Limelight >I One Direction I<

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2017
  • Opdateret: 19 aug. 2017
  • Status: Igang
Da det populære band One Direction mangler en tourhost, sætter de gang i en konkurrence. Den 19-årige Alex Ross bliver revet ind i rampelyset, da hun vinder sit livs største mulighed. Men livet i en lejlighed med de fire drenge, er ikke så skønt som man skulle tro. Lige fra det sekund Alex træder ind af døren, er Harry over hende med en kold og irriteret attitude. -Men da Alex hurtigt fremstår i mediernes søgelys, og får dårlig omtale, er det Harry som er der for hende, og et kærligt bånd opstår imellem dem. -Kan Alex lære holde sit liv ude af rampelyset? Har Harry rent faktisk følelser for Alex? -Eller er det bare et af hans syge spil? //Husk at give traileren et kig! :D//

39Likes
28Kommentarer
9981Visninger
AA

6. Kapitel 4 - It's showtime baby!


It's showtime baby!

 

 

Dodger Stadium - Scenen. 18:00

Scenetæppet løfter sig svagt fra jorden og en skrigende jubel startes bag det. Mit hjerte pumper derudaf, mens tæppet når helt op til min hals. Jeg tager en sidste oprevet indånding, inden jeg klasker et begejstret smil på fjæset, lige i tide til, at tæppet afslører mit ansigt. 

"Hva' så LA, har i det fedt!?" Jeg overrasker helt mig selv med  hvor meget energi min stemme skydes ud med. Publikummet skriger, og for første gang, sender det mig et rus af begejstring i stedet for nervøsitet.

"Nu ved jeg jo godt, at i ikke er kommet for at se på mig - Men jeg tænker nu, at jeg da er nødt til at præsentere mig alligevel." Jeg koncentrerer mig ufatteligt meget, mens jeg langsomt og usikkert, bevæger mig frem over scenen, balancerende på de nåletynde hæle. 

"Jeg hedder Alex Ross, og det er så mig, der har vundet konkurrencen om at være One Directions tourhost." Der lyder straks højlydte skrig, så snart jeg nævner drengene. Rampelyset rammer mig lige i smatten og gør publikummets ansigter, til helt slørrede silhuetter i baggrunden, der virker knap så skræmmende.

"Bliv færdig, Alex!" Lyder der pludselig en hæs stemme fra højtalerne. Jeg genkender straks Harrys irriterende tone, men beholder et falsk smil på læben, mens folk fortsætter deres skrig. Jeg åbner munden for at fortsætte, men bliver endnu engang afbrudt af Harrys stemme gennem højtaleren. Han er ingen steder at se, men alligevel flipper fansene fuldstændigt ud.

"Kom så!"

"Hvis du ikke slapper af Harry..." Begynder jeg truende, men sørger for, at jeg ikke lyder som en sur kælling.

"Hvad gør du så Alex?" Svarer han flabet, men formår stadig at hive tilbedende skrig ud af tilskuerne.

"Så fyrer jeg min fod så langt op i røven på dig, at du kan smage min sko!" Udbryder jeg uden at tænke mig om, og jeg ser med det samme hele min tourhost-karriere falde fra hinanden, selvom den først lige er begyndt.

Men til min overraskelse, fyldes salen kun med latter. 

Jeg retter selvsikkert ryggen op og stryger mit hår om bag øret.

"Mon ikke vi skal få sat gang i festen, før vi starter 3. verdenskrig herinde, eller hvad?" Jeg hæver stemmen, for at gejle tilskuerne op - og det virker i den grad! Folk rejser sig og klapper, og råb og skrig bliver sendt afsted mod mig.

​"Jeg kan ik høre jer! Hvad siger i til det!?" Råber jeg ud i luften og hæver armene op over hovedet. Selvom flere tusinde mennesker kigger på mig, føler jeg mig helt alene på den store scene. Menneskemængden er bare en stor, larmende, sort klat. 

"Så er der vist ikke andet at gøre, end at byde jer allesammen velkommen, til One...." Jeg trækker den ud, mens jeg bevæger mig hen mod trappen, der fører ned-og om bagved scenen.

"Direction!" Skråler jeg, og bliver tilbageblæst af en bølge af skrig og jubel. Jeg holder mig for ørerne, mens jeg tonser ned fra scenen. Jeg vælter lige ned i favnen på Veronica. Jeg kigger forventningsfuldt op mod hende, men jeg knuger mig helt sammen ved synet af hendes ansigt.

"Hvad fanden var det!?" Brøler hun arrigt, mens hun krøller min selvtillid fuldstændig sammen, og derefter tramper på den. -Og brænder den.

"Jeg..." Begynder jeg forsvarende, uden egentlig at vide hvor jeg vil hen med det.

"Det var en katastrofe! Du må snakke på den måde på scenen!" Vrisser hun og løfter pegefingeren i en opdragende bevægelse.

"På 'den måde'?" Spørger jeg hende, stadig fuldkommen forundret over hvad jeg har gjort galt.

"Ja, du bander og svovler, og får dig og drengenes forhold til at fremstå dårligt!" Fortsætter hun helt frustreret over, at jeg ikke kan se problemet. Jeg skal til at undskylde, men bliver afbrudt af Marideth, der åbenbart har overhørt hele samtalen.

"Hun får deres forhold til at fremstå ægte, mor." Jeg sender snedigt et taknemmeligt blik til hende bag Veronicas ryg. Marideth minder mig en smule om Hannah - Hun ville også altid forsvare mig, også når jeg ikke havde ret. 

"Marideth! Du aner ikke hvad du snakker om lille skat! Du forstår det slet ikke." Sukker Veronica og ryster på hovedet af sin datter.

"Jo mor, det gør jeg. Hørte du dem ikke? De grinte og skreg, er det ikke kun godt?" Fortsætter hun stædigt. Det er tydeligt på Veronicas reaktion, at Marideth sjældent sætter sig op imod hende. Hun ryster blot på hovedet og sukker opgivede, inden hun tripper videre.

"Hun hader når hun ikke har ret..." Mumler Marideth og smiler svagt. Det er også tydeligt, at hun ikke bryder sig om at sætte sig op imod sin mor.

"Tak, Mari." Jeg tager hendes hånd og giver den et kærligt klem. Hun nikker som svar.

 


Los Angeles - Dodger Stadium. 20:30

"Alex! Alex Ross!" En opkørt mand, kommer farende imod os med en notesblok i hånden. Han har en ung kameramand lige i røven.

"Må jeg stille dig nogle spørgsmål?" Fortsætter han, stadig irritererende overgiret. Jeg sender Marideth et forvirret blik, men hun smiler bare stort og nikker opbakkende.

"Emh, jaja." Fremstammer jeg overvældet og følger efter tomandsholdet ud i en tomt lokale.

"Alex, hvorfor starter du ikke med at fortælle lidt om dig selv?" 

"Emh ja, jeg hedder Alex Ross, jeg er 19 år og kommer fra Brighton i England." Jeg begynder at pille nervøst ved noget af stoffet fra kjolen. 

"Du har ikke kendt drengene så længe, hvordan er jeres forhold?" Hans spørgsmål borrer sig ind i hovedet på mig og jeg overvejer stresset, hvordan jeg kan formulere det, uden at komme i problemer.

"Jeg tror.." Begynder jeg, stadig ikke klar over hvad jeg vil sige.

"Jeg tror vi har lidt det forhold man ville have til en adoptivsøskende, der vælter ind i ens liv. -Jeg er ny og blander mig pludselig i deres hverdag, hvilket jeg tror er svært for nogle af dem."

Med 'nogle af dem' tænker jeg selvfølgelig på Harry, men det undlader jeg at nævne.

"-Men vi har alligevel et godt søskendeforhold til hinanden. Du ved, alle de gode stunder, og den måde man ligesom 'bonder' med sine søskende, sådan har vi det også med hinanden, tror jeg. -Nu har vi jo som sagt ikke kendt hinanden så længe, men jeg kan bundærligt sige, at det er nogle skønne drenge." Jeg folder hænderne i mit skød og krydser mine ben, for at se lidt mere professionel og feminin ud.

"Hvilken af drengene er din yndlings?" Jeg fnyser, en smule overrasket over hans meget direkte tilgangsmåde, men tager hurtigt en alvorlig mine på igen.

"Det er et meget svært spørgsmål... Ser du, jeg kan lide drengene af forskellige grunde." Prøver jeg listigt, for at snige mig uden om spørgsmålet.

"-Hvilke grunde?"

Fuck.

"Emhh. Liam er nok den høflige, altid støttende ven, hvorimod Harry er den irriterende storebror, og Niall er glædessprederen, der altid sætter gang i den."  

"Hvad med Louis?" Spørger intervieweren forundret.

"Louis! Han er...."Jeg stopper mig selv. Hvad er Louis?

"Louis har jeg faktisk ikke snakket så meget med igen, men han virker som en virkelig loyal ven. Jeg tror virkelig han er en fantastisk dreng." Jeg smiler for at virke mere overbevisende, for inderst inde, aner jeg virkelig ik' hvem Louis virkelig er...

"Alex..Fortæl mig nu lige lidt hemmeligheder om drengene." Prøver intervieweren snedigt, og kameramanden rykker straks nærmere.

Jeg mærker at min ansigt langsomt begynder at matche min kjole...

"Hey, jeg skal lige bruge Alex, beklager drenge." Det er Harrys stemme, der reder mig fra interviewets kløer. Han tager min arm og trækker hurtigt mig hurtigt udenfor.

"Tak," sukker jeg lettet og læner mig udmatter op ad den ru murstensvæg.

"Det var ligeså meget for mig selv, som for dig. Jeg skulle nødigt stilles i dårligt lys, fordi dine tanker slipper ud!" Hans hånd klasker ind på væggen ved mit hovede, så han også kan læne sig op ad muren.

"Ihh, hvor sødt." Vrisser jeg sarkastisk og ruller med øjnene, mens jeg krydser mine arme som et surt barn. Jeg aner ikke hvad der plantede sig i hovedet på Harry de næste sekunders tid. Han klaskede sin anden hånd ind på væggen, ved den anden side af mit hovede, og dermed fangende mig. 

"Du kan godt lide mig.." Mumler han, mens hans blik borer sig intimiderende ind i hovedet på mig. Han læner sig frem mod mig...

Fornuften når lige at slå ind, og jeg vender kinden til ham. Han silkebløde læber strejfer min hud, inden han forarget trækker sig væk.

"Hvad har du gang i?" Angriber han mig indebrændt, mens hans arme falder overvundet ned og dingler langs hans side.

"Skulle spørge dig om det samme!" Fyrer jeg tilbage, desværre i en meget mere flabet tone, end hvad der var meningen.

"Hvem fanden tror du du er?!" Hans indebrændte vrede vælter ud, og af en eller anden grund, fungerer jeg som tørt græs i nærheden - Jeg tænder fuldstændigt af.

"Kraftedeme alle andre end en spiller, i Harry Styles' klamme mongol-spil!" Hvæser jeg arrigt og støder med vilje ind i hans skulder, på min vej forbi ham.

"Hvad fuck fabler du om Alex!" Han griber om min overarm, og hans kæmpe spasser-hånd kan nå hele vejen rundt... 

"Du har behandlet mig som dit fucking skrald lige siden jeg kom, og nu prøver du at kysse mig!? Det er tydeligt, at kører et eller andet spil!" Skråler jeg og sender ham et lynende blik, inden jeg vrider mig ud af hans greb og tonser ind i bygningen.

"Du skal for øvrigt på igen om lidt, Harry!" Surmuler jeg og tripper op ad trappen til scenen. Scenen suger al den negative energi ud af mig, og jeg jubler entusiastisk mens jeg træder i syne for fansene.

"Hvad siger i såååå! Er i klar til mere?" Skriger jeg ud i den store sal og lader publikummets larm sluge mine råb. Pludselig dukker Veronicas stemme op i min øresnegl i øret.

"Alex, der er tekniske problemer, hold dem hen!" Panikken strømmer ind over mig, og jeg synes pludselig at høre utålmodige råb og jeg kigger mig febrilsk omkring, mens mine tanker desperat forsøger at komme op med en løsning.

"Alex, her!" Marideth træder frem på scenen til mig. Hun rækker mig en guitar, som jeg er ret sikker på er Harrys. Hun undlader at kigge på de mange mennesker, og så snart jeg griber om guitarens hals, tumler hun hurtigt ned fra scenen igen kridhvid i hovedet.

"Der er lidt tekniske problemer, det beklager jeg meget!" Starter jeg undskyldende. Mit hjerte hamrer der ud af. Jeg har virkelig ikke lyst til at spille for så mange mennesker. Nervøsiteten svømmer rundt i min krop og gør mig fysisk dårlig. Marideth fanger mit blik, ude fra siden af scenen. Hun nikker og smiler støttende.

"-Så jeg vil spille en lille sang for jer, indtil vi får styr på tingene igen." Forsætter jeg, stadig med blikket mod Marideth. Fansene jubler en smule og mumler indbyrdes.

Jeg begynder at spille melodien til Rag'n'Bone man's sang 'Skin'. Da det er den sang jeg føler mig mest sikker ved.

"When i heard that sound, when the walls came down, i was thinking about you." Jeg lukker instinktivt øjnene og mærker projektørlyset skinne bag mine øjenlåg.

"About you." Fortsætter jeg.

"When my skin skin grows old, when my breath run cold, i'll be thinking about you."

Jeg kan høre, at der bliver stille i salen og det gør mig en smule skræmt. Jeg lukker øjnene op og blinker et par gange, før jeg kan se for det blændende lys. Da jeg kigger ud mod fansene, går op for mig, at folk hujer og klapper, og pludselig rammer lyden mig også. Jeg tager smilende en indånding.

"Seconds from my heart, a bullet from the dark. Helpless, i surrender, shackled by your love." Publikummet har efterhåndet fået kordineret dress klappen i en fast rytme, og jeg fanger mig selv i at klappe med, med foden i gulvet.

"Holding me like this, with poison on your lips. Only when it's over, the silence hits so hard." Jeg synger blidt og koncentrerer mig om hvert eneste ord.

Jeg tager hånden op til øret, som tegn til at fansene skal synge, og de opfatter straks min hentydning.

"'Cause it was almost love, it was almost love! -It was almost love, it was almost love!" Skråler mængden begejstret og jeg bryder ud i et kæmpe smil. Min nervøsitet er helt væk, jeg nyder bare øjeblikket fuldt ud.

"When i heard that sound, when the walls came down, i was thinking about you. -About you!" Synger jeg mere intenst med hjælp fra publikum.

"When my skin grows old, when my breath runs col, i'll be thinking about you" Det kribler i hele min krop, ved lyden af de mange stemmer, der synger med i en blandet smuk larm.

"About you." Jeg trækker den sidste tone lys ud, så det atter kun er min stemme der fylder salen. Jeg ler nervøst og taknemmeligt, da folk rejser sig fra deres sæder.

"Vi er klar igen Alex!" Lyder det i min øresnegl. 

 

"Lad os så få drengene på scenen igen, nu er vi klar!" Brøler jeg og lunter med guitaren under armen, ned fra scenen.

Hvad fuck skete der lige!?... 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...