Crown of Glass ♚ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jul. 2017
  • Opdateret: 23 sep. 2017
  • Status: Igang
Spin-off til "Kingdom Come" // Kongeriget Laku er truet af oprører. For at sikre landets position sender Kong Porter sin datter, Prinsesse Talia, til Doran Lean. Han håber, hun kan blive den næste dronning og dermed redde Laku. Men kongen ved ikke, at Talia elsker hans bedste soldat, Niall. De to holder på hemmeligheden, da frygten for straf er større end håbet om en lykkelig slutning. Fastslået på at forhindre en katastrofe tager Talia af sted, men hvordan skal hun kæmpe for Prins Harry's hjerte, når hun allerede har givet sit eget væk? Talia må på en lang, hård rejse for at nå lykken. Oprørerne har nemlig en plan, og den involverer hende og dem, hun elsker mest. Men hvem kan hun egentlig stole på i et kongerige, hvor næsten alle er klar til at sætte andres liv på spil for selv at overleve?

49Likes
72Kommentarer
3899Visninger
AA

3. Kapitel 1 // "Behind These Castle Walls"

BEHIND THESE CASTLE WALLS

Den sene sommerhede varmede os. Min familie og jeg drak eftermiddagste i haven. Det var en tradition, at vi samlede os ved havebænkene, når højtiden var skønnest. Vi foretrak altid den sidste del af sommerens blomstring. Der var lunt, men ikke for varmt. Alle blomsterne stod smukt og svajede i den lette brise. Jeg elskede denne tid på året. Det var nu Laku var smukkest. Jeg elskede også, når vi sad herude, for her var vi en familie. Vi snakkede hverken om kongerigets problemer eller om fremtidige, vigtige gæster. Herude var vi bare en familie, der nød hinandens selskab. Ingen af os havde vores formelle tøj på, og selv havde jeg trukket i en knælang nederdel og en top uden ærmer. Det var for varmt til andet.

Min svigerinde, Kronprinsesse Allie, tog ud efter tekanden og hældte frugtte op i porcelænskoppen. Mange ville måske mene, at det var underligt at drikke te i sommerheden, men alle i Laku elskede te. Det var noget af det, vi producerede mest af. Selv Allie, min brors kone, der kom fra Vestområdet kunne ikke få nok af den varme drik.

”Er det ikke bare skønt vejr?” udbrød min mor og lænede sig tilbage i sin stol. Hun lukkede øjnene i og hendes rynkede hud slappede af, mens den tog imod strålerne fra oven. Jeg pustede ud ved tanken om endelig at se hende give slip på alt omkring os, og bare nyde øjeblikket. Det fik min far og mor ikke nok tid til.

Jeg tog en tår af min te og fangede Allies blå øjne. Hun satte sin kop ned og lagde sin hånd på min. ”Er du klar til på fredag?” spurgte hun spændt.

Fredag var min tyveårs fødselsdag. ”Så klar som jeg kan være,” svarede jeg ærligt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente af den store fest, mine forældre havde planlagt for mig.

Allie flyttede en tot af sit brune hår bag øret. Det blev fanget af hendes ørering. ”Jeg var nede i systuen i går, din kjole ser formidabel ud,” komplimenterede hun, mens hun fik viklet totten fri fra guldsmykket.

”Jeg kan slet ikke vente med at skulle bære den,” fortalte jeg hende og smilede ved tanken. Jeg elskede mode og kjoler, og havde været så spændt på at skulle designe min helt egen balkjole. Den var blevet smaragdgrøn, min yndlingsfarve. Kuløren klædte min hår- og hudfarve bedst muligt og de komplimenterende farver fik hele looket til at fremvise ynde. Præcis det, jeg var ude efter.

Min far brød ind i samtalen. ”Det bliver en fantastisk fest, Talia. Tænk begge vores børn ikke længere vil være teenagere, Clarissa,” sagde han både stolt og følelsesfuldt til min mor.

Hun nikkede. ”De er blevet så store,” tilføjede hun, hvorefter alle vores blikke flyttede sig ud til græsplænen. Min storebror, Clay, legede med sin datter, Esmaralda. Hun var blevet fire og lignede Allie mere for hver dag, der gik. De havde det samme brune hår, dog med Clays rødlige undertone. Hun var smuk og den skønneste niece, jeg kunne ønske mig.

Clay fik øje på vores blikke og vinkede kort ind til os, inden hans opmærksomhed røg tilbage på sin datter. Hun løb grinende væk og han blev nødt til at løbe efter. ”Hvor er det dejligt at se ham give slip og nyde sommervejret,” sagde Allie.

Min bror var tronarvingen til Laku. Kronprinsen til vores land. Den rolle kom med et massivt pres, og det var sjældent, at Clay virkelig fik fri til at tilbringe tid med sin familie. Det var derfor et sjældent syn at se ham lege med Esmaralda, Lakus fremtidige tronarving efter ham. Min mor var lykkelig for, at der igen, om flere år, ville komme en ny Dronning på tronen.

Allie og min mor snakkede videre om hvor dejlig, denne dag var. Mens de lovede hinanden, at vi skulle gøre dette oftere, følte jeg mig selv glide væk fra samtalen. Men det var med en klar intention. Jeg vidste, hans blik kiggede min vej. Lige siden vi satte os havde jeg følt ham sende vibrationer.

Jeg kiggede op fra teen gennem mine øjenvipper og gav ham min opmærksomhed. Han smilede ikke tilbage, men hans blik snød mig aldrig. Jeg vidste, hvad han ville sige, hvis vi var de eneste ude i haven. Jeg kendte til alle de ting, han ville gøre, hvis vi ikke behøvede at gemme os fra omverdenen.

Niall strålede i sin uniform. Den ene grund var solen, den anden var hans indre glød og mod. Han stod sammen med to andre soldater og fik hele min familie til at føle os beskyttede. Min far sørgede for, at de altid var i nærheden, men jeg var så glad for, at han havde valgt Niall til eftermiddagens vagt.

Niall og jeg var kærester, men det var der ingen, der måtte vide. Vi var begge skrækslagne for, hvordan min far ville reagere. Niall var bange for, at han ville blive bandlyst for at overtræde sine grænser. Jeg turde slet ikke tænke på, hvad han ville sige til, jeg havde fundet en, der hverken var rig eller prins. Niall kom fra en fattig familie og var i første omgang blevet soldat for at hjælpe sine forældre hjemme på deres gård. Med tiden havde han dog indset, hvor meget han faktisk elskede at passe på og hjælpe andre.

Jeg blev pludselig nervøs for, at mine forældre havde opfattet, at mit blik havde været afvigende for længe. Jeg satte tekoppen ned og faldt tilbage i selskabet. Da jeg mærkede, at emnet var ved at nærme sig min fødselsdag og de mulige bejlere, der ville komme, skyndte jeg mig at forlade bordet.

Jeg rejste mig fra stolen, smed sandalerne og løb ud til min bror. Vinden tog fat om min knælange, hvide nederdel og blæste blidt enderne fra side til side. Jeg elskede når jeg kunne skifte tøj efter en lang dag med pligter. Selvom jeg elskede mine store kjoler, så jeg også ynden i et par simple shorts eller et par bukser og en top. Heldigvis fik jeg lov til at gå i det, når vi ikke havde vigtige familier på besøg.

”Talia!” Min niece råbte mit navn og løb hen i min favn, da jeg kom gående ud til dem. Græsset var højt og kilede mig om tæerne. En følelse af frihed, den eufori, jeg elskede.

Det hele virkede så idyllisk. Min familie samlet om bordet, en af de sene sommeraftener. Men sagen var den, at dette var det første øjeblik i lang tid, hvor vi alle slappede af. Oprørernes trusler var magtfulde og deres handlinger intense. Det var kun tre måneder siden deres kidnapningsforsøg, og jeg var stadig ikke kommet mig helt over det. Hvis det ikke havde været for Niall, havde jeg måske ikke været her i dag.

Jeg dansede rundt med Esmaralda, men kunne ikke lade vær med at smile ind mod bordet og bænkene. Mine forældre troede, jeg delte min lykke med dem, men kun Niall kendte til min ægte intention. Hvis bare de vidste det, så kunne det være ham, der dansede rundt med mig i bare fødder ude på græsset. Men det kom nok aldrig til at ske.

Niall var ham, der reddede mig fra kidnapperne. Det havde været en intens situation, og jeg havde været så påvirket, at jeg i starten havde set op til ham af den klare grund, at han havde reddet mit liv. Men det havde hurtigt ændret sig.

Efter at oprørerne var nået ind i vores slot, havde min far besluttet, at Niall, hans mest trofaste soldat, skulle stå vagt uden foran min dør og passe på mig, hvor end jeg gik. I starten havde jeg både hadet og elsket det. Jeg hadede, ikke at føle mig fri, men frygten for endnu et forsøg gjorde, jeg følte mig mere sikker, når han var der.

I begyndelsen havde vi slet ikke snakket. Han havde blot været der og sørget for, jeg var okay. Jeg svarede ham aldrig, selv om han blev ved med at spørge, hvordan jeg havde det. I starten troede jeg aldrig, at jeg skulle komme over det. Men som tiden gik begyndte jeg at blive mere sikker, når han var om mig. Jeg begyndte at tro på, at jeg kunne slappe af igen.  Det jeg ikke havde indset, mens de første uger gik, var, at han behandlede mig som Talia. Aldrig nævnte han min titel eller satte den i relation til mit helbred. Da jeg indså det, åbnede jeg op. Jeg lod ham komme ind på mit værelse, lærte ham at kende og efter tre uger faldt vi i søvn i min seng efter han havde fået mig til at snakke om natten for første gang siden. Da vi vågnede, forstod jeg, hvorfor mit hjerte havde banket hurtigere end normalt.

Niall var den første, der havde interesseret sig for mig, og den første, der påvirkede min vejrtrækning. Jeg vidste ikke, om han følte det samme. Der gik et par uger, før han havde turde fortælle mig, hvad han egentlig følte. Han havde været skrækslagen, for hvis jeg ikke følte det samme, var han bange for, han ville miste sit job. Vi var begge bange for, hvad der kunne ske, hvis den anden ikke gengældte følelserne.

Men Niall kunne lide mig. Og jeg kunne lide ham. Jeg huskede stadig tydeligt, hvordan han ligeså forsigtigt havde spurgt, om der mon kunne være noget. Lige siden havde vi været så uadskillelige, som man nu kunne være, når man ikke måtte blive opdaget. I starten havde det været nemt, for alle vidste, at han passede på mig. Vi var inde på mit værelse og lærte mere om hinanden, når jeg var færdig med mine pligter. Og hvis jeg arbejdede, var han ved min side og gav mig motivation til at fortsætte.

Men alt havde ændret sig, da der var gået to måneder. Min far mente, at det igen var sikkert og erstattede Niall med en anden soldat. Han havde lånt sin bedste soldat ud, men nu ville han gerne have ham tilbage. Vi havde begge været ulykkelige, for hvordan skulle vi nu ses, uden andre blev mistænksomme? Det havde ikke været nemt. Den nye soldat havde stået ved min dør hele tiden. Vi havde derfor fundet et andet sted på slottet, men det var sjældent det passede med vores tidsplan, at vi begge kunne møde op. Før eftermiddagsteen var det tre dage siden, jeg havde set ham. Mit hjerte havde banket så hurtigt, da jeg så ham komme ud med min far og jeg kunne se på ham, at han følte det samme. 

”Talia, du ser sørme glad ud i dag,” hørte jeg pludselig min bror sige. Han trak mig væk fra mine hemmelige tanker.

Jeg trak på skuldrene, da jeg satte mig på knæ og begyndte at flette Esmaraldas hår. ”Jeg bliver snart tyve, skal du huske,” svarede jeg og prøvede at fordreje sandheden. Jeg glædede mig til officielt at blive voksen, men det var ikke grunden til mit store smil i dag.

Clay lo og tog sin hånd igennem det bølgede, røde hår. ”Siden hvornår har du glædet dig til en stor fest?” spurgte han smilende med en undertone af underen og mistillid.

Jeg satte en elastik om min nieces fletning og så hende løbe tilbage til sin far. Han tog hende op i sine arme og sammen kiggede de på mig. Især min bror afventede et svar. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. For han havde helt ret. Jeg hadede fester. Jeg hadede, når der var for mange mennesker og alt fokusset var på mig. Det var den ting, ved at være prinsesse, jeg hadede mest. Og så, at jeg ikke kunne få Niall.

”Talia, jeg ved, du skjuler noget,” sagde Clay til mig. ”Bare lov mig, du ikke gør noget dumt, okay?”

Jeg nikkede og stod chokeret tilbage, da han gik ind mod selskabet. Det var så typisk min bror at sige sådan noget. Han gav mig et godt råd, men behøvede ikke at vide, hvad det var, jeg havde gang i.

Allie omfavnede ham og deres datter i et kram, da de nåede hen til bordet. Clay havde været heldig, at han havde fundet sin soulmate i en prinsesse. Derfor behøvede han ikke at gemme sig fra vores familie og fordomme. Det misundende jeg ham.

”Talia, vi går ind nu, kommer du?” råbte min far til mig. Jeg kiggede ind på min familie, der langsomt bevægede sig ind bag slottets mure. Jeg tog en dyb indånding. Jeg ville så gerne blive herude på græsplænen og se solen forsvinde henover trætoppene, men jeg tvivlede, at min far ville give mig lov. Efter kidnapningsforsøget havde han passet ekstra meget på mig, og det var sjældent, jeg fik lov til at gå uden for alene. Han havde endda ansat soldater til at vagte alle de steder, man kunne komme ind i gangene. Ingen skulle komme frem til mig igen.

”Må jeg ikke blive herude lidt endnu, please far?” spurgte jeg ham og håbede, at han ville give mig et par minutter.

Min far var ikke meget for idéen, det så jeg i hans øjne. Han skulle lige til at sige nej, da min mor hviskede ham ind i øret. Deres blikke stirrede, men til sidst sukkede han. ”Fint, du kan blive ude i ti minutter, men ikke mere!” råbte han og sørgede for, at jeg forstod alvoren, før han gik ind.

”Niall, bliv ved hende og sørg for hun kommer ind igen. Bagefter skal du møde op ved mit kontor.”

Ordren kom så meget bag på mig, at jeg stirrede ind på min far. Heldigvis så han det ikke, for han havde allerede vendt ryggen til og var gået indenfor. Da vi var alene drejede jeg hovedet hen mod Niall og stirrede overraskende, men blødt. Jeg kunne ikke tro det.

Da jeg var sikker på, vi var alene smilede jeg stort og løb ind til ham. Mit hjerte bankede derudaf ved tanken om, at vi havde muligheden for at være alene. Selv om det kun var i ti minutter, var det mere, end hvad jeg havde turde håbe på. Efter ikke at have set ham i tre dage kom det som sendt fra himlen.

Jeg løb hen i hans favn og tænkte ikke rationelt. Men jeg var ligeglad. Han var her og jeg var her og vi kunne røre og snakke med hinanden.

Niall slog armene om mig kort, men skubbede mig hurtigt væk, da han var nervøs for nogen ville se os fra vinduerne. Han holdt mig blidt om skuldrene. Han behøvede ikke at sige noget, for jeg vidste, jeg havde været for aggressiv. Det kunne være endt grueligt galt. Jeg kiggede undskyldende på ham, og da vi stod en halv meter fra hinanden slappede hans øjne af. Kærligheden kom op i dem og han fik mit hjerte til at banke bare ved at kigge på mig.

”Jeg har savnet dig så meget,” fortalte jeg ham og mærkede pulsen stige for hver berøring. Den gik amok, da han tog ud efter min hånd og flettede vores fingre sammen. Jeg studerede vores hud skabe gnister mellem hinanden. Den følelse, der kom op i mig, når Niall rørte mig, var ubeskrivelig. Ikke nok med, at han overførte sin kærlighed gennem berøringerne, så påvirkede det mig også, at det her var en hemmelighed. Ingen måtte vide, at vi elskede hinanden, og det gjorde mig både spændt og nervøs.

”Talia, du ved, jeg også har savnet dig, men vi skal passe på. Måske kan nogen se os,” hviskede han og trak vores hænder ind mellem vores kroppe, så der i hvert fald ikke var nogen, der kunne se dem.

Jeg kunne både se og mærke Nialls blik skiftede karakter. Hans ellers lettede ansigtsudtryk blev erstattet af et ønske om mere. Jeg vidste, hvad han tænkte. ”Niall, jeg ved godt, du hader det her. Det gør jeg også, men der er ikke noget, vi kan gøre,” fortalte jeg ham med et suk.

Jeg fangede hans blik og kiggede ind i ham fortryllende, blå øjne. De smilede inde bag pupillerne, men udviste primært nervøsitet og skuffelse. Heldigvis kunne jeg aflæse ham og fokuserede på den kærlighed, han følte dybt inde. Den han skjulte, fordi jeg bad ham om det.

”Behøver vi virkelig holde det skjult?” spurgte han opgivende. ”Jeg er selv bange for, hvordan Kong Porter vil reagere, men jeg kan ikke holde det ud længere, Talia,” fortalte han mig.

Jeg vidste godt, at det var blevet sværere at holde det skjult den seneste stykke tid. Niall virkede til at tvivle mere og mere, men jeg blev nødt til at overbevise ham om, vi blev nødt til at fortsætte. Min far ville ikke godkende, at jeg elskede Niall. Laku havde brug for de penge, en prins eller rigmand kunne give mig. Hvor forfærdeligt det end var, var det sandheden. Jeg vidste landet havde brug for pengene, men lige nu kunne jeg ikke se forbi mine egne selviske følelser. For jeg elskede Niall og han var den, der bragte mig det største smil på en ellers travl, pligtfyldt dag.

”Niall, du ved godt, hvad jeg vil sige,” hviskede jeg og trykte blidt om hans hænder.

Vi kiggede begge ned i jorden. Som jeg havde gjort så mange gange før, overvejede jeg, om det virkelig var det rigtige at gøre. Men jeg kom frem til det samme igen; jeg turde ikke fortælle min far det. Hvad ville han ikke sige? Jeg ville hellere være sammen med Niall i hemmelighed, end at miste ham fuldstændig, da min far højst sandsynlig ville bandlyse ham fra slottet. Det kunne jeg ikke klare.

Jeg var fanget i min egne tanker, da Niall pludselig trak mig med bagud. Han pressede sig selv op mod muren og trak mig helt ind til sig, så vores kroppe rørte hinanden fra top til tå. Jeg forstod ikke, hvad han havde gang i, før jeg kiggede rundt og kunne se, at vi var i blind vinkel fra vinduerne. Ingen kunne se os herfra.

”Du overrasker mig gang på gang,” hviskede jeg med et tilfreds smil og kyssede blidt hans kind. Nialls øjne strålede, da han forsigtigt skubbede en tot af mit røde hår bag øret. Det gav mig stød ved hver berøring og jeg kunne ikke få nok. Vi var endelig alene efter alt for mange timer adskilt.

”Jeg håber, at vi en dag ikke bliver nødt til at gøre det her,” fortalte han og kyssede mig blidt på panden. Jeg tog en dyb indånding og nød hans selskab. ”Jeg vil så gerne fortælle hele verden, at jeg elsker dig.” Med et smil lagde jeg mit hoved på hans bryst. Jeg mærkede hans hjerte slå. ”En eller anden dag, så tager jeg dig med uden for slottet og så tager vi på vores første date,” lovede han og kyssede og aede mit hår.

”En eller anden dag,” lovede jeg ham, men ville ikke give ham nogen forhåbninger. Heldigvis forstod han. Vi var i samme båd. Det eneste vi ville have var hinanden, men vi turde ikke afsløre det, fordi vi var bange for at miste det, vi havde opbygget. Niall fik mig til at grine, græde og smile. Han gav mig motivation til at færdiggøre mine pligter, så vi kunne ses hurtigere. Han fik mig til at tro, at jeg godt kunne være en god prinsesse. At jeg havde de egenskaber, der skulle til. Men vigtigst af alt, elskede han mig for den forsigtige pige, jeg var. Der var intet andet, jeg ønskede, når jeg var sammen med ham. Han var mere end nok.

”En eller anden dag,” gentog jeg håbefuldt, da det niende minut gik. 

 

***

Så er historien i gang! Kan I lide den?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...