Prinsessen & Æselpigen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 14 jun. 2017
  • Status: Igang
Godt gammeldags eventyr om at "Skønheden og Udyret" har den forkerte morale.

2Likes
1Kommentarer
85Visninger

1. -

Prinsessen & Æselpigen

 

Der var engang en prinsesse, som var lige så forfængelig som hun var rig. Hun var den yngste af tre søstre, men begge hendes storesøstre var blevet gift for længst. Derfor havde hun fået en opdragelse som et enebarn.

 

En nat lå prinsessen i sin seng, og kunne ikke sove. Uden for hendes vindue kunne hun nemlig høre den mest forfærdelige skryden. Hun tænkte på at gå ud og se hvad det var, men besluttede sig for at en anden nok ville tage sig af opgaven, og endte med ikke at lukke et øje hele natten.

Den næste nat var hun dobbelt så træt som den foregående, og besluttede sig for at gå tidligere i seng. Men igen kunne hun høre den forfærdelige skryden. Hun ventede igen på at nogen andre ville gå ud og tage sig af det, da hun selv var for træt. Da solen stod op, havde hun endnu ikke fået sovet.

Den tredje nat havde hun efterhånden forstået, at ingen andre ville få den forfærdelige lyd til at gå væk, og besluttede sig for, at hun måtte gå ud og se hvor lyden kom fra. Først gik hun ud og hentede sin rådmand, bæveren, som kunne forstå alle dyrelyde. Så gik de to ud i mørket, og fulgte lyden.

 

Da de kom frem, så de det mest forfærdelige syn. Lyden kom fra en pige, som lå på jorden og tog sig om maven. Men i stedet for et menneskeansigt, havde kvinden et ansigt som et æsel. Prinsessen var så forfærdet, at hun tog bæveren i hånden, og løb ind på slottet.

Da de var i sikkerhed, spurgte hun bæveren, hvad Æselpigen havde sagt. Bæveren svarede, at Æselpigen havde skreget om, at hun havde så forfærdeligt ondt. Så svarede prinsessen, at det måtte være fordi hun var så grim, at hun måtte skamme sig inderligt. Det måtte være en forbandelse, mente bæveren. Sådan er det altid i den slags historier.

 

Åh bæver, sagde prinsessen så, gå dog ud og spørg den grimme Æselpige hvordan vi kan ophæve forbandelsen, så jeg igen vil kunne sove om natten. Det gjorde bæveren, og da han kom tilbage fortalte han, at for at kunne ophæve forbandelsen, skulle de lege med Æselpigen hver dag i tre dage, uden at væmmes ved hende en eneste gang.

Prinsessen sukkede dybt, men efter at have været søvnløs i tre nætter, var der ikke meget andet at gøre. Hun ville efterhånden gøre alt bare for endelig at kunne lukke et øje om natten.

 

Den første dag mødte de Æselpigen i skoven, og legede tagfat. Prinsessen var mange gange tæt på at væmmes, men hun opdagede da, at hun bare kunne lade være med at se på Æselpigens ansigt. Resten af hende var meget smukt, opdagede prinsessen efterhånden. Alligevel gik de hjem igen til slottet så snart der var lejlighed til det.

 

Den anden dag legede de skjul. Det var godt, fordi på den måde behøvede prinsessen ikke at se så meget på æselpigen. Denne dag legede de i lang tid, for de havde opdaget, at æselpigen var en god legekammerat.

 

Den tredje dag kom, som de begge havde gruet for. Hvis de nu kom til at væmmes ved æselpigen, ville det hele være spildt, tænkte de. Men da de igen mødte Æselpigen i skoven, fik prinsessen ingen trang til at se væk fra hendes ansigt. Hun væmmedes ikke det mindste ved hende længere. Hun var ikke meget for at indrømme det, men prinsessen var faktisk begyndt at synes om Æselpigen.

 

Denne dag legede de helt indtil midnat, og da klokken slog 12, skete det mest fantastiske. En røgsky rejste sig fra jorden omkring æselpigen, og da røgen forsvandt, var prinsessen mødt med det mest vidunderlige syn. Æselpigen var omgivet af en sky af smukke, røde blomster. Men det var det hun så, da blomsterne faldt til jorden, der overraskede hende mest: Æselpigen lignede sig selv. Hvad har jeg gjort forkert, spurgte prinsessen forfærdet. Æselpigen skrydede henrykt. “Nej, nej, nej” oversatte bæveren. “Sådan her er jeg født. Mit navn er Grethe Æselhoved. Min far er et æsel, og min mor er et menneske. Da jeg blev født, velsignedes jeg med denne gave: overalt hvor jeg går vokser blomster frem. Frøene findes i min mave. Jeg kommer langvejs fra, og har spredt blomster over næsten hele landet. Men da jeg kom til jeres land, skete det mest skrækkelige jeg har oplevet. En ond heks så mig, og væmmedes så meget ved mig, at hun lagde en forbandelse over mig. Aldrig mere skal du sprede blomster, sagde hun. Så blomsterne blev fanget i min mave. Derfor har jeg haft åh, så ondt. Du må undskylde, hvis jeg har holdt dig vågen.”

 

Og så legede prinsessen og Grethe Æselhoved i blomsterne til deres dages ende. Og hvis du er så heldig en dag at se en vidunderlig blomstereng, ja så er det måske Grethe Æselhoveds værk.

 

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...