Found

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2017
  • Opdateret: 21 feb. 2018
  • Status: Igang
Harry anede ikke, hvad han skulle sige. De havde ingen ide om, hvor i verden de var, de kendte ingen mennesker overhovedet. De vidste intet om tidens magtsystemer, endsige om love, sprog, penge... Tilbage-eliksiren brændte i hans hånd. "Vi er nødt til at gøre et forsøg."

3Likes
0Kommentarer
589Visninger

6. VI

H

Den næste morgen var det for en gangs skyld Ron, der vækkede ham. “Han er blevet set i Lynton.”
​ 
Med et var Harry vågen. Han greb ud efter sin tryllestav og blev overrasket over den glatte, kølige overflade, som han stadig ikke havde vænnet sig til. Hurtigt kom han i tøjet. Så hastede de ned ad trappen og hilste stakåndet på en fløjtende Rut.
  “Jeg gør det.”
​ 
“Ved du, hvor vi skal hen?”
​ 
“Lynton, har jeg jo sagt. Mine grandfætre bor der. Eller boede.”
​ 
“Kommer til at bo.”
​ 
“Nå ja.”
​ 
Harry tog sin vens arm og holdt fast, mens de transfererede.
​ 
Da han så op, fyldte høje klippeformationer beklædt med græs hans synsfelt. En øredøvende brusen bag ham fik ham til at vende sig om, og der strakte havet sig mod en kyst langt borte. Det var lang tid siden, han havde mærket så kraftig vind, og han tillod sig selv et øjeblik at indsnuse den salte luft. Så vendte de sig igen mod klipperne og begyndte at klatre op. Der var ikke meget at holde fast i, og de måtte gå flere omveje for at undgå, at stenene skred under deres fødder.
​ 
“Han har tortureret en mugglerfamilie for nogle dage siden,” sagde Ron på et tidspunkt ud i luften.
​ 
Harry sank. “Og folk undrer sig over, hvorfor de stakkels mennesker bekriger os.”
​ 
Ikke langt fra klipperne stod en lille mand, hvis kinder var indsunkne og rynkede, og kæmpede med et skilt, der væltet i vinden. Lynton, stod der, og Harry gav Ron en knyttet hånd på skulderen. “Godt fundet.” Den gamle mand gjorde store øjne, da han så foret i deres kapper, og hvor gerne Harry end ville, kunne han ikke benægte, at han nød den slags blikke.
​ 
De begyndte at gå ned ad den eneste gade i landsbyen. Vejen var ikke andet end et smattet hjulspor, og deres fine støvler blev snart mudrede.
 
“Hvordan er det, du går?” spurgte Ron sammenbidt.
​ 
“Jeg undgår mudderet.”
​ 
“Det går for langsomt.”
​ 
“Jeg prøver bare at passe på mine støvler.”
​ 
Først da ordene havde forladt hans mund, gik det op for ham, hvor groteske de var. Han skulle til at sige noget, forklare, at det ikke var sådan, han mente det, at han syntes, de skulle løbe, indtil de fandt Dolohov, men da han så Rons ansigt, tav han.
​ 
Han havde spildt røde pletter af vrede på sin vens kinder. “Og jeg,” sagde Ron, og hvert ord var så ætsende, så koldt og så berettiget, at det var umuligt at gemme sig. “Prøver bare at passe på min familie.”
​ 
Harry sagde ingenting. De stod bare og så på hinanden, før Ron vendte ryggen til og begyndte at gå. Han trampede demonstrativt i mudderet. Harry så ned dumt ned på sine støvler, mens ordene genlød i hans hoved. Familie...
​ 
“Hvorfor tog I ikke bare hjem med det samme?”
​ 
De snurrede begge rundt på stedet. “Expelliarmus!” skreg Harry, men Dolohov sprang ubesværet ned fra det hustag, han havde siddet på, og undgik den røde stråle.
​ 
“Avada Kedavra!”
​ 
“Protego!” råbte Harry for at beskytte Ron, som kastede sig til den smattede jord for at undgå drabet, der sprang fra dødsgardistens stav.
​ 
Nu styrtede Dolohov ned ad den snoede vej, og de satte efter ham, råbende afvæbnende besværgelser. I Harry hoved foregik imidlertid en hel anden kamp, en kamp han kun havde oplevet en eneste gang før, og som skræmte ham mere end noget andet. Kampen mellem auroren og den ødelagte dreng.
​ 
Kampen mellem den voksne mand, som godt vidste, han skulle beherske sig, og det ophidsede barn, som ikke ønskede andet end at det skulle være slut. Helt slut. Avada Kedavra. Han skal dø. De slog dem ihjel. Det er hans skyld.
​ 
Videre.
​ 
Hans hjerte pumpede, det susede for hans ører, men han ænsede ikke, hvor forpustet han var. De havde allerede set, at dødsgardisten var hurtigere end dem. Det kunne ikke blive ved sådan. Dræbe.
  Videre.
​ 
Harry fulgte ham med øjnene, men han rundede et hjørne og var ude af syne. De satte tempoet op.
​ 
“Kom nu,” fik Ron presset ud gennem de stakåndede gisp. “Skynd dig.”
​ 
Da de rundede hjørnet, stoppede de op et sekund for at orientere sig. De var i en smal gyde mellem to huse, som knælede under deres egen vægt. Han så sig vildt omkring. “Hvor er han? Hvor blev han af?”
​ 
Nu var det Rons tur til ikke at svare.
​ 
Blodet pulserede stadig i Harrys ører. “Hvor fanden-”
​ 
“Sh!” Det skarpe og irettesættende tonefald rev ham tilbage til virkeligheden. Langsomt og kontrolleret, men skælvende af frygt for sig selv vendte han sig og studerede den ubevægelige gyde. Stille og roligt fik han styr på sin vejrtrækning, og hans puls dalede. Der fulgte et par dirrende, afventende sekunder, hvor de begge holdt vejret og lyttede efter den mindste lille kvist, der knækkede et sted.
​ 
Så lød stemmen, igen ovenfra. “Accio Lilium.”

C

“Jeg ved godt, hvad du vil have, mor.”
​ 
De sad på en bænk et underlig udsat sted i haven, hvor man havde fornemmelsen af at blive set fra alle godsets vinduer. Ingen af dem gjorde brug af ryglænet, og ingen af dem så på hinanden. Andrastes hænder lå foldet i skødet, som de altid gjorde under forhandlinger, og hendes stemme var blød og kærlig. Cemida vidste godt, at hendes mor ikke talte sådan til hende, medmindre hun bad om en tjeneste. Og hun havde set blikket i hendes øjne til rådsmødet.
​ 
“Men jeg kan ikke gøre det. Jeg elsker Frank.”
​ 
“Frank er død.”
​ 
“I forstår det ikke.”
​ 
“Jeg har overtalt Loxo til at give dig forhandlingerne om den nye troldmandsskole.”
​ 
Hun rystede på hovedet. “Jeg gifter mig ikke med nogen af dem. Det kan I ikke tvinge mig til.”
​ 
“De er rige, og snart er de magtfulde, og du har jo børn, Cemida, der er ingen der siger-”
​ 
“De er fremmede.” I hvert fald den ene af dem.
​ 
Andraste rejste sig. “Men de er din billet tilbage. Jeg synes, du skal tænke dig rigtig godt om.” Hun vendte sig og begyndte at gå, men standsede så for at pille ved sit silkeærme. “Vil du ikke nok komme til fornuft? Børnene har brug for dig. Gør det nu, om ikke andet så for børnenes skyld. Vi holder et kæmpe bryllup - det skal nok blive større end Loxos - og så bliver vi en familie igen. Vi savner dig.”
​ 
Cemida rystede på hovedet. Selvom hun kæmpede, var hendes stemme grødet. “Gå.”

H

 Harry greb efter flasken gennem det grønne kappefoer, og han holdt fast, som gjaldt det livet. Det gjorde det sådan set også, nåede han at tænke, mens flasken vred sig mellem hans fingre. I hvert fald det liv, han kendte.
Nu kastede Ron, stadig mere heftigt, besværgelser i hovedet på dødsgardisten, som måtte bruge al sin tid på at beskytte sig, så han kun en sjælden gang imellem fik råbt et modangreb. Efterhånden som han mistede koncentrationen, faldt flasken i Harrys kappe til ro igen.
​ 
Nu kunne han også deltage i angrebet, og begge aurorer vidste nu, at de kunne vinde. De var i overtal, og mange år i Azkaban fik selv den argeste dødsgardist ud af træning. Den ødelagte dreng sneg sig igen ind på Harry, og nu buldrede stemmen i hans tanker.  Slut. Dræbe. Nu.
​ 
Han kæmpede, men stemmen voksede, følelsen af, at retfærdighed var så tæt på, fyldte hele hans krop, og nu slyngede han besværgelser ud, som var uden ord, selv i hans tanker. Rent had. Rons stemme nåede ham gennem blodets brusen i ørerne, men den var vag og fortyndet. Ligegyldig.
​ 
“Bombarda Maxima.”
​ 
Jorden under Dolohovs fødder eksploderede, og han forsvandt i en sky af støv i et par lange sekunder. I stilheden, der fulgte, sagde Ron ingenting, og den eneste lyd var Harrys eget hivende åndedræt.
​ 
Da støvet lagde sig, sås en slap skikkelse på jorden, han lå på siden med hovedet ned i jorden.
​ 
“Er han død?”
​ 
“Det ved jeg ikke. Var det meningen, han skulle dø?” Rons stemme var afmålt og ladet med bebrejdelse. “Men du kan jo tjekke.”
​ 
Han nærmede sig langsomt og tøvende. Havde han slået ham ihjel? Hvis han selv kunne vælge, trak dødsgardisten så vejret nu? Han bøjede sig ind over den slappe krop, skulle til at mærke efter en puls, men i det samme greb en hånd om hans ankel, og i løbet af et sekund stod han frosset med Dolohovs arm låst om sin krop og en tryllestav rettet mod sin tinding.
​ 
“Hvor er eliksiren?”
​ 
Først rystede Ron på hovedet, men det gik hurtigt op for ham, at tavshed ikke var en mulighed.
​ 
Tryllestaven blev  presset mod Harrys hud. “Tro ikke, jeg tøver, Weasley.
​ 
De to venners blikke mødtes. Rons øjne udstrålede så mange forskellige følelser, at Harry måtte se væk.
​ 
“Nej.” Han ville trygle sin ven om at holde tæt, han ville hellere dø nu end miste den eneste line til alt, hvad han kendte. Men en lille stemme, auroren som var derinde et sted, vidste, at når først han selv var væk, ville Dolohov alligevel tage eliksiren. De var besejret.
​ 
“I hans inderlomme,” sagde Ron med bøjet hoved.
 
Famlende hænder fandt frem til eliksiren, og Harry syntes, han kunne høre smilet på Dolohovs læber. Og i det øjeblik, hvor den sidste dødsgardist forsvandt med et knald, følte mændene alt, hvad de havde, sive væk mellem fingrene som sand. Harry tænkte på Ginny. Kyssede hun lige nu børnene på håret og fortalte dem, han snart kom hjem? Det gjorde han ikke. Tanken var for absurd til at han kunne forstå det. Det gjorde han ikke. Han ville ikke komme hjem. Han ville aldrig nogensinde komme hjem.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...