Limelight >I One Direction I<

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2017
  • Opdateret: 19 aug. 2017
  • Status: Igang
Da det populære band One Direction mangler en tourhost, sætter de gang i en konkurrence. Den 19-årige Alex Ross bliver revet ind i rampelyset, da hun vinder sit livs største mulighed. Men livet i en lejlighed med de fire drenge, er ikke så skønt som man skulle tro. Lige fra det sekund Alex træder ind af døren, er Harry over hende med en kold og irriteret attitude. -Men da Alex hurtigt fremstår i mediernes søgelys, og får dårlig omtale, er det Harry som er der for hende, og et kærligt bånd opstår imellem dem. -Kan Alex lære holde sit liv ude af rampelyset? Har Harry rent faktisk følelser for Alex? -Eller er det bare et af hans syge spil? //Husk at give traileren et kig! :D//

38Likes
28Kommentarer
9802Visninger
AA

7. Kapitel 5 - Gossip Girl


Gossip Girl

 

 

Los Angeles - Syco Music Studios - værelset. 9:43

"Alex!" Det er Marideths paniske råb, der river mig ud af min fantastiske drøm om igår aftes optræden. Jeg mærker et svirpende klask, af noget koldt og platsikfølende materiale, der klister sig til min bare hud på låret. 

"Mari, hvordan fanden er du kommet ind?" Gaber jeg forvirret og gnider mig udmattet i øjnene. Hun dumper oprevet ned i min seng, så madrassen hopper stille og hjælper mig op at sidde ved hendes side.

"Det er lige meget, se her!" Siger hun ivrigt og afslører, at klasket var fra et 'People'-magasin, ved at kaste det i skødet på mig.

"Alex Ross, One Directions nye tourhost, i problematisk flirt med Styles" Står der med skrigende gule bogstaver på forsiden, hen over to billeder af mig og Harry, før og efter vores skænderi uden for Dodger Stadium igår aftes. Det første billede viser sløret Harry, der læner sig ind mod mig, i sekunderne før jeg afviser ham. Det andet er af mig, der skriger ham op i fjæset, mens han holder arrigt fast i mig. Det er tydeligt, at fotografen har været langt væk og har måtte zoome utrolig meget ind, men kvalitetet er desværre god nok til, at man kan se det er os.

"Fuck." Sukker jeg overvældet, inden det begynder at sive ind, hvor slemt det her egentlig er.

"Fuck!" Udbryder jeg irriteret og rejser mig fra sengen. Jeg forlader Marideth måbende tilbage på sengenkanten, mens jeg furiøst tramper ud i stuen.

"Harry!" Skråler jeg arrigt og fanger straks drengenes opmærksomhed. De ser forskrækket og forvirrede op på mig,  nede fra sofaens bløde favn.

"Se hvad du har gjort!" Vrisser jeg og smider bladet ned i hans skød, med det eneste formål, at det skal gøre ondt.

Jeg giver ham, og de andre drenge, der nysgerrigt læner sig ind over hinanden for at se, et par sekunder til at læse og studere billederne.

"Pis!" Udbryder Harry og smider bladet fra sig, mens han rejser sig. Han tager begge hænder op og folder dem bag hovedet, mens han går rastløst frem og tilbage hende over lejlighedens bløde gulvtæppe.

"Hey hey, ro på guys. Der er en lys side af alt det her!" Marideth sniger sig ud til os i stuen.

"Hvad?" Vrænger Harry og jeg i kor.

"Alex er på en forside!" Udbryder hun begejstret og holder bladet op foran sig, som om, at hvis vi ser på det fra en ny vinkel, ser vi pludselig noget positivt. Harry ruller med øjnene og trasker surt ind på sit værelse og smækker døren hårdt i bag sig.

"Måske har du ret..." Sukker jeg og dumper ned på Harrys plads i sofaen, mellem Louis og Liam.

 

*Bip, Bip* Min telefon lyser op fra kommoden et stykke væk.

"Gider du?" Beder jeg Marideth tiggende, og mine super-uimodståelige hvalpeøjne tvinger hende hen mod telefonen. Hun sender telefonen svævende gennem luften med et elegant underhåndskast. Jeg griber den og kigger på skærmen.

'Ulæst besked fra 'Hannah<33'" Jeg låser telefonen op og klikker ind på Hannah og jeg's messenger-samtale.

'ALEX, ALEX, ALEX, ALEX!" -Når Hannah bruger caps, ved man det er noget særligt..

'Hvad, Hanh?" 

'Du skal slet ikke hvad'e mig!! Kom med en forklaring!!' Under beskeden dukker en grå boks op, der ihærdigt forsøger at loade et billede.

Et billede af People-magasinet dukker op, og straks forstår jeg hvad der sker. Jeg ringer hende op på facetime og får ærlig talt svage kuldegysninger, ved at se og høre hende igen - Kæft jeg savner hende!

Jeg går ind på værelset og lukker døren i bag mig - Der er en masse seriøs venindesladder, der skal gennemgåes...


 

Los Angeles - Syco Music Studios - Stuen. 12:02

"Var han lækker?" Spørger jeg grinende og giver Hannah et perverst smil og et blink. 

"Babe, han var gud." Svarer hun tilbage i et dybt seriøst toneleje - Lige indtil hun bryder sammen af grin.

Jeg har rykket vores facetime-samtale tilbage ind i stuen til drengene, da jeg er færdig med at diskutere privatsnak med Hannah.

"Niall, gider du?" Jeg kigger bedende hen på Niall, ved lyden af slag på døren.

"-To sek Hanh, det banker på døren." Siger jeg til telefonen med Hannahs fjæs, der er gået i hak på et yderst uchamerende tidspunkt.

"Vent... What the.." Selv med ryggen til Niall, fornemmer jeg tydeligt hans store forvirring og vender mig for at få den opklaret. 

"Hannah!" Skriger jeg med et typisk tøseskrig, og det får drengene til at klage sig højlydt, men jeg er ligeglad.

"Lexi Lex!" Griner hun med udslåede arme, fuldt klar til at tage imod min krop, der er tonsende på vej mod hende.

"Lexi Lex?" Spørger Harry på grænsen til at flække af grin, og lyden af de andre drenges fnis, skubber ham ud over kanten.

"Hvad laver du her!?" Spøger jeg og træder et skridt tilbage for at betragte hende. Er hun ikke blevet lidt højere?

"En eller anden Veronica sendte mig en E-mail, og det næste jeg ved af, sidder jeg på et fly hertil!" Svarer hun begejstret, men jeg fornemmer, at hun holder sine hardcore fan-skrig inde. For selv om det er mig hun snakker til, flytter hun ikke blikket fra drengene bag mig.

"Drenge, det her er Hannah." Præsenterer jeg hende og gør plads til, at de kan give hende et velkomst-kram.

"Hanh, det her er... Jaer.." Jeg dropper det, da jeg udemærket er klar over, at hun nok i princippet ved mere om drengene end de selv gør.

"Velkommen til!" Smiler Harry, inden han slår armene om hende. Hvorfor fik jeg ikke sådan en velkomst?

"Hov forresten, Lex?" Hannah trækker sig ud af Harrys favn.

"Jarem?" 

"Fik slet ikke spurgt dig, om du egentlig er okay med de ting de skrev om dig i peoples'?" Hun ser medlidende hen på mig og sender mig et stort mentalt knus.

"Emh. Jeg har faktisk ikke læst det.." Indrømmer jeg en smule nervøst. Hun opdager straks sin fejl, og hendes øjne fyldes med fortydelse, mens hun desperat trækker ordene i sig.

"Nårh det er ogs ligemeget." Flyver det henkastet ud af hendes mund, mens hun trækker sin kuffert ind over dørtrinet.

"Mhh." Mumler jeg anspændt og hjælper hende med resten af hendes tasker.

 

"Skal jeg ikke vise dig rundt i studiet, Hannah?" Spørger Niall entusiastisk, og Hannah svarer straks med et overgiret nik.

"Jeg går med." Mumler Lois, mens han gumler på et stykke brød og rejser sig fra sofaen.

"-Og mig" Tilføjer Liam og sætter efter de andre.

"Vi ses." Siger Hannah kontrolleret, men mimer et begejstret skrig til mig over skulderen.

"Ses." 

 

Så snart døren lukker i bag dem, tager min nysgerrighed over, og jeg flyver op og kaster mig sultent over magasinet.

"Alex, det er ik' nødvendigt.." Prøver Harry sukkende, mens han langsomt kommer nærmere.

"Jo." Svarer jeg koldt, mens jeg koncentreret bladrer gennem siderne. Jeg dumper ned på gulvet, med bladet i skødet, da jeg finder siden. Mine øjne flakker over siden og læser alle de kritisererende sætninger.

'Hun er liderlig efter berømmelse', 'Hun bruger ham', 'Talentløs'. En tung sten falder helt ned i tæerne på mig, og den trækker endda Harry ned ved min side. 

"Det betyder ik' noget." Mumler han betryggende.

-Det kan han sagtens sige, han vil altid have fans, der støtter ham. Jeg er helt ny til alt det her, og førstehåndsindtryk er alt!

"Mhh." Kæmper jeg ud gennem min mund, for at skjule den kæmpe klump i min hals, der forhindrer mig i at snakke.

En tårer triller modvilligt ned ad min kind og falder ned på siden. Jeg tørrer hurtigt min kind af efter den, med bagsiden af min hånd.

Det går op for mig, at Harrys arm omfavner mig omkring skulderen. Jeg aner ikke hvor længe den har været der, men det er rart. Jeg sukker trist og lukker flere tårer ud, og en efter en, triller de ned og slører bogstaverne i bladet.

Harry tager magasinet fra mig i en blid bevægelse, og kaster det væk, inden han giver mit hovede et lille puf, i retning mod hans skulder.

Uden nogen modstand, lader jeg mit hovede dumpe ned for at hvile på hans kraveben. Jeg lukker øjnene og mærker hans hånd omslutte min. Sådan bliver vi siddende lidt - Eller længe.

 

"Kom." Harry rejser sig pludseligt og rækker en hånd ned mod mig. Jeg tager imod den og hiver mig op. Han går hen til anlægget og starter noget musik. Den energiske melodi fylder hele lejligheden, og med et smil på læben trækker Harry mig ud midt på stuegulvet. Jeg kan ikke andet end at le.

Han placerer min ene arm om hans nakke, inden han tager fat, og fletter sine fingre ind i den anden. Selv placerer han sin frie hånd om min lænd. Forsigtigt trækker han mig dansende rundt i takt til musikken. Jeg følger først en smule tilbageholdende efter hans bevægelser, men hurtigt slår jeg mig løs og nyder øjeblikket. Grinende vælter vi klodset rundt i stuen, uden at have den fjerneste idé om hvad vi laver. Jeg formår at træde ham over tæerne gang på gang, men ikke én gang reagerer han anderledes, end med et fjoget grin og et blink.

 


Syco Music Studios - Lejligheden. 16.43

"Tak. Det havde jeg brug for." Sukker jeg en smule forpustet, da musikken døser hen. 

"Selvfølgelig." Smiler Harry og trækker mig ind i et knus. Jeg slår armene om hans hals og suger hans nærvær til mig, inden han trækker sig igen. Begge hans hænder glider ned omkring min lænd, og snører mig til at falde i hans øjne. De brune, dybe men stadig mystiske øjne...

Hans blik falder ned til mine læber, og jeg bider mig svagt i underlæben, som tegn til min tilladelse. Det føles som en evighed, uden nogen berøring fra ham, før han reagerer.

Jeg smiler svagt, da hans silkebløde læber endelig rammer mine. De bliver der kun et kort sekund, før de igen forsvinder og trækker deres dejlige varme med sig. Jeg åbner øjnene og kigger forundret op mod Harry. 

"Undskyld." Mumler han skamfuldt, ude af stand til at kigge på mig.

"For hvad?" Spørger jeg forundret. -Ikke fordi jeg ikke mener, at han ikke har noget at undskylde for - mere fordi han har så meget, at jeg vil vide hvad for noget af det.

"Det hele." Sukker han og sender mig en tilbedende blik.

"Det er vist også på sin plads!" Fnyser jeg drillende, men sender ham et lille fnis, for at være sikker på, at han opfanger sarkasmen.

"Alex!" Ler han og giver min skulder et puf.

"Det er okay. - Undskyldning accepteret" Smiler jeg beroligende til ham og slår armene om ham i et kærligt knus.

 

Pludselig låser han mig fast i et jerngreb, og får på en eller anden vis kastet mig op på ryggen.

"Harry!" Klager jeg klukkende og slår rædselsslagen armene om hans hals, da han sætter i galop rundt i lejligheden. 

"Du kvæler mig!" Pruster han frustreret og river i mine arme.

"Så sæt mig ned!" Vrænger jeg flabet. Vi stopper begge brat vores grin, da hoveddøren går op.

"Emh. Halløjsa.." Ler Liam smørret og kigger smilende mod mig, der dingler i luften som Harrys menneske-rygsæk.

Harry haster over mod sofaen, inden han pratisk talt ryster mig af ham. Jeg giver et lille støn fra mig, da jeg dumper ned i sofaens puder.

"Av!" Vrisser jeg irriteret og stirrer forbløffet mod Harry, der forsvinder ind bag sin dør, som om intet var hændt.

"Okay såå." Ler Hannah anspændt og sjosker over mod mig i sofaen. Jeg tager hendes hånd og hjælper mig selv op.

"Godnat drenge." Mumler vi i kor, mens vi hånd i hånd slæber os ind på mit værelse.

-Sikke en dag...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...