Limelight >I One Direction I<

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2017
  • Opdateret: 19 aug. 2017
  • Status: Igang
Da det populære band One Direction mangler en tourhost, sætter de gang i en konkurrence. Den 19-årige Alex Ross bliver revet ind i rampelyset, da hun vinder sit livs største mulighed. Men livet i en lejlighed med de fire drenge, er ikke så skønt som man skulle tro. Lige fra det sekund Alex træder ind af døren, er Harry over hende med en kold og irriteret attitude. -Men da Alex hurtigt fremstår i mediernes søgelys, og får dårlig omtale, er det Harry som er der for hende, og et kærligt bånd opstår imellem dem. -Kan Alex lære holde sit liv ude af rampelyset? Har Harry rent faktisk følelser for Alex? -Eller er det bare et af hans syge spil? //Husk at give traileren et kig! :D//

39Likes
28Kommentarer
10148Visninger
AA

12. Kapitel 10 - Surprise...


Surprise...

Miami. Hotel South Beach 11:53

"Alex Ross bekræfter romance mellem to band medlemmer i One Direction," pruster Veronica arrigt. Det ville ikke komme bag på mig, hvis hun kørte lidt med foden i jorden, for derefter at stange mig som en tyr. Aldrig har jeg set så stor en vrede, i så lille en kvinde.

"Undskyld Veronica, men.." Det giver et sæt i mig, da hun smider People-magasinet hårdt ned på bordet foran mig.

"Veronica, lad nu vær' med at være så hård ved hende," prøver Harry hæst og halvhjertet. Jeg sender ham et dræbende blik. Han prøver bare at udnytte en dårlig situation, for at fremstå som min helt. 

"Nej Harry, du forstår ikke. I skal optræde til velgørenhedskoncerten i morgen! Der skal ikke spredes sådan noget sladder om jer nu!" Hendes øjne lyner furiøst, og hendes prusten bliver kun kraftigere med tiden.

"Jeg kan komme til koncerten og rede trådende ud," prøver jeg forsigtigt og stirrer hende mellem øjnene. Jeg kan ikke klare at se hende lige i øjnene, for jeg er bange for at det vil brænde mig op, men hvis jeg kigger på imellem dem, så ligner det i det mindste for hende, at jeg tør kigge hende i øjnene. Gammelt folkeskole trick til skolehjemsamtalerne.

"Du viser ikke dit sladrende fjæs på den scene i morgen, er det forstået?" Jeg slår forskrækket blikket ned i jorden. Nu forstår jeg hvorfor Louis og Niall holdte deres forhold hemmeligt. Det er vist et meget ømt punkt for Veronica.

Jeg nikker langsomt og skæver over til Harry, der har overværet hele situationen. Et kort sekund, ser han helt tilfreds ud, som om det er en god ting, at Veronica hader mig så meget, at jeg ikke engang må være med til koncerten.

Fuck Harry.

Fuck Veronica. Jeg får det helt dårligt ved bare at tænke det. Inderst inde er jeg vel bange for at hun kan høre mig.

Veronica samler sin mappe op fra gulvet, tramper hårdt ud af værelset og smækker døren i bag sig, så hårdt at hele hotellet er ved at styrte sammen. Sådan føler jeg det i hvert fald.

"Alex, jeg vil.." Begynder Harry.

"Nej." Afbryder jeg ham bare, med en tung følelse. Lidt ligesom når man har fået skæld ud af sine forældre. Du er sur fordi du syntes det er uretfærdigt, men alligevel trist fordi du føler du har skuffet dem.

Jeg sukker opgivende og tager mig kort til hovedet, mens jeg rejser mig fra sofaen og sjokker ind på værelset. Jeg griber mine kufferter og tasker og trasker tilbage ud til Harry. Vi følges i stilhed ned til limoen, der skal føre os til lufthavnen. Hold kæft Hannah får sig noget af et arbejde, hvis hun skal løfte mit humør i morgen. Held og lykke søde...


Chicago. Hotel The Peninsula. 12:00

Bip, bip, bip, bip.

For første gang i hundrede år, bliver jeg rent faktisk vækket af min alarm og ikke en skrigende stemme, et klask på låret, eller en hysterisk drengelatter. 'I dag er det Alex's fødselsdag, hurra, hurra, hurraaaa.' Sådan ville jeg normalt blive vækket, men nej. Mutters alene på min fødselsdag - og så i nye omgivelser. Det ved jeg dog ikke om jeg skal kategoriserer som et plus eller et minus. Chicago fører løbet om fedeste hotelværelse indtil videre, det må jeg sige. Jeg tjekker telefonen og får et mindre slagstilfælde.

'12:01'. 

Okay, jeg ved godt at jeg plejer at være en sovetryne, men hvorfor fanden har jeg kun en alarm til klokken 12? Hvorfor ligger jeg overhovedet og er frustreret over det, det er der ikke tid til! Jeg flår dynen af mig, med nogle spastiske spark og hiver en kjole ud af skabet, glider fødderne ned i nogle stiletter og griber min telefon.

'Hey Hanh, jeg er klar nu, hvor har du bestilt bord?" Så snart beskeden er sendt er hun igang med at svare, næsten som om hun har siddet og ventet.

'Kroen ved Oakley Ave.' 

Jeg googler kort, og til min lettelse er det i gåafstand fra hotellet. Ingen varme, svedfremkaldende biler til mig. Jeg smider telefonen i min taske, slynger den over skulderen og forlader det rodede værelse, der er langt fra færdigt med at blive pakket ud. 

Jeg holder koncentreret øje med alle skilte jeg støder på, samtidigt med, at jeg forsøger at se så stedkendt ud som muligt. Dog har jeg på fornemmelsen, at min telefon med google-maps og min utrolig store interesse for vejskilte, afslører mig.

 

'Oakley ave'. Der går et rus af stolthed gennem mig. Jeg er ikke vant til at skulle finde vej. Ud over denne gang, har jeg har kun været udenlands med min familie, og der sender vi bare min far i front og leger 'følg den høje mand i skjorte'. 

Kroen er den sidste bygning på højre hånd, før gaden slår et sving. Jeg tripper op af de syv-otte trapper og skimter gennem dørens rude. Det er lidt som en toiletrude, det eneste man kan se er slørede farveklatter, der flydende bevæger sig rundt på den anden side.

"Lexi Lex! Tillykke!" Hannah slår armene ud og omfavner mig. Hun giver mig ikke engang en chance for at takke hende, før hun river mig med ind. Vi går gennem en smal gaderobe, med jakker på begge sider af os. Her er usædvanligt stille af en kro at være.

Vi træder ind i, hvad jeg går ud fra, en enorm sal - Det kulsorte mørke gør det svært at bedømme.

Hannahs luskede smil, stilheden og mørket - Jeg når lige at regne ud hvad klokken har slået før salens projektørlamper tændes.

"Tillykke!" Skriges der fra alle sider, og balloner, konfetti og smil vælter rundt i et stort mylder. Jeg smiler glad og oprigtigt overrasket rundt til gæsterne. Dog er der en ting jeg ikke forstår. Blandt gæsterne finder jeg både Harry, Liam, Niall og Louis. Også kendt som de fire drenge, der skal på scenen og optræde og et kvarter foran tusindevis af mennesker.

"Drenge jeres optræden!" Udbryder jeg bekymret, og min indre Veronica træder til. Jeg hader at indrømme det, men sådan en har jeg. Drengene smiler overfladisk og Harry træder frem.

"Din fødselsdag er vigtigere," brummer han og rækker mig en lille æske, pakket ind i guld-papir. 

"Harry.." Protesterer jeg svagt, ude af stand til at tage imod en gave, fra en person jeg har behandlet som et svin. Dog fortjente han det, men stadig væk. 

Harry smiler bare og maser æsken i hænderne på mig. Jeg giver ham et hurtigt kram inden jeg begynder at flå papiret af, som en 7-årig juleaften. Jeg åbner æsken og til syne kommer en skinnende ring, med en lille diamant. Min kæbe falder ned til Kina og jeg stirrer forbløffet op på Harry.

"Fra os," smiler han og gør en gestus mod drengene bag sig. 

"Tak!" Hviner jeg begejstret og skubber Harry tilbage mod de andre, inden jeg omfavner dem alle. 

"Så lidt."

Jeg vender mig mod Hannah, der står og fryder sig over min glæde. 

"Og det her er alt sammen dit værk." Jeg ryster grinende på hovedet og stavrer over for at give hende et kram, men hun stopper mig før jeg når så langt.

"Uanset hvor glad jeg ville være for at tage æren, var det ikke min idé," konstaterer hun og ler hemmelighedsfuldt. 

"Hvem så?" Mumler jeg forvirret og kigger rundt i den store sal, fyldt med mennesker. Jeg kender kun halvdelen, og jeg er ret sikker på at ingen af dem ved at det er min fødselsdag i dag. Hannah sender mig et lidt flovt smil, inden hun løfter fingeren og peger på noget pag mig. Jeg snurrer rundt og følger hendes finger til et krøllet baghovede.

-Harry. 

Armen forhelvede...

Jeg sukker og smiler svagt, inden jeg lunter over mod Harry og slår armene om hans hals bagfra. Han bliver ikke engang forskrækket, tager bare fat om mine arme og sørger for at jeg ikke giver slip.

"Tak," hvisker jeg i hans øre og placerer et kys på hans kind. Han svarer ikke, smiler bare og tager en tår af sin øl, mens han snakker videre med nogle andre mænd. De ser ikke ud til at tage sig af mig, så jeg bliver hængende. Følger op på alt mit tabte Harry-nærvær.

 

Mine tæer kramper af at stå på dem for længe, og jeg må indse at det er på tide at give slip. Jeg stryger mine hænder ned langs Harrys ryg, for at få det sidste kontakt med, inden jeg forlader ham.

"Nååå. Fik skurken alligevel redet sit rod?" Smiler Louis triumferende, mens han kommer traskende mod mig i godt humør. Han fletter fingre med Niall, der ikke engang har opfattet mig, fordi han er alt for optaget af Louis. De ser glade ud. Det gør mig glad.

"Hmm. Hans forsøg er i hvert fald godt," ler jeg og trækker overgivende på skulderne. Den vise Louis har ret endnu engang.

"Hvad sagde jeg," griner han og giver mig et klap i ryggen, Niall et kys, og spurter ud på dansegulvet, da musikken bliver højere.

Min telefon ringer. Fuck. Jeg kan høre på dommedagsmelodien, at det er Veronica. Jeg synker en gang, holder mig for det ene øre, mens jeg tager telefonen op til det andet.

"Hallo?" 

"Alex." Hun lyder ubegribelig rolig. Alt for skræmmende rolig.

"Hvor er drengene?" Jeg kan høre, at hun ville kvæle mig på stedet hvis hun havde mulighed for det.

"Det ved jeg ik," mumler jeg stift, mens jeg kigger på drengene, der grinende danser rundt på gulvet og spiller deres øl ud over hinanden.

"Du lyver." Hendes stemme hæver sig en anelse. Ikke meget, men nok til at fremhæve, at hun virkelig er sur.

"Alex, hvor er du? Er du til en fest!?" Okay. Nu råber hun. Højt, arrigt og stresset. Jeg nikker tøvende et par gange, inden jeg indser at hun ikke kan se mig.

"J..emh.. Ja," fremstammer jeg. Mit hjerte er for længst sprunget ud af mit bryst, hen til baren og har druknet sig i punchen.

"Okay." Hun puster ud en gang, nok for at samle sig, men det er forgæves.

"Er drengene hos dig!?" Jeg begynder at ryste. Jeg vil inderligt lyve og sige at nej, det er de ikke. At jeg ikke aner hvor de er. Men at lyve er desværre ikke et af mine talenter.

"Ja," siger jeg, mere fast denne gang.

"Er det din fødseldasfest?" Veronica skifter tilbage til et mere roligt toneleje. 

"Ja."

"Bare så du er forberedt. Så er hvem end, der har arrangeret dig en fest, sat af holdet permanent, når jeg finder ud af hvem. Er du med?" 

"Ja."

Hun lægger på, og jeg står forstenet på dansegulvet og skimter mod Harry. Sat af holdet, som i smidt ud af bandet... 


Chicago. Oakley Ave Kro. 17:59

Jeg går for fjerde gang i dag hen til Harry og drengene, for at fortælle om min samtale med Veronica, men gang på gang ender jeg med at smile, sige noget om festen og gå igen. Jeg kan ikke sige det.

Festen er ved at være slut. Folk er fulde, aftenen er så småt ved at træde til, og Veronica er snart tilbage. Jeg kigger på mit ur. Hvis jeg regner rigtigt, er hun tilbage om en lille time. Jeg kaster et blik på gavebordet og stirrer på den smukke ring fra drengene, op på Harry og tilbage igen.

Jeg fisker telefonen op af tasken, første gang siden jeg sluttede opkaldet med Veronica, og det er der jeg finder tilbage -Veronicas nummer. Jeg tager en beslutsom indånding og ringer hende op.

"Hvad vil du?" Vrisser hun irriteret og slurprer i noget,  jeg går ud fra er hendes daglige omgang grøn te.

"Det var mig," skynder jeg mig at sige inden jeg fortyder.

"Undskyld mig?" Veronica virker pludselig interesseret.

"Det var mig, der sørgede for at drengene dukkede op til min fødselsdagsfest i stedet for koncerten. Jeg arrangerede festen," mumler jeg og tager telefonen en anelse væk fra øret, forberedt på en råben og skrigen, men den kommer aldrig.

"Du er med på den næste koncert her i Chicago, derefter bestiller jeg dig en flybillet hjem." Så snart hun slutter sin sætning lægger hun på. Jeg begynder at græde. Jeg har ikke mærket forløbet til det, men pludselig vælter tårerne ud.

De fleste har forladt salen ud over Hannah og drengene. 

"Alex!" Udbryder Harry bekymret og styrter over mod mig. Hans udbrud skaffer resten af flokkens opmærksomhed, og de sætter efter ham. Jeg snøfter og forsøger desperat at tørre tårerne væk.

"Hvad er der sket?" Hvisker Liam chokeret og sender mig et trøstende blik.

"Ik' noget, det fint." Jeg ved ikke engang hvorfor jeg prøver. Tårerne vælter ud, jeg snøfter ustoppeligt og min stemme knækker. Det er tydeligt for alle og en hver, at det ikke er fint.

Jeg åbner munden for at forklare dem situationen, men jeg støder på Harrys beskyttende blik. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis han finder ud af, at jeg har taget skylden for ham, vil han ikke tillade det. Han ville med rank ryg forlade bandet for min skyld. Jeg vil for alt i verden forhindre det, også selv om det bliver på bekostning af min egen karriere, så jeg lukker munden igen.

"Alex," sukker Harry forvirret og lægger sin hånd på min skulder. Jeg tager en beslutning. Jeg spiller diva-kortet. Det er det eneste, der vil pisse ham af og lade mig være i fred. Ikke at jeg ønsker det, men jeg ønsker, at han ikke skal tvinge sandheden ud af mig.

"Lad mig være!" Vrænger jeg og skubber hans hånd væk i et vrissent slag, inden jeg tramper væk fra dem. Jeg kan høre Harrys irriterende fnys bag mig. Perfekt. 

Jeg finder atter Veronicas nummer frem, da jeg er nået ud på gaden. Jeg går ind på beskeder, for jeg magter ærligt talt ikke at snakke med nogen lige nu.

'Kan du gøre mig en kæmpe tjeneste og i det mindste fortælle drengene, at jeg selv har valgt at forlade jer, hvis nogen af dem spørger?' Jeg sender beskeden afsted og venter på et svar.

'Jeg ved ikke hvad du får ud af det. Men jo, det skal jeg nok.' 

Jeg lægger telefonen i tasken og koncentrerer mig om vejskiltene, for at finde tilbage til hotellet.

 

Jeg vil gerne takke jer allesammen endnu engang. 6500 visninger! O_O -55 Favoritter og 32 likes. I er Fantastiske, det betyder mere end i tror. Det giver mig skrivelysten!

Husk endelig at smid en kommentar omkring jeres tanker om dette kapitel og historien generalt. Tak <3

-Maria :*

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...