Limelight >I One Direction I<

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Igang
Da det populære band One Direction mangler en tourhost, sætter de gang i en konkurrence. Den 19-årige Alex Ross bliver revet ind i rampelyset, da hun vinder sit livs største mulighed. Men livet i en lejlighed med de fire drenge, er ikke så skønt som man skulle tro. Lige fra det sekund Alex træder ind af døren, er Harry over hende med en kold og irriteret attitude. -Men da Alex hurtigt fremstår i mediernes søgelys, og får dårlig omtale, er det Harry som er der for hende, og et kærligt bånd opstår imellem dem. -Kan Alex lære holde sit liv ude af rampelyset? Har Harry rent faktisk følelser for Alex? -Eller er det bare et af hans syge spil? //Husk at give traileren et kig! :D//

38Likes
27Kommentarer
9037Visninger
AA

3. Kapitel 1. The Competition.


The competition 

 

 

Brighton - Elm Grove. Fredag 19:23

Jeg samler min trofaste guitar op og lader mine fingerspidser stryge blidt hen over strengene. Den musikalske lyd gør mig helt ør. Jeg har en eller anden dum svaghed for musik. Det minder mig om min barndom, hvor min far altid sad på kanten af min seng og spillede mig i søvn. Han sang aldrig, men lod bare melodien vugge mig stille ind.

Jeg nikker til Hannah, som tegn til at jeg er klar.

"Og.... Action!" udbryder hun dramatisk, og det er tydeligt, at hun holder et hysterisk grin tilbage.

"Hej, mit navn er Alex Ross, og jeg skal vinde den her konkurrence, fordi jeg først og fremmest elsker drengene, men også fordi deres musik har hjulpet mig gennem svære tider. Jeg er udadvendt og organiseret, så det her job er som skabt til mig!"

Hannah giver mig en støttende 'tommel op' bag kameraet, og jeg kan ikke lade vær' med at grine lidt.

Jeg vil også gerne spille et lille stykke af  'They don't know about us' for jer," fortsætter jeg smilende til kameraet, inden jeg sætter mit fokus på guitaren. Jeg rømmer mig en enkelt gang, inden jeg begynder.

"They don't know about the things we do, they don't know about the i love you's. But i bet you if they only knew. They would just be jealous of us," synger jeg blidt og lader mine fingre flyve hen over guitarens strenge - Det er som om, at de gør det af sig selv. 

"They don't know about the up all night's. They don't know i've waited all my life. Just to fall in love, it feels this right. Baby they don't know about, they don't know about us," jeg trækker den sidste tone ud og smiler tilfreds for mig selv. 

"Wow Lex!" udbryder Hannah begejstret og og ryster med hele kroppen. Hun ligger kameraet fra sig, inden hun begynder at klappe overdramatisk i hænderne. Jeg ruller øjne ad hende med et smil på læben.

"Du er kraftedeme dum du er, ved du godt det?" ler jeg svagt og ryster på hovedet.

"Jeps!" svarer hun og sætter selvsikkert hænderne i siden.

Jeg hiver et USB-stik op ad lommen, overfører videoen over til stikket, og videre over til min computer.

"Lad os få den gjort klar!" råber hun ivrigt, efterfulgt af et grin og begynder forsøgende at redigere videoen.

"Hanh, skal jeg hjælpe dig, eller?" prøver jeg roligt, og forsøger at tage computeren fra hende.

"Ja tak," konstaterer hun vrængende og maser computeren over i mit skød og giver den et blik fyldt med væmmelse. Jeg griner og begynder min It-undervisning for hende.

 

"Man skal bare klikke der, ik'?" spørger hun forsigtigt og peger på 'vedhæft en fil'-ikonet, da vi skal til at sende videoen afsted.

"Jo," sukker jeg opgivende. Hannah er mange ting, men computergeni er sku ikke en af dem!

"Sådan!" smiler hun stolt, da videoen er sendt.

"Det er godt, Hanh.." mumler jeg træt og giver hende et opbakkende klap på skulderen.

 

"Ja, jeg skal nok også til at hjemad..." siger hun, mens hun kigger bedrøvet på klokken. Tiden går alt for hurtigt, når vi er sammen.

"Vi ses Lexi Lex!" skråler hun og ler en smule hånligt, inden hun slynger sin taske over skulderen og forsvinder ud af døren.

"Vi ses!" brøler jeg tilbage og himler med øjnene. - Vi fandt engang en hjemmevideo af os som små, hvor Hannah kalder mig 'Lexi Lex', og hun har ikke ville give slip på navnet siden.


Brighton - Elm Grove. Lørdag 7:02

 

Jeg slår øjnene op og strækker mig i morgenlyset, der skinner ind gennem ruden. Min mave begynder straks at rumle klagende, og jeg rejser mig adlydende. Jeg smutter i mine bløde sutsko og tøffer ud efter morgenkaffe. 

Maskinens larm fylder mit ellers tomme køkken, og jeg får helt abstinenser bare ved lugten af kaffe. Jeg folder hænderne om kruset, og det sender en varme til mine håndflader og videre ud i kroppen. Jeg tager langsomt og forsigtigt en lille slurk, for at mærke om den er for varm.

"Av for f..!" bander jeg højt for mig selv og gnider min tunge mod ganen. Jep. Alt for varm! 

Jeg stiller kruset for at lade det køle lidt ned og laver noget ristet brød imens. Midten af brødet blev en anelse brændt, men fuck det. Jeg tager både kaffe og mad i hænderne og trasker tilbage på værelset.

Jeg klikker mig ind på Netflix og læner mig afslappet tilabage i sengen, mens jeg ser de røde bogstaver tone sig frem på skærmen. Tid til at følge op på New girl! 

En lys tone lander i mit øre, og en lille boks popper op på skærmen. ' Ny mail fra Konkurrencer@mail.com.' Mit hjerte skipper et slag, og jeg trækker oprevet computeren tættere ind til mig. Mine fingre begynder at dirre. Måske skulle jeg bare lade vær med at åbne den? Så slipper jeg for at vide hvordan jeg blev afvist...

 

 

Mens tankerne strider imod, får hjertet sendt en impuls afsted, og jeg klikker på mailen. Jeg lukker øjnene og tager en dyb indånding.

"Kære Alex, først og fremmest vil vi takke dig for din tilmelding," hvisker jeg stille for mig selv. -Åh gud, er de ved at overrække mig et 'Tak fordi du deltog-dimplom' nu?..

"Vi er herinde på pladsen, blevet enige om, at du er pigen, der fortjener denne ekslusive oplevelse!" Et chokeret gisp undslipper mine læber og min mave snører sig sammen. Jeg giver et lille hvin fra mig, og jeg kan mærke nogle tårer, der er ved at finde vej til min øjenkrog. Jeg har det som om, at jeg er blevet kastet op i himlen nytårsaften, og raketterne er følelser der bombarderer mig fra højre og venstre

Mine øjne styrter hen over teksten, sulten efter mere information.

"Vi vil se frem til, at du møder os her i La, Hollywood, Blacklane 26, om tre dage." 

"Stort tillykke, vi ses. -Syco Music." Glædestårerne strømmer ud, og jeg hopper op fra sengen og skriger af mine lungers fulde kræft. Jeg er ret sikker på hele nabolaget kan høre mig, men jeg er så ligeglad! 

Da jeg er færdig med min glædesdans, griber jeg min telefon og finder Hannah og jeg's samtale. 

'Hanh!!! <3' Skriver jeg og sender det afsted. Hun er som altid klar på tasterne med det samme.

'Alex!?' Popper det op i den lille boks. Mit hjerte hamrer hurtigere og hurtigere, mens jeg forklarer hende hvad der er sket.

'Jeg har vundet konkurrencen!!" Jeg smiler af skærmen, spændt på at se hendes reaktion, selvom jeg allerede kan regne den ud.

'Seriøst Lex?! Hvor er det feeeedt!!!<3' Jeg kan lige se hendes chokerede ansigt for mig.

'Ja! Jeg tuder!

-Og så er det ikke engang løgn. En tårer falder ned på skærmen, og slører de små bogstaver.

'Tillykke! <3 -Men kommer til at savne dig :c!' Hendes besked varmer om hjertet, for jeg ved hun mener det. -Og så kommer jeg også til at savne hende ufatteligt meget. Hun har været min bedste veninde så længe jeg kan huske!

'I lige måde! <3' Jeg sender beskeden og lægger telefonen fra mig.

Så skal der pakkes til det største eventyr i mit liv!

 

 

 

Så kom det første kapitel! :) -Hvad synes i? Jeg er selv ret tilfreds med hvordan kapitlet endte ud med at være, men jeres mening er jo også vigtig! Er det noget i kunne tænke jeg er følge med i?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...