Sand Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2017
  • Opdateret: 27 jun. 2017
  • Status: Igang
En helt normal pige tager til fest, hvor en væmmelig scene sker. Men hun bliver redet. Af hendes sande kærlighed måske?

0Likes
0Kommentarer
430Visninger
AA

3. Kapitel 3.

 

Første time jeg havde var biologi. Ikke mit ynglings fag, men jeg fik gode karakter i det. Vi skulle op sprælle en frø. Jeg havde virkelig ikke lyst. Vi skulle arbejde i par, og jeg skyndt mig at danne par med Jennifer. Hun var en “dreng pige”. Men stadigvæk rigtig flink. Vi snakkede engang imellem sammen, og dannede et godt hold. Hun ordnede frøen, og jeg tog notater. Jeg så mig omkring, og så mange af pigerne side i par. Ingen af dem ville rører frøen. Jeg fnisede til mig selv, og gik videre med projekt.

Klokken havde ringet, og jeg mødte op med mine venner. Vi snakkede indtil klokken ringede ind. I timen fik vi afvide at vi skulle have vikar. Professor M. *suck* Min sidekammerat så det, og spurgte hvad der var galt. “Jeg er bare ikke lige den største fan af Professor M. Det alt.” “Nej. Det tror jeg ikke der er nogen som er.” Vi fnisede. Professor M. kom ind i klassen, og begyndte timen. Vi fik besked på at lave nogle opgaver på computeren. Det gik meget godt, men jeg kom til et spørgsmål som jeg ikke forstod. Jeg havde ikke lyst til at spørge Professor M. men min sidemakker forstod det heller ikke. Jeg tog en dyb indånding, og rakte hånden op. Der gik noget tid før Professoren så mig. Han stillede sig ved siden af mig. Jeg forklarede ham hvad problemet var, og han forklarede mig så. Imens han stod der, pillede han ved mit hår. Klamt. Jeg prøvede at skubbe hans hånd væk, men han tog den bare op igen. Jeg kunne ikke klare det mere. “Tak, Professor M. jeg forstår det nu.” Jeg løj. “Ingen årsag~” Han gik væk med et tilfredsstillet smil på læben. Væmmelse.. Jeg prøvede at søge på nettet, efter et svar. I frikvarteret undgik jeg Professor M. så meget som muligt. Og det samme resten af dagen. Jeg ville ikke ved et uheld, starte en samtale med ham. Ikke efter hans opførsel. Jeg var stadigvæk fyldt med væmmelse. Efter skole blev jeg i ca. en halv time extra. Jeg manglede stadigvæk lige noget til en opgave jeg havde for til dagen efter. Jeg pakkede mine ting og gik ud af klassen. Klasselokalet jeg var i var i enden af den lange gang. Alle var gået hjem, så der var helt stille på gangen. Ikke noget man ser hver dag. Jeg går i mine egne tanker, når jeg mærker noget tage fat om mit håndled og hive mig ind i en af klasserne. Der gik lidt tid før jeg indså hvad der skete. Professor M. stod lige foran mig. Jeg havde ryggen op mod væggen. Nej. Ikke igen.. Han begyndte at tale til mig, men det klamme smil på sin læbe. “Hvad du så på skolens grund efter skole~?” “Jeg ville lave en opgave færdig, inden jeg tog hjem.” Jeg prøvede at komme ud af hans greb. “Jeg ville blive glad hvis du lod mig gå.” “Men hvor er det sjove i det~?” “Jeg har ikke tid til dine små julelege.” Jeg prøvede igen at skubbe hans arme væk. Men med uden held. “Jeg laver skam ingen julelege.~” Jeg kiggede vredt på ham, og skubbede ham væk. Han tog fat i mit håndled igen, og hev mig til ham. “Lad mig være i fred!” “Ikke før vi har haft det lidt sjovt.~” Han væltede mig på gulvet, og satte sig over mig. Jeg prøvede at komme ud af hans greb, men med intet held. Han holdte begge mine håndled fast på gulvet. Sparkene nyttede heller ikke, siden han sad på mine ben. Det var nytteløst. Han ansigt kom nærmere til mit. Jeg skreg han skulle gå væk, og lade mig være i fred. Men det kom bare nærmere. Jeg lukkede mine øjne, og mine læber var som limet fast. Jeg kunne mærke hans ånde på mine læber. Døren til klasselokalet spang åben. Mine øjne var stadigvæk lukket, men jeg kunne høre det. Professor M. blev smidt væk fra mig, og endnu en gang var der en som tog mit håndled, og løb med mig. Min hjerne kunne ikke registrere hvad der lige skete. Det skete på så kort tid. Skikkelsen som løb med mig, virkede bekendt. Men jeg kunne ikke sætte en finger på det. Inden for kort tid, var alting blevet sort, og en kold under flade var under mig.

 

Mine øjne åbnede langsomt. Lyset fik dem til at blinke et par gange. De åbnede sig helt. Alting var sløret. Jeg forstod ikke hvad der var sket. Jeg kiggede mig omkring, men intet simte bekendt. Jeg lå på en sofa, i et rum med hvide vægge, og sorte møbler. Jeg kiggede ud af vinduet. Er jeg på fjerde sal? Jeg kunne se ud over flere bygninger. Jeg hørte døren gå op. Jeg skyndte at lægge mig ned igen og lod som om jeg stadigvæk sov. Jeg hørte en person komme ind. Personen rodede med noget i den anden ende af rummet. Jeg åbnede det ene øje. Det er en dreng. Han vendte sig om, og jeg lukkede øjet i. Jeg hørte ham sukke. Døren lukkede bag ham. Jeg satte mig op, og gik over til vinduet. Jeg prøvede at finde noget bekendt. En butik eller bygning. Jeg fik øje på Restaurant Gylden. Jeg vidste hvor jeg ca. var. Jeg listede over til døren. og kiggede ud. Det ligner et kontor. Jeg listede ud, lyttede efter den mindste lyd. Nogle fodtrin kom nærmere. Jeg kiggede rundt, men ingen steder at gemme sig. Jeg tog en dyb indånding, og gik videre så normalt jeg kunne. Prøvede at ligne en som var meningen at være der. Jeg fandt en dør, og gik ind af den. Jeg lukkede den så stille jeg kunne, og vendte mig om. En gruppe voksne som sad og drak kaffe, sad i rummet. De stirrede på mig. Jeg smilede og skyndte mig ud. Jeg lukkede døren, men lige det jeg vender mig, går jeg ind i en. “Det må du undskylde, jeg så mig ikke for.” “Det er helt fint.” Stemmen.. Jeg kiggede op og en dreng stod der. Vi fik øjenkontakt. Han smilede og sagde. “Du ok.” Jeg stirrede på ham, uden at sige et ord. Den stemme.. “Du er nok forvirret, ikke?” Han smilede lidt akavet. Jeg nikkede. Han fulgte mig ind i det rum hvor jeg vågnede. “Hvor er jeg?” Jeg sad på sofaen, hvor jeg vågnede, og han sad på en stol. “Da jeg hørte dig skrige, ville jeg se hvad der foregik. Jeg så Professor M. oven på dig. Før jeg så mig om havde jeg hevet ham af dig, taget din hånd og løbet. Jeg mistede grebet på dig, og du faldt bevis lød på jorden. Du vågnede ikke, så jeg tog dig herhen.” “Hvor er her?” “Min fars arbejde. Det her er hans kontor. Jeg håber det er ok. Jeg vidste ikke hvor jeg ellers skulle tage dig hen.” Der var stille lidt tid. Ingen af os sagde noget. “Tak.” Det følte som en evighed af stilhed. Ingen vidste hvad de skulle sige. Er det ham? Spørgsmålet gentog igen og igen i mit hovede. “Jeg syntes jeg har set dig før.” Jeg kiggede op på ham. Hans øjne var fokuseret på mig. “Var du med til den vilde fest et par uger siden?” “Ja.” Mine øjne åbnede op. “Så det er dig. Fra altanen, ik?” “Jo. Tak fordi du reddede mig.. Igen.” Jeg smågrinte og han var lige bag mig. Vi begyndte så at snakke, tiden fløj afsted.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...