Ensomhedens Land

Dette er den novelle jeg skrev til min terminsprøve.
Jeg syntes selv den blev rigtig god, og håber også i syntes det. Min lære var helt vild med den, og jeg tænkte derfor at jeg ville dele den med jer.

1Likes
2Kommentarer
174Visninger
AA

1. Ensomhedens Land

Ensomhedens Land

 

Jeg græd meget, da jeg sagde farvel. Det gjorde de også. Det var et forfærdeligt syn. Jeg ville ønske de tog med mig, men de sagde at det ikke var en mulighed. Jeg syntes ellers ikke at det var så svært at få dem med, men de nægtede simpelthen at ændre mening.
          Til sidst gav jeg mig, og jeg tog afsted uden dem. Jeg tror aldrig at jeg har grædt så meget.

 

Lige nu sidder jeg i en flygtningelejr i Danmark, tror jeg man kalder dét her land. Jeg kan ikke huske hvad byen, jeg er i hedder. Det er noget med K, tror jeg, men jeg er ikke helt sikker. Det er et mærkeligt navn, så meget ved jeg. Der er mærkelige mennesker, og mærkelig mad. Sproget er helt sikkert noget af det mærkeligste ved dét her land. Der er de her bogstaver. De ligner de andre, men har en helt anden lyd. Enten er der en streg over dem, en cirkel i toppen, eller også er der to bogstaver der er slået sammen til ét… Ø! Ø er det næste bogstav. Kø. Men det er langt fra alle bogstaverne.


Jeg tror virkelig aldrig at jeg kommer til at føle mig hjemme her. Der er ikke noget at sige til at mine forældre ikke ville med. Danmark er et land, hvor det er umuligt at falde til. Tænk at mine forældre valgte at sende mig hertil, og så endda alene. For alene det er jeg. Jeg tror helt ærligt, aldrig at jeg har følt mig så alene før. Jeg sidder bare i et telt dagen lang, og venter på jeg kan ligge mig til at sove igen. Jo, der er rare mennesker, både folk der tager sig af os, og folk som jeg er flygtet med. Jeg får mad og rent vand hver dag, og jeg kan endda tage et bad i ny og næ… Men jeg er stadig alene. Der er ingen jeg vil snakke med, ingen jeg kan være bange sammen med.

          Den eneste jeg kender, er en der tvang mig til at tage med, da vi var ved at flygte. Han føler vist et ansvar over for mig. Han kommer i hvert fald tit og snakker med mig - det vil sige til mig. Jeg svare ham aldrig - og spiller et spil med mig engang imellem. Men jeg kender ham ikke. Jeg ved ikke engang hvad han hedder. I min verden, hedder han bare Ham. Mine forældre kender Ham, men de sagde aldrig så meget om Ham.

 

-Pas på!

 En bombe er lige sprunget, og der soldater efter os. De har opdaget at vi er flygtet. Nogle af soldaterne er efter os, andre løber ind i huse og skyder dem der er der inde. Jeg beder til, at mine forældre når at komme ud, og gemme sig.

          Der er en der skriger. Jeg vender mig om for at se hvad der sker. Jeg stivner. Mit hus. Mit barndomshjem. Det er sprunget i luften. Hvad med mine forældre? Hvor er mine forældre? Jeg er nødt til at finde dem! I dét jeg begynder at løbe tilbage, er der en der griber fat i mig.

-Slip mig! Jeg er nødt til at finde mine forældre!

Manden der har grebet fat i mig, ryster bare på hovedet, og kigger væk. Jeg kan godt kende ham. Han er én af mine forældres goder venner. Han hiver mig med. Jeg har tåre i øjnene da jeg løber med de andre, men jeg vil ikke græde, for jeg ved at de nåede at komme ud. Mine forældre kan ikke bare dø. De er jo som udødelige. Mine forældre kan ikke være døde. Det kan de bare ikke.

 

Jeg frygter hver dag, at jeg bliver sendt hjem til Syrien igen. Det ville være som hvis et mareridt, gik i opfyldelse. Det var forfærdeligt at være i Syrien. Man gik hele tiden rundt, og frygtede at det var i dag man skulle dø, om det var i dag man kom hjem til et tomt hus, fordi ens familie var blevet taget, eller om det var i dag man kom hjem til døde forældre.

 

Men mine forældre døde ikke. De er på vej. Det er jeg sikker på. Jeg ved ikke hvornår de kommer. Men de er her nok snart. Måske et par uger endnu. Jeg mener, de kan da ikke bare sende mig afsted, til et ukendt land uden selv at dukke op? Det ville de da ikke kunne få sig selv til. Eller kunne de?

 

B. dét er det næste bogstav. B. Køb. Resten kan jeg stadig ikke huske. Han, lærte mig engang noget, så jeg kan huske navnet. Men jeg har glemt det. Det er noget med, at man køber noget. Købe? Købe en? Køb en! Køben. Hvad er det man skal købe? Det har noget med vand at gøre. En fisk? Nej det lyder for mærkeligt. Købenfisk. Det er for underligt. Men på den anden side, så er Danmark også et underligt land.

 

-Kira? det er Ham.

Jeg kigger op. Han står lige foran mig. Jeg svare ham ikke. Han sætter sig ned ved siden af mig. Vi begynder at spille et spil. Jeg tror vist de kalder det Ludo. Jeg kendte det ikke da jeg boede i Syrien. Men Han lærte mig at spille det. Nu spiller vi det ret tit.

-Hvad er det man skal købe?

Han kigger først overrasket på mig. Det er første gang jeg har sagt noget, siden vi ankom.

-En havn.

Jeg nikker. Vi spiller videre i tavshed.
           København. Det er dét byen hedder. København.

 

Han skal til at sige noget. Jeg kan se på ham, at det ikke er godt nyt. Jeg ved egentlig godt hvad det er han skal til at sige. Jeg har faktisk vidst det i noget tid, men jeg har benægtet det siden vi tog afsted. Mine forældre er døde, og de kommer aldrig op til Danmark. De er ikke udødelige. De er rent faktisk døde. De kunne godt efterlade mig. Mig. Deres eneste barn, og jeg er endda kun 15 år.

          Jeg kigger op på ham og nikker. Han behøver ikke sige noget. Fra i dag af, er jeg blevet meget mere alene, og meget mindre ensom.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...