Limelight >I One Direction I<

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2017
  • Opdateret: 19 aug. 2017
  • Status: Igang
Da det populære band One Direction mangler en tourhost, sætter de gang i en konkurrence. Den 19-årige Alex Ross bliver revet ind i rampelyset, da hun vinder sit livs største mulighed. Men livet i en lejlighed med de fire drenge, er ikke så skønt som man skulle tro. Lige fra det sekund Alex træder ind af døren, er Harry over hende med en kold og irriteret attitude. -Men da Alex hurtigt fremstår i mediernes søgelys, og får dårlig omtale, er det Harry som er der for hende, og et kærligt bånd opstår imellem dem. -Kan Alex lære holde sit liv ude af rampelyset? Har Harry rent faktisk følelser for Alex? -Eller er det bare et af hans syge spil? //Husk at give traileren et kig! :D//

39Likes
28Kommentarer
9981Visninger
AA

11. Kapitel 9 - Charity before birthday


Charity before birthday

Miami. Cuban Shopping center. 13:48

"Hvad laver hun her..?" Hvisker Hannah panisk i mit øre, mens hun holder stramt fast i min overarm, så hendes ringe borer sig ind i huden på mig.

"Jeg har inviteret hende, Hannah. Marideth er sød, giv hende nu en chance." Hvisker jeg med min mor-stemme, mens jeg smiler til Marideth, der kommer trippende mod os. Jeg vinker til hende, så poserne på mine arme rasler i hele centeret.

"Hey." Siger Marideth med fred i stemmen og sender Hannah et skævt smil. Hannah nikker med et for stort smil og hilser stift.

"Jeg ved ikke med jer piger, men jeg er nødt til at gå i Forever 21." Konstaterer Hannah og glor længselsfuldt mod den store butik længere fremme, med en mannequin iført den skønneste jakke i vinduet.

Uden mere snak sætter vi afsted mod butikken. Vi træder indenfor og spreder os ud. Jeg griber automatisk alt det sorte. Nej. Farver Alex. Farver. Jeg ligger (grædende i mit indre) tingene fra mig, før jeg hiver en nude playsuit til mig, en lyseblå off-shoulder top og et par mom jeans med farverige mærker på. Jeg finder tilbage til Marideth gennem labyrinten af tøjstativer og mannequiner. Hun viser mig en bodystocking (sort selvfølgelig,) og jeg skimter stolt til den farverige klat over min arm. 

"Hey Alex, du er nødt til at se den her bodystocking." Udbryder Hannah begejstret og nærmest løber mod os i iver. Hun holder den præcis samme bodystocking op som Marideth har. Fuck.

"Fandeme nej." Hvæser Hannah henrettet mod Marideth, der overgivende smider den sorte trøje fra sig og mumler noget om, at hun alligevel ikke gider den. Jeg står mellem dem og tænker desperat på noget, der kan begrave deres krig en gang for alle. Jeg tænker på Louis og vores date og kommer i tanke om hans seddel på køleskabet. 'Er på date med en jeg rent faktisk har følelser for', og jeg ved at det hverken har været Hannah eller Marideth.

"Tøser. Jeg ved at i hader hinanden på grund af Louis, og det er åndsvagt." De protesterer mumlende, og jeg kan se, at Marideth snart ikke kan holde sin søde maske længere, så jeg skynder mig at fortsætte.

"-Louis har sagt, eller faktisk skrevet til mig, at han har følelser for en anden end nogen af jer." Da bomben bliver smidt, er det som om der allerede bliver en lettere stemning mellem dem, og jeg ånder lettet op.

"Det er bare noget du siger." Surmuler Hannah, næsten ventende på at jeg skal modsige hende. Så det gør jeg.

"Nej det er ej, jeg kan vise dig sedlen på køleskabet når vi kommer hjem, eller vi kan spørge Louis?" Jeg finder min telefon frem og finder Louis nummer, men jeg når ikke at ringe ham op før Marideth bryder ind.

"Det behøver du ikke, vi tror på dig. Jeg gør i hvert fald." Hun skæver til Hannah, der nikker underdanigt.

"Venner?" Spørger Hannah og maser sig forbi mig over til Marideth.

"Venner." Konstaterer Marideth og giver Hannah et knus. Det faktum at Hannah gladeligt tager imod det, gør mig ekstremt glad.

"Yay!" udbryder jeg med en skinger stemme og slår armene om dem begge i et trippelt-kram. Hannah vrider sig fri og samler Marideths sorte bodystocking op fra en hylde i lårhøjde.

"Matchende trøjer er ret cute." Mumler hun smilende og rækker Marideth det sorte stykke stof.

"Det er det vel." Ler Marideth, og de følges hen til kassen. Jeg står og betragter deres rygge, der går side om side uden at afsky hinanden.

Mission complete.


Miami. Hotel South Beach. 15:58

Hannah ligger flad af grin og ruller rundt på gulvet over Marideths historie om Louis, der valgte at male et maleri med sin 'lille mand' som barn. 

"Vi burde spørge om han stadig har det. Jeg kunne give det til dig i fødselsdagsgave Alex." Ler Hannah begejstret og kravler med våde øjne tilbage op i sengen. Hun formår at skubbe alle shoppingposerne på gulvet på sin vej.

"Ellers tak." Klukker jeg og trækker hende hjælpende hele vejen op. 

"Har du snart fødselsdag? Hvorfor har du ikke sagt noget?" Udbryder Marideth og klasker mig på låret. 

"Om en uge. Jeg ved ik hvorfor jeg ikke har sagt noget... Jeg vil ikke være til besvær, i guess," mumler jeg tøvende og begynder at pille ved mit sølv armbånd. Jeg fik det af far og mor for nogle år siden til jul, og jeg har haft det på stort set hver dag siden.

"For fuck sake Lexi! Det er din fødselsdag. Du skal være i fokus, det er ligesom det der er meningen." Forklarer Hannah med hævet stemme og slår overdramatisk ud med armene. Hvis jeg skulle beskrive Hannah med tre ord, ville det være overdramatisk gange tre. Sådan har hun altid været og jeg elsker hende for det.

"Hannah har ret Alex. Du bliver 20 år. That's a big deal." Erklærer Marideth seriøst. Jeg trækker på skuldrene og får et jag af hjemve, med alle de gode minder fra mine tidligere fødselsdage med familien i tankerne.

"Vent.." Marideth bliver bleg og hendes øjenbryn trækker sig sammen.

"Huh?" Jeg kigger undrende på hendes pludselige chokerede ansigt.

"Har du fødselsdag om præcist en uge?" Spørger hun nervøst og kniber øjnene en anelse sammen.

"Ja, hvorfor da?" 

"Pis! Min mor har  arrangeret, at drengene skal spille til en stor velgørenhedskoncert i Chicago den dag. Vi kan ikke holde noget for dig." Mumler hun skuffet, næsten undskyldende.

"Det er fint Mari. Seriøst, jeg er ligeglad." Jeg lyder overbevisende nok til at få et lille smil frem på hendes læber, men jeg overbeviser ikke mig selv.

"Jeg køber dig stadig en gave, om du vil have det eller ej." Erklærer Hannah beslutsomt fra enden af sengen.

"Nå piger, jeg må smutte. Har lovet at hjælpe Liam med noget." Siger Marideth og kigger stresset på sit armbåndsur. 

"Hej hej." Hilser Hannah og jeg i kor efter hendes spinkle krop, der kæmper sig ud af døren med de tunge poser over armene.

Harry trasker pludselig ind og stiller sig tavst for fodenden af sengen, lige foran Hannah.

"Hannah, kan jeg lige snakke med Alex et øjeblik?" Hannah nikker og skal til at rejse sig, men jeg skynder mig at kaste mig frem og hiver hende tilbage på plads.

"Alt hvad du siger får hun alligevel at vide. Snak." Kommanderer jeg vrissent og glor på ham med store pupiller, mens jeg retter mig op efter mit knap så elegante stunt.

"Okay så.." Mumler han med blodårerne poppede ud af halsen. Han sætter sig på min anden side i sengen og tager min hånd et kort sekund, inden jeg hiver den til mig. Hans øjne blusser irriteret op, men han formår at holde sig i ro.

"Undskyld." Siger han lavt og hæst.

"Vi har ligesom været i den her situation før." Hvæser jeg, fast besluttet på, at når harry forlader værelset, har jeg ikke tilgivet ham.

"Jeg ved det, og jeg beklager. Du fortjener bedre end mig, og jeg er bange for at du er ved at indse det.." Mumler han med en hård stemme, uden at få øjenkontakt. Jeg har mest af alt lyst til at ligge armen om ham og sige det er okay, at det hele nok skal gå, at han er tilgivet, men jeg fortrækker ikke en mine og stirrer koldt ud i luften.

"Alex." Hvisker han bedende og stryger min arm. Min vejrtrækninger forhaster sig og mit hjerter pumper kraftigere. Hans berøring er blid og omsorgsfuld. 

"Harry, jeg tror det er bedst hvis du går." Reder Hannah mig og genner ham ud fra værelset. Jeg skimter ud af øjenkrogen, at han kigger hen på mig fra døråbningen.

"Er det det du vil?" Spørger han med en både vred og trist stemme. Jeg tøver inden jeg nikker forsigtigt, stadig uden at kigge op på ham, for jeg ved, at hvis jeg ser på hans perfekte bløde læber og drømmende øjne, vil jeg straks ryste hysterisk på hovedet og plage ham om at kysse mig.

"Fint." Spytter han ud og lukker roligt, med opblussede øjne, døren efter sig.

"Det er for dig egen skyld Lex. Han er en kæmpe spade." Trøster Hannah mig og trasker samme vej som Harry ud af døren.


Miami. Hotel South Beach. 9:45

"Hvad er der med jer to, hvorfor er i så stille?" Spørger Niall jokende og puffer lidt til Harry, der sidder og stikker i morgenmaden med sin gaffel, akkurat som mig selv. Harry sender mig et lynende blik, inden han mumler at der ikke er noget i vejen. Niall opfatter vist stemningen mellem os, for han lader den ligge.

"Alex, du har fri når vi tager til velgørenhedskoncerten. Du kan selvfølgelig tage med som gæst, hvis du vil." Louis giver sit bedste forsøg på at lette stemningen. Jeg vælger at håndterer situationen modent og svarer ham.

"Skønt, men jeg ved nu ikke om jeg tager med. Vi får se." Jeg skubber stolen ud under mig og trasker fra bordet med min fyldte tallerken. 

"Harry hvad fanden har du sagt?" Hører jeg Louis hviske anklagende bag mig. 

"Absolut ingenting." Vrisser Harry muggent. Han har ret. Det er det er ikke problemet hvad han sagde, men mere det han ikke sagde...

"Alex?" Det er Liam, der for første gang vælger at blande sig i morgenens drama. Jeg rømmer mig.

"Jaer?" Svarer jeg og forsøger at skjule mit dårlige humør og min lyst til at kvæle Harry.

"Jeg er ked af, at vi ikke kan fejre din fødselsdag." Han sender mig et skævt og undskyldende smil, men det eneste jeg bider mærke i er Harrys opspilede øjne. Han anede ikke jeg havde fødselsdag den dag, og det går ham på. 

"Det er okay Liam. Jeg tror bare jeg tager ud og spiser med Hannah." Drengene mumler indbyrdes (på nær Harry selvfølgelig) om at det er en god idé.

 

Jeg går ned i parken ved siden af hotellet for at klare lidt op. Drengene gik for lidt tid siden, så jeg er ret sikker på at undgå dem. Jeg bliver hurtigt omringet af en håndfuld mennesker, både små og store, der vil have et billede med mig og en autograf. Det får mig til at smile ustyrligt, og jeg takker dem alle for at gøre min dag bedre.

Mens jeg slentrer smilende som en idiot videre ind gennem parken ser jeg pludseligt et meget bekendt baghovede. Louis. Jeg skal lige til at råbe til ham, men når at stoppe mig selv, da jeg ser at han er midt i et kys. Min nysgerrighed driver mig langsomt nærmere i skjul bag træerne, men jeg kan ikke komme tæt nok på. Men med det korte, lyse hår, tøjet og kropsbygningen er en ting sikkert. Han kysser en dreng. Jeg lunter listende tilbage til hotellet og venter på Louis ved indgangen. Der går længe, men til sidst kommer han dog traskende med rank ryg og godt humør.

"Alex?" Hilser han forbavset og jeg tager imod hans kram.

"Er der noget du vil fortælle mig?" Vælter det ud af mig, lidt for angribende, hvilket ikke er min mening. Jeg syntes det er ufattelig sødt, at Louis er forelsket i en dreng, men jeg er ked af at han ikke har sagt noget.

"Emh. Du ser godt ud i dag?" Han ler forvirret over min opførsel, hvilket er forståeligt nok.

"Jeg så dig i dag Louis. For lidt siden i parken." Jeg smiler, som tegn til at jeg syntes det er sødt, og jeg bakker ham op om det.

"Oh." Farven forsvinder straks fra hans førhen røde ansigt.

"Så du.. Med hvem?" Hvisker han, selvom der ikke er andre i nærheden end en fraværende dørmand.

"Ikke andet end at det var en dreng, men hvem var det?" Spørger jeg ivrigt og Louis får straks farven tilbage, men kun i hans kinder. Han skal til at svare, men en velkendt stemme afbryder ham bagfra.

"Hej med jer." Jeg står chokeret og betragter det lyse hår, tøjet og kropsbygningen og min kæbe falder en smule, da det hele går op for mig. Louis indser straks at jeg har fattet det og vender sig brat om mod Niall.

"Vi er busted." Hvisker han og tilføjer et anspændt grin. Niall kigger bare forbi Louis og hen på mig. Han smiler og går hen til mig.

"For min skyld skulle hele verdenen vide det." Niall kigger fra Louis, til mig og tilbage igen.

"Ih! Hvor er i søde!" Hviner jeg og slynger armene om dem. Jeg giver dem det samme trippet-kram som jeg gav Hannah og Marideth i går. Det giver pludseligt mening, hvorfor jeg kommer så godt ud af det med Louis og Niall som veninder.

"Ro på Alex. Ingen kan vide det. Veronicas ordre." Jeg glor chokeret op på Louis.

"Veronica ved det?" Udbryder jeg en anelse forarget.

"Ja, hun så os. Og hun vil for alt i verden skjule det for pressen. Vi har lovet ikke at sige det til nogen." Svarer Niall bedrøvet og tager Louis' hånd. 

"Men i vil gerne have, at folk skal vide det?" De nikker svagt, og jeg sender dem et snedigt blik.

"Jeg har ikke lovet noget som helst." Jeg smiler smørret og styrter ud midt i parken. Mit blik flakker ikke længe rundt før jeg finder hvad jeg søger. -Paparazzi.

"Hey. Vil du have noget sladder?" Paparazzien nikker ivrigt og forvirret og filmer lige op i smasken på mig.

"Jeg fake-dater Louis Tomlinson, fordi han er homoseksuel og er sammen med Niall. De er pisse søde, og hvis nogen er imod det. Fuck jer." Jeg rækker smilende begge mine fuckfingre op foran kameraet, inden jeg grinende løber derfra.

"Alex. Alex Ross! Har du noget mere uddybende?" Råber han efter mig, hvilket bare får mig til at grine endnu mere.

"Det var så lidt." Ler jeg til Louis og Niall, der forbløffede står stift ude foran hotellet og griner hånd i hånd.

"I må nok hellere komme med ind, med mindre i gerne vil have Hr. Nysgerrig på nakken." Jeg griner og nikker over mod den stakkels mand, der kæmper sig over græsset med sit udstyr, for at nå os i tide. 

"Han har vist fået sig en historie til en forfremmelse. Mere behøver han ikke." Griner Louis, og han og Niall følger efter mig ind i hotellet.

"Ved de andre drenge jeres lille hemmelighed?" Spørger jeg, stadig forpustet over min flugt fra paparazzien.

"Jeps. De har været en stor hjælp, til at holde det skjult for Veronica."Svarer Niall taknemmeligt og træder forrest ind i elevatoren.

Der er et kort øjeblik, med kun den akavede elevator musik som støj, før Niall bryder ind.

"Hvad sker der med dig og Harry?" Han siger det meget lavt, udemærket klar over, at det er nogle farlige knapper han trykker på.

"Jeg gider ikke snakke om det."Vrisser jeg muggent og kigger på mig selv i elevator spejlet. 

"Alex. Du er lige blevet indviget i noget yderst personligt. Spyt ud." Kommanderer Louis smilende, mens vi træder ud på vores etage.

"Harry er en fucking spasser, der ikke står ved det han viser." Irritationen bobler op i mig og jeg borer neglene ind i mine håndflader.

"Se det er der du tager fejl Alex." Begynder Louis mens vi alle tre bevæger os ned af, hvad der virker som, en endeløs gang.

"Tager i hans parti?" Hvæser jeg dømmende og sætter tempoet op.

"Nej, men vi kender Harry bedre end du gør. Vi ved hvorfor han gør som han gør." Mumler Niall forsigtigt, som om han er bange for mig, hvilket giver mig dårlig samvittighed.

"Hvorfor?"Spørger jeg anspændt og strammer op i kæben.

"Fordi Harry er bange for hvad han føler. Han er vant til at gå fra pige til pige. Han har det anderledes med dig." Jeg åbner munden, men der kommer intet ud, på nær en svag lyd fra luften jeg lukker ud.

"Han elsker dig." Tilføjer Louis. Vi når til vores værelse, og jeg låser døren op.

"Det tror jeg på den dag det kommer ud af hans egen mund," stopper jeg dem surt og stavrer oprevet ind og smider mig i sofaen. Aldrig i mit liv har jeg været så splittet. Jeg har lyst til at jagte Harry, men jeg vil have at han skal jagte mig. Og begge dele er umuligt...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...