Perfekt ensomhed

En realistisk fortælling om en pige ved navn Monique (ikke mig), som oplever det at være ensom i en verden hvor man nemt kan både blive glemt og udstillet i en verden af socialemedier, hvis man ikke er perfekt.

0Likes
0Kommentarer
25Visninger
AA

1. Er jeg i live??

 

Jeg var grim, jeg var tyk, jer var ikke perfekt.

Det var sådan jeg så på mig selv, det var grunden til at jeg aldrig postede noget på min instagram, for når jeg gjorde, var der intet, ingen likes, ingen kommentarer, måske med undtagelser om hvor grim jeg var. Jeg følte at jeg intet var værd for nogen, måske var jeg det heller ikke! Men i det mindste havde jeg mine tåre der helede sammen med tiden og min 'skal' jeg klappede i.

Jeg så mig selv i spejlet over håndvasken ude på badeværelset, jeg lignede ikke de andre piger med deres perfekte hår og kroppe. Jeg havde ikke den ubrudte vennekreds, men vandrede fra kreds til kreds uden nogensinde at føle mig hjemme. Jeg så mig selv i øjnene i gennem spejlet. Jeg blev overrasket, jeg vidste ikke hvem jeg var, det bølgede igennem mig, jeg var et misfoster, som ikke hørte til nogen steder.

 

 

Jeg følte mig forladt, jeg følte mig ensom. Jeg følte at jeg ikke længere havde den ladte pistol der var rettet mod min pande, de havde den og jo længere jeg kom væk fra dem, jo større chance var der for at de ville skyde.

Jeg snoede mit hår om min finger da jeg hørte de vrede råb, de føltes som lussinger var og en, også selvom de ikke var rettet mod mig, var det mig det ramte

mens det gav genlyd i mit indre, det kunne kun være min skyld ikke???

 

Jeg følte mig truet af det helved af ensomhed jeg er endt i, jeg hørte jeg mine forældre skrige af hinanden. Jeg følte det var min skyld, og selv om ham jeg kalder min far ikke er det, kunne jeg ikke føle at jeg var ved at miste en far, mere end jeg gjorde.

Jeg havde den stramme følelse af at det var fordi jeg ikke var perfekt så jeg begyndte at Ryde op, passe mine yngre søskende og gøre en ekstra indsats over alt hvor jeg var og i lidt tid ser det ud til at virke, men i virkeligheden er det bare stilhed før stormen, til det næste store skænderi. 

 

Om morgen efter det første skænderi tog jeg i skole, jeg havde grædt mig i søvn og det kunne ses, jeg sagde intet. Folk kiggede hurtigt før de gjorde ingenting, jeg betødintet for dem, jeg var intet værd, mine følelser forsvandt ikke men min facade, sagde intet, gjorde intet og var ikke mig. Så det undrede mig at folk bare lod mig være, lukkede mig inde med mig selv, og mine forfærdelige tanker. Timerne sneglede sig afsted uden at jeg rakte hånden op og når jeg blev spurgt svarede jeg tørt. 

Sådan gik det i lang tid, skyldfølelsen steg og selvværdet dalede i takt med at sommeren kom nærmere. Jeg var alene og ingen havde lagt mærke til at jeg var begyndtat tabe mig, når jeg havde det dårligt og mine forældre skreg af hinanden, sad jeg ved toilettet og kastede min mad op og selv om jeg vidste det var forkert gjorde jeg det alligevel, så mit udseende ville blive perfekt, hvis jeg var perfekt havde de intet at skændes om, det var jeg helt sikker på.

Ingen så mig i min ødelagte tilstand, muligvis fordi de ikke gad tro på der var noget galt. Men det ville jeg jo heller ikke selv. Så hvad jeg valgte var at smide maden ud og sidde og kaste op ved toilettet. Det var pludseligt gået fra asken til ilden.

Det var tid til skolehjemsamtale og min mor var i nederen humør, far og hende skulle skilles. Jeg sukkede i bilen mens jeg kiggede ud af vinduet, hvor jeg så naturen flyve forbi. Til sidst lod jeg tankerne flyve, min lærer kunne intet dårligt sige vel?? Jeg havde lavet mine lektier og fået 12'taller i de sidste tester. Hvad kunne gå galt??

 

Svaret er desværre en masse. Da jeg kom ind så min lærer alvorligt på mig og lignede en tordensky, da hun fortalte omringer indelukkethed og mit fravalg af sociale kredse mens hun rundede af med at jeg havde en mulig spiseforstyrrelse. Min mor så rystet ud, og ikke nok med det da hun hvæsede om hun ikke havde nok at se til med at blive skilt og forældremyndigheder. Jeg vidste inderst inde godt at hun bare var chokeret, det var heller ikke hendes skyld at jeg havde det af helveds til, min ensomhed var perfekt. Uforstyrret og perfekt.

 

 

 

Min ensomhed var perfekt.

___________________________________________________________________________________

Tak fordi i læser hvad syntes i???

Bogen er lidt speciel fordi der ingen direkte tale er hvad syntes i om det??? Handlingen er realistisk hvilket vil sige det her kunne ske, hvad tænker i om at nogen har det sådan her??? Er det fair at nogen skal ha' det sådan?? I må meget gerne like hvis i syntes den er ok eller god.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...