Sherlock Holmes' assistent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2017
  • Opdateret: 22 jul. 2017
  • Status: Færdig
Lilly er ny på politikontoret, hun bliver overset og ingen værdsætter hendes evner. Indtil hun bliver sat på en sag hvor den mystiske Sherlock Holmes hjælper til. Han værdsætter hende heller ikke, men der er noget andet...

Der kan forekomme voldsomme sener.

Historie foregår før BBC serie, så Jhon Watson er ikke med.

Mit bidrag til Battle of Fandoms, Sherlock Holmes.

2Likes
4Kommentarer
172Visninger
AA

4. Endnu en død mand og en rose

Endnu en død mand og en rose

 

Jeg står i tripper i udkanten af kredsen af mennesker. Anderson står og råber af Sherlock, igen.

"Anderson, jeg skal bare se en enkelt gang på kortet fra i går." Sherlock står med en rose i hånden. Og han råber ikke. Han er faktisk meget stille.

"Det er bevismateriale, Sherlock." Anderson rækker ud efter noget i Sherlocks anden hånd. Et stykke hvidt papir. Der står nogle tal på.

"Hvad vil du bevise? Stedet her er lige så clean som det andet. Der må være en besked på det kort." Sherlock holder papiret op foran Andersons ansigt. "Der er nogen der spiller et eller andet sygt spil. Jack Cooper var bare en tilfældig mand på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt." Sherlocks øjne lyser, det er lige sådan noget som dette han elsker. "Disse mennesker er bare tilfældige rige mennesker der har fået stjålet småbeløber de ikke engang vil lægge mærke til."

"Sherlock, dette er ikke et spil, det er menneskeliv!" Lestrad bryder ind mellem de to mænd. Jeg smiler for mig selv, der er ingen der ser mig. Men bare vent, snart vil de se mig.

"Må jeg ikke bare se det kort? Der skal være en sammenhæng mellem disse to hændelser. Det er samme rose og samme skilt." Sherlock går hen mod den døde mand der ligger hen over skrivebordet. Han er blevet skudt, de siger det er den samme som i går. "Der er noget jeg har overset. En meget vigtig detalje." Han mumler for sig selv.

"Du kan få et time med kortet og den nye lap papir." Lestrad har taget en beslutning, den skal bare følges. "Lilly, tag med Mr. Holmes til stationen og giv ham kortet." Jeg kan se at Anderson skal lige til at protestere. Sherlock gå med lange skridt hen mod døren og jeg følger efter så godt jeg kan. Da vi kommer ud på gade har han allerede stoppet en taxi. Vi sætter os ind og køre mod stationen. Først siger ingen af os noget. Sherlock sidder bare og kigger på papirlappen og mumler for sig selv.

"Hvorfor bruge en skrivemaskine?" Det er det første jeg kan høre af det han siger. Jeg ved ikke om jeg skal svare ham.

"Hvis man ikke vil genkendes?" Jeg vil gerne se om den store mester detektiv kan regne gåderne ud.

"Selvfølgelig! Han vil gerne lege, men ikke bekende kulør endnu." Han tager en kuglepen frem fra lommen og begynder at tygge på den. "Du er faktisk slet ikke så dum endda." Det er det tætteste på et kompliment jeg har været inde for de sidste år.

"Er det en kode?" Jeg føler at jeg bliver nødt til at presse lidt på, han her trods alt kun en time. Måske har jeg overvurderet ham.

"En slags, jeg skal bare finde ud af hvilken slags. Jeg tror den fortæller hvor næste træk skal foregå." Noget har han da fanget. Han tygger bare videre på kuglepennen.

"Hvad skal du så med kortet?" Jeg ved det godt, jeg vil bare høre ham sige det selv. Han ser op, men ikke på mig, han ser ud på vejen der køre forbi os.

"Han må have efterladt et spor. Ellers er det ikke sjovt at lege." Jeg lægger mærke til at Sherlock siger 'han' om gerningsmanden. Jeg når ikke at sige mere til det fordi vi køre ind på stationen. Ingen af os siger noget mens vi går gennem stationen og hen til mit kontor. Jeg har kortet og de andre bevismaterialer hos mig. Jeg skulle have lagt dem på plads i går, men det skete ikke. Jeg går hen til bunken og finder kortet. Vi fik det tørret i går, men det er stadig meget følsomt.

"Forsigtig, Anderson bliver sur hvis det går i stykker." Jeg giver ham kortet og han sætter sig ned ved det ryddede bord og kigger på det. Det er meget tydeligt at han kigger efter noget vigtigt. Jeg følger hans øjne og kan se at de stopper ved banken. Banken hvor vi fandt den døde unge mand, rosen og de mærkelige numre.

"Selvfølgelig! Hvorfor overså jeg det?" Sherlock lader fingeren følge en næsten usynlig cirkel rundt om banken. "Men hvorfor? Hvorfor fortælle mig hvor det næste angreb kommer? Er det en del af legen?" Jeg ved godt han snakker til sig selv, men jeg har lyst til at svare.

"Men hvorfor er det vigtigt? Angrebet har fundet sted, manden er død." Jeg vil gerne vide hvor meget han virkelig forstår. Han ser ikke op på mig, han trækker bare papirlapper med tallene fra banken op og lægger den på bordet.

"Når der var en ledetråd til næste gernings sted på kortet må der også være en ledetråd videre i spillet. Ellers er det ikke fairplay." Det er heller ikke fair at han ikke vil se mig. Der er ingen der vil se mig, jeg er bare ligegyldig for dem. Jeg ser ned på papiret på bordet. Det er en række tal, mellem 4 og 24, og til sidst står det 112. Det er den eneste der for alvor skiller sig ud. Sherlock sidder bare og kigger på tallene. Han ser ikke op, han ser ikke den røde sprittusch i blyantsholderen på mit bord. Han har kun øje for tallene på papiret. Jeg kan godt læse dem her fra.

15

24

6

15

18

4

 

19

20

18

5

5

20

 

112

"Hvad betyder tallene?" Sherlock ser alt for koncentreret ud, jeg vil gerne distrahere ham. Det skal heller ikke være for let for ham, han er trods alt mester detektiv.

"Det er det jeg skal finde ud af." Han kigger skiftevis på det rødvins plettede kort og de 13 tal på papiret. Det er som om han kigger efter noget der ikke er der. Jeg sidder bare og kigger på ham. Jeg kan se på uret på vægen bag ham at der kun en ti minutter tilbage før tiden er gået. Jeg skal lige til at sige det da Sherlock udbryder: "Det er bogstaver! Hvert tal er et bogstave!" Han rækker ud mod en kuglepen i min blyantsholder. Jeg holder vejret meget kort, men Sherlock ser ikke op men for fat i en almindelig blå kuglepen.

"Men hvad så med 112?" Jeg vil også gerne vide hvad resultatet af udregning er.

"Husnummeret. Der står: 'Oxford street 112'." Lige som Sherlock siger det sidste går døren op og Anderson og Lestrad kommer ind.

"Men hvad betyder det?" Lestrad går hen til bordet og ser ned på sedlen hvor Sherlock har skrevet bogstaver ud for hvert tal. Jeg kan se at Anderson står lige bag ved og skal til at beklage sig over at Sherlock har skrevet på bevis materialet.

"Det betyder," Sherlock rejser sig og giver kuglepennen til Anderson. "At det er der vi skal være i aften kl. 23.00. Det er der det næste angreb kommer." Sherlock går ud af døren og ser sig ikke tilbage. Ingen ser at jeg smiler for mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...