Sherlock Holmes' assistent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 22 jul. 2017
  • Status: Færdig
Lilly er ny på politikontoret, hun bliver overset og ingen værdsætter hendes evner. Indtil hun bliver sat på en sag hvor den mystiske Sherlock Holmes hjælper til. Han værdsætter hende heller ikke, men der er noget andet...

Der kan forekomme voldsomme sener.

Historie foregår før BBC serie, så Jhon Watson er ikke med.

Mit bidrag til Battle of Fandoms, Sherlock Holmes.

2Likes
4Kommentarer
174Visninger
AA

8. Kæreste Jim

Kæreste Jim

 

"Lilly, se at komme ud." Sherlock ser ikke på mig, jeg ved ikke engang om han ved hvordan mit ansigt ser ud, han har næsten kun set min jakke.

"Hvorfor?" Jeg gør ikke noget for at rejse mig, det er der ikke brug for, endnu. Jeg lader fingeren følge pistolens linjer.

"Noget forfærdeligt skal til at ske, jeg ved bare ikke hvad." Han går hen og kigger ud af vinduet, men ser ikke tilbage på mig. Jeg rejser mig fra stolen og tager pistolen med. Jeg retter den mod Sherlocks ryg.

"Men det ved jeg." Jeg kan se at han stivner ved mine ord. Ha vender sig langsomt rundt, denne gang ser han faktisk på mig. Det er første gang han ser mig i øjnene.

"Lilly?" Jeg kan se alle brikkerne falde på plads i hans øjne, men jeg vil ikke lade ham få overtaget, ikke nu. Jeg går langsomt frem mod ham, han træder et skridt tilbage og lader mig komme hen til vinduet.

"Åhh, nu vil du se på mig." Der er ikke brug for flere ord, jeg kan se at han forstår. Der går nogle sekunder hvor ingen af os siger noget. Så tager Sherlock ordet.

"Du er yngste barn i en fattig familie." Det er en konklusion, det er også rigtigt, jeg har seks ældre søskende og er vokset op i en fattig del af London. "Du er blevet overset hele dit liv, så nu vil gerne ses." Han ser mig ind i øjnene. Jeg siger ikke noget, det er der ikke brug for. "Der må være én du vil imponere, en der ser dig." Jeg lukker øjnene kort, jeg ved ikke hvordan han kunne gætte det sidste. Jeg tager fat i den Walki-talki der sidder fast i min jakke.

"Lestrad? Jeg har ham, 221B Baker street." Jeg ser på Sherlock og smiler. Jeg slukker radioen. "Nu er politiet på vej, Sherlock. Hvad vil du gøre?" Jeg udfordre ham, jeg elsker det. Jeg kan se der er noget i ham der accepter min udfordring.

"Hvorfor gør du det her? Der er mennesker der dør." Jeg ler, jeg ved godt at han har nydt legen, jeg har iagttaget ham. Han har nydt det.

"Hvornår er det begyndt er betyde noget for dig om der er mennesker der dør?" Jeg kan høre sirener i det fjerne.

"Du svarede ikke på mit spørgsmål." Han er helt rolig, han kan også høre sirenerne. Adrenalinen pumper i begge vores kroppe.

"Jeg vil ses, Sherlock, det sagde du selv." Nede på gade kan jeg hører hvordan dæk bliver brændt af i en hård opbremsning, der er mange biler der nede. Over mig kan jeg hører en helikopter. "I morgen har jeg alle forsider i hele London." Jeg smiler og kravler op i vinduet bag mig. Det står åbent, jeg har selv åbnet det.

"Ikke hvis du dræber mig nu." Sherlock ser skiftevis på mig og pistolen i min hånd.

"Jeg for forsiden som den skurk der besejrede den store Sherlock Holmes." Jeg sænker min pistol så den peger mod hans mave i stedet for hans hjerte. "Hvordan føles det Sherlock? Nederlag!" Jeg kan hører at døren bliver sparket ind, mange fodtrin på trappen. Jeg sænker pistolen yderligere og sigter nu på hans lår. Det første par fødder og deres ejermand har nu næsten nået toppen af trappen. Jeg trækker aftrækkeren. BANG. Et smerteskrig. Bag mig falder en rebstige ned, jeg griber fat i den og begynder at klatrer op, nogen i den anden ende trækker stigen op samtidig. Jeg hører døren i værelset gå op, stemmer.

 

En blød hånd griber fat i mig, jeg kender den hånd, den gør mig tryk. Jeg bliver hevet helt ind i helikopteren og jeg mærker at den sætter i bevægelse. Jeg ser mig ikke tilbage, men smiler til min redningsmand. Den bløde hånd lægger sig på mit lår og en dejlig stemme taler til mig.

"Er han død, smukke?" Mit smil bliver bredere, jeg elsker hvordan han ser mig, at han ser mig.

"Jeg skød ham i låret." Jeg kan mærke at han er stolt af mig, det siger hans måde at se på mig alt om. Jeg har allermest lyst til at kaste mig i hans arme, men jeg ved der er andre der ser på os.

"Jeg er stolt af dig, Lilly, i morgen har du alle forsider i London." Det betyder noget det han siger, han er mester skurken, hvis han siger det jeg har lavet er flot så er det flot.

"Tak," jeg trykker mig ind til ham, han har altid været der for mig, han har altid set mig. "Kæreste Jim Moriarty."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...