Det dramatiske kys

Jeg hører den velkendte lyd af toget der kommer nærmere, rejser mig og ligger min mobil i lommen. Mine hænder er svedige og mit hjerte banker. Hele dagen har jeg gået, og glædet mig til at se ham. Hele dagen har jeg gået og planlagt, hvordan jeg i aften vil kysse ham midt på scenen en gang for alle, men nu hvor jeg skal til at se ham i øjnene, har jeg mest bare lyst til at tage hjem, og lade drømmen om at kysse ham, forblive en drøm. Håber I kan lide denne lille novelle! I må hellere end gerne skrive hvad i synes om den i kommentarfeltet<3

1Likes
0Kommentarer
56Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg hører den velkendte lyd af toget der kommer nærmere, rejser mig og ligger min mobil i lommen. Mine hænder er svedige og mit hjerte banker. Hele dagen har jeg gået, og glædet mig til at se ham. Hele dagen har jeg gået og planlagt, hvordan jeg i aften vil kysse ham midt på scenen en gang for alle, men nu hvor jeg skal til at se ham i øjnene, har jeg mest bare lyst til at tage hjem, og lade drømmen om at kysse ham, forblive en drøm.

Jeg vil ikke sige, at det var kærlighed fra første blik, men han lavede et skide godt førstehåndsindtryk! Han sagde ikke bare ”Hej”, som de andre på drama holdet, nej, han gav hånd, kiggede mig i øjnene, nikkede og sagde: ”Hej, jeg hedder Alex”. Det lyder måske ikke af meget, men i dagens Danmark, kan et simpelt håndtryk feje benene under mig; og det gjorde det bestemt også.

Jeg kigger desperat efter ham, da toget køre ind på station, og finder ham siddende i den bagerste vogn. Da jeg træder ind i vognen, får vi øjenkontakt, og hele hans ansigt lyser op.

”Halløj!” siger han muntert, og rejser sig for at give mig et kram.

”Hey!” siger jeg, og vi krammer. Egentlig har jeg ikke lyst til at give slip på ham, men tanken om hvor akavet det ville blive hvis jeg blev ved, med at holde fast, får mig til at slippe ham, måske lidt får hurtigt.

Jeg startede til drama som valgfag tilbage i slut januar, og det var nok den bedste beslutning jeg har taget i mit liv! Ikke kun på grund af, at jeg har mødt Alex, men også på grund af alle de nye mennesker jeg har mødt på grund af det, som jeg måske aldrig ville have kommet i kontakt med, hvis det ikke var for lige præcis det valg. Selvom jeg startede på holdet sent, formåede jeg stadig at få en rimelig stor rolle, og lære alle replikkerne rimelig hurtigt. Jeg flyttede skole tilbage i november, og af den grund skulle jeg vælge nyt valgfag, og det blev så som sagt drama.

”Er du nervøs?” spørger han, da vi har sat os ned. Premieren på det stykke vi har arbejdet på er i aften, og jeg er lige ved at sprænge af nervøsitet, dels på grund af at det er premieren, og dels på grund af min plan om at kysse ham, når stykket er slut.

”Tja, det er ikke så slemt” lyver jeg ”Hvad med dig?”

”Jeg er lige ved at sprænge, af nervøsitet” svare han, og griner nervøst.

Drama forgik hver tirsdag aften, på en skole der lå i en by ca. et kvarter fra hvor jeg boede. En bus kom, og kørte en del af os der skulle til drama, inklusiv Alex og jeg, tur retur mellem skolen, og der hvor vi boede. Det vil sige, at Alex og jeg ca. havde en halv time til, at snakke bare os to, en gang om ugen. Altså selvfølgelig snakkede vi også sammen, da vi var til drama, men det var kun lidt, da vi jo skulle øve på stykket. Vi snakkede ikke rigtig med hinanden på andre tidspunkter, end når vi var til drama på grund af, at Alex er en af de få teenagere, jeg nogen sinde har mødt, som ikke sidder på sin mobil 24/7. Men her det sidste stykke tid, er vi begyndt at skrive mere sammen men det er ikke så meget.

”Hvordan går det ellers?” spørger han, og jeg bliver revet ud af mine tanker.

”Det går godt! Jeg er bare lidt træt” svarer jeg hurtigt ”Hvad med dig?”

”Det går også fint jeg er også bare lidt træt” vi griner, og der bliver atter akavet stilhed. Normalt plejer det ikke, at være så akavet. Er det måske på grund af min nervøsitet? Eller er det på grund af, at vi er vand til, at være omgivet af mennesker, og det er første gang vi er sådan helt alene? Tænk hvis vi det, altid vil være akavet når vi er alene! Jeg kan da ikke være kærester med en, som jeg ikke kan finde ud af at være alene med, uden det bliver akavet!

I bussen og til drama var vi altid omgivet af mennesker, men nu bliver vi nød til at tage toget ind til byen, da det er et helt andet sted vi skal optræde, end der hvor vi øvede.

Jeg kigger på min mobil, og ser en påmindelse fra Facebook, om at premieren er i aften. Jeg ligger den hurtigt ned i lommen igen, for at han ikke skal tro at jeg sidder og skriver med nogen, eller sådan noget. Jeg vil ikke have at han skal tro, at jeg er afhængig af min mobil, selvom jeg nok er det…

Da toget kører ind på den station hvor vi skal af, rejser vi os begge op, og går mod udgangen. Toget stopper med et ryk, og dørene åbner.

”Jeg tror ikke du har nogen anelse om, hvor meget jeg har glædet mig til at se dig!” siger han og smiler da vi træder ud på perronen.

”Jeg har også savnet dig” siger jeg og smiler, da vi har presset os ud af den menneske strøm, som skulle ind i toget.

Jeg kan mærke, at min nervøsitet bliver mindre, da jeg ser, at han nu er helt rød i hovedet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...