så mangen sti vild

måske en lidt rodet historie om ebba skammelsøn, som følger den skæbne hendes navn har givet hende. løst baseret på den originale folkevise.

1Likes
0Kommentarer
19Visninger

1. -

Så mangen sti vild

 

Min puppe. Varm…. Mmm… Søvn. Weekender. Beige. Puppe. Lag… Mmm.

 

Ovenstående er en temmelig akkurat gengivelse af min tankegang, mens jeg ligger i min halvsøvn og venter på en grund til at stå op.

Min telefon brummer. Når man taler om solen. Den humlebisagtige brummen kunne egentlig bare tilføje til pubbeagtigheden af min seng, men dette ville kun virke, hvis jeg ikke vidste hvad der forårsagede lyden. Hvilket jeg gør. Det er højst sandsynligt min mor, der initierer kontakt. Igen.

Jeg prøver jo at klippe den navlestreng over, det gør jeg virkelig, men min mor virker til konstant at binde den sammen hver gang endelig jeg får det gjort.

Eksempel: Hygge inde på Jonathans værelse. Vi laver vores egne popcorn i en GRYDE, føler os næsten helt voksne. Hele dagen havde jeg slet ikke tænkt på at jeg befandt mig på en efterskole mange kilometer hjemmefra, men så kommer den brummen og jeg kan pludselig mærke min mors tunge hånd over mit hjerte, og føler mig sørgmodig resten af aftenen.

 

Nå. Jeg tænder for displayet, og læser min mors besked. “Se engang Edda, hvem Petra fandt da vi gik igennem dine ting for at rydde lidt op i huset. Lille Lucelille :)” Og så har hun sendt et billede. Jeg trykker på det, og mit syn bliver sløret. Lucelille, min kære porcelænsdukke. Jeg sætter mig op, og tørrer mine øjne med bagsiden af min hånd. Vi gjorde alt sammen, legede, holdt teselskaber og besejrede gang på gang mine lillebrødres actionfigurer.

Så flytter jeg mit syn over på Petras grinende hoved. Hun er nytilkommer i familien, og virker til at være af den overbevisning at jeg ikke er andet end én man skal overvinde for at kunne få endnu mere af mors og fars kærlighed. Det virker nærmest som om hun kan se mig, som hun hånende ser ind i kameraet. “Ha ha, jeg har taget din dukke”. Og beslutningen er taget.

 

----

 

Jeg elsker busser. Jeg elsker at sidde på de bløde sæder og få varmet mine frosne fødder (det er trods alt december) mens jeg stirrer på de andre mennesker, indtil de opdager mig. “Vanggaard Centret”. Siger den velkendte busstemme, og danner en lige så velkendt klump i min hals. Her har jeg steget af næsten hver dag, lige siden jeg begyndte selv at skulle tage bussen.

 

Klumpen bliver større, jo mere hjem jeg kommer. Da jeg træder ind af hoveddøren på vores rækkehus, er mit syn helt sløret, og da mine brødre kommer og giver mig et knus, kan jeg ikke længere styre mig selv. Jeg er hjemme, og her er så blødt og varmt. Jeg skal næsten være forsigtig med ikke at opleve for meget af det på en gang, så jeg venter lidt før jeg tør gå ind i stuen. I entreen hænger en plakat af Peter Madsen (tegneren, ikke fodboldspilleren). Min far er en stor middelaldernørd, og har et kontor fyldt med plakater som denne, og bøger der hedder ting som “Mellem Runer og Romantik”. Og så mit navn. Ebba/Ebbe. Ebbe Skammelsøn, altså.

 

Og så går jeg, med raske skridt, og lader som om jeg har skyklapper på, bemærker kun lige at Petra sidder på stuens gulv og leger med et eller andet, før jeg går direkte ind på mit værelse hvor Lucelille burde være, så jeg kan tage hende med hjem på efterskolen. Bortset fra at hun ikke er det. I virkeligheden ved jeg jo godt hvor hun så er, men jeg fortrænger tanken og leder lidt efter hende. “Lucelille!” råber jeg, tæt på desperat, og løfter alle mine puder og tæpper endnu en gang, mens mit syn bliver mere og mere sløret.

Til sidst må jeg sluge min stolthed, og gå ind på Petras værelse. Det er lige ved siden af mit, men alligevel føles det som at gå ind i en anden verden. Alt er lyserødt, og proppet med dyre legetøjsbrands, som ikke engang fandtes dengang jeg var lille. LEGO Friends, osv.

 

Og midt på sengen sidder min kære dukke, som et fortidslevn midt i alt det moderne, og med et forbavset udtryk i ansigtet.

 

“Hvad laver du herinde?” siger jeg, halvt til mig selv.

“Det var altså ikke min skyld.” svarer hun, uden at de hvide porcelænslæber bevæger sig. “Jeg fik at vide, at du alligevel var for gammel til at lege. Så jeg tænkte, jeg kunne ligeså godt…”

Rummet begynder at snurre en smule, og noget stikker mig lidt i maven. “Kom, jeg tager dig med hen på skolen,” siger jeg, så kommanderende jeg nu kan med min grødede stemme. “Det skulle jeg alligevel have gjort fra starten, men -”

“Jeg har det egentlig meget fint. Ja, jeg er ked af det, men du skal altså vide at Petra ikke har tabt mig en eneste gang.”

 

Røde klatter kryber sig ind over mit åsyn. Jeg er blind, jeg har fat i Lucelille, og noget svinger mine arme rundt, jeg hører lyden af et trofast ansigt som splintrer i tusind stykker igen igen igen, og nogen (mig?) råber, skriger “SÅ SKAL INGEN HAVE DIG!” og nu er min smukke Lucelille ikke andet end nogle porcelænsskår på min lillesøsters gulv.

 

I en rus river jeg døren op. Da jeg fortumlet når ind i stuen, kan jeg kun se rødt. Jeg mærker en smerte på min albue. Min lilletå rammer noget hårdt, alt snurrer, og så mærker jeg min lillesøsters håndled i min hånd og hører hendes skrig og.

 

Det røde bliver erstattet med hvidt, da jeg løber ud af køkkendøren, rammer jorden, mærker det våde og dufter det friske græs, rejser mig op og løber.

 

Fordi træder Ebba Skammelsøn så mangen Sti vild.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...