændringer i mit liv. Men nu har jeg brug for det igen. Dog ikke fordi jeg er deprimeret.

Nej. Det sidste år har budt på flere gode ting end noget andet går. Jeg blev færdig med gymnasiet med et udmærket snit på 9,2 og fulgte så den vej, min mor havde valgt for mig: Militæret. Var jeg imod det i starten? Ja. Elsker jeg det nu? Ja. Vil I høre hvorfor? Sikkert ikke, men det ændrer stadig ikke på, at det er, hvad jeg kommer til at skrive om her. Mit liv i militæret er nemlig noget helt andet end det liv jeg har udenfor hegnet. Og ovenikøbet også helt andet end det liv jeg ser mine gymnasiekammerater have uden for hegnet. Ude i det civile. 

Background story, så er har jeg lige nu været i militæret i snart et år, og jeg er på vej videre i systemet. De sidste par måneder har skiftevis været de lykkeligste og de hårdeste måneder i mit liv, hvor følelserne har siddet helt uden på tøjet eller er blevet holdt helt for mig selv. Jeg formåede også at få min første kæreste i de forgående måneder, som jeg lige har brudt op med, men vi bor stadig samme sted, så det komplicerer tingene en lille smule. Og det er vist det, jeg behøver fortælle, inden jeg kan gå i gang med at komme af med mine tanker nu her. 

Og så alligevel. 

Militæret. Hvad er jeres umiddelbare tanker om det? Jeg vil faktisk gerne høre om det, for det jeg normalt hører er bare kommentarer om, hvordan folk ikke havde set mig ende her, eller hvor sej jeg er. Og jeg er kun enig i det ene udsagn. Nemlig at jeg heller ikke selv havde regnet med at jeg ville ende her. Og hvorfor gjorde jeg så det? 

Jo, det der er så specielt med militæret er, at det er unikt. Det er bygget op gennem mange mange år, og bygger stadig på de gamle værdier kæft, trit og retning, selvom det er begyndt at blive noget udfaset, da man jo har fundet ud af, at folk lærer bedre af gensidig respekt. Men selvom jeg af natur er utrolig glad for struktur og regler, er det ikke det, der er bedst ved militæret. Nej. Det er det sammenhold man får. Min militære karriere startede som alles med en værnepligt, der for mit vedkommende tog fire måneder. Og det var fire måneder, er udviklede mig som menneske på flere måder. 

Jeg har altid sagt til mig selv, at jeg hader mennesker. Det bunder nok primært ud i en lorte tid i folkeskolen, og en lidt bedre, men stadig noget ensom tid i gymnasiet, der overbeviste mig om, at mine sociale færdigheder var ikke-eksisterende. Men så kom jeg i militæret. Jeg kom til at på stue med ni andre mennesker fra helt forskellige miljøer og jeg fik de bedste venner, jeg nogensinde kunne have ønsket mig. Og selvom jeg før i tiden havde sat meget fokus på at være alene (nok fordi jeg også lider en smule af social angst), så vardet faktisk en rar følelse at vide, at der altid sov ni andre mennesker på stuen. Ni mennesker, som jeg ret hurtigt knyttede stærke bånd til, og som uden tvivl har formet mig til det menneske, jeg er i dag. Der var mekanikeren fra KBH, som bandede som en havnearbejder, hvilket desværre kom over mit ordsprog, der var den 26-årige, som havde en bachelor i erhvervsøkonomi, men så fandt ud af, at hun ville prøve militæret, og det er bare nogle få eksempler. Og selvom jeg nogle morgener klokken seks var ved at få spat, fordi Jessen ikke ville stå op og hjælpe med at gøre rent, så er det stadig fire måneder jeg ikke vil bytte ud for noget. 

Efter værnepligten søgte jeg videre til den farmøse sergentskole. De første fem måneder var rent helvede. Jeg kæmpede med min egen motivation, og med min kærestes motivation og generelt bare med at prøve at passe lige så godt ind, som jeg følte at jeg gjorde i værnepligten. Det tog mig så fem måneder at indse, at jeg ikke kunne sammenligne de to ting. Derfor slog jeg op med kæresten, og pludselig fik jeg en lyst til rent faktisk at være ung og dum. Hvor gammel er du lige, spørger du nok. 19 år, svarer jeg med stolthed. Og ja, jeg har aldrig været ung og dum. Jeg var hende, der i folkeren sad og læste i hjørnet og som nødigt blev inviteret med til fester. I gymnasiet var jeg hende, som man altid snakkede pænt til, men ikke havde et dybere forhold til, fordi man ikke kunne komme ind til mig. Jeg levede i min boble for at beskytte mig selv. Men så kom jeg i militæret, fik nedbrudt stort set alle grænser, og fandt ud af, at folk kunne lide mig for den jeg var. Og det fik mig til at have lyst til at være ung og dum. Til at have en trang til det. 

Så det er det, jeg prøver på nu. Altså ikke lige nu, hvor jeg sidder og skriver det her med en tom flaske vin til min højre side, en tom skål popcorn til min venstre og 'Britget Jones dagbog' kørende i foran mig. Og så alligevel. Jeg overvejer mine muligheder. For ja, det at være ung og dum er ikke nemt. Selv når man når en alder af 19. 

Og det er vist det forhistorie I behøver, hvis I overhovedet kommer til at læse det. Ja, der er meget, men jeg kan sige så meget at der helt sikkert kommer mere hen ad vejen, hvis jeg nogensinde får taget mig sammen til at få skrevet det her. Lige nu har jeg brug for det, men det har jeg måske ikke om to uger? Det får vi at se. 

Men selvfølgelig, hvis I har nogle spørgsmål til militæret vil jeg med glæde svare, for det begynder jeg at have nogenlunde styr på, i hvert mere end mit liv lige nu. 

- E

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...