Faith *på pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2017
  • Opdateret: 24 jun. 2017
  • Status: Igang
Engang var hun en glad pige. Engang for meget længe siden havde hun ikke nogen bekymringer. Engang levede hun i en lykkelig familie med begge sine forældre og en lys fremtid. Hun mistede noget af det, da hendes mor døde, da hun var fem, men hun mistede det hele, da hendes far døde og efterlod hende alene med tre fremmede.
Chloe Lydia Faith Everly har ingen forældre.
Chloe Lydia Faith Everly havde ingen fremtid.
Chloe Lydia Faith Everly troede ikke, at hun nogensinde ville kunne blive glad igen. Hun har mistet sin tro.
*på pause*

0Likes
0Kommentarer
384Visninger
AA

2. Ny start og ubehagelige opdagelse

Med en toiletbørste i hånden knokler og skrubber hun, så hun kan få lov til at få aftensmad. Hvis Andrea ikke synes, at det er gjort godt nok, så får Chloe lov til at gøre det forfra, imens Andrea spiser aftensmad med sine døtre, Sophie og Piper.

”Én dag,” hvisker Chloe til spejlet. ”Én dag tilbage.” Chloe prøver at smile til sig selv i spejlet, men hun har næsten glemt, hvordan man gør. Hun har ikke smilet siden, hun mistede sin mor og hendes far fordybede sig i sit arbejde. Én enkle tårer strejfer hendes røde kind, da Chloe tænker på sin afdøde far.

”Chloe!” Hun hopper af forskrækkelse og skynder sig ned ad de mange trapper og ind i sin fars gamle kontor. Chloe ved, at der ikke er noget i det store lokale som er flyttet så meget som én centimeter. Det gør det svære for hende at være der i længere tid. Der er så meget som minder hendes om sin far, og det er så meget af det, som hun selv har givet ham.

”Ja, stedmor?” Spørger hun i en lille stemme.

”Hvorfor er du ikke færdig med at gøre rent endnu?” Hyler Andrea i en streng og meget pivende tone. Chloe kæmper imod at holde sig for ørene.

”For-fordi stepmor afbryder mig,” svarer Chloe i en meget lille stemme, men hun ved, at sin stedmor kan hører hende alligevel.

”Du skal ikke snakke til mig på den måde! Du kan godt glemme at få aftensmad i aften! Gå tilbage til dine pligter!” Råber Andrea og peger hende ud af lokalet. Chloe er knust. Den mad hun får er ikke den samme som det sin stedfamilie får, men det er stadig bedre end at sulte. Med endnu en enkle tårer ned af kinden, løber hun ud af rummet med lyden af sin stedmors latter.  

 

Endelig er dagen kommet for Chloe. Endelig er hun atten, og endelig kan hun selv bestemme.

Hun havde allerede pakket sin taske i den fritime hun havde aftenen før. Nu skal hun bare ud af huset og til lufthavnen uden, at der er nogen der ser hende. Hun bestilte også sin flybillet dagen før. Chloes far efterlod hende hele hans formue, imens Andrea fik hans firma. Chloes far vidste, at hun ikke ville have det; at hun havde andet planlagt i sin fremtid.

Chloe ved, at der ikke er nogen som vågner om morgenen før klokken ti, og da Chloe vågnede var klokken 02:30 om natten. Hun har et fly at nå klokken ti, og hvis hun skal når at være der et par timer før, skal hun afsted nu.

Chloe sniger sig ned ad trapperne med sin skuldertaske og ind i køkkenet. Hun har ikke brug for at tage andet med end de ting, som hun holder mest af. Det vil sige, at hendes taske er fyldt med ting hun har fået af sine forældre.

Hun tager en lille stykke papir og en kuglepen. Hun finder noget morgenmad frem til dem og klistre sin meddelelse på cornflakes pakken med tape. Hun kigger på sedlen med et lille usynligt smil.

 Godmorgen, stedfamilie,

  Jeg er rejst.

 Tillykke med fødselsdagen til mig.

     - Askepot

Chloe vender sig med ryggen mod køkkenet og går ud hoveddøren for sidste gang.

Syv timer senere sidder hun i flyvemaskinen med sin taske på skødet. Hun kigger på den del af billetten som ikke blev taget.

”Destination: L.A, Californien.”

Det her er en ny start på hendes liv, Chloe kunne mærke det. Men om det er en god start eller en dårlig start, kan hun ikke rigtigt svare på.

Turen fra London til Los Angeles tager cirka elleve timer direkte, så Chloe læner sig tilbage i sin førsteklasse stol og forbereder sig på at sove det meste af vejen.

 

To år senere er kælenavnet Faith kendt i alle husstande. Chloe er et navn som kun meget få mennesker kender til, og det har jeg det bedst med. Ingen har lov til at kalde mig Chloe, og det ved de. Selvom jeg har været aktiv i musikbranchen i næsten to år, så har jeg aldrig snakket højt om mit fulde navn, kun at Faith er et mellemnavn. Det er ikke, fordi jeg er bange for, at min stedmor skal komme og finde mig – jeg er på nettet og i blade over hele verden, selvfølgelig vil hun kunne genkende mig – men fordi jeg bare ikke vil have, at der er nogen som bruger det. Andrea har ødelagt det navn min mor gav mig, og derfor hader jeg hende af hele mit hjerte. Selvom jeg virkelig prøvede at finde noget godt i hende, så lykkedes det mig ikke i de to år, jeg boede med hende.

”Faith! Åh, hvor er det godt at se dig igen!” Hviner min bedste veninde. Jeg giver slip på Masons hånd og løber hende i møde.

”Bella!” Sukker jeg og krammer hende tæt ind til mig. Isabella er lige kommet hjem fra en filmpremiere i England, og jeg har savnet hende helt vildt. Jeg trækker væk fra krammet og spørger hende, hvordan det var at være hjemme.

”Det var helt fantastisk! Jeg vil ønske, at du var der sammen med mig!” Isabella er fra England ligesom mig, men hun er fra London, imens jeg er fra South Shields. Det er så langt fra hinanden, at vi aldrig ville kunne have mødt hinanden.

”Du ved godt, at jeg ikke har tænkt til at tage tilbage der til,” svarer jeg i en lille stemme, og Isabella smiler forstående til mig. Det er derfor, jeg elsker hende så meget. Jeg har ikke fortalt nogen – heller ikke Isabella – om min fortid, og hun forstår, at hun ikke skal stille spørgsmål, før jeg selv er klar til at komme og fortælle hende det.

Vi går tilbage til min kæreste, Mason, arm-i-arm. Jeg tager Masons hånd i min anden hånd, og sammen går vi ud af lufthavnen og ind bagerst i min bil.

”Hjem, tak,” siger jeg til min chauffør som giver mig en salut i bakspejlet. Jeg smiler til ham og kigger tilbage på min bedste veninde.

”Det er virkelig dejligt, at du er hjemme igen, Bella! Det har bare ikke været det samme uden dig,” siger jeg vil hende og giver hende et side-kram.

”Tro mig,” siger hun og laver fagter med sine hænder. ”Du er helt klart bedre selskab end, sådan, alle,” svarer hun og griner. Jeg griner sammen med hende og ligger mit hoved på Masons skulder. Han kysser min pande og kigger sin hånd på mit bare lår. Jeg smiler og kigger ud af vinduet. Mason er en mand af få ord, og det er én af de ting, som jeg elsker ved ham. Vi behøver ikke snakke sammen hele tiden for at opretholde et forhold. Nogle gange siger handlinger mere end tusinde af ord.

Turen til mit hus er kort, og snart holder vi ude foran min hoveddør.

”Tak for turen, James,” siger jeg og lukker bildøren efter mig. Han triller langsomt væk og ind i garagen. Jeg kigger op på mit lille to etagers hus og smiler, mens jeg bider mig i læben. For snart ét år siden besluttede Isabella og jeg os, for at vi skulle flytte sammen, og så fandt vi den her lækre to etagers bygning. Jeg går hen til Isabella og tager én af hendes kufferter og går op til hoveddøren. Mason har allerede låste op med en nøgle, jeg gav ham lige før. Vi går ind i huset og direkte hen til elevatoren, som vi kun bruger, når vi har ting, som vi ikke kan tage op ad trapperne uden at ødelægge et eller andet. Vi går hen til hendes værelse i stilhed, og jeg stiller kufferten ved siden de andre for enden af sengen. Jeg kigger mig omkring, og jeg kan ikke lade være med at grine lidt over alle de berømtheder, der kigger tilbage på mig.

”Hvad er så sjovt?” Spørger Isabella. Jeg trækker på skulderne og går hen til en af plakaterne.

”Jeg har bare en følelse af déja vú,” svarer jeg og efterligner billedet på plakaten.

”Den rigtige version er bedre,” svarer hun og griner. Jeg smiler og går over for at give hende et kram. Vi står der et øjeblik, før Mason kommer ind og siger, at han er nødt til på arbejde. Jeg nikker og går med ham ned. Vi står ude foran min lukket hoveddør. Han trækker mig ned til et kys, og vi står i hinandens arme i et kort stykke tid, før han er nødt til at skulle af sted.

”Vi ses i morgen, okay?” Spørger han og kigger ned på mig med et kærligt blik. Jeg nikker og giver ham et hurtigt kys på læberne. ”Jeg elsker dig,” siger han og kærtegner min kind. Jeg rødmer, men jeg siger ikke noget. Han giver slip og går hen til sin bil. Han vender sig om til mig, før han går ind i bilen. Jeg vinker til ham, og han smiler tilbage til mig. Kort tid efter er han væk, men jeg står stadig ude foran min dør og kigger en vej, som han forsvandt. Jeg har det så dårligt over, at jeg ikke kan fortælle ham, hvorfor jeg aldrig svarer ham. Et sted så ved jeg jo, at jeg elsker ham men et andet sted, så er jeg bange for, hvad der sker, hvis jeg lade mig selv omfavne det.

 

Jeg har en fridag i dag, og den har jeg valgt at bruge på, at tage med Isabella på arbejde. Hun fik en rolle i en ny film for tre uger siden, og du har første filmning i dag. Jeg kender ikke til andet ud over den person Bella skal spille, og at hun har en kærlighedsinteresse i filmen. Hun har ikke villet fortælle mig, hvem den interesse er.  

Jeg sidder med hende i hendes personlige trailer, som hun har, fordi hun er hovedpersonen i filmen. Vi sidder og kigger igennem hendes manus, og jeg lader som om, at jeg ved, hvad det hele betyder. Jeg er sanger ikke skuespiller.

Isabella bliver kaldt på sættet, og jeg følger efter. De starter fra den scene, hvor Isabellas karakter møder den her fyr første gang. Jeg får dog en ubehagelig overraskelse, da vi træder ind på sættet. Mason sidder i en af stolene bag kameraer og snakker med instruktøren.

”Hvad laver Mason her?” Tænker jeg højt.

”Han er en del af filmen, fortalte jeg dig ikke det?” Spørger Isabella med et skyldigt tonefald. Jeg kigger måbende på hende, men så tager jeg mig sammen og trækker på skulderne. Hvorfor er det sådan en stor ting, at det skal holdes fra mig? Spørgsmålet svarer sig selv, da jeg ser navnet bag på den stil Mason sidder på. Det er tydeligvis navnet på hans karakter, da jeg har set det i Bellas manuskift. Det, som jeg bare ikke kan lide er, at det er navnet på kærlighedsinteressen.

”Faith!” Isabella kalder efter mig, men jeg ignorere hende og går hen til min kæreste i snart ét år.

”Hej, skat,” siger jeg og ligge en hånd på hans skulder. Han hopper ud af stolen i chok og kigger overrasket på mig.

”Faith! Hva-hvad laver du her?” Spørger han og klør sig i nakken.

”Jeg har en fridag,” svarer jeg som om, det giver svaret på det hele. Jeg kigger tilbage på Isabella som ser skyldig og akavet ud. ”Hvorfor holdte I det fra mig?” Spørger jeg koldt og afslappet. Isabella kommer hen og står ved siden af Mason.

”Fordi vi kender dig, og vi vidste, hvordan du ville reagere. Vi troede heller ikke, at det ville være en stor ting,” tilføjer hun og trækker på skulderne, men jeg kan se, at hun fortryder sin ord lige i det, hun siger dem.

”Så min kæreste og min bedste veninde holder deres arbejde skjult for mig?” Spørger jeg i den sammen tone. ”Okay,” siger jeg og trækker på skulderne. Jeg vender mig om og forlader sættet alene. De kalder begge efter mig, men jeg ignorere dem og kører hjem i den bil, som Isabella og jeg kom i, fordi jeg er ligeglad med, hvordan hun har tænkt sig at komme hjem.

Jeg er ikke sur på dem, jeg er kun irriteret over, at de ikke fortalte mig det. Jeg ved, at de er bange for, at jeg er sure på dem, fordi jeg ved, at de kommer til at have en kysse scene, men jeg ved også, at Mason er tro overfor mig, og at Isabella aldrig vil gå bag ryggen på mig med min kæreste.

Jeg er ikke bekymret.

Jeg er irriteret men ikke bekymret. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...