Jeg tog fejl

Denne lille novelle var min terminsprøve i dansk skriftlig fremstilling i år og, selvom den er skrevet under pres, synes jeg faktisk den blev rigtig god og derfor vælger jeg, at udgive den her på Movellas.
Håber i kan lide den!
I må hellere end gerne, skrive hvad i synes om den i kommentarfeltet!<3

4Likes
6Kommentarer
203Visninger

1. Jeg tog fejl

Jeg springer med det samme op, da jeg kan høre hoveddøren smække i. Hele morgenen har jeg gået og anstrengt mig for at, han ikke skulle fatte mistanke om, at jeg nu godt ved hvad det er, han har holdt hemmeligt for mig i så længe. Han må tro jeg er dum, hvis han tror, han bare kan rende rundt med en anden bag min ryg! Jeg har jo også været dum… Hvis jeg var klog, ville jeg have regnet den ud noget før. Eller måske var det bare, fordi jeg var bange får sandheden, at jeg overså de små ting. Men i går aftes gik det op får mig. Alle puslespilsbrikkerne kom på plads, og jeg kunne nu tydeligt se, at Jesper er et utro møgsvin!

Så da jeg høre hoveddøren smække, skynder jeg mig hen til computeren. Mine hænder ryster, da jeg langsomt åbner låget. Tankerne flyver rundt i mit hoved.

Når du først har åbnet hans computer, er der ingen vej tilbage! Du kan stadig nå at glemme alt det her! Bare ignorere det! Luk låget i igen!

Men nej! Jeg bliver nød til at finde ud af sandheden! Også selvom jeg nok aldrig ville kunne kigge ham i øjnene igen…

Jeg trykker på tænd knappen på labtoppen, og et billede af os to dukker op på skærmen. Jeg får en klump i halsen. Bare tanken om at han har gjort en anden pige lige så glad, som jeg var da det billede blev taget, gør mig dårlig!

Jeg trykker på enter…

Adgangskode! Fuck!

Hvis han var uskyldig, hvis han ikke have noget at skjule, hvorfor så have adgangskode på sin computer? Er det bare endnu et tegn på at han er en løgner?

Jeg prøver, alt hvad jeg kan komme på. Kælenavne, mit navn, hans navn, fødselsdage alt mellem himmel og jord som ville give mening i den her sammenhæng, men intet virker.

Jeg tør væde med at det er hendes navn, han bruger som adgangskode!

Tænker jeg, og smadre computeren i så hårdt, at jeg tror skærmen flækker, og smider den på bordet. Jeg kan nærmest mærke vreden koge i mit blod. Jeg har aldrig været så vred i hele mit liv! Jeg har lyst til at smadre alt omkring mig!

Men i stedet kan jeg mærke klumpen i min hals blive større og større, og til sidst bliver den for stor til at ignorere.

Jeg synker sammen på det kolde trægulv og en tåre falder ned af min kind, og en til og en til. Mellemrummene mellem hver tåre bliver mindre og mindre, og min vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere lige indtil, at jeg giver slip. Lige indtil at jeg lader mig selv, for første gang i lang tid, græde.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg sidder bare og græder, men det må have været et stykke tid, for jeg bliver først hævet ud af min egen verden, da jeg høre hoveddøren gå op…

Jeg fryser, og mit hjerter banker hurtigere end nogensinde før.

Hvorfor er du nervøs? Det er ikke dig der har været utro!

”Sarah…?” Hans stemme er svag, nærmest en hvisken. Han går hen til mig og prøver at få øjenkontakt med mig, men jeg kan ikke kigge ham i øjnene. ”Hvad er der sket? Er du okay?”

Jeg kan mærker hele min krop snører sig sammen.

OM JEG ER OKAY?! ER DET FUCKING DET ENESTE DU KUNNE FINDE PÅ OG SPØRGE OM, EFTER ALT HVAD DU HAR GJRODT?! SER JEG MÅSKE OKAY UD?! HVA´JESPER?! GØR JEG?!

Men jeg kan ikke få mig selv til at sige de ord højt. Så jeg fnyser bare og tørre hurtigt mine tåre væk. Han rækker hånden ud får at hjælpe mig op og stå, men jeg skubber den demonstrativt væk, og rejser mig selv op. Han går et par skridt tilbage og kigger ned.

Har han så endelig regnet ud, hvad der er galt?

Men man kan se at han stadig afventer et svar, så jeg tager mig sammen.

”Nej, jeg er ikke okay… Og hvis du tænker dig om, ved du også godt hvorfor…” Siger jeg med rystende stemme. Jeg ved ikke om det er vreden der gør det, eller gråden… Måske en blanding? 

Han kigger op og vores øjne mødes. Han ser helt skræmt ud.

Det burde du også være dit møgsvin!

”Jeg…” Hans stemme er stadig svag. Den ryster også en smule. Ryster hans på grund af skyld? ”Jeg ved ikke… Jeg ved ærligtalt ikke hvorfor”

HA! Han lyder nærmest som om, han siger sandheden!

”Jeg er ikke DUM!” Råber jeg, og det giver et sæt i ham. ”Jeg ved godt hvad det er, du har randt rundt og lavet!”

Jeg kan mærker blodet i mine åre begynde at koge igen, og jeg bliver helt rød i hoved af raseri.

”Jeg… Hvad… Hvad mener du skat?” Siger han, og han er nu helt hvid i hovedet.

DU SKAL KRAFTEDME IKKE KALDE MIG SKAT! HVAD FANDEN BILDER DU DIG IND?!

”At du overhoved kan få dig selv til at lyve så groft, gør mig dårlig!” Råber jeg, igen.

”Kan du ikke fortælle mig, hvad det er der forgår?!” Han råber, også nu og jeg må ærligtalt sige, at det kommer bag på mig. Jeg tror aldrig, jeg har hørt ham råbe før. ”Hvad er det jeg har løget om?!”

HOLD KÆFT HVOR MÅ HAN TRO JEG ER SNOT DUM! DET VAR DA HELT VILDT!

” SÅ DUM ER JEG KRAFTEDME HELDER IKKE JESPER!” Råber jeg ” JEG HAR SKU’ DA REGNET UD, AT DER ER EN ANDEN!”

”Hvad…?” Mumler han forskrækket. Han er god til det her! Han har jo sikkert også løget mange gange over for mig før, så selvfølgelig er han god. Men nu er det slut!

HAN SKAL IKKE HAVE LOV TIL, AT NARE MIG MERE!

” JEG ER JO IKKE BLIND! JEG HAR SKU’ DA SÆT DIG SIDDE OPPE, OG SKRIVE PÅ DIN COMPUTER LÆNGE EFTER VI HAVDE SAGT GODNAT!” Råber jeg.

”Lad mig forkla…” Starter han, men jeg når at afbryde ham, før han kan komme med endnu en løgn.

”OG ALLE DE GANGE DU HAR VÆRET ”UDE OG SPILLE MED VENNERNE” PÅ DET SIDSTE! DU KAN LIGE SOM IKKE BRUGE DEN UNDSKUYLDNING, NÅR DU GLEMMER DIT FUCKING TRÆNINGS TØJ HER HJEMME!” Jeg skriger nærmest nu og jeg kan mærke, at min stemme er ved at give op.

”Hvis du nu bare ville lade mig fo…” Igen når jeg, at afbryde ham.

”OG HVEM ER DET DER BLIVER VED MED AT SKRIVE TIL DIG PÅ DIN MOBIL HVA’?! OG HVORFOR VENDER DU DIG ALTID VÆK FRA MIG, NÅR DU SKAL SKRIVE TILBAGE?!”

”SARAH STOP!” Han tager hårdt fadt i mine håndled. Man kan se vreden i hans øjne.

”SLIP MIG!” Skriger jeg så højt jeg kan. Han slipper med det samme, men hans øjne ændre sig ikke.

Vi begge trækker været hurtigt, mens vi kigger hinanden i øjnene. Begge søgende efter svar. I lang tid står vi bare der, over får hinanden. Jeg kan mærker jeg falder mere til ro, og vreden forvandles til skuffelse og til sorg.

”Sarah…” Siger han, forsigtig ”Må jeg godt have lov til at forklare…?”

Jeg siger ikke noget… Jeg kan ikke sige noget… Jeg har ikke noget at sige…

”Jeg har ikke været dig utro!” Siger han bestemt, imens han holder øjenkontakt med mig.

LØGNER! Har jeg lyst til at råbe ind i hans ansigt, men jeg kan igen ikke få mig selv til at sige noget. Så i stedet fnyser jeg bare, og kigger ned.

”Jeg mener det Sarah!” Siger han, og leder efter mine øjne, men jeg holder dem nede. ”Jeg… Alt det jeg har lavet… Bag din ryg… På min computer på min mobil… Det hele er… Et projekt jeg er i gang med at lave…”

”Løgner” Siger jeg, og i samme øjeblik knækker min stemme, og jeg kan mærke klumpen i halsen igen.

”Nej, Sarah jeg siger sandheden! Du bliver nød til at tro på mig!” Han prøver at lægge sin hånd på min kind, men skubber jeg den væk. Igen står vi i et stykke tid, imens jeg prøver at tage mig sammen, så jeg kan sige noget uden at bryde ud i gråd.

”Hvad var det så du lavede…? Da du var… ”Ude med vennerne”?” Spørger jeg, lidt mere stille end meningen.

”Gjorde ting klar til projektet… lavede de ting som jeg ikke kunne lave har hjemmefra” Siger han, og vores øjne mødes igen. Jeg prøver desperate, at tyde om han lyver.

Jeg står over for et kæmpe dilemma. Største delen af mig vil gerne tro på ham, og han har egentlig aldrig givet mig en grund til ikke at gøre det. Men stadig er der en del af mig dig skriger!

HAN LYVER! HVIS HAN IKKE GJORDE HVORFOR KUNNE HAN SÅ IKKE BARE FORTÆLLE MIG OM PROJEKTET?! HVORFOR SKULLE HAN HOLDE DET HEMMELIGT?! HVIS HAN IKKE HAR NOGET AT SKJULE HVORFOR HAR HAN SÅ ADGANGSKODE PÅ SIN COMPUTER?!

Hele mit liv har jeg altid prøvet, at se det gode i folk. Prøvet så vidt som muligt, altid at gøre det der var rigtigt og gøre det som gjorde mindst skade, og ville skabe mindst splid. Men i dag kunne jeg ikke gøre det…

Med et eksploderede jeg igen.

”HVORFOR KUNNE DU IKKE BARE HAVDE FORTALT MIG OM PROJEKTET?! HVROFOR ALLE DE FUCKING HEMMELIGHEDER?!  OG HVIS DU IKKE HAVDE NOGET AT SKJULE, HVORFOR HAR DU SÅ ADGANGSKODE PÅ DIN COMPUTER?!” Råber jeg, og skubber til ham så han snubler et par skridt baglæns.

Han bliver ikke ked af det, eller i det mindste skammer sig. Næh nej! Han bliver fucking vred!

HAN bliver vred! Hvordan fanden kan HAN bilde sig ind, at blive vred efter alt det HAN har gjort?!

”Hvad FUCK skulle det til for Sarah?!” Siger han rasende.

HVAD FUCK TROR DU?!

Har jeg lyst til at råbe tilbage, men jeg kan ikke mere… Jeg kan ikke holde ud at se på ham mere!

”UD!” Råber jeg, af mine lungers fulde kraft.

”Hvad?” Siger han forbavset

”DU HØRTE MIG UDMÆRKET GODT!” Råber jeg ”UD! SAGDE JEG! SKRID MED DIG! JEG VIL ALDRIG SE DIG IGEN!”

Først afventer han om jeg faktisk mener det, men efter et par minutter tager han sin pung, og overtøj på og går mod hoveddøren. Inden han lukker døren efter sig råber han: ”Min adgangskode er: 180512” og så lukker han døren bag sig.

Jeg står helt frosset, indtil det går op får mig, hvad hans adgangskode er…

Datoen vi kom sammen på…

Jeg går hen mod hans computer, som til min lettelse ikke gik i stykker før, og indtaster koden og den låser op.

Efter bare at have siddet på den i et par minutter, går det op for mig hvad det var for et projekt.

Jeg løber ud og tager mit overtøj på. Jeg flår hoveddøren op, og sætter i løb. De få E-mails jeg nåede at læse køre rundt som et ekko i mit hoved.

Hej Jesper! Ville bare lige høre hvordan det gik med planlægningen af brylluppet. Hvornår var det egentlig du havde tænkt dig at fri var det ikke om et par uger? Hilsen Paul. Kære Jesper. Sarahs far og jeg har snakket om at vi kunne tilbyde at holde bryllupsfesten i haven hvis altså det skulle være her til sommer som vi snakkede om. Du kan forresten komme og hente oldemors ring her den kommende uge hvis du stadig havde tænkt dig at bruge den. Hilsen din kommende sviger mor.

Han havde tænkt sig at fri! Det var det der var projektet! Det var der for at han var så skide hemmelighedsfuld!

Jeg løber og løber, og jeg kan mærke mine bene begynder at syre. Men jeg giver ikke op! Jeg skal nå bussen! Da jeg endelig kan se bussen, begynder jeg at råbe af mine lungers fulde kraft. Jeg skal nå det!

Jeg vil ikke miste dig!

Jeg elsker dig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...