Limelight >I One Direction I<

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2017
  • Opdateret: 28 aug. 2017
  • Status: Igang
Da det populære band One Direction mangler en tourhost, sætter de gang i en konkurrence. Den 19-årige Alex Ross bliver revet ind i rampelyset, da hun vinder sit livs største mulighed. Men livet i en lejlighed med de fire drenge, er ikke så skønt som man skulle tro. Lige fra det sekund Alex træder ind af døren, er Harry over hende med en kold og irriteret attitude. -Men da Alex hurtigt fremstår i mediernes søgelys, og får dårlig omtale, er det Harry som er der for hende, og et kærligt bånd opstår imellem dem. -Kan Alex lære holde sit liv ude af rampelyset? Har Harry rent faktisk følelser for Alex? -Eller er det bare et af hans syge spil? //Husk at give traileren et kig! :D//

39Likes
28Kommentarer
12538Visninger
AA

8. Kapitel 6 - Fake love is stupid


Fake love is stupid

Syco music studios - kontoret. 15:38

Jeg sætter mig forsigtigt i stolen overfor Veronica, der sidder anspændt på den anden side af skrivebordet.

"Jeg har set, at du er kommet på forsiden af People.." Vrænger hun en smule dømmende og folder sine hænder på bordet. Hendes øjne holder intimidererende fast i mine, hvilket får mig til at synke mit spyt i en nervøs refleks.

"Emh.. Jaer. Der er altså en forklaring.." Min stemme dirrer, og en klump i halsen får den til at knække. Jeg har aldrig været god til sådan noget her. Tilbage i folkeskolen var det et helvede, hvis jeg fik den mindste smule skældud af lærerne, og jeg bildte mig selv ind, at de ville hade mig for altid. 

"Jeg vil ikke høre din forklaring." Vrisser Veronica snerpet uden den mindste smule medlidenhed for mig.

"Jeg er her kun for at fikse det, du har startet." Tilføjer hun vredt og læner sig ind over bordet.

"-I to skal fremstå som kærester i medierne." Fortsætter hun kommanderende, og jeg vender straks hovedet og stirrer ind i et par ligeså forvirrerede øjne, placeret ovenover en måbende mund.

"Hvorfor lige mig?" Spørger Louis forundret, og jeg kunne ikke være mere enig. Han sidder ved min side, men i mod sætningen til mig, sidder han tilbagelænet i den sorte kontorstol, afslappet og rolig.

"Fordi.." Starter Veronica og trækker sig tilbage fra sin truende position.

"Du er den eneste fra bandet, der kun har haft søde og blide, ja nærmest 'rene' kærester. Du ville give Alex et godt ry." Forsætter hun og sender os et undrende blik, som om hendes idé er åbenlys.

"Jamen.. Okay så." mumler Louis og sender mig et lille grin.

"-Det skal nok blive sjovt." Tilføjer han og giver min hånd et klem. Jeg sender ham et falsk smil, men bliver siddende limet fast i stolen. Det eneste jeg har i tankerne er Marideth's ord fra den anden dag - 'Jeg er vild med Louis'. De kører gentagende rundt i mit hovede, om og om igen...

 

"Alex?" Louis står i døren og kigger spørgende hen mod mig. Jeg ryster chokeret på hovedet.

"Hva'?" Mumler jeg rundforvirret, unden den fjerneste idé om, hvor meget jeg er gået glip af.

 

"Kommer du? Spørger han, tilsyneladende gentagende.

"Jaer." Svarer jeg lidt for hurtigt og rejser mig brat fra stolen. Jeg trasker hurtigt op på hans side og forlader kontoret.

Jeg slæber mine fødder hen ad gangens mørkeblå gulvtæppe, og jeg stopper kun op, fordi Louis blokerer vejen videre, da han stiller sig foran døren til lejligheden og banker på. Jeg studerer hans ansigt i de skinnende gulvbogstaver på døren, der fortæller os, at vi er ved værelse 114 C.

Vi træder ind i lejligheden, hvor Hannah egoistisk flader ud på den ene sofa, mens resten af drengene har mast sig ned i den anden. Marideth har valgt at holde sig ude af sofakampen og står i stedet for lænet op af køkkendiskens marmorplade.

"Hva så?" Spørger Hannah nysgerrigt, som den ventende elev, der spændt vil vide hvad hendes venner har været oppe ved rektoren for.

"Emh.." Begynder jeg og skimter over mod Marideth, der med et smil på læben betrager Louis ved min side. Hendes ansigtstræk skifter straks da Louis tager min hånd.

"Veronica mener, at Alex og jeg skal fremstå som kærester i medierne.." Louis tager over, mens jeg mundlamt stirrer ned på Marideth's sko, ude af stand til at sige et ord.

"Nånå, ser man det - Tillykke med hende!" Udbryder Niall og griner fjoget. Det sætter Louis af, og han giver mig et overdrevet kindkys. Jeg smiler anstrengt, rædselsslagen for Marideths ansigts udtryk.

"Jeg emmh.. Jeg tror jeg smutter," mumler Marideth, og nærmest løber ud forbi Louis og jeg i døren. Hun værdiger mig ikke et enkelt blik på hendes vej. 

"Mari!" Jeg får med besvær vendt mig om og råber efter hende ud på gangen, men til ingen nytte. Hun styrter bare videre.

"Hvad er hendes problem lige?" Spørger Hannah forvirret og himler med øjnene. For hende, er der ikke noget værre end en rigtigt 'mood-killer', som hun nok ville kalde det.

Jeg trækker på skuldrene og lunter over og lader mig dumpe ned oven på Hannah, uden at tage hensyn. Hun klager sig højlydt og overdramatisk under mig, men skubber mig ikke væk.

"Hvad siger i til, at vi tager ned i parken - Får lidt frisk luft?" Spørger Harry og vrider sig fri fra Liam og Niall i sofaen. 

Vi mumler alle enigt og begynder at tumle forvirrede rundt efter vores jakker, solbriller og andre sager. På vej ud af døren fanger Hannah mig i drengenes mylder.

"Vil de ikke sådan.. Blive overfaldet at fans?" Spøger hun hviskende, mens hun holder mig i ærmet som om hun er bange for, at jeg pludselig løber væk.

"Ikke her. I parken her, er der kun adgang for folkene, der enten arbejder her eller bor her. Hvilket vil sige, at de fleste er ret ligeglade med drengene." Forklarer jeg hende, med de præcis samme ord Marideth forklarerede mig, da jeg var ny her.

"Lige på nær Journalister og paparazi, selvfølgelig," tilføjer jeg og tænker på alle de gange, hvor drengene er blevet fanget i nogle knap så fine øjeblikke.

"Arrh.." Mumler hun forstående og lunter op på siden af Louis, og jeg opdager noget meget meget slemt - Hannahs flirtesmil dukker frem på hendes læber, mens hun snakker med ham. Hvilket altså vil betyde, at mine to bedste veninder er vilde med den dreng, som jeg skal 'fake-date'. -Det skal nok gå galt før eller siden...

Pludselig stopper Louis op og lader mig nå op på hans side.

"Paparazi." Forklarer han Hannahs sårerende blik og trækker undskyldende på skulderne. Hun nikker stift tilbage, inden hun lunter op til de andre drenge, der med lange skridt er nået et godt stykke foran. 

Louis begynder ihærdigt at starte en samtale med mig, men jeg lytter ikke efter, selvom jeg virkelig prøver. Gang på gang, fanger jeg mig selv i at tænke på, at jeg er nødt til at spørge Harry om i går, på et eller andet tidspunkt. Han har undgået mig hele dagen.

Sådan fortsætter vi ellers. Ned af trapper, ind i elevatorer, hen ad gange, alt imens jeg med et halvt øre lytter efter Louis ivrige snakken...


Syco Music Studios Park. 15:46

"En almindelig stor kaffe og.." Harry slår blikket hen på mig, der fortabt vælter rundt og nærmest drukner i muligheder, fra det enorme menukort,  stående på jorden foran den gigantiske stand.

"En lille cappuccino." Tilføjer han, og sender dermed den splejsede unge pige i gang med sit arbejde.

"Såe.. En fake kæreste. Fedt, hva?" Han læner sig op ad disken og ler forsigtigt.

"Tjoo. Det er faktisk værre end du lige tror." Jeg skimter diskret over mod Hannah, der har gledet sig hen på min plads ved Louis' side på en bænk et stykke væk.

"Hmm. Hvad mener du?" Fortsætter Harry samtalen, mens han betaler pigen og rækker mig min cappuccino. 

"Kan jeg ikke forklare.." Sukker jeg og ryster på hovedet. Han trækker på skulderne og sætter afsted mod Hannah og de andre drenge.

"Harry, vent." Udbryder jeg beslutsomt. Jeg folder min hånd om hans håndled og trækker ham et stykke væk. 

"Hvorfor vil du ikke snakke om det, der skete  i går?" Spørger jeg ham vrissent og folder armene over kors.

"Hvad er der at snakke om?" Svarer han flabet, og gør det ret tydeligt med hans fjerne blik, at han længes efter at slippe for den her samtale. -Synd for ham.

"Du har undgået mig hele dagen! Harry, vi kyssede!" Hvæser jeg, irriteret over hvor ligegyldigt det åbenbart er for ham.

"Scchh! Ik så højt!" Tysser han surt, og hans hånd flyver op foran min mund, mens han kigger sig paranoidt omkring.

"Hvorfor er det så slemt? Du havde intet imod det i øjeblikket.." Jeg slår hans hånd væk og kigger skeptisk op på ham, med et smørret smil.

"Nu skal jeg fortælle dig, hvorfor det er så slemt, Alex." Han tørrer brat mit smil væk, med hans arrogante og en smule truende tone.

"-Fordi jeg er Harry Styles, favorit bandmedlem i et verdenskendt band, og du er blot Alex Ross. -Skolepigen, hvis Hollywood-eventyr før eller siden kommer til en ende, og dermed bliver efterladt alene tilbage i Brighton. Alt vil gå tilbage til som det var før - Ingen opmærksomhed eller indflydelse, men blot endnu en patetisk, naiv 19-årig som alle vil glemme alt om!"

Hans ord borer sig dybt ind i mig, og mit syn slører til af tårer, der ufrivilligt hober sig op i øjenkrogen.

"Uanset hvor arrogant det lyder..." Spytter han ud, fuldstændigt ligeglad med hvor meget han sårer mig.

"-Så er det sandheden Alex. Før eller siden indser du det." Han sukker opgivende og trasker forbi mig og videre hen til de andre. Jeg kan høre hans falske glæde og grin bag mig, og det giver mig kvalme. 

Jeg bliver stående målløs tilbage og lader hans nedgørende ord angribe mig. De smadrer mig fuldstændigt, og det er som om, at desto længere tid der går, desto mere ondt gør hver en sætning han sagde.

Jeg giver op i kampen mod tårerne og giver dem frit løb. De triller ned langs kinderne, og hulkende snøft finder også vejen frem. Jeg glider ned på græsset i skjul af et træ. Harry får ikke æren af at se mig knust. Jeg gemmer hovedet i hænderne, flov over, at jeg ikke kan holde følelserne tilbage.

 

"Alex?" Jeg mærker en spinkel og blød hånd på min skulder, og jeg ved straks hvem det er. Jeg fjerner mine hænder og lader mit ansigt komme til syne for Marideth.

"Søde, hvad er der dog sket?" Udbryder hun forskrækket og dumper straks ned på hug ved min side. Jeg ryster bare opgivende på hovedet og tørrer de sidste tilbageværende tåre væk.

"Alex. Der er noget galt, fortæl mig det nu!" Jeg tager en dyb indånding, for at få styr på min stemme, inden jeg begynder at fortælle hende alt hvad der er sket, fra Harry og jegs kys i lejligheden, til nu. Da jeg først starter, vælter det hele ud i en stor ustoppelig strøm.


Syco Music Studios Park. 19:31

"Alex. Det er jeg ked af at høre. Han er et forfærdelig menneske, du burde holde dig fra ham!" Kommanderer hun med afsky i stemmen, da jeg er færdig. 

"Har jeg også tænkt mig." Hvisler jeg arrigt, oprevet over at genleve det hele gennem min forklaring til Marideth, og slutter af med en rullen øjnene.

"Godt." Hun klapper mig opbakkende i ryggen og rejser sig fra det fugtige græs.

"Jeg er ked af det, men jeg er nødt til at smutte op i lejligheden, vi kan mødes der!" Hun smiler stort, inden hun lunter travlt videre gennem parken. Hendes brune frakke blafrer elegant i luften bag hende, og flere drenge glaner beundrende efter hende. En skam, at hun har stirret sig blid på et bytte, der bliver meget vanskeligt at få.

Hvor er Louis egentlig? Jeg vender opmærksomheden mod bænken, men efter alle forventninger er den tom. Jeg har siddet længe bag træet med Marideth, de andre må være gået for længst. Jeg rejser mig og sjokker indenfor. Jeg får med stort besvær slæbt mig ind i elevatoren og klikket mig op på 6. etage.

 

"Lex! Du ser forfærdelig ud! Hvad er der lige sket?" Hannah stirrer forskrækket mod mig, da jeg tumler ind ad døren.

"Ih tak Hanh." Mumler jeg ironisk og slæber mig selv ud på badeværelset. Okay Hannah har ret, jeg ligner et misfoster. Mit hår ligner en billig, uglet paryk, og mine tårer han tværet alt min makeup sammen i en hæslig blanding. 

"Alex er det dig? -kan jeg komme ind?" Det er Louis, der banker blidt på døren og snakker til mig fra den anden side.

"Jaer, selfølgelig, men du skal forberede dig på et chokerende syn." Jeg åbner hurtigt døren for ham, og han træder forsigtigt ind uden at være den mindste smule chokeret over min 'tilstand'. 

"Er du okay?" Spørger han, tydeligt klar over svaret. Han spørger vist mere for at få at vide, hvorfor jeg ikke er okay.

"Nej, Harry er en stodder, og jeg magter det ikke mere." Slynger jeg ud, før jeg overvejer om jeg virkelig burde involvere Louis i mine problemer med Harry. 

"Hey, måske bliver han bedre, måske gør han ik', men jeg er her for dig, det ved du godt ik'?" Jeg kigger, forbløffet over hans perfekte svar, op på ham og smiler svagt. 

Jeg slynger armene om ham og trækker ham ind i et knus. Det er rart, men varer kun kort, før jeg bliver stoppet af to forargede piger, der rømmer sig surt. - Hannah og Marideth, begge stående med et lynende blik og armene over kors i døråbningen. Jeg vrider mig fri fra Louis, der forvirret ser en katastrofal situation eskalere, uden den fjerneste idé om hvad der foregår. Jeg styrter ind på mit eget værelse og hiver pigerne med mig.

"Louis er min ven!" Udbryder jeg frustreret og tager mig til hovedet. Hvordan får jeg fikset det her?

"Du ved hvordan jeg har det med ham, Alex.." Sukker Marideth trist og sænker hovedet.

"Hvordan DU har det med ham? Hvad med hvordan JEG har det med ham!?" Vrænger Hannah arrigt og sender Marideth et dræbende blik.

"Piger! I er begge to vilde med Louis!" Konstaterer jeg, og min mave snørrer sig sammen ved synet af de hadsfulde blikke de sender hinanden. Alt jeg ønsker lige nu er, at mine to bedste veninder ville kunne enes...

"Det kan vel være ligemeget, når du alligevel tager ham for dig selv!" Vrisser Marideth og vender vreden tilbage mod mig. Jeg trækker vejret dybt, for at holde frustrationen i mig. Jeg har på fornemmelsen, at en skrigende klagen, ikke ligefrem vil hjælpe på situationen...

"Mari! Kan du huske hvor knust jeg var over Harry i parken i dag, tror du virkelig jeg føler noget for Louis?"  Jeg henvender mig til Marideths fornuft først, da jeg udemærket godt ved, at det er Hannah, der bliver en udfordring...

"Det havde jeg ikke tænkt på.." Mumler hun flovt og trækker sine vrede attitude tilbage.

"Og Hannah, jeg ville aldrig gøre sådan noget imod dig. Du sagde dips for sådan 4 år siden." Jeg prøver at le en smule, for at tø hende op, men hendes blik forbliver stift og koldt. 

"Jeg så dig Alex. Du tager ham fra mig. Ligesom du altid gør! Alle drenge falder altid for perfekte Alex Ross!" Hannahs humør skifter drastisk fra vredt til trist. Hun blinker nogle tårer væk fra øjnene, inden hun tramper ud fra værelset. Lyden af døren, der bliver smækket bag hende, giver et svagt sæt i mig.

"Hun skal nok komme til fornuft." Forsikrer Marideth mig roligt. Jeg ryster bare på hovedet ad hende.

"Du forstår det ik'.. Jeg er ikke bange for, at Hannah ikke bliver god igen. Jeg kender hende. Problemet er, at i to aldrig ville kunne enes." Sukker jeg nedtrykt, hentydende til, at det ville være rart, hvis de i det mindste gjorde et forsøg.

"Det har du nok ret i." Mumler Marideth spydigt og sjokker ud ad døren. 

Jeg falder om i sengen og stirrer håbløst op i loftet på en besynderlig plet, der ligner en guitar uhyggeligt meget...


 

Syco Music Studios - Lejligheden. 21:23

"Jeg har lige været vidne til to vrede piger komme stavrende ud herfra. Det ser ik' så godt ud..." Harrys irriterende stemme finder vej gennem værelset og vækker mig.

"Skrid." Vrisser jeg lavt uden at kigge det mindste på ham. Han er den sidste jeg har brug for at snakke med lige nu.

"Jeg er kommet for at undskylde for tidligere i dag." Jeg mærker hans vægt i fodenden af sengen, der trækker mine ben nedad. Jeg rejser mig, og synet af ham, leger mere med mine følelser end jeg bryder mig om.

"Skrid." Gentager jeg, mere kommanderende og vredt, men han ignorerer mig. Det er tilsyneladende hans speciale.

"Jeg har haft en hård uge, okay? Veronica hakker ned på mig, og stresser rundt med os. Plus jeg ikke ligefrem har et fantastisk forhold til min far lige for tiden.." Lyden af hans deprimerende stemme, for mig til at slappe mere af, og det piller mit kampklare humør ned.

"Det gør mig ondt." Hvisker jeg forsigtigt. Der er en meget trykket stemning imellem os, men jeg er ret sikker på, at han ikke lyver. Jeg kan mærke, at der ligger noget dybt bag ham og hans far, jeg ved bare ikke hvad.

"Jeg har ikke lyst til at sakke om det. Jeg vil bare sige undskyld, kan du tilgive mig?." Han vender sit tiggende blik mod mig, og det kommer som en overraskelse. Mit hjerte begynder at hamre nervøst.  

Fandeme nej, om jeg kan tilgive dig, dit selvcentrerende svin. Du knuste mig fuldstændigt, og du skal ud af mit liv!

"Selvfølgelig." Hans lettede smil varmer en smule, og pludselig finder jeg mig selv i at kramme ham. 

"Tak." Mumler han og trækker sig blidt tilbage.

"Lad mig ikke fortryde det." Sukker jeg, skuffet over min patetiske viljestyrke. 

"Det vil ikke ske." Selvom han er overbevisende, ved jeg, at jeg løber en 50/50 risiko.

"Godnat." Siger jeg koldt, som hentydning til at han skal gå. Heldigvis fatter han det.

"Godnat." Han bevæger sig nærmest svævende hen og gulvtæppet og forsvinder lydløst ud gennem døren..

 

Jeg tager på ferie her i morgen i to uger, så det her er et lille trøstekapitel. Jeg har ikke nået at få det rettet helt igennem, så i må lige bære over med taste/grammatiske-og stavefejl. Hvad er jeres tanker omkring pigernes skænderi? Hvordan får Alex lige løst den? -Og hvad gør hun lige med sin nye falske kæreste?? -Maria :*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...