Crown of Glass ♚ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jul. 2017
  • Opdateret: 1 jan. 2018
  • Status: Igang
Spin-off til "Kingdom Come" // Kongeriget Laku er truet af oprører. For at sikre landets position sender Kong Porter sin datter, Prinsesse Talia, til Doran Lean. Han håber, hun kan blive den næste dronning og dermed redde Laku. Men kongen ved ikke, at Talia elsker hans bedste soldat, Niall. De to holder på hemmeligheden, da frygten for straf er større end håbet om en lykkelig slutning. Fastslået på at forhindre en katastrofe tager Talia af sted, men hvordan skal hun kæmpe for Prins Harry's hjerte, når hun allerede har givet sit eget væk? Talia må på en lang, hård rejse for at nå lykken. Oprørerne har nemlig en plan, og den involverer hende og dem, hun elsker mest. Men hvem kan hun egentlig stole på i et kongerige, hvor næsten alle er klar til at sætte andres liv på spil for selv at overleve?

68Likes
84Kommentarer
9024Visninger
AA

9. Kapitel 6 // "Paper Princess"

PAPER PRINCESS

Da jeg først vågnede, troede jeg, at jeg lå i min egen seng. Sandheden gik hurtigt op for mig, da jeg slog øjnene op og så de ny omgivelser i værelset. Jeg var ankommet sent i går aftes og det var et helt andet rum jeg så denne morgen. Lyset afslørede alle detaljerne, og det var tydeligt, at alle møblerne var placeret med omtanke og at enhver mulig sprække i væggen for længst var repareret. Jeg mærkede for alvor, at jeg befandt mig i det største og rigeste kongerige. Hvis jeg havde håbet det var et mareridt indtil nu, kunne jeg ikke længere lyve mig selv op i ansigtet. Det her var virkelighed og jeg skulle tilbringe den næste stykke tid i Doran Lean. Præcis hvor længe var jeg ikke klar over og uvisheden skræmte mig mere, nu jeg var her.

Jeg satte mig op i sengen og tog en dyb indånding. Jeg havde lyst til at græde ved følelsen af det nye, fremmede sted. Det var ikke her, jeg burde være, tænkte jeg. Alle de dårlige tankerne fløj rundt i hovedet og gentog sig. Jeg sad sådan i ti minutter, før den første tåre faldt ned ad min kind. Jeg skyndte mig at tørre den væk – mine nye tjenestepiger måtte ikke se mig sådan her. Det var ikke en prinsesse værdig.

Prinsesse. Det var det, jeg var, tænkte jeg, og påmindede mig selv om, at det ville være sådan til evig tid. Jeg kunne ikke slippe fra det, og det var min titel, der var grund til, jeg var her. Jeg skulle kæmpe for kongeriget, ikke mig selv. Hvis Laku skulle overleve, skulle vi bruge penge. Doran Lean var en af de sidste muligheder.

Der blev pludselig banket på døren. Jeg vidste, at det var mine tjenestepiger, der skulle hjælpe mig med at komme i gang med dagen. Jeg tog hånden rundt om Nialls halskæde og fandt styrken til at sige: “Kom ind.”

To piger kom forsigtigt ind og stillede sig for enden af min seng. Den laveste af dem havde brunt hår til skuldrene og selvom hun havde fået besked på at holde en streng mine, kunne hun ikke holde sit naturligt, store smil tilbage. Hun præsenterede sig selv som Fredrica.

Den anden tjenestepige hed Lindita. Hun var på samme alder som mig (Fredrica var lidt ældre) og havde blondt hår.

“Vi er så glade for at have fået en af prinsesserne,” fortalte Fredrica og blottede sine tænder i et smil, der kunne gøre alle glade. Selv jeg mærkede en glæde finde vej frem i min krop.

“Vi bør nok fortælle dem, at mange af de andre har fået tre tjenestepiger, men din far bad om, du kun fik to på din alder, da det er det, du er vant til hjemmefra. Så her er vi,” præsenterede Lindita og kiggede blidt på mig.

Det kom bag på mig min far havde bedt om det, men jeg havde aldrig været mere taknemmelig. Jeg kunne allerede mærke, at tre nye piger, jeg skulle lære at kende, havde været for meget. De her to var tilpas nok.

“Men lad os gøre dig klar til dagen! I skal alle sammen mødes om to timer, hvor I vil blive præsenteret for Prins Harry,” fortalte Fredrica mig og hev stolen ud, der stod foran spejlet.

De ventede på, at jeg rejste mig, og da jeg ikke længere følte, jeg kunne blive siddende, tog jeg mig sammen. Jeg satte mig hen på stolen og kiggede på mig selv i spejlet. Mine kinder var røde, men det virkede heldigvis ikke til, at mine tjenestepiger fandt det besynderligt. Jeg tog en dyb indånding og lod dem gøre mig klar til det store, vigtige møde.

Fredrica og Lindita elskede at snakke sammen. De startede med at stille mig en masse spørgsmål, men da jeg ikke rigtigt svarede, endte de med at snakke med hinanden. Det gjorde mig ikke noget. Jeg lærte hurtigt, at Fredrica savnede syden, som hun havde besøgt flere gange, men at hun alligevel ville rejse til østen næste gang, hun havde nok penge. Lindita kunne bedre lide at blive i Doran Lean og elskede at arbejde på slottet. Ud fra deres samtale forstod jeg to ting om hende 1) hun havde før arbejdet i køkkenet, men det gik ikke, så det seneste år havde hun været under træning som tjenestepige og 2) hun havde et crush på Prins Harry.

”Du bliver nødt til at stoppe med det dagdrømmeri, Lin,” opfordrede Fredrica og rullede med øjnene, mens hun satte hårnåle i min hår.

Lindita sukkede. ”Ja, ja, men du kan ikke komme udenom, at han er så lækker.”

Fredrica kunne ikke komme udenom det, for hun nikkede efter at have forestillet ham for sig.

Et smil havde fundet sig frem til mine læber under deres samtale. De var sjove at høre på, og dem måde, de kommunikerede med hinanden, viste mig, at de kendte hinanden godt. Det glædede mig.

”Så Prinsesse Talia, nu skal vi bare finde en kjole,” sagde Lindita efter de havde givet mig en let makeup på og sat mit hår op. De førte mig hen til det store klædeskab, og da Fredrica åbnede dørene stoppede mit hjerte med at banke. Der hang så mange, smukke kjoler. Mange af dem var grønne, men der var også en lilla, en rød og en blå. De fleste af dem gik helt ned til fødderne, men indimellem hang der også nogle lårkorte kjoler.

Kjolerne var mere end jeg turde håbe på, og jeg så frem til at prøve så mange som muligt. Jeg trådte et skridt frem og hev bøjlerne frem og tilbage indtil jeg fandt den rette. Den udvalgte kjole var hvid, men havde et hint af et grønt skær. Toppen var broderet med perler og blonder og ærmerne hang ude på skulderen og var i lige linje med toppens udskæring. Perlerne fortsatte ned til lige over hofterne, og blev erstattet af et simpelt, tætsiddende tylskørt. Jeg elskede kjoler som disse, og jeg følte hverken at denne var for meget eller for lidt.

Mine tjenestepiger hjalp mig i kjolen. ”Åh, så smukt!” udbrød Lindita, da hun havde lynet lynlåsen op og kunne studere mig sammen med Fredrica. ”Den passer perfekt til din hudtone.”

Fredrica nikkede ivrigt. ”Prins Harry skal nok ligge mærke til dig,” smilede hun og åbnede døren til værelset. Det var tid. ”Vi er på dit værelse, når du kommer tilbage,” informerede hun mig om, inden jeg gik ned ad gangen og var efterladt til mig selv.

Jeg fandt mig selv fare vild på vejen derhen. Ikke fysisk, men i mine tanker. Den plan, Niall og jeg havde lagt, lå rodet sammen med tanken om, hvordan Harry mon var. Var han led, ondskabsfuld? Eller var han flink og sød? Jeg plejede ikke at være en, der troede på rygter, men i denne situation virkede det som om, der var så mange beviser mod ham.

Da jeg endelig nåede indgangen til rummet, stoppede jeg op. Det var nu, det gjaldt. Nu jeg skulle gøre alt, jeg havde lært. Men jeg kunne ikke gå derind. Hvad nu hvis det ud fra et objektivt synspunkt gik godt, og Harry kunne lide mig? Men på den anden side, ville det være afgørende for mit land. Jeg tog en dyb indånding og gned mine fingre mod mine svedige håndflader. Nu går du bare derind, sagde jeg til mig selv.

Jeg mærkede mine fødder bevæge sig, før jeg selv var med. Men jeg var på vej og før, jeg vidste af det, stod jeg i døråbning til det store lokale. Jeg havde ikke regnet med, at alle pigerne allerede ville være der, men da jeg stod og kiggede, så jeg dem.

De stod i tre grupper. To piger, jeg ikke vidste, hvem var, stod længst væk og snakkede. Lidt væk fra dem stod en høj, tynd pige og rettede sit skørt til. Hendes hår var lysebrunt og herfra kunne jeg se, hvor meget makeup, hun havde i ansigtet. Da jeg nåede de to sidste piger, jeg hurtigt genkende som Prinsesse Aretha og Prinsesse Marissa, studerede de mig. Aretha smilede blidt, inden hun vendte sit blik tilbage mod Marissa. De tre andre piger, havde slet ikke lagt mærke til mig endnu.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Burde jeg gå hen til Aretha og Marissa og præsentere mig selv? Eller skulle jeg forvente, at de kom til mig? Jeg følte mig udenfor, og konkurrencen var ikke engang begyndt endnu.

Jeg tog et par skridt frem, men blev stående. Mit blik røg igen hen til de tre andre piger. De så mig og studerede mig. Hende, der før havde stået alene, var nu gået hen til de andre. Hun bar en stor, sort kjole. Det udtryk hun sendte mig, fortalte mig, at hun ikke var en, jeg ønskede at omgås med. Hvad angik de andre, var jeg mere åbne. De smilede.

Pludselig begyndte trompeterne at spille og overdøvede alle mine tanker. ”Lad mig præsentere Prins Harry Edward d. II!” blev der råbt. Dørene blev åbnet og dér stod han. Han gik med raske skridt ud i lokalet. Hans tilstedeværelse var ikke til at tage fejl af, han var en ægte prins. Jeg havde set billeder af ham før, men hans brune krøller var mere fremtrædende i virkeligheden. De hang ned langs hans ryg og endte lidt under kanten af den kongeblå jakke, han bar. Hele fronten havde gulddetaljer påsyet og under den bar han en hvid skjorte.

”Velkommen,” hilste han med en tydelig stemme. ”I seks er blevet nøje udvalgt af min far, Kong Leopold, til at bo her på slottet, hvor jeg så skal finde min kommende brud. Derfor vil jeg byde velkommen til den ukronede Dronning af Doran Lean, selv om det endnu er uvist, hvem af jer det bliver.” Først nu kiggede jeg rundt på de andre piger. Det var tydeligt, at de tre, der ikke var prinsesser, var mere ivrige efter at få hans opmærksomhed, end Aretha og Marissa. Harry kiggede flirtende på pigen i den sorte kjole, mens han snakkede. Lige nu gjorde det mig ingen ting.

”Jeres ophold her på slottet vil foregå sådan, at der hver dag vil være samlede udflugter eller andre begivenheder her på slottet med mig, Prins Harry Edward. Der vil også være individuelle stævnemøder, så jeg kan få jer alle i enerum,” forklarede han og sendte os alle et egoistisk smil. Det var i hvert fald sådan, jeg opfattede det. Det var tydeligt, at han var utrolig selvsikker. ”Hver anden uge vil jeg blive tvunget til at sige farvel til en af jer, medmindre jeg ønsker det før.” Jeg kunne ikke lide tanken om, at jeg ikke selv måtte tage hjem. Det var ham, der bestemte, ham, der skulle sende mig hjem. Jeg fik ondt i maven.

”Ellers vil jeg nu invitere jer ind til vores første samtale. Husk førstehåndsindtrykket, da det her vil have betydning for jeres fremtidige ophold. Vi starter alfabetisk, så Prinsesse Aretha, hvis du vil følge med,” sagde han og kiggede rundt. Vidste han ikke, hvem der var hvem? Aretha trådte selv frem og sammen gik de ned til en dør i den anden ende af lokalet. Den blev lukket bag dem og jeg blev efterladt med de andre fire piger. 

Jeg kiggede rundt og Marissa fangede mit blik. Hun skyndte sig hen til mig. ”Prinsesse Talia, dejligt at se dig igen,” sagde hun og krammede mig. Jeg mærkede varmen finde frem i min krop. Det var rart, at hun var kommet hen til mig. 

”I lige måde,” hilste jeg og sendte hende et smil. Vi havde mødtes én gang til min brors bryllup. Det var efterhånden en del år siden. ”Så du er også blevet udvalgt til at komme her,” sagde jeg og følte, at det lød mere negativt, end det var ment.

Marissa nikkede. ”Harrys mor, Dronning Eira, har altid ønsket, at jeg skulle giftes med ham, så jeg tror, hun havde haft indflydelse på min deltagelse,” fortalte hun og trak på skuldrene.

”Harry og dig?” spurgte jeg for at få præciseret.

Hun nikkede. ”Harry og jeg er barndomsvenner, men vi har aldrig elsket hinanden på den måde. Du lagde nok ikke mærke til det, men du skulle have set det blik, han sendte til mig, da han så mig, haha,” grinede hun. ”Han vidste ikke, hvem der ville komme, og det var tydeligt, han ikke havde regnet med at se mig.”

Jeg smilede forsigtigt til hende, mens hun talte. Det var rart, at hun førte den største del af samtalen, så jeg kunne stå og lytte. Godt nok var vi kun få i lokalet, men eftersom jeg ikke kendte nogen, føltes det som en sal fyldt med bekendte fra Laku.

”Har du egentlig styr på, hvem de andre er?” spurgte hun mig og stillede sig ved siden af mig, så vi begge kunne kigge på de andre piger. Hende i den sorte kjole var nu gået væk fra de andre igen og beordrede hendes hofdame til at sætte hendes hår bedre. Jeg besluttede her, at jeg ikke ville have noget med hende at gøre.

”Nej,” svarede jeg på Marissas spørgsmål.

Hun pegede på pigen. ”Det der er Serena Lexington,” fortalte hun mig. Serena passede til hende, tænkte jeg. ”Jeg ved kun, hvem hun er, fordi hendes familie laver smykker. Jeg ved endnu ikke, hvem de andre er.”

Jeg studerede de to andre piger. De måtte ligesom Serena være fra Doran Lean. Men hvilken relation de havde til kongefamilien, havde jeg ingen idé om.

Jeg følte ikke, jeg havde snakket med Marissa særlig længe, før døren gik op og den næste pige blev kaldt det. ”Miss Kenzie Woods,” blev der råbt og den ene af de ukendte piger gik storsmilende hen mod døren. Aretha kom ikke tilbage.

Jeg snakkede videre med Marissa, indtil hun blev kaldt ind. Herefter var det Penny, som jeg nu også vidste, hvad hed. Til sidst stod jeg tilbage med Serena. Hun studerede mig fra top til tå flere gange og sendte sure blikke, men jeg prøvede at ignorere hende. Endelig blev hun også kaldt ind og jeg kunne slappe af. Jeg var alene tilbage i den store sal, men følte mig mere tilpas end tidligere.

Jeg lukkede mine øjne og tog en dyb indånding. Lige indtil døren blev åbnet og jeg blev kaldt ind. Mit hjerte begyndte at banke som jeg gik hen mod døren. Jeg var nervøs, ikke fordi, jeg skulle møde Harry, men fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle opføre mig. Niall havde sagt, jeg skulle være mig selv, men hvordan var jeg helt præcis det?

Da jeg kom ind i rummet, stoppede de. Jeg blev mødt af Harry, der rejste sig og gav min hånd et klem. “Prinsesse Talia, sæt dig ned,” bad han blidt og pegede mod den frie af stolene. Jeg satte mig og sad nu helt tæt på ham. Jeg bemærkede smilehullerne, da han smilende afventede en reaktion fra mig. Da der ikke kom nogen, åbnede han samtalen. ”Fortæl mig om dig selv,” foreslog han og lænede sig godt tilbage i stolen. Hans albuer var placeret på armlænene og han flettede sine hænder sammen.

Jeg kiggede på ham og så ind i hans grønne øjne. De var ikke ligeså varme som Niall. De var slet ikke til at sammenligne. Harrys var selvsikre på den dårlige måde, men samtidig så jeg også en interesse. Men det var ikke samme baggrund som Niall, når han ønskede at vide, hvordan jeg havde det.

Uden at tænke over det, gengav jeg den måde Niall havde beskrevet mig på. Det gik op for mig, hvor egoistisk det måtte lyde, nu når det kom fra min egen mund. Jeg tog en stort slurk af den te, der var placeret på bordet. Det her var ikke en del af planen og min panik forårsagede mig til at bryde mine manerer.

“Interessant,” hørte jeg Harry kommentere. Jeg kunne ikke regne ud, om han tænkte på min præsentation eller opførsel. Lige meget hvad så prøvede han at regne mig ud med sit blik. Det var ubehageligt. Betød det her, at han kunne lide mig eller ej?

“Men hvad med dig? Hvem er du?” spurgte jeg og håbede, at han ville falde i fælden og snakke om sig selv indtil tiden var gået. Men mit ellers smarte spørgsmål viste sig at være et taktisk dårligt valg fra min side.

“Ved du hvad, Prinsesse Talia, du er den første af pigerne, der har stillet det spørgsmål,” fortalte han og løftede sine læber op i et kækt smil.

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Den her plan slog fuldkommen fejl.

”Men det her skal ikke handle om mig,” begyndte han og samlede hænderne igen og studerede mig. “Det er meningen, jeg skal lære jer at kende.”

”Undskyld jeg siger det, Prins Harry, men hvad får du ud af denne konkurrence, hvis vi ikke lærer dig at kende?”

Harry løftede sit øjenbryn. Jeg kunne ikke se om han var imponeret eller irriteret. “Jeg mener, du skal vælge dig en kone, men hvis det forhold skal blive godt, skal vi da også vide, hvem du er.”

Han virkede til at tænke længe, men i realiteten gik der nok kun nogle sekunder. ”Hvad vil du da gerne vide?” spurgte han, mens jeg kunne se, at tankerne kørte rundt i hans hoved.

Jeg trak på skuldrene. “Det ved jeg egentlig ikke, for jeg ved stort set intet om dig, jeg ved ikke engang om rygterne er sande eller ej.”

Harry fnøs og rullede med øjne. “Rygterne,” gentog han frustreret og rystede på hovedet. “Jeg er så træt af de aviser, eftersom alle jer piger har spurgt om det.”

“Så de er ikke sande?”

“Selvfølgelig er de ikke sande. I hvert fald ikke i den ekstreme udgave, de beskriver.”

“Hvad skal det betyde?” Harry var fornærmet og jeg var ikke klar over om det var vejen frem.

“Jeg er ikke bare en mand, Talia, jeg er også en prins. Pigerne elsker mig. Alle dem, der ikke tager imod deres tilbud, er dumme. Men det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke leger med dem, og at det slet ikke sker så ofte, som medierne skriver.”

Det kom bag på mig, at han bare afslørede alle disse detaljer over for mig. Det virkede ikke som noget, han fortalte til enhver.

“Men nok om mig, jeg vil gerne vide, hvem du er. Eftersom du er den sidste pige kan vi blive siddende så længe, jeg synes, vi skal.”

Hans måde at bestemme tingene på kunne jeg ikke lide. Han kunne da i det mindste spørge mig, om jeg havde lyst til at sidde her med ham udover den tid, der allerede var sat af.

“Der er ikke så meget at sige,” sagde jeg af bedste evne. Det var især det her, Niall havde lært mig.

Harry stirrede. “Du er slet ikke som de andre piger, Prinsesse Talia,” sagde han med spidse læber. “De var alle virkelig interesserede, så lad mig stille det spørgsmål, jeg indtil videre har stillet alle.”

Jeg stivnede.

“Hvordan reagerede du, da din far fortalte dig, at du skulle være med?”

Harrys smil var slesk og blikket matchede. Han satte mig på prøve og jeg havde ingen tid til at overveje mit svar. I så fald ville han kunne tælle min nervøsitet i sekunder.

Jeg valgte at fortælle sandheden. “Ærligt, så blev jeg ikke glad. Laku er mit hjem og der, jeg helst vil være. Jeg er ikke særlig god til at være for længe væk hjemmefra.”

Harrys øjenbryn havde løftet sig, mens jeg svarede ham. “Så hvis jeg sendte dig hjem nu, ville du blive glad?”

“Nej,” hørte jeg mig selv sige. Svaret kom bag på mig, men jeg erkendte hurtigt at det var min samvittighed, der kom frem i lyset. “Min far har brug for pengene,” begrundede jeg og mærkede min titel som prinsesses betingelser overtage mig.

Prins Harry nikkede sagte. “Endnu en af dem. Sig mig hvor mange i Nordregionen har pengeproblemer?” Det virkede mest som om han stillede det spørgsmål til sig selv.

“Det er svære tide vi lever i med oprørerne,” nævnte jeg.

Harry nikkede. “De forbandede oprører,” mumlede han, men jeg hørte ham tydeligt.

“Ved du hvad, Prinsesse Talia, jeg tror det her var nok. Du kan gå.”

Hans ord kom bag på mig, men jeg rejste mig, najede og forlod rummet. Jo hurtigere, jeg kunne komme ud, jo bedre. Harry blev siddende i stolen og krumningen ved hans øjenbryn afslørede, at han var forvirret. Men han havde lige mødt seks helt forskellige piger, så jeg forstod ham. Det her handlede om, at han skulle finde en kone, og jeg var sikker på, at han som ethvert andet menneske, inderst inde, ønskede at finde kærligheden. Jeg var af den overbevisning, at kærligheden var vejen til lykke. Selvom jeg havde indset, at det også kunne føre til ulykke. For jeg elskede Niall af hele mit hjerte, og hvis jeg ikke endte med ham, ville mit hjerte være i stykker for resten af livet.

 

***

Så er vi i gang igen! Jeg har sådan savnet Aretha og Harry, og det er så mærkeligt, at de nu er med igen, men uden historien er fra deres synsvinkel haha. Hvad synes I om kapitlet? <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...