Limelight >I One Direction I<

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2017
  • Opdateret: 12 maj 2018
  • Status: Igang
Da det populære band One Direction mangler en tourhost, sætter de gang i en konkurrence. Den 19-årige Alex Ross bliver revet ind i rampelyset, da hun vinder sit livs største mulighed. Men livet i en lejlighed med de fire drenge, er ikke så skønt som man skulle tro. Lige fra det sekund Alex træder ind af døren, er Harry over hende med en kold og irriteret attitude. -Men da Alex hurtigt fremstår i mediernes søgelys, og får dårlig omtale, er det Harry som er der for hende, og et kærligt bånd opstår imellem dem. -Kan Alex lære holde sit liv ude af rampelyset? Har Harry rent faktisk følelser for Alex? -Eller er det bare et af hans syge spil? //Husk at give traileren et kig! :D//

42Likes
27Kommentarer
14597Visninger
AA

10. Kapitel 7 - I was born for this.


I was born for this.

Miami Stadium. 12:49

"Så er vi klar på endnu en koncert, hva'?" Niall puffer mig i armen og ser sig rundt omkring i den store arena. 

"Ja, det kan du tro." Jeg ler og puffer ham en anelse hårdere tilbage. Mit hovede snurrer stadig en smule rundt, og jeg kan tydeligt mærke mine poser under øjnene. Flyture tager unaturligt hårdt på mig. Drengene virker ikke til at være den mindste smule påvirket, men en tur fra LA til Miami er nok også bare en lille hyggetur for dem.

"Hvad tænker du om meet'n'greet'et inden koncerten? -Veronica siger, at det ville være en god idé hvis du var der." Han angriber mig med et tiggende blik som om Veronica flår hovedet af ham, hvis han ikke får mig overtalt.

"Jeg ved ik' - Det er jo jer de er her for, vil jeg ikke bare være i vejen og overflødig?"Jeg kan lige se det for mig: Piger, der tonsende kommer tumlende ind og omfavner drengene, med lille, ligegyldige mig i baggrunden.

"Hvad snakker du om Alex? -De elsker dig." Jeg løfter det ene øjenbryn og kigger skeptisk på hans overgirede øjne. Nogle er høje på hash, andre kokain, og det er vist noget med, at man kan se det på folks pupiller. -Men hvad sker der så med pupillerne, når man er høj på livet? -De ligner Niall's.

"Elsker er et stærkt ord, søde." Svarer jeg spydigt. Han fumler ihærdigt sin telefon op ad lommen og lader fingrene flyve hen over skærmen.

"Det er deres ord!" Svarer han trodsigt med hævet stemme og holder den blændende skræm op i fjæset på mig, stolt som bare fanden. Jeg kniber øjnene forsvarerende sammen, og langsomt danner der sig en facebook side på skærmen.

'Alex Ross Fanside. Vi elsker Alex!! <3" Står der med fede bogstaver i beskrivelsen, nedenunder et billede af mig. -Et godt billede af mig... Damn. Hvem er tøsen bag det her? Jeg vil jagte hende. Finde hende. Og tvinge hende til at være min personlige fotograf forevigt. 

"Whoa.." Sukker jeg forbløffet og ærges en smule, da Niall trækker det smukke kunstværk til sig igen.

"Nåå.. Tager du med?" Spørger han triumferende og giver mig sit bedste 'hvad sagde jeg'-blik. 

"Det er jeg vel nødt til. Jeg kan jo ikke skuffe nogen, vel?" Svarer jeg sarkastisk med en snobbet stemme og kaster overdrevent med mit hår. Niall ler og bukker respektfuld for mig. 

"Hmpf." Vrænger jeg overlegent og tripper grinende væk derfra.

"Oh, Niall?" Jeg bryder ud af min hollywoodrolle og knækker nakken for at kigge tilbage mod ham.

"Mhh?" 

"....-Hvornår starter meet'n'greet'et?" Mumler jeg en anelse flovt.  

"Om en god times tid." Han blinker med det ene øje og laver den der 'tsk'-lyd, samtidigt med, at han fyrer en kugle afsted mod mig, med sin 'hånd-psitol'.

"Tak."


Miami Stadium. 14:00

Jeg knisper en masse billeder for den skønneste pige, der er kommet først ind til meet'n'greet'et. Hun er utrolig rolig i forhold til hvordan jeg ved jeg selv ville have reageret for blot et par måneder siden. Men på den anden side må hun have været igennem en flere timers kamp i blod, sved og tårer, mod vilde og aggressive piger med fråde om munden, der vil gøre alt for at komme forrest i køen. Eller noget i den stil i hvert fald.

"Et skørt billede!" Kommanderer jeg højlydt, og straks griber Louis og Liam fat i hver sin ende af pige og hiver hende op i deres favn i en vandret position. Hun hviner begejstret, og de laver alle nogle skøre ansigter. Harry sidder på knæ foran og slår alle tænkelige rekorder i dobbelthager, mens Niall vender det hvide ud af øjnene. Smukkere bliver det ikke.

"Sådan der." Jeg smiler og rækker pigen hendes telefon tilbage. 

"Tak." Ler hun overlykkeligt tilbage og giver os alle et lille vink, inden hun forsvinder ud fra lokalet. Min egen telefon bimler i min lomme og jeg fisker den op. En besked fra Hannah:

'Undskyld for igår. Jeg var bare ked af det i øjebliket og det gik ud over dig. Beklager. :( -Elsker dig for altid mus. <3' Jeg svarer hende med en masse hjerter og smiler stille for mig selv. Hannah bliver altid god igen. Altid.

"Du er et narturtalent." Bekræfter Harry smilende til mig, og river mig tilbage til meet'n'greet'et. Han han slår armene imødekommende ud for den næste pige. 

"Tak." Griner jeg.

Pigen springer lige i favnen på ham. Derefter Niall, så Louis, så Liam. Til sidst snigangriber hun mig med et kæmpe knus. Først står jeg akavet, stadig i chok over den pludselige nærkontakt, men jeg skynder mig hurtigt at slå armene om hende. Den første pige havde straks stukket sin telefon i hånden på mig uden den mindste smule interesse, så det er noget af en forandring.

Jeg gentager mit lille fotografshow, men denne gang skal jeg også selv være på et billede med pigen, så jeg bliver tvunget til at overlade mit yderst professionelle arbejde, til Harrys klodsede abehænder. 

Næste pige kommer ind og det hele gentager sig endnu engang, blot med små detaljer ændret. Jeg er allerede udmattet... Hvordan fanden klarer drengene flere timer med al den smilen og glæde nonstop? Respekt.

 


Miami Stadium. 17:12

"Miami, Miami, Miami..."Sukker jeg skuffet og trasker sjokkendende rundt på scenen, som svar på deres knap så imponerende skrig til drengene.

"Prøv igen!" Skråler jeg beordrende og aggressive skrig vælter mig omkuld. 

"Såååådaan.." Nikker jeg imponeret. Når jeg står på scenen føler jeg nærmest, at jeg har mit eget talkshow, og mine gæster er hele publikummet. Vi har vores egen lille fest, og jeg elsker det. 

Jeg byder de skrålende piger (og en enkelt mand på forreste række, der ser ud til at være på en anden planet, milliarder af lysår væk,) velkommen til koncerten, inden jeg haster ned fra scenen. Jeg får knap nok selv lov til at træde ned af de smalle trin, før en vagt flår mig ned. Han har dejmave og et blævret buddinge-ansigt. Bedere kan jeg ikke forklare det. Jeg skutter paranoidt til de stakkels skjorteknapper, der med nød og næppe holder buddingens skjorte sammen. Jeg føler at de hvert et øjeblik kan springe på mig. Hvis de gør det, håber jeg inderligt at de rammer mig i øjnene og blinder mig, så jeg slipper for synet af bar dejmave.

Buddingen er karseklippet, hvilket af en eller anden grund gør ham mere lusket. Mor sagde altid, at man ikke kunne stole på karseklippede mænd. Men nu jeg tænker over det, så mener min mor også, at naboerne derhjemme er kriminelle, buschauffører er pædofile, bankmændene er svindlere og visse hunderacer er født ondsindede. Hun har ikke ligefrem den bedste tiltro til ret mange mennesker ud over mig. 

Buddingen trækker mig væk og kaster mig over i favnen på en yngre dame. Hun har hul i næsen, men ingen ring, og håret er sat op i en tro kopi af Veronicas stramme knold. Hun har et par smalle røde briller tippede helt ude på spidsen af næsen og bærer en brun kontormappe i et fast greb under armen.

"Kan du forklare mig hvorfor ham der er så vrissen?" Mugger jeg irriteret og ser spørgende op ad den spinkle krop, inden jeg endelig når til øjnene.

"Nej desværre." Flyver det ud af hende, som om hun er bange for mig. Jeg forventer næsten at hun snøfter en gang og retter på brillerne, men det sker ikke.

"Kan du følge mig hen til Marideth Crawford?" Spørger jeg, desperat for at undslippe synet af pandekagen og lille frøken nervøs.

"Selvfølgelig." Udbryder hun stadig med en rædselsslagen stemme, som om jeg truer med at springe hele stadionet i luften, hvis ikke hun henter mig mit biodynamiske tomatjuice uden isterninger og får mig en manicure lige nu og her. Hun tripper rask afsted og jeg sjokker efter.

"Hun står der ovre." Mumler frøken nervøs med sin lyse og spidse stemme og peger med en knoglet finger over mod et baghovede, der ganske rigtigt ligner Marideths.

"Tak." Siger jeg stift og flygter. 

"Mari!" Udbryder jeg lettet og tager hende om skulderne og vender hende om.

"Hey Alex." Svarer hun forvirret.

"Jeg er lige blevet kastet rundt som en bold mellem en vagt og en... Høj dame." Jeg ved egentlig ikke hvad frøken nervøs gør godt for heromkring, men det rager jo heller ikke mig.

"Jeg ville gerne slippe væk." Forklarer jeg yderligere og hun griner, højst sandsynligt over min seriøse tone. Hun skulle bare have været mig. Pandekagen spøger man sku ikke med.

"Jamen, jeg vil gøre mit bedste for at frelse dig." Klukker hun og sætter sig ned i en sofa, foran en storskærm, der selvfølgelig viser drengene optræde. 

"Dit makeup har holdt godt i dag. Den settingspray er godkendt." Mumler hun anerkendende og stirrer på mig. Jeg føler mig lidt utilpas over at hun skal borer sit blik helt ind i mine porer og ud på den anden siden af mit hovede, men jeg lader hende gøre det alligevel. 

"Hvordan går det med Louis?" Flyver det ud af mig. Det får straks hendes opmærksomhed. 

"Emh. Altså nu er han jo teknisk set din kæreste, så..." 

"Fake-kæreste." Afbryder jeg hende, for at understrege, at jeg bakker fuldt ud  af kampen om Louis. Den krig er kun mellem hende og Hannah... Hvilket så derimod gør mig til slagsmarken, der uskyldigt bliver bombarderet til uigenkendelighed fra begge sider, uden noget forsvar.

"Fake-Kæreste" retter hun sig selv.

"-Men ja, vi er ikke så meget sammen for tiden..." Hun gør sig umage for at må det til at lyde ligegyldigt. 

"Inviter ham nu bare ud." Sukker jeg og ruller med øjnene. 

"Inviter hvem ud?" Veronicas skarpe stemme skærer samtalen midt over. Jeg får et mindre slagstilfælde ved synet af frøken nervøs bag Veronica.

"...Louis." Fremstammer Marideth. Hun vil tydeligvis gerne holde det inde, men Veronicas intimiderende blik fisker det ud af hende.

"Næh nej, den går ikke søde skat. Louis dater Alex husker du nok." 

"Men jeg er ikke vild med ham." Bryder jeg ind, og dermed vælger min side i sagen.

"Det er jeg da ragende ligeglad med. Faktisk, arrangerer jeg en date for dig med Louis lige nu." Hun vifter kommanderende med hånden i luften, og det sender frøken nervøs igang med at skrible på sin notesblok.

"Mor..." Sukker Marideth nedtrykt efter Veronica, der tripper væk fra os.

"Bare rolig Mari, jeg sørger for at snakke om dig hele tiden, det lover jeg." Jeg smiler undskyldende til hende og trækker på skulderne. Storskærmen foran os går i sort. Vores skikkelser spejler sig svagt i den mørke flade.

Det ser meget forkert ud. Jeg er iført en stram nederdel og en en sort bodystocking. Jeg har fuldt makeup, håret sat og mikrofoner og ledninger, der vikler sig rundt på min krop. Ved min side sidder Marideth. Ingen makeup, sweatshirt og jogginbukser og jeg tvivler på at hendes hår er redt. På en eller anden underlig måde, synes jeg stadig at hun er kønnere. 

Jeg rejser mig fra sofaen, da den sorte skærm er mit stikord. Marideth forstår at jeg skal skynde mig, så ingen af os siger mere. Jeg tonser i en stor bue unden om buddingen, der ellers stod klar til at sparke mig op på scenen. Jeg hiver en taske med mig, som der stod klar på trappen.

"Så er jeg tilbage Miami." Skråler jeg syngende og svinger energisk frem og tilbage med tasken.

"Ser i, jeg er så heldig, at jeg har fået lov til at overrække en gave til en af jer." Mine ord sætter straks gang i larmen.

"Men i er nødt til at være stille, så vi kan høre det begejstrede skrig fra vinderen, så vi ved hvor han eller hun er henne!" Råber jeg og til min overraskelse bliver der ret hurtigt musestille. Jeg føler mig som en professionel dyretæmmer. På en god måde.

"Mange tak." Smiler jeg og trækker en kuvert op fra tasken. Jeg flår den i stykker og trækker en lille seddel op. 

"Sæde..." Jeg trækker spændingen ud, frydende over at jeg ved hvem vinderen er før alle andre.

"789B" Råber jeg, og som forudset, lyder der et skingert skrig blandt den høje klappen.

"Tag dit sædemærke med herop, så jeg kan se det!" Råber jeg efter den overrumplede pige, der maser sig ud til en mellemgang og tumler ned ad trapperne.

"Tillykke." Smiler jeg og tager imod hendes mærke.

"Den er god nok." Anerkender jeg og sætter den fast i panden på mig selv. Pigen står nervøst og tripper og skuer forsigtigt ud over den enorme menneskemængde.

"Værsegod." Synger jeg og rækker hende tasken.

"Vil du ikke vise publikum hvad du har vundet?"  Spørger jeg og stiller mig tættere på hende, så hun forhåbentlig føler sig knap så alene på den store scene. Hun nikker ivrigt og åbner tasken og hentyder til, at jeg skal tage tingene op.

"En signeret One Direktion plakat... - album... - og håndklæde!" Brøler jeg energisk, jeg mens jeg fremviser tingene en efter en og ligger dem på gulvet foran mig.

"Og så er her også to VIP-billetter til en valgfri One Direction koncert, du kan bruge lige når du vil!" Pigen hviner begejstret, og det samme gør publikum.

Jeg pakker tingene i tasken og rækker den til hende.

"Og ved du hvad?" Hun kigger spørgende op på mig. Jeg genner en medarbejder ind på scenen  med en håndbevægelse og tager en kuglepind fra hende, inden jeg genner hende ud igen.

"Hvis du skriver et sted her på min arm, hvor jeg kan kontakte dig, du ved E-mail, telefonnummer, facebook..." Forklarer jeg, mens jeg rækker hende kuglepinden.

"-Så skal jeg nok sørge for at sende en personlig videohilsen til dig fra drengene." Hun smiler fra øre til øre og mumler et overvældet tak til mig.

"Hvad hedder du?" 

"E...Evelyn." Fremstammer hun, og jeg tager imod kuglepinden igen og skribler hendes navn ned på min hud, lige nedenunder det telefonnummer hun har skrevet.

"Endnu engang tillykke, du må gerne finde ned på din plads nu, så vi kan komme igang med resten af koncerten." Konstaterer jeg, og hun tumler ned fra scenen til en begejstrende klappen fra publikum. Jeg slutter af og forlader atter scenen.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...