Perfekt ensomhed

En realistisk fortælling om en pige ved navn Monique (ikke mig), som oplever det at være ensom i en verden hvor man nemt kan både blive glemt og udstillet i en verden af socialemedier, hvis man ikke er perfekt.

2Likes
0Kommentarer
70Visninger
AA

2. Kan jeg fikses??

Jeg følte mig ikke i live, måske var ensomheden bare ved at tage over. Der gik rygter på skolen om at jeg pjækkede og ikke var på sygehuset for at blive fikset, fikset fra mig selv.

Tænk at den eneste der rigtig dømmer og ødelægger dig er dig selv, ingen andre har retten til det, jeg snakkede med en psykolog, faktisk med flere. Men ingen ved hvad der var galt med mig, en af dem sagde at der muligvis ikke var noget galt med mig, men at folk bare havde glemt og overset mig i længe nok til at jeg til sidst også selv glemte mig. Det troede jeg på, men jeg troede ikke længerepå livet. 

For det bliver ved med at svigte mig. En dag vil jeg få det godt igen. Jeg er godt på vej til at ligne mig selv igen og er snart over spiseforstyrrelsen, men der vil gå længere tid til at jeg kan få udleveret et nyt hjerte, et det ikke er slået i stykker. 

De få personer jeg troede var mine venner har ikke skrevet en eneste gang, eller jo men bare for at spørge hvordan det går. Ikke for at spørge mig om jeg ikke snart ville komme tilbage eller at de savnede mig, men det ved jeg på en eller anden nåde de gjorde, men de sagde det ikke og derfor valgte jeg ikke at tro på det.

Der gik noget tid for jeg kom ud igen, jeg startede på en frisk, sommerferien sluttede og jeg skulle tilbage, folk havde ændret sig, de var mere opmærksomme, som om at de havde lagt mærke til at jeg havde været væk. Selv nogle af dem jeg ikke snakkede med kom over og sagde velkommen tilbage, og sådan fis. Eller fis og fis selvom det normalt ikke ville have betydet noget, gjorde det det på en helt glædelig måde. 

 

 

 

Det var en lille normal gestus men den gjorde mig så glad indeni. Det var typisk deja vu' at mit navn skulle betyde ensomhed 'Monique' men det betød også håb. Det var det håb jeg følte lige nu.

En af pigerne kaldte på mig mens et smil gled over mit ansigt, måske skulle jeg give socialisering en chance, ligesom du skulle til at give håbet en chance, for det er typisk det der holder dig oppe.

_________________________________________________________________________________

Hvad syntes i??

Please læg et like eller en kommentar eller noget!!!

Tak!!!

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...