Moonlight

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jun. 2017
  • Status: Færdig
(SPOILER ALERT AHEAD)
Hvad nu hvis Toby aldrig var blevet gift med Yvonne? Hvad nu hvis Spencer og ham stadig var sammen? Ja, hvad nu hvis?

2Likes
0Kommentarer
134Visninger

2. Moonlight

”Lad hende nu sove, Toby.” Et smil viste sig om Spencers læber, i det hun kiggede over på sin mand, Toby Cavanaugh. I sin favn havde han deres treårige datter, Jasmine. Hvis man spurgte de glade forældre, ville de uden tøven sige, at deres datter var det smukkeste de nogensinde havde set. ”Du ved, hvordan hun bliver, hvis ikke hun får nok søvn. Det har hun uden tvivl arvet efter sin far.”

Det sidste havde Spencer hvisket, i håbet om at Toby ikke ville høre det. Men den sjette sans, hun stadig var overbevist om han havde, gjorde selvfølgelig sådan, at han hørte hende klart og tydeligt.

”Og hun har uden tvivl arvet sin nysgerrighed og stædighed fra sin mor.” Mens han snakkede gik han over mod sin kone, og lagde sine læber mod hendes pande. ”Husk dog på, at jeg elsker jer begge for det.”

Spencer og Toby havde været meget igennem. Da de stadig var unge, havde Spencer sammen med sine fire veninder, Alison, Emily, Aria og Hannah, været udsat for lidt af hvert. Gennem flere år var de blevet krænket, ydmyget, hånt, såret og lignende ting af en person kaldet for ”A”. ”A” viste sig senere at være Alisons transkønnede søster, Charlotte. En søster der var født med navnet Charles, men som senere valgte at blive til en pige, hvorved hun tog navnet Cece - kort for Charlotte.

Sammen havde de dog fundet frem til sandheden om, hvem der gennem deres teenageår havde været i skyld i alt den smerte de havde fået rettet mod sig. Sammen var de blevet stærkere.
Helt smertefrit havde Toby og Spencers forhold alligevel ikke været gennem denne tid.
I en overgang havde deres kærlighed til hinanden været alt for farlig. Toby var blevet politimand og at have ham involveret i, hvad end der skete med pigerne, ville være for farligt for dem alle.
Specielt fordi denne såkaldte ”A” specifikt havde bedt dem om ikke at inddrage politiet eller lignende. De havde derfor slået op for en stund.

Men de havde ikke kunnet holde sig fra hinanden. Toby og Spencer havde indset, at de var skabt til at være sammen, så hvorfor skulle Charlotte holde dem fra hinanden? I starten havde det været holdt hemmeligt, men som så meget andet, så fandt ”A” ud af det, hvilket fik konsekvenser.
Toby var kommet ud for en ulykke, forårsaget af ”A”, og havde været tæt på at dø. Spencer havde derfor indset, at hun ikke kunne bære at miste ham, men at hun også var nødt til at skåne ham for flere ulykker og mere smerte.

Deres forhold var efterfølgende som ikke eksisterende. Hvert fald for alle andre end dem selv.

***

Spencer sukkede kort, og åbnede sine øjne. Hun kiggede ud af vinduet og fik øje på månen, der smukt oplyste nattehimlen. Dagdrømmeriet vidste hun godt kun var en fantasi. Hende og Toby var ikke sammen. Det havde de ikke været i et par år, fordi Spencer valgte at slå op med ham. Nu kunne hun godt se, at det valg måske ikke var velovervejet. Dagdrømmeriet med at have et barn med ham, var hvad hun ønskede sig. Hun ønskede at de havde skabt en familie sammen.

Hun savnede ham, men han var kommet videre. Det var hvert fald det indtryk hun havde fået, da de tidligere, tilfældigt, var rendt på hinanden på Rosewoods nye cafe, The Radley. 

>> Så længe vi er under den samme måne, vil jeg føle mig tæt på dig <<

Fingrene kørte over tasteturet på telefonen, og inden hun kunne nå at tænke en ekstra gang over det, hun havde gang i, trykkede hun send.
Beskeden havde hun sendt til Toby. Hun havde brug for at fortælle ham, at hun stadig holdt af ham. At hun stadig elskede ham, som hun aldrig havde elsket nogen før.

De tre små prikker, der indikerede, at han skrev tilbage, viste sig på skærmen. Hendes hjerte begyndte at banke i topfart. De forsvandt dog lige så hurtigt, som de var kommet. Et par minutter gik herefter.

Hun sukkede, og prøvede at holde tårerne tilbage, da det pludseligt bankede på døren.

Hurtigt kiggede hun på sit armbåndsur, og så at klokken var over midnat. Hvem bankede på nu på dette tidspunkt af døgnet?

Lidt nervøs gik hun mod døren, og låste forsigtigt op. Døren åbnede hun derefter meget stille, men endte med at åbne det helt op, da hun så hvem der stod udenfor.

”Toby,” fik hun halvhvisket i chok over, at han var kommet til hende. ”Hvad laver du her?”

Den mand hun elskede, svarede hende ikke. Alt han gjorde var blot at træde et skridt tættere på hende, og smede deres læber sammen. Hun gispede i kysset, men kyssede hurtigt med. Sommerfuglene invaderede hendes mave, og fyrværkeriet indeni hende eksploderede.

”Hvad laver du her?” gentog hun mellem deres mange kys. De stod stadig i døråbningen, og havde ikke flyttet sig så meget som en tomme.

”Din besked,” mumlede han og lod ikke til at ville slippe hendes læber. ”Jeg kunne ikke sove, og da jeg fik din besked, vidste jeg, at der stadig var håb for os. Det med månen plejede vi jo at skrive, når vi var væk fra hinanden. Som et andet ord for jeg elsker dig.”

”Jeg elsker dig,” kom det fra Spencer. ”Det vil jeg altid gøre.”

Tobys læber trak sig op i et smil, hvilket også fik Spencer til at smile.

”Og jeg elsker dig,” sagde han kort. Måske dagdrømmeriet alligevel ville blive en realitet, hvis dette var starten på deres vej tilbage til hinanden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...