Limelight >I One Direction I<

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2017
  • Opdateret: 28 aug. 2017
  • Status: Igang
Da det populære band One Direction mangler en tourhost, sætter de gang i en konkurrence. Den 19-årige Alex Ross bliver revet ind i rampelyset, da hun vinder sit livs største mulighed. Men livet i en lejlighed med de fire drenge, er ikke så skønt som man skulle tro. Lige fra det sekund Alex træder ind af døren, er Harry over hende med en kold og irriteret attitude. -Men da Alex hurtigt fremstår i mediernes søgelys, og får dårlig omtale, er det Harry som er der for hende, og et kærligt bånd opstår imellem dem. -Kan Alex lære holde sit liv ude af rampelyset? Har Harry rent faktisk følelser for Alex? -Eller er det bare et af hans syge spil? //Husk at give traileren et kig! :D//

39Likes
28Kommentarer
12525Visninger
AA

13. Kapitel 11- Last day


 

Last day

Chicago. Hotel the Peninsula. 10:24

 

"Alex. Vi har snakket med Veronica," vælter det ud af Louis, sekundet jeg træder ud i køkkenet, efter omkring en halv times mental forberedelse på at se Harrys vrede fjæs fra min opførsel igår.

"Oh," hvikser jeg, ikke helt klar over hvad det indebærer. Mit blik sniger sig over mod Harry. Han ser vredere ud end jeg havde regnet med. Han ser på mig, som om jeg har myrdet hele hans familie med en sikkerhedsnål.

"Hvordan fanden kan du bare gøre det mod os?!" Vrænger Harry arrigt og farer op fra stolen ved spisebordet. Resten af drengene prøver halvhjertet at berolige ham, udemærket klar over at han ikke er til at stoppe når først han er i gang,

"Hvad snakker du om?" Når jeg at spørge, før svaret falder mig ind.

"Du kan sku da ikke bare skride midt på touren? Det er fandeme uprofessionelt!" Fnyser han furiøst og krydser armene i en trodsig positur. 

"Harry, jeg kan forklare," sukker jeg nedtrykt og stirrer på min fod, der gnider anspændt frem og tilbage hen over en lille plet på gulvtæppet.

"Så forklar!" De andre drenge undviger mit blik og forsvinder skuffede ud af døren bag Harry. Selv Niall virker sur.

"Harry. Jeg kan ikke sige præcist hvorfor jeg er nødt til at tage hjem, men tro mig, jeg gør det kun fordi..." Jeg tøver og ser hans lynende blik. Han skræmmer mig. Aldrig har han kigget på mig på den måde før. Aldrig har han været virkelig sur på mig.

"Fordi hvad?" Vrænger han, med en lidt mere nedtonet stemme. Hans øjne slukkes langsomt, og jeg tager mod til mig for at fortsætte.

"Du bliver nødt til at tro på mig når jeg siger, at jeg kun gør det her fordi... Jeg elsker dig." De tre sidste ord falder ud hver for sig, uden helt at give mening som en hel sætning i mit hovede. Bare tre store ord, der vælter forvirret rundt.

Jeg kigger ham rædselsslagent i øjnene. Jeg møder et varmt blik, der giver mig håb.

Min mave snørrer sig sammen, da han åbner munden, men ingenting kommer ud. Han kigger bare på mig med tomme øjne.

Jeg lukker skuffet kort øjnene, og en tårer triller ned af min kind, da jeg åbner dem igen.

"Tre ord, Harry.." Min stemme er grådkvalt, og ordene er næsten uforståelige.

"Sig de te ord, og jeg er din," hulker jeg bedende og gør mit bedste for at trænge ind til ham. Jeg ved, at et sted langt, langt derinde, skriger han ordnede højt.

"Sig de tre ord, og jeg tager ingen steder. Jeg bliver her." 

Jeg giver ham tid til at svare, men han slår bare blikket i jorden. Jeg ser en tåre falde ned på tæppet fra hans hage.

Jeg ryster frustreret på hovedet og lukker alle følelserne ud. - Lader ham vide, hvor meget han knuser mig.

Jeg vender ryggen til ham og styrter ud fra værelset.

Hvis jeg betød så meget for ham som alle går rundt og siger, så havde han sagt det. Han havde forhindret mig i at gå. Havde han gjort det, ville jeg fortælle ham sandheden. At jeg tager skylden. Vi kunne finde ud af en løsning, men nej. Harry elsker mig åbenbart ikke.


Chicago Stadium. 20:54

Min sidste optræden var død. Folk hujede og skreg, men det eneste jeg kunne tænke på, var at jeg aldrig ville komme tilbage til scenen. Jeg træder ned fra scenen med våde øjne, og det første jeg ser, er Veronicas ondskabsfulde blik. Hun har absolut intet tilovers for mig, og hun sikrer sig at jeg ved det. 

"Alex." Hannah kommer hulkende mod mig og slår armene omkring mig. Marideth er lige i hælende, travlt med at pudse sine briller fra tårer. 

"Du kan blive Hanh. Du er ikke tvunget til at opgive den her mulighed." Min stemme ryster, men på mirakuløst vis, formår jeg at holde tårerne tilbage.

"Men hvorfor går du? Jeg forstår det ikke!" Hendes uskyldige blanke øjne, river ubevidst i sandheden, og jeg kan ikke lade vær med at spytte den ud.

"Jeg tog skylden for festen. Veronica smed mig ud." Både Hannah og Marideth kigger på mig, som om jeg er den største idiot de længe har set.

"Og hvorfor fanden gjorde du det?" Bryder Marideth irriteret ind og træder et skridt frem. Mens hun snakker, kan jeg se på Hannah, at det begynder at give mening for hende.

"Harry..." Mumler Hannah.

"Hun beskytter Harry," fortsætter hun forklarende for og nikker, til min overraskelse, forstående.

Marideth sukker bare og giver mig et knus.

"Harry, som ikke kan lide mig nok til at sige 'jeg elsker dig' tilbage. Han sagde intet." Jeg prøver desperat at lyde sur, men det hele kommer blot ud i én bedrøvet pløre. 

"Der er noget du skal se," mumler en maneger, jeg ikke kender navnet på, der pludselig afbryder vores samtale og river os alle tre hen foran storskærmen. Den viser Harry. Alene. Han står ved siden af en tom skammel med mikrofonen i hånden.

 

"Alle folk laver fejl," begynder han hæst og kigger ud over tilskuerne.

"Jeg har for nyligt lavet en kæmpe fejl, fordi jeg ikke kan udtrykke mine følelser, selv når de gerne vil ud." Harrys stemme flyder ud gennem højtalerne, og producerne og teknikkerne mumler forvirrede til hinanden og styrter frustrerede rundt om ørerne på mig. Mit blik er fast låst på skærmen. Det her er ikke en del af planen, det er tydeligt.

"Jeg har derfor skrevet den sidste sang her til en pige, der i den grad fortjener min undskyldning." Han tøver og kigger ud til siden.

"Alex, kom herud." Jeg stivner, men bliver skubbet brutalt ud på scenen af Marideth bag mig.

Jeg kigger mig nervøst omkring og vinker forsigtigt til de mange, skrigende fans.

"Sæt dig her og lyt," hvisker Harry til mig og lader mig sidde på den høje træskammel. Intet ryglæn, og høj nok til, at jeg må lade mine fødder dingle under mig.

Harry tager en indånding, inden han begynder at synge. En masse bløde ord strømmer ud, og jeg sidder bare målløst på skammelen, ude af stand til at skabe forstående sætninger ud af dem. Jeg betragter bare Harry, der kigger på mig - Kun mig. 

"You can find me, the tallets building in the tallest city, and i will build a latter to the rooftop..." Hans stemme er blød og følsom, og han ænser ikke publikummet et eneste tidspunkt, men stirrer mig blot undskyldende i øjnene, og hvis jeg ikke tager fejl, holder han tårer tilbage.

"-Screaming from my lungs, i'm Sorry, i'm messed up." Han hæver stemmen og spiller hårdere på strengene, så sangen bliver mere intens.

"So darling won't you stay here!" Han trækker det sidste ord ud i en høj tone, og hans hæse stemme træder til. Det får mig endelig til at indse, at det rent faktisk er mig han synger til.

"-I promise i can change. Well darling if you stay here - It won't be a mistake!" Jeg smiler svagt til ham, overvældet over, hvor dybt han mener hvert et ord.

"I know every conversation. It always ends the same." Han smiler svagt tilbage, og jeg ser som den eneste en lille tåre trille ned af hans kind.

"So darling if you stay here. I'll find the words i couldn't say." Han sænker atter stemmen og stopper med at spille på guitaren, for at tage blidt fast om min hånd i stedet.

"-But only if you stay."

Det går op for mig, at tårerne triller ned ad mine kinder. Folk klapper ihærdigt omkring os, men jeg holder fast i Harrys blik.

"Undskyld," hvisker han og stryger en forvildet lok hår om bag mit øre, før han aer min kind.

Jeg ler forsigtigt og trækker ham ind i et kys.

Jublen og råbene bliver vildere, og jeg rejser mig fra stolen, uden at bryde vores kys.

Da jeg trækker mig fra ham, er hans ansigt fugtet helt ind i mine tårer.

Han griner og bukker, inden han trækker mig med ham ned fra scenen.

"Godt gået." Siger Liam anerkendende og slår til Harrys skulder. Han mumler noget taknemmeligt tilbage, mens han trækker mig ind i et tomt rum.

"Jeg elsker dig," siger han beslutsomt. Uden at smile.

"Jeg elsker dig," gentager han, for at afbryde mig. Jeg smiler og ler og krydser forlegent benene i en yderst akavet position.

"Jeg elsker dig. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig!" Skråler han og kysser mig hurtigt på munden. 

"Jeg elsker også dig," hvisker jeg og lader min hånd glide ind i hans. Det er svedig, men det er ligemeget.

"Betyder det så at du bliver?" Spørger han håbefuldt, i den tro at han allerede kende svaret.

"Det kan jeg ikke, Harry. Jeg har ikke selv valgt at forlade jer. Veronica smed mig ud," mumler jeg lavt i håbet om at han ikke vil spørge ind til det, men selvfølgelig gør han det.

"Hvad? Hvorfor?" Han lyder næsten sur, klar på at tage kampen op mod det ækle uhyre ved navn Veronica Crawford.

"Festen. Min fødselsdags fest." Jeg håber inderligt, at han snart fatter hvad der er sket, så jeg slipper for at sige mere.

"Men du anede jo intet om det! Det var mig der arrangerede den. Jeg er den skyldige!" Mens han siger ordene højt, lyser forståelsen pludseligt ud af øjnene på ham.

"-Og du tog skylden. For at rede mig," forklarer han til sig selv, og jeg nikker svagt.

"Glem det. Jeg finder Veronica lige nu, og indrømmer hvad jeg har gjort." Han er allerede halvt ude af døren, før jeg hiver ham tilbage.

"Nej Harry! Jeg skulle alligevel hjem på et tidspunkt, det her er hele din karriere!" Jeg strammer grebet om hans håndled så hårdt jeg kan. Skræmt for, at han vil rive sig fri og løbe væk.

"Alex. Jeg kan ikke leve med tanken om, at det er mig der er skyld i det hele," prøver han forklarerne og ømmer sig en smule over mit stålfaste greb, men jeg løsner det ikke.

"Det bliver du nødt til. For mig," hvisker jeg med en bedende stemme og giver ham mit bedste intimiderende blik.

"Er du sikker?" Spørger han anstrengt.

"Kunne ikke være mere sikker," hvisker jeg med en dirrende stemme og tager imod et pandekys fra ham. Der er et øjebliks stilhed, hvor vi bare kigger på hinanden.

"Hvornår tager du afsted...?" Mumler han tøvende, tydeligvis bange for svaret.

"I morgen aften. Tror måske Hannah tager med, men jeg er ikke sikker." Jeg synker en gang og stryger trøstende hans håndryg.

"Så er det vel snart farv.." Jeg afbryder ham med en afvisende håndbevægelse.

"Vi ses," retter jeg ham smilende, og får et lykkeligt smil tilbage.

"Vi ses."

 

Heya Folkens! Nu går det stærk mod vejens ende, desværre. Men jeg vil gerne slutte den her, mes skrivelysten stadig er helt i top, så de sidste par kapitler også bliver gode!

Det ville være en stor hjælp, hvis i ville gide at tjekke min nyeste mumble ud, da jeg har brug for hjælp med en titel til en ny historie. TAK PÅ FORHÅND! <3

-Maria :*

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...