Found

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2017
  • Opdateret: 21 feb. 2018
  • Status: Igang
Harry anede ikke, hvad han skulle sige. De havde ingen ide om, hvor i verden de var, de kendte ingen mennesker overhovedet. De vidste intet om tidens magtsystemer, endsige om love, sprog, penge... Tilbage-eliksiren brændte i hans hånd. "Vi er nødt til at gøre et forsøg."

3Likes
0Kommentarer
621Visninger

1. I

 

H

Vindeltrappen snoede sig over deres hoveder som et sneglehus, op og op i det uendelige. Harrys muskler skreg, hans hoved dunkede. Han havde ingen anelse om, hvor de var, eller hvornår han sidst havde sovet, eller om han kunne klare de næste fem trin uden at falde om, men han tvang sig selv til at fortsætte. Ekkoet af Dolohovs skridt længere oppe kaldte på ham.

  Alt hvad der fandtes var den sidste dødsgardist over ham, hans bedste ven bag ham og syren i lårmusklerne. Ikke mere nu. Hvile.
  Videre. Dolohov var den sidste tilbage. Så var det slut. De sidste rester af Voldemorts hær var gemt væk i Azkaban, og Harry havde det, som om det eneste, han havde ønsket sig hele sit liv, endelig var lige for næsen af ham, lige om lidt, et skridt til, bare et. Drømmen om et normalt liv glitrede forude, stadig akkurat uden for rækkevidde. Den var tættere på end nogensinde før, og derfor gjorde den også mere ondt. Rons prustende vejrtrækning et par skridt bag ham var velkendt, og det var lige før han smilede ved tanken om, at noget som helst i denne situation kunne være trygt. Faren forude, ham selv løbende for at nå den, fordi det var bydende nødvendigt, bag ham hans bedste ven, altid bag ham.
 
Det gik op for ham, at han kunne se trinnene foran sig, for første gang i hvad der føltes som timer. Forkølet dagslys trængte ned fra oven. Slut. Endelig slut.
  Videre. Dødsgardistens rytmiske skridt ophørte, Harry og Ron fortsatte, og forude kom en gabende døråbning til syne. Skramlende lyde fra rummet bag døren fik hans fingre til instinktivt at lukke sig om tryllestaven.
  Men det var stilhed, der mødte dem, da de trådte ind i det lille loftskammer. Stilhed, støv, ingen at se. Midt på gulvet, hvor lyskeglen fra et utæt vindue lavede en stor, lys firkant, stod et åbnet skrin. Ved siden af det lå en lille bunke glasskår i en pyt af sølvgrå væske. Et låg var smidt henne i hjørnet af rummet, nye spor i støvet ledte hen til skrinet og stoppede så brat. Låget var trillet langs de skæve brædder og havde trukket en lang slange af væske efter sig.
  Uden at de sagde et ord til hinanden, bøjede Harry sig over skrinet, mens Ron begyndte at lede rummet igennem efter flugtveje. I skrinet stod rækkevis af firkantede, små flakoner, der alle indeholdt den samme, sølvgrå eliksir. Det svimlede for ham, da han læste mærkaterne. Han havde troet, det bare var rygter, folk var nemme at få op  at køre, selvom der var gået seksogtyve år siden Voldemort faldt. Men her holdt han beviset mellem sine hænder, et mærkat på hver eneste flakon, skrevet med en håndskrift, han aldrig havde troet, han skulle se igen.


Lilium
1970



Lilium
1991



Lilium


Tilbage


  "Ron."
  Ron knælede ved skrinet, men så uforstående på ham.
  "Det er Snapes håndskrift."

 Sammenhængen gik op for Ron, og hans hånd fandt Harrys, som han gav et trøstende klem. "Vi er her for dig, mate."
  Men hjælper det? "Du er godt klar over, hvad vi må gøre, ikke?" Harry nikkede mod den knuste flaske, og Ron havde allerede dyppet sin pegefinger i den tykke væske på gulvet. Harry gjorde det samme, da han først havde taget den sidste tilbage-flaske i skrinet.
  De to mænds blikke mødtes og udvekslede tanker, som var for vigtige til at sige højt. Tilbage. Hvornår? Hvad venter os?
  "Vent." Han rodede lidt i klumpen af glasskår og klistret eliksir og fandt et lille stykke pergament.
  992, stod der med eliksirprofessorens umiskendelige håndskrift. Nu kom Ron i tanke om noget. "Rejser vi også i sted? Der er langt ned til jorden, hvis-"
  "Så må vi bruge spektraltransferens, mens vi falder."
  Rons skæve smil sendte Harry mange år tilbage. "Hvor er Hermione, når man har brug for hende?"

 Med en irrationel følelse af tryghed, som udsprang fra Rons hånd i hans, suttede han eliksiren af sin finger. Den smagte ikke af noget. Den havde hverken temperatur eller konsistens. Han så på sin finger for at være sikker, men der var ikke mere tilbage. Han havde fået det hele med. Han skulle til at tage noget mere, fordi eliksiren åbenbart ikke virkede i så små doser, men så begyndte rummet at flimre, og han kunne mærke gulvet under sig sive væk som sand.
  På de få sekunder, det tog rummet at forsvinde helt og erstattes med frit fald, dannede Harry et punkt i sine tanker, et punkt nær jorden, som han transfererede dem begge hen til, idet de begyndte at falde. De tumlede omkuld i en blanding af mudder og grus. Harry tog sig til hovedet, konstaterede at hans brilleglas var uskadt på nær en mindre revne og granskede så omgivelserne.
  Som forventet var der intet syn af Dolohov på den mennesketomme vej. "Væk."
  Ron nikkede. Engang ville de være gået i panik, have råbt op, om nogen havde set en mand i sorte gevandter. Men ingen havde nerver til at gå i panik hver eneste dag, og når man var auror, vidste man, hvornår en kamp var værd at kæmpe, og hvornår man måtte give op på forhånd. En gruppe efterårsfalmede træer nogle hundrede meter væk virkede som et passende dække, og de kom begge på benene. Det overraskede Harry, hvor tunge hans ben var, da han begyndte at gå. Det gik op for ham, at hans ene brilleglas var smadret, men han orkede ikke gøre noget ved det.
   De mødte ingen mennesker på den korte strækning ned til træerne. Ron lænede hovedet mod en egs grove bark. "Vi kan umuligt fange ham nu. Jeg er ked af det, men du må lade det fare."
  Harry anede ikke, hvad han skulle sige. De havde ingen ide om, hvor i verden de var, de kendte ingen mennesker overhovedet. De vidste intet om tidens magtsystemer, endsige om love, sprog, penge... Tilbage-eliksiren brændte i hans hånd. "Vi er nødt til at gøre et forsøg."
  Hans ven kendte ham godt nok til at vide, at det ikke stod til diskussion. "Så skal vi vel først finde ud af, hvor vi er?"
  "Her må da være folk, vi kan spørge."
  De begyndte at gå ned af den snoede vej, som var halvt opløst af regn. Harrys ben var igen tunge som bly, og for hvert eneste skridt han tog, måtte han overbevise sig selv om, at han var nødt til det. Halvt udvisket af regnen tonede en bygning frem foran dem - først var han ikke sikker på, om han så rigtigt, men jo tættere på de kom, jo tydeligere blev de store bogstaver over døren: Cokeworth Kro. "Så taler de engelsk."
  Ron nikkede taknemligt. Det gjorde situationen en del lettere. "Skal vi gå ind?"
  Kroen ligenede Den Utætte Kedel til forveksling. Lyden af blandede stemmer, den tunge lugt af øl og følelsen af snavs overalt bød dem velkomne. Mens de banede sig vej mod disken, kunne de høre brudstykker af samtaler fra de fulde mænd ved bordene.
​  "... Sgu for træt til det her. Pas, siger jeg..."
​ 
"... Troede ikke mine egne øjne. Aldrig set nogen kønnere end hende..."
​ 
"... Så giver jeg en omgang..."
​ 
"... forbandede kvæg til mugglere. Vi bliver for fanden nødt til at gøre det af med dem, før de dræber os..."
​ 
Ron stoppede med et ryk. "Hørte du det? 'Før de dræber os'?"
  "Paranoide troldmænd har eksisteret til alle tider, Ron. Du er træt, og det er der ikke noget at sige til. Kom, vi skal have os et værelse." Harry puffede ham videre.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...